Indvandrerkvinder brænder for at arbejde

Af | @MichaelBraemer

Glem alt om indvandrerkvinder, der er lænket til kødgryderne af deres undertrykkende mænd. Flertallet af både kvinder og mænd med indvandrerbaggrund mener, at kvinderne hører til på arbejdsmarkedet, og et job med løn og kolleger har topprioritet blandt kvinderne, viser ny undersøgelse. Problemet er, at kompetencer ikke rækker til et toptunet dansk arbejdsmarked.

Foto: Illustration: Mik Eskestad, Polinfo

MYTEDRÆBER Indvandrerkvinder er supermotiverede for at arbejde og mener – med noget nær fuld opbakning fra deres mænd – at de har en lige så berettiget plads på arbejdsmarkedet som mænd.

I en ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, erklærer 86 procent af kvinderne sig enige i, at det er vigtigt, at kvinder arbejder i lige så stort omfang som mænd. Og der kommer ikke protester fra mændene. Her deles holdningen af 83 procent.  

Blandt de kvinder, som enten er på eller står til rådighed for arbejdsmarkedet, siger stort set alle – 98 procent – at det er vigtigt for dem at have et arbejde. Det svarmønster er kun et enkelt procentpoint fra at signalere den samme arbejdsiver, der kommer fra mændene.  

Ser man på, hvad der tiltrækker kvinderne ved arbejdet, adskiller deres prioriteringer sig ikke afgørende fra mændenes: En tredjedel peger på lønnen, en anden tredjedel på det sociale samvær på arbejdspladsen, mens den sidste tredjedel er delt mellem karrieremuligheder og selve arbejdsindholdet.

Direktør i Foreningen Nydansker Torben Møller-Hansen glæder sig over en holdning, som gør hans arbejde meget lettere:

»Der er sket en tilvænning til danske værdier og den måde, samfundet er bygget op på. Det er gået rigtig, rigtig hurtigt. Det er blandt andet det, vi ser afspejlet, når unge, nydanske kvinder uddanner sig i lige så høj grad som etnisk danske kvinder,« siger han.

Fordomme spiller ind

Det er med andre ord ikke med indvandrerkvindernes gode vilje, at den gennemsnitlige hudfarve er så lys, som den er, når der rekrutteres på danske arbejdspladser.

Mens syv ud af ti etnisk danske kvinder arbejder, gælder det kun halvdelen af de kvindelige efterkommere og fire ud af ti indvandrerkvinder. Og gabet mellem beskæftigelsen blandt henholdsvis danske kvinder og kvinder med indvandrerbaggrund er, som Ugebrevet A4 skrev i sidste uge, endvidere vokset under den igangværende krise.  

Anne Rasmussen, leder af CBSI Sprogcenter i Københavns Nordvest-kvarter, mener, at fordomme om indvandrerkvinderne i sig selv er med til at opretholde det etniske gab i beskæftigelsen.

Hun arbejder med at gøre indvandrerkvinder med dårlige forudsætninger klar til job eller uddannelse i Danmark og genkender motivationen blandt kvinderne for at blive en del af samfundet. Men hun kan også se, hvor kæden let hopper af, og der bliver skabt nogle forkerte billeder.

»Jeg har mødt somaliske kvinder, som er superseje og virkelig går op i ligestilling. Men når de mødte deres sagsbehandler, var holdningen: »Nå, ja. Du har jo fire børn og vil nok helst et eller andet, som ikke er rigtigt arbejde. Vi tror, kvinderne ikke vil ligestillingen, og det får os nogle gange i godhed til at forhindre dem i at få den. Derfor er jeg virkelig glad for en undersøgelse, som dokumenterer dét, som også er vores indtryk,« siger hun.

Kvinderne har ændret sig

Leder af SEBI (Specialfunktionen for den Etniske Beskæftigelsesindsats) Inger Marie Kærgaard er enig i, at vores billede af indvandrerkvinderne trænger til en opfriskning.

»Det er utrolig vigtigt at komme ud med tal som disse for at imødegå nogle fordomme, som vi måske har rendt rundt med om de her kvinder. Gruppen har ændret sig meget, siden de første kvinder kom i 60’erne og 70’erne. Uddannelsesniveauet er steget, ligesom det også er blevet mere almindeligt, at kvinder er på arbejdsmarkedet i de lande, de kommer fra,« siger hun.

SEBI har hjulpet kommunale jobcentre med indsatsen over for de kvindelige indvandrere og ifølge Inger Marie Kærgaard lagt vægt på at møde kvinderne med holdningen: »Selvfølgelig vil de da gerne«. Også selv om den kvinde, man sidder over for, kan virke lidt modvillig.

»Et eller andet sted gemmer der sig en drøm om et almindeligt liv og indkomst. For nogle kan den være blevet meget fjern, fordi de ikke har noget konkret af forholde drømmen til. De har aldrig været på det danske arbejdsmarked og er angste for, hvad der sker derude. Så der kan sagtens gemme sig en motivation inde bag det skjold, de holder op, fordi de ikke tror, de dur,« pointerer hun.

Langtidsparkeret

Mange indvandrerkvinder kommer heller aldrig for alvor i gang på arbejdsmarkedet. Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at mere end 6.000 kvinder har modtaget hjælp uafbrudt i mere end ti år. Og ifølge en analyse, som tænketanken Kraka har foretaget på baggrund af tallene, er indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande markant overrepræsenteret blandt de meget langvarige kontanthjælpsmodtagere. De udgør en tredjedel af gruppen, selv om deres andel af befolkningen kun er tre procent.

Der er med andre ord langt til de drømme, som indvandrerkvinderne har om en aktiv deltagelse på det danske arbejdsmarked. Det handler ifølge Anika Liversage, der forsker i integration på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, især om, at de står over for et dansk arbejdsmarked med meget høje krav og en høj mindsteløn i international sammenhæng.

»Især førstegenerations etniske minoriteter har ofte nogle kvalifikationsprofiler, som gør, at de har svært ved at få beskæftigelse uanset, hvor gerne de end ville. Det handler om manglende sprogkundskaber, uddannelse og helbredsproblemer,« påpeger hun.

Helbredsproblemerne kan skyldes krigstraumer, usle forhold i flygtningelejre i hjemlandene, flugt og en vanskelig tilpasning i et fremmed land. Men også det arbejde, det lykkes dem at få på dårligt organiserede randarbejdspladser i Danmark, fordi ingen andre vil have det.

»En kvinde har gået rundt med nøgle og haft natarbejde med rengøring. Så kan hun ikke mere på grund af både kontakteksem og skulderskade, fordi hun ikke har passet godt nok på sig selv. Hvad er der så tilbage til sådan én som hende?«, spørger Anika Liversage.

Hun har ikke selv har noget svar på, hvordan man samler de kvinder op, der ikke matcher det toptunede danske arbejdsmarked.

Uddannelse skaber ligestilling

Anika Liversage har ikke de samme bekymringer for de uddannelsesivrige, kvindelige efterkommere, selv om deres beskæftigelsesfrekvens er faldet fra 61 til 50 procent under krisen, og deres succes på arbejdsmarkedet lige nu ser ud til at smuldre.

»De er unge, og de er nyuddannede. Dermed er de sårbare på et arbejdsmarked, der ikke lige har plads til folk, der kommer ud fra uddannelsesinstitutionerne. Det samme gælder jo unge med dansk baggrund,« pointerer hun.  

Ifølge en rapport, som Anika Liversage sidste år var med til at skrive, opstår ligestillingen tilsyneladende helt af sig selv blandt borgere med indvandrerbaggrund i takt med den uddannelsesbølge, der er sat i gang i den nye generation.

Den forskel, man finder mellem uddannede etniske minoritetsmænds og -kvinders beskæftigelsesgrad, er nemlig ikke markant større end den kønsforskel, man finder hos etniske danskere med kompetencegivende uddannelser.

Mere rummelighed, tak

Anne Rasmussen fra CBSI Sprogcenter er imidlertid ikke indstillet på at opgive første generation af indvandrerkvinderne og skuffe deres håb om en plads på arbejdsmarkedet. Hun mener blandt andet, der skal stilles større krav til arbejdsgiverne.

»Det her rummelige arbejdsmarked – det er ikke særlig rummeligt, og det har jeg en forventning om, at det skal blive,« siger hun.

Anne Rasmussen efterlyser fleksible ordninger på arbejdsmarkedet og efteruddannelse, der kan løfte kvindernes kompetencer.  

»Det offentlige kunne etablere socialøkonomiske virksomheder, som kunne gøre det muligt for indvandrerkvinder, der ikke har et hundrede procents arbejdsevne, at være med i arbejdsfællesskaber. Ja, det koster penge, men hvis vi kan skabe et bedre samfund og en større livskvalitet, kan vi vel omprioritere den måde, vi bruger vores penge på,« mener hun.

Chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Berit Toft Fihl mener ikke, at arbejdsgiverne behøver at spille en større rolle i forhold til de ledige indvandrerkvinder.  

»Arbejdsgiverne spiller allerede en stor rolle i dag. Mange er ude i løntilskudsjob og får på den måde både kompetencer og netværk. Det er jo en måde, hvorpå en arbejdsgiver og en kommende medarbejder kan mødes. Men det er ikke arbejdsgiveres ansvar at stå for den helt basale opkvalificering. Det er en grundlæggende opgave for jobcentre og kommuner,« mener hun.

Det er ikke umuligt   

Men hvis flere parter går sammen og man virkelig prioriterer opgaven, er det dog muligt at gøre en effektfuld indsats over for indvandrerkvinderne, påpeger Berit Toft Fihl. Det gør hun med henvisning til integrationsprojektet VIP 2, som DA for et par år siden gennemførte sammen med Kommunernes Landsforening og LO.

»Det kan sagtens lade sig gøre at få indvandrere, som er meget langt fra arbejdsmarkedet i job, men det handler om at gå ekstremt systematisk til værks og meget målrettet tilrettelægge forløb, som kan føre til beskæftigelse. Kompetencer, vel at mærke, som man kan gå ud og omsætte til job,« fastslår hun.  

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, har lavet beregninger, der viser, at der kunne komme 56.900 flere i arbejde – heraf små 33.000 kvinder, hvis man skabte »den perfekte integration«, hvor indvandrerne fra ikke-vestlige lande var i beskæftigelse i lige så høj grad som etniske danskere.  Direktør i AE Lars Andersen erkender, at det er utopisk at forestille sig den gevinst indløst i fuldt omfang. Men mindre kan også gøre det, mener han.

»Bare dét at komme tilbage til niveauet fra før krisen begyndte, ville få 6.500 flere i arbejde og forbedre de offentlige finanser med 1,5 milliarder kroner. Indvandrerkvinderne har en række fællestræk med de svageste danske kvinder og har så sprogproblemer oveni. Men det er ikke værre, end at man må kunne tage fat på det i beskæftigelsespolitikken,« siger Lars Andersen.