Indvandrere søger danskheden

Af | @MichaelBraemer

Indvandrerghettoerne står i skærende kontrast til de ønsker, langt de fleste indvandrere har til at bo i Danmark. De vil have danske naboer og danske børn som klassekammerater til deres børn, viser ny undersøgelse. Men høje boligpriser og danske forældre står i vejen for deres drømme.

SAMMENHÆNG Fatima med tørklæde og indkøbsposer på vej tilbage til »ghettoen« med en stor børneflok efter sig: Jamen, hvordan skal det dog gå de stakkels unger, der vokser op med vold, kriminalitet, containerafbrændinger og aldrig hører et dansk ord?  Forældrene ku’ jo godt gøre lidt for at integrere sig!

Det vil de også gerne, viser ny undersøgelse. Højst sandsynligt går Fatima med en drøm om at bo et sted, hvor de fleste naboer er danske, og hvor børnenes skolekammerater har dansk baggrund.

62 procent af flygtninge og indvandrere i Danmark ønsker nemlig at bo i områder, hvor mindst halvdelen af beboerne har dansk baggrund, viser undersøgelsen, som Catinét Research har foretaget for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit af flygtninge og indvandrere i Danmark. Kun ni procent har et ønske om, at flertallet af de andre beboere også har udenlandsk baggrund.

Ønsket om at bo sammen med flere etniske danskere skinner også igennem i holdningen til elevsammensætningen på børnenes skoler. 64 procent af de adspurgte ville foretrække, at mindst halvdelen af eleverne på deres børns eller børnebørns skole har dansk baggrund, mens kun syv procent ønsker klassekammerater med overvejende udenlandsk baggrund.

I skærende kontrast til dette drømmebillede står de store ghettobebyggelser i landets tre største byer Mjølnerparken på Nørrebro i København, Gellerupparken i Århus og Vollsmose i Odense. Alle tre steder er etniske danskere nærmest en uddød race, og det eneste danske i de tilknyttede skoler er stort set undervisningsplanen.

Lignende bebyggelser findes i mindre måle-stok i mange andre, større kommuner, og generelt er indvandrernes boligmønster skævt: 60 procent bor i den almene boligsektor, og af dem bor over 20 procent i såkaldte »multietniske boligområder«, der er Statens Byggeforskningsinstituts officielle betegnelse for boligområder med mere end 40 procent etniske minoriteter blandt beboerne.

De stærke flytter

Seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut Hans Skifter Andersen har undersøgt, hvorfor etniske minoriteter bor, som de bor, og hvad der får dem til at flytte. Han har flere forklaringer på, hvorfor indvandrerne ikke i større omfang gør alvor af deres ambitioner og spreder sig mere:

»Generelt er det en økonomisk svag gruppe med lave indkomster og mange uden for arbejdsmarkedet. Det begrænser deres muligheder på boligmarkedet. Samtidig er det for en stor dels vedkommende børnefamilier med et boligbehov, der er svært at tilfredsstille på det private boligmarked. De har heller ikke det netværk, der skal til at få dem ind i andelsboliger og privat udlejning. Og så kender mange så lidt til det danske boligmarked, at det nemmeste er bare at blive skrevet op til en almen bolig.«

De, der kommer væk fra ghettoerne, er i langt højere grad end tilflytterne velintegrerede med solid økonomi og fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det ved Hans Skifter Andersen fra en undersøgelse af til- og fraflytninger i Mjølnerparken, Gellerupparken og Vollsmose.

»Ikke mindst efterkommerne flytter og spreder sig i stedet for at klumpe sig sammen, som forældrene har gjort det. Til afløsning for dem kommer mindre integrerede familier, som ser fordele ved at bo tæt på familie, venner og landsmænd, så længe det drejer sig om at finde sig til rette og blive hjulpet til et job i det nye land.«

Mønstret kender man fra et indvandrerland som USA, hvor nye og mindre integrerede immigranter er startet med at bosætte sig i etniske enklaver for senere at forlade dem i takt med deres integration i samfundet. Dét, vi kalder indvandrerghettoer, er i virkeligheden integrationssluser, påpeger Hans Skifter Andersen.

Urealistiske forventninger

De hårdt pumpede priser på det danske boligmarked og især i de store byer, hvor indvandrerne har søgt til, udgør dog en alvorlig barriere på de velintegrerede indvandreres vej ud på det blandede boligmarked. Det kan ejendomsmæg-lere i både Århus og København tale med om.

Alice Skovby, ejendomsmægler i københavnerforstaden Brønshøj, hvis murermestervillaer er steget eksplosivt i pris i det seneste årti, må skuffe adskillige indvandrerkunder:

»Huset skal koste en million, have 10 værelser og være sat helt i stand. Jeg har mange indvandrerkunder med urealistiske forventninger,« siger hun.

Bedre held har indvandrerne hos Flemming Schnohr, privat rådgiver hos ejendomsmæglerfirmaet EDC på Amager. En million kan han ikke sælge et hus for, men husene på øen er billigere, hvis man tager et stykke væk fra København og lader være med at tage helt til Dragør. Og indvandrerne er parate til at gå på kompromis med mange ting for at realisere drømmen om eget hus, fortæller han.

»De går efter de billigste boliger og vil have mange kvadratmeter og værelser. Til gengæld tænker de ikke så meget på, om huset ligger ud til en befærdet vej, på afstanden til skole og den slags.«

I Århus ønsker fraflytterne fra Gellerupparken stadig at bo i umiddelbar nærhed af venner og familie i indvandrerenklaven. Det kunne pege på en udflytning til Åbyhøj – en Århus-pendant til Brønshøj – lige østfor. Eller mod Brabrands bakker og sølandskab mod vest. Men begge kvarterer er for dyre, så valget falder typisk på et villakvarter i umiddelbar forlængelse af Gellerupparkens vestlige del.

Her oplever Jan Larsen, ejendomsmægler hos EDC Aros, det bemærkelsesværdige, at indvandrere udgør flertallet af de interesserede købere, når en bolig udbydes til salg. Så på længere sigt er det måske begrænset, hvor stor en integrationsgevinst, der opnås ved at blive boligejer her.

Dansk som fremmedsprog

Mens de bedst uddannede og integrerede indvandrere er ved at sprede sig i det danske samfund, udnytter andre det frie skolevalg til at sikre deres børn dét, de som forældre ønsker for børnene: En skolegang sammen med danske klassekammerater.

Det oplever blandt andre Nesemi Can, lærer med kurdisk baggrund på Humlehaveskolen i Odense-bydelen Vollsmose. 95 procent af skolens elever har anden etnisk baggrund end dansk.

Nesemi Can lægger meget vægt på, at skolen til punkt og prikke lever op til sin opgave som dansk skole og opnår pæne testresultater. Alligevel forstår han godt det stigende antal indvandrerforældre i bydelen, der vælger en naboskole, hvor deres børns skolekammerater er blegere i løden.

»Når forældrene får tilknytning til arbejdsmarkedet og ressourcer til at flytte, gør de det. Men de, der ikke kan flytte, har jo stadig ambitioner om, at deres børn skal integreres, opleve danskheden og lære at tale ordentlig dansk, som man kun gør ved at være sammen med danske jævnaldrende.«

Jo, forsikrer han, eleverne lærer skam dansk i skolen, men det er lidt efter samme princip, som man lærer engelsk og tysk.

»De går hjem og tale tyrkisk, arabisk, somalisk og så videre i deres respektive grupper. Er de sammen i fritiden på tværs af grupperne, taler de dansk. Men der er ingen til at rette dem, så det bliver et mangelfuldt sprog uden nuancer.«

Tilbagetrækning

Indvandrerforældrene viser altså vilje til integration og sender deres børn over den danske frontlinje. Men danskernes imødekommenhed over for børnene med anden etnisk baggrund er ikke tilsvarende stor. Svaret på den etniske offensiv i Odense kan godt tolkes som en dansk tilbagetrækning.

På Risingskolen, der modtager elever fra Vollsmose, har det voksende antal elever med anden etnisk baggrund således fået et stigende antal danske forældre til at vælge skolen fra. Det betyder ledige pladser, som giver plads til endnu flere indvandrerbørn. En negativ spiral, som i efteråret fik skolen til at råbe vagt i gevær og forelå, at tosprogede børn fik tildelt hver femte plads på samtlige kommunens skoler og dertil gratis befordring for at sikre en tilpas spredning.

Nesemi Can konstaterer tørt, at mange danskere går varmt ind for integration – så længe det ikke risikerer at gå ud over deres egne børn. En boligpolitik, hvor nytilkomne indvandrere og flygtninge ikke per automatik placeres i Vollsmose, og som sikrer en naturlig spredning, er for ham at se den eneste løsning på problemet.

Det handler om sammenhængskraften i samfundet. Den vil mange sikkert kunne tale længe og dybfølt om blandt de veluddannede, unge par, som det seneste årti er søgt til Brønshøj og har været med til at forvandle villakvarteret fra småborgerligt til småfashionabelt. Men når de har stået hos ejendomsmægler Alice Skovby, er det ikke sammenhængskraft, men elevsammensætning på områdets skoler, de har været optaget af.

»Brønshøj Skole har ry for at være rigtig god skole, mens køberne er mere bange for Bellahøj Skole, hvor der er en del indvandrerbørn. Det er ikke, fordi danskerne har noget imod indvandrerne, men folk vil jo det bedste for deres børn,« siger Alice Skovby og bekræfter dermed Nesemi Can’s bange anelser.

Hykleri

På Nørrebro i København står skoleinspektør Lise Egholm med 76 procent tosprogede elever på sin Rådmandsgade Skole. Og hun er ikke bange for at bruge ordet hykleri om de mange danskere med alle de rigtige holdninger om integration, men alt for lidt handling at have dem i.

For danskerne er skam derude i hendes skoledistrikt med mange andels- og ejerlejligheder. De har i vid udstrækning bare valgt privatskoler til deres børn og dermed undgået, at deres børn skulle gå i skole med børn fra blandt andet Mjølnerparken.

»Nu er der altså nogle blegfede danskere, der må tage et ansvar og erkende, at Danmark er en del af verden og etniske minoriteter en del af Danmark. 31 procent af de skolepligtige børn i Københavns Kommune er tosprogede. De skal møde tolerance og blive en del af vores fællesskab. Men det sker jo kun, hvis vi kender hinanden og har noget med hinanden at gøre.«

Lise Egholm kender alt til indvandrerforældrenes ønsker om en skolegang og opvækst i danske rammer – også med hensyn til elevsammensætning. Men for at appellere til danske forældre og fastholde en dansk elevgruppe har hun måttet »pulje« de danske elever i to ud af fire klasser på en årgang, så de har været 10-12 stykker ud af en klasse på 25 elever.

Det har omvendt betydet, at to klasser har været rent tosprogede, og det bekymrede indvandrerforældre i en sådan grad, at der måtte holdes et krisemøde, hvor Lise Egholm forklarede, at alternativet ville være en skole helt uden danske elever. Det argument købte de, også fordi der arbejdes på tværs af klasserne.

Selv om udfordringerne har været store, har hendes skole dog opnået så gode resultater, at mange års slid ser ud til at bære frugt og udviklingen vende ved næste skoleårs begyndelse. Her har 40 ud af 100 indskrevne børn i børnehaveklassen på Rådmandsgades Skole dansk baggrund.

»14 af de danske børn kommer endda fra andre skoledistrikter,« konstaterer skoleinspektøren tilfreds.