Ingen grænser for fattigdommen

Af

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er 196.000 danskere fattige, men VK-regeringen nægter at anerkende en fattigdomsgrænse. De konservatives socialordfører Vivi Kier forklarer, hvorfor fattigdomsgrænser er skidt for de fattige.

Hvorfor er du imod at definere, hvornår man er fattig?

»Fattigdomsgrænser kan være med til at fastlåse en gruppe mennesker. Hvis der er en fattigdomsgrænse, kunne man sige, at nu hæver vi det beløb, den gruppe mennesker modtager med 500 eller 1.000 kroner, og så er der ingen fattige. Så kunne vi alle sidde og smile og sige, nu er der ingen problemer. Men der er en lille gruppe af mennesker, som har en masse problemer, der ikke bare handler om penge.«

Hvad er der galt med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og EU’s fattigdomsgrænser, der i grove træk siger, du er fattig, hvis din indkomst ligger på under halvdelen af, hvad samfundets midterste indkomstgruppe tjener?

»Når der kommer rigtig mange mennesker ud på arbejdsmarkedet, som der gør i øjeblikket, så stiger indkomsterne, og som følge deraf er der nogle, som havner i den nederste gruppe i forhold til midtergruppen.«

Hvad har du så imod Københavns Kommunes definition af fattige, som handler om, hvor stort et rådighedsbeløb, du har til dig selv?

»Den er også svær. Den enkeltes situation afhænger for eksempel også af, hvad du har af gæld, hvad du har af husleje, og hvilke betingelser du lever under. Du kan derfor ikke bare trække en linje og sige, at dem i den her gruppe skal vi hjælpe. Det kunne være, der var nogle i gruppen lige over grænsen, som havde mere brug for hjælp.«

Hvordan skal vi diskutere fattigdom, hvis vi ikke må definere, hvad det er?

»Jeg vil gerne være med til, at vi med ord beskriver, hvornår man er fattig, men at sætte en beløbsgrænse er farligt.«

Hvordan vil du så beskrive det at være fattig?

»Altså i dag har vi et system, der understøtter, at alle mennesker kan have fast tag over hovedet og kan spise hver dag. Med fattigdom tænker jeg især på børnefamilier, hvor nogle børn står uden for fællesskabet i form af fritidsinteresser, og det, erkender vi, kan være et problem, og derfor har vi lavet tiltag, så børn kan gå til fritidsinteresser uden at skulle betale for dem.«

Siger du dermed, at fattigdomsproblemerne er løst i Danmark?

»Nej, det har jeg ikke sagt. Jeg siger bare, at jeg ikke vil være med til at trække en grænse.«

Er det ikke bekvemt for en regering ikke at kunne blive hængt op på en fattigdomsgrænse?

Det hører jeg også hele tiden oppositionen sige. Men jeg tror ikke på, det er en løsning at trække en fattigdomsgrænse og sige »ih, hvor er vi gode«. De mennesker, som har svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet, har andre problemstillinger med i bagagen end bare et lavt rådighedsbeløb, og de problemstillinger vil jeg godt være med til at løse som politiker.«

Er I ikke med til at flytte fokus væk fra fattigdomsproblemer i Danmark ved at nægte at tale om fattigdomsgrænser?

»Vi har hverken intentioner eller ønsker om, at noget skal ties ihjel, men for mig er det ikke væsentligt, om der er færre eller flere mennesker over en grænse. For mig er det væsentligt, at vi giver de mennesker, som ønsker at komme ud på arbejdsmarkedet, redskaber og værktøjer, så de kan flytte sig væk fra den nederste gruppe.«

Hvis du ikke vil være med til at definere fattigdom i Danmark, kan vi så heller ikke definere fattigdom i Afrika?

»Afrikanerne ville jo falde om, hvis de hørte, hvad en kontanthjælpsmodtager får i Danmark. Men jeg vil ikke sidde og definere fattigdomsgrænser for andre lande.«