Indvandrerkvinder rammes hårdest af jobkrisen

Af | @MichaelBraemer

Mange års forbedring af integrationen af kvindelige indvandrere og efterkommere er tilsyneladende slut. I stedet vokser gabet nu mellem beskæftigelsen blandt henholdsvis danske kvinder og kvinder med indvandrerbaggrund, viser nye tal. Især indvandrernes døtre taber på krisen. Forværringen af integrationen koster samfundet et milliardbeløb årligt.

Foto: Illustration: Joachim Adrian, Polfoto

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG Den økonomiske krise har sat indvandrerkvinder voldsomt tilbage efter, at de under højkonjunkturen støt og roligt var ved at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked. Andelen af kvindelige indvandrere med ikke vestlig baggrund, der var i arbejde, faldt fra begyndelsen af 2008 til slutningen af 2011 fra 47 til 41 procent.

Endnu værre er konjunkturerne gået ud over indvandrernes døtre, de kvindelige efterkommere, som før krisen blev fremhævet for deres ihærdige uddannelsesindsats og succes på arbejdsmarkedet.

Indtil 2008 var andelen af beskæftigede blandt de unge efterkommere kommet op på 61 procent med fast kurs mod de cirka 70 procent, som gælder for danske kvinder. Men på grund af den økonomiske krise er de kvindelige efterkommeres såkaldte beskæftigelsesfrekvens nu røget ned på 50 procent, og de er i stedet på vej mod en tilknytning til arbejdsmarkedet, der ligner deres mødres.  

Etnisk danske kvinder er under krisen sluppet med en mere beskeden nedgang i andelen af beskæftigede fra 72 til 69 procent, fremgår det af beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, har foretaget for Ugebrevet A4. 

Direktør i AE Lars Andersen ser et velkendt mønster i udviklingen.

»De sidste, der kom ind, da det gik godt, var også dem, der sad yderst og røg først ud, da det begyndte at gå skidt. Desværre,« konstaterer han.  

Efterkommerne måske overvurderet

Problemerne for første generation af kvindelige indvandrere i forhold til arbejdsmarkedet er velkendte. Men det kraftige fald i beskæftigelsen blandt de kvindelige efterkommere er overraskende.

Ifølge Lars Andersen kan der bag tallene godt ligge en forklaring i, at flere efterkommere er i gang med en uddannelse. Samtidig består gruppen hovedsagelig af unge mennesker, som i lighed med danske unge har haft overordentlig svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet under krisen. Men AE-direktøren kan også godt frygte, at de kvindelige efterkommeres muligheder har været overvurderet.

»Vi har nogle efterkommere, der klarer sig godt – nogle mønsterbrydere - og det er måske dem og deres uddannelsesaktiviteter, vi har haft fokus på. Men så har vi også en gruppe, som klarer sig dårligt, og det er måske den store gruppe,« mener han.

Direktør i Foreningen Nydansker Torben Møller-Hansen vil helst se de kvindelige efterkommernes tilsyneladende markant indskrænkede jobmuligheder som et problem, der er knyttet til at være ung og ikke til at have indvandrerbaggrund.

»Jeg tror simpelthen ikke på, at denne unge-generation kommer til at opleve det samme skisma mellem danskere og nydanskere, som deres forældre har oplevet. Dels fordi arbejdsmarkedet har vænnet sig til mangfoldighed og dels, fordi de er så dygtige, som de er. Jeg vil være virkelig skuffet, hvis det viser sig, at det ikke er en unge-problematik, men stadig en nydansker-problematik,« siger han.

Uanset årsagen til de unge indvandreres problemer lige nu frygter Torben Møller-Hansen, at det vil komme til at påvirke deres erhvervskarriere i al fremtid, hvis de kommer til at stå uden for arbejdsmarkedet i flere år. Han efterlyser derfor arbejdsmarkedspolitiske redskaber til at holde dem i gang.  

Dyr forværring

Før krisen satte ind, var gabet mellem etnisk danske kvinders og kvindelige indvandreres beskæftigelse ellers snævret ind år for år. Fra 1995 til 2007 blev det reduceret fra 43 til 27 procentpoint.

Nu er gabet vokset til 30 procentpoint. Integrationen af kvindelige indvandrere går med andre ord den gale vej, og det koster samfundet dyrt, viser AE’s tal. En beregning, der også inkluderer mandlige indvandrere, der har oplevet en tilsvarende hård medfart under krisen, viser, at hvis indvandrerne var sluppet med det samme fald i beskæftigelsen som danskerne, havde der været 6.500 flere i beskæftigelse i dag.

»Det er, hvad forværringen af integrationen siden krisen satte ind, kan gøres op i. Og det svarer til en forværring af de offentlige finanser på cirka 1,5 milliarder kroner,« pointerer Lars Andersen.

AE har regnet ud, at med en ’perfekt integration’, hvor indvandrere og efterkommere er i job i samme omfang som etniske danskere, ville beskæftigelsen stige med 66.300 – heraf 38.900 kvinder – og staten ville have 13 milliarder mere at rutte med om året.

Det er et ikke særlig realistisk scenarie, men der er under alle omstændigheder et stort uudnyttet potentiale i indvandrergruppen, påpeger Lars Andersen. Han mener også, at en del af beskæftigelsestabet under krisen kunne være undgået, hvis der i tide var sat kraftigere ind.

»I lang tid lullede politikerne os i søvn med, at vi ikke var så hårdt ramt, selv om vi mistede mange arbejdspladser. For det andet førte vi en arbejdsmarkedspolitik, der var designet til fuld beskæftigelse. Den handlede ikke om at investere i folks kompetencer, men bare om at give aktiveringstilbud, der var så tåbelige, at man håbede, at folk selv fandt et arbejde. Det dur, når der er fuld beskæftigelse, men ikke, når der ikke er job,« påpeger Lars Andersen.

Mutters alene

Kritikken mod den tidligere VK-regering for at have forsømt opkvalificering af den dårligst udrustede del af arbejdskraften rettes også af lederen af CBSI Sprogcenter i Københavns Nordvest-kvarter, Anne Rasmussen.

Hun er en af dem, der arbejder med at gøre kvindelige indvandrere med dårlige forudsætninger klar til job eller uddannelse i Danmark, og hun mener, at den tidligere regering led af en misforstået overbevisning om, at det var vigtigere at komme ud på arbejdsmarkedet end at lære noget.

»Man skal selvfølgelig ikke underkende værdien af at få mulighed for at forsørge sig. Men man skulle også have holdt arbejdskraften ved lige og gjort fleksibel til en krisesituation som den nuværende. Der har været en myte om, at man lærer dansk og bliver integreret, bare fordi man kommer i arbejde. Men mange har for eksempel arbejdet med rengøring mutters alene uden nogen at snakke med. De har udfyldt jobbet fint, men har hverken lært dansk eller er integreret,« påpeger Anne Rasmussen.

Uundgåelig udvikling       

Inger Støjberg, tidligere integrationsminister i VK-regeringen og nuværende integrationsordfører for Venstre, mener ikke, at kritikken er berettiget.

I sin tid som minister tog hun en række initiativer for at lette indvandrerkvindernes adgang til arbejdsmarkedet, påpeger hun. Initiativer, som ifølge Inger Støjberg afspejlede sig i voksende beskæftigelsestal, indtil krisen ødelagde festen.

»Vi havde faktisk rigtig godt fat i det og fik mange flere indvandrere ud i virksomheder. Og vi stod klar med vores 2020-plan, hvor vi havde en målsætning om en 10 procentpoint højere beskæftigelsesfrekvens for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. I planen lagde vi netop op til større fleksibilitet i forhold til de virksomheder, der ville arbejde med indvandrere og sprog,« påpeger hun.

Inger Støjberg finder det uundgåeligt, at en krise som den, vi har været igennem, er gået hårdest ud over dem, der er dårligst uddannede. Men nu ligger der ifølge hende en kæmpe udfordring i at få integrationen tilbage på sporet og få udnyttet en større del af den arbejdskraftreserve, der ligger i gruppen af kvindelige indvandrere. Og den opgave har hun ikke tillid til, at SRSF-regeringen kan løfte.  

»Man har afskaffet starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, som ifølge regeringens egne tal trækker mellem 2 og 3.000 mennesker ud af arbejdsmarkedet. En stor del af dem indvandrere, så det er det stik modsatte, regeringen gør nu,« mener hun.

Splittet i atomer

Samtidig ser Inger Støjberg nedlæggelsen af Integrationsministeriet og fordelingen af ministeriets ressort-områder til andre ministerier som udtryk for, at den nuværende regering har nedprioriteret integrationen.

»Der er ikke længere et fokus på indvandrere og arbejdsmarkedet, fordi det hele er splittet op i atomer, og der ikke længere er et samlet ansvar for integrationspolitikken,« mener hun.

Også Torben Møller-Hansen fra Foreningen Nydansker er foreløbig frustreret over nedlæggelsen af Integrationsministeriet. Centrale personer i det tidligere ministerium omplaceres, nogle til andet arbejde, påpeger han. Og med i faldet ryger også konsulenttjenesterne Integrationsservice og Specialfunktionen for den Etniske Beskæftigelsesindsats, SEBI. De er ellers absolut nødvendige for at hjælpe kommunerne med indsatsen over de grupper, der lige nu har det meget svært på arbejdsmarkedet, mener han.

»Der er meget viden, der risikerer at gå tabt, og det er ikke heldigt i en situation, hvor der skal tænkes i nye baner,« mener Torben Møller-Hansen.  

Han vil dog ikke beskylde regeringen for at nedprioritere integrationen, før den for alvor har spillet ud med, hvad den vil på området.

»Men lige nu har man fjernet noget og ikke sat noget andet i stedet. Det er et vakuum,« siger han.

Reform på vej

Det er regeringens bebudede integrationsudspil, som Torben Møller-Hansen i spænding venter på. Ifølge regeringsgrundlaget fra efteråret kommer der en reform, der med regeringens ord vil tage fat på ’de grundlæggende problemer’.  

Regeringsgrundlaget bebuder en vifte af arbejdsmarkedsrettede initiativer for at få 10.000 flere indvandrere og efterkommere i arbejde inden år 2020. Blandt andet kontanthjælpsjob, målrettede og bedre tilbud om danskundervisning, udbredelse af jobpakker, partnerskaber med erhvervslivet og nye modeller, der kombinerer arbejde og uddannelse.

Jacob Bjerregaard, integrationsordfører for Socialdemokraterne, vil ikke løfte sløret yderligere for reformen. Han beklager den meget negative udvikling i indvandrerkvindernes beskæftigelse, men beroliger Inger Støjberg med, at regeringen ikke vil sidde udfordringerne overhørig.

S-integrationsordføreren afviser også kritikken af at have nedlagt Integrationsministeriet og fordelt ministeriets opgaver på andre ministerier.

»Vi har lagt ressourcerne, hvor det er klogt at lægge dem. Integrationsministeriet før var jo nærmest et udlændingeservice-kontor. Men indvandrerne er jo ikke en spedalsk gruppe, men en del af det danske samfund og arbejdsmarked, som skal indgå på lige vilkår som alle andre,« mener Jacob Bjerregaard.

Svær, svær øvelse

De aktuelle, dårlige beskæftigelsestal understreger dog, at indvandrerne har vilkår, der adskiller sig fra etniske danskeres. Jacob Bjerregaard tror imidlertid på, at de kvindelige efterkommerne nok skal få gevinst af deres flid under uddannelser, når konjunkturerne spiller mere med. Derimod har mange indvandrerkvinder også før krisen haft brug for en ekstra indsats, og den vil nu blive intensiveret, lover han. 

»Det er en svær, svær øvelse, som man har arbejdet med en del år uden for alvor at løse problemet.  Under skiftende regeringer har de her kvinder siddet derhjemme og fået deres kontanthjælp. Der må vi være ærlige og sige, at de skal have et tilbud, de ikke kan sige nej til – ud i uddannelse, i arbejde og ud at gøre samfundsmæssig nytte. Det er der fornuft i ud fra en integrationsmæssig synsvinkel, men også ud fra en ret og pligt-tankegang. Mange har svage forudsætninger, men det skal ikke være en undskyldning for at lade stå til,« mener Jacob Bjerregaard.

Et integrationsbarometer, der måler kommunernes indsats, så man kan klappe de gode kommuner på skulderen og bruge dem som eksempler for de andre kommuner, er noget af det, regeringen vil benytte sig af i indsatsen, pointerer integrationsordføreren.

Ifølge forskningsleder på AKF Eskil Heinesen vil en sådan ’best practice-strategi’ give begrænset udbytte. Han har undersøgt kommunernes integrationsindsats for at finde ud af, om nogle havde opbygget bedre metoder end andre.

»Op mod 80 procent af de forskelle, der er mellem kommunernes resultater på området, kan tilskrives sammensætningen af indvandrergruppen og lokale forhold. Gruppen af indvandrere er meget forskellig fra kommune til kommune, og det betyder meget for deres chance for beskæftigelse, hvornår de er kommet til landet, om de har uddannelse og om de er kommet som familiesammenførte eller flygtninge og eventuelt har krigstraumer,« forklarer han.

Pas på hurtige konklusioner

Det kan man tale med om i Aarhus Kommune, der er en af de kommuner, som vil blive taget i skole, hvis der bliver målt på indvandrerkvinders beskæftigelsesfrekvens. I et kæmpe spænd, der går lige fra 31 procent beskæftigede indvandrerkvinder i Gentofte til 58 procent i Tårnby, placerer Aarhus sig i den dårlige ende med 37 procent beskæftigede indvandrerkvinder.  

Beskæftigelseschef i Aarhus Kommune Vibeke Jensen advarer mod at drage hurtige konklusioner.

»Vi har store udfordringer efter at have fået en del indvandring fra lande, hvorfra de har medbragt krigstraumer. Det er blandt andre statsløse palæstinensiske kvinder og ældre somaliske kvinder,« fortæller hun.

Vibeke Jensen mener, at der er behov for en mere koordineret indsats i forhold til de svageste kvinder. En indsats, som ikke bare skal dreje sig om beskæftigelse, men også om sociale forhold og uddannelse i et samarbejde med behandlingssystemet. Det kan kommunerne blive bedre til, men hun advarer alligevel mod at overvurdere arbejdskraftreserven i gruppen af indvandrerkvinder.

»Når du først har været her i 10 år og ikke rigtig har fået fat, er det svært at blive kernearbejdskraft. Det er vi nødt til at se realistisk på. Tiden taler ikke for én – især ikke i en lavkonjunktur,« mener Vibeke Jensen.