Ingen fremtid i gylle

Af Jan Birkemose, redaktør

Arbejdspladserne forsvinder med lynets hast i svineproduktionen. Men endnu værre er det, at den forskning, som skal sikre Danmarks fremtid, leverer færre og færre resultater.

LEDER Med mindre der snart bliver opfundet en metode, der omdanner svinegylle til guld, ser Danmark ud til at gå trange tider i møde. I årevis har der ellers været bred enighed om, at den danske fremtid skal findes i videnssamfundet: Når vi ikke kan konkurrere på løn, skal vi vinde på viden, lyder rationalet. Men status for Danmarks forskning og innovation er stort set lige så nedslående, som situationen i svinebranchen, hvor arbejdspladserne forsvinder i chokerende hast.

Her er den eneste vækst omfanget af gylle, der på ti år er steget med 2,5 millioner ton om året – svarende til det dobbelte af vandindholdet i de fem københavnske søer!

Det ville nok være for meget forlangt, hvis den danske forskning og innovation havde samme vækstrate som gylleproduktionen. Men at forskningen og innovationen målt på flere parametre er gået direkte i stå er en decideret katastrofe. Ikke desto mindre er det situationen for den del af den af den offentlige forskning, der under de rette omstændigheder og med lidt held, kan udvikle sig til fremtidens danske levebrød – nemlig opfindelser og patenter fra universiteterne.

På bare et år er antallet af opfindelser fra universiteterne faldet med 17 procent, og da tidligere artikler i Ugebrevet A4 også har dokumenteret at danske virksomheder ligger i den tunge ende, når det for eksempel handler om at få fat i EU’s forskningsmilliarder, samler der sig mere og mere et billede af, at Danmarks overgang fra industrisamfund til videnssamfund langt fra har indbygget en garanti for succes.

Den hurtige og bekvemme forklaring på stilstanden i den danske forskning er den internationale finanskrise. Det er selvfølgelig forståeligt, at private virksomheder i en tid med faldende efterspørgsel vælger at skrue ned for forskningen og innovationen for at få økonomien til at hænge sammen. Men realiteten er, at det er som at hælde gylle i bukserne, hvis Danmark ikke meget snart får sat turbo på planen om at komme op i videnssamfundenes absolutte verdenselite.

Og måske er finanskrisen netop det rigtige tidspunkt til at trykke speederen i bund. Når verdenssamfundet dykker, opstår der også nye muligheder, og det er de virksomheder og lande, der står klar, når krisen er overstået og løber med fremtidens guld. Amerikanske undersøgelser har konkluderet, at de virksomheder, der fortsatte deres investeringer i innovation under kriserne i 1982 og 1991 fastholdte deres vækst, mens konkurrenterne, der forsøgte at spare sig ud af krisen, tilsvarende oplevede faldende vækst.

Det pudsige er, at Danmarks investeringer i forskning og innovation rent faktisk er stigende. Men netop derfor er det ekstra kritisabelt, at der tilsyneladende ikke kommer mere ud af investeringen til offentlig forskning på godt 17 milliarder kroner i år.

Da antallet af opfindelser på universiteterne nu er faldet to år i træk, behøver man ikke at være professor for at gennemskue, at det næppe skyldes en stigende dumhed blandt forskerne, men derimod i de systemer og miljøer, som forskerne skal boltre sig i. Her og nu kan vi trække på skuldrene, men om 25 år er det næppe svineproduktion, der kan holde liv i Danmark. Fremtiden ligger indiskutabelt i innovation og forskning i verdensklasse. Det er ikke bare et faktum, det må også være et rimeligt krav til en offentlig investering, der allerede næste år stiger med næsten to milliarder kroner.