Indvandrere skeptiske over for Søvndals demokrati-svada

Af | @MichaelBraemer

SF-formand Villy Søvndal havde langt de fleste danskere med sig, da han skærpede retorikken over for den fundamentalistiske, muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir. Flygtninge og indvandrere i Danmark er langt mere splittede i forhold til Søvndals udtalelser, selv om de ikke støtter organisationen, viser ny A4-undersøgelse.

RØRE Da SF-formand Villy Søvndal for nogle måneder siden skabte voldsomt røre i andedammen med stærkt afstandtagende udsagn om den yderliggående, muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir, som han kaldte mørkemænd og bad om at gå ad helvede til, skete det med opbakning fra fire ud af fem danskere. Til gengæld er uenigheden med Villy Søvndal større end enigheden, hvis man ser isoleret på reaktionen hos gruppen af flygtninge og indvandrere, viser ny måling.

I flygtninge/indvandrer-gruppen er 33 procent enige i SF-formandens udtalelser, 40 procent uenige, mens resten hverken er enige eller uenige ifølge undersøgelsen, som Catinét Research har foretaget for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit af flygtninge og indvandrere i Danmark – langt de fleste med muslimsk baggrund.

Til sammenligning er 83 procent af den samlede, danske befolkning enig med Villy Søvndal, 10 procent uenig og syv procent hverken enig eller uenig ifølge en måling, som analyseinstituttet Zapera tidligere har foretaget for A4.

Det er imidlertid ikke opbakning til Hizb-ut-Tahrir, der får en stor del af indvandrerne til at tage afstand fra SF-formandens udtalelser. Det er nemlig kun en enkelt procent af indvandrerne, der erklærer sig som tilhængere af organisationen. Dermed befinder opbakningen til den yderliggående forening sig på samme, forsvindende lave niveau som for to år siden, da to procent af indvandrerne erklærede sig som tilhængere.

Trods stort mishag med organisationens virke og formål ser Manu Sareen, selvstændig integrationskonsulent og radikalt medlem af Borgerrepræsentationen i København, A4’s tal som klar dokumentation af, at både Villy Søvndals udtalelser og Hizb-ut-Tahrirs rolle i medierne er helt ude af proportioner.

»Opbakning fra én procent af indvandrerne! Helt ærligt: Tænk på, hvor meget de får lov til at fylde i medierne. Organisationen rummer 1.500 medlemmer med stemmeret. De står over for vi andre to en halv million med stemmeret. Så hvor meget i fare er vi egentlig,« spørger Manu Sareen.

Han mener, at Villy Søvndal har overtaget modstandernes retorik, og at det blandt andet er den, indvandrerne reagerer mod:

»De ser hans retorik som del af den afstandtagen, der er til muslimer i al almindelighed. Og selv om de betragter sig som en del af samfundet og er glade for at være her, som A4’s undersøgelse viste i sidste uge, så er deres opfordring: Tal lige pænt!«

Søvndal står fast

Den forsvindende lille opbakning til Hizb-ut-Tahrir får ikke Villy Søvndal til at fortryde:

»Jeg har aldrig troet på nogen risiko for massiv tilslutning til Hizb-ut-Tahrir og aldrig anset de tåber for at være en trussel mod Danmark. Men de er en trussel mod integrationen, for så længe vi har Dansk Folkeparti som erklæret anti-muslimsk på den ene side og en anti-demokratisk gruppering som Hizb-ut-Tahrir på den anden side, og de i den grad får lov til at dominere den offentlige dagsorden, så får vi ikke integrationen til at lykkes godt nok,« siger Villy Søvndal.

Han er ikke blind for, at når 40 procent af indvandrerne erklærer sig uenige i hans udtalelser, kan det hænge sammen med, at langt flere end dem, hans kritik var møntet på, kan føle deres muslimske baggrund anfægtet.

»Omvendt tror jeg, at vi bliver nødt til at tage nogle af de her grundlæggende slagsmål for at få folk – både dem, der er født her i landet og dem, der ikke er – til at tage stilling ud fra en demokratisk akse. Det kan nogle gange være svært, men så længe 83 procent af dem, der bor i dette land, forstår, hvad jeg siger, er jeg sådan set ikke så bekymret,« siger han.

Villy Søvndal ser det samtidig som et positivt tegn, at indvandrerne ifølge undersøgelsen deler sig i tre næsten lige store grupper i holdningen til hans udtalelser:

»Den der tro på, at vi var enige med alle, bare fordi de var indvandrere, har jeg aldrig haft. Og jeg har ikke noget ønske om at være venner med alle. Den afgørende pointe i de her tal er, at indvandrerne ikke er nogen homogen gruppe, men deler sig efter anskuelse. Og jeg vil tro, at nogle af dem, der er mest enige med mig, er dem, der har prøvet at leve under religiøst diktatur og præstestyre i Iran,« siger han.

Truslen skal tages alvorligt

Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Nannestad, der har forsket i islamiske grupperinger, hæfter sig ved, at andelen, der ­siger, at de ikke kender noget til Hizb-ut-Tahrir eller ikke ved, hvad organisationen står for, sammenlagt er vokset fra 34 til 56 procent mellem 2006 og 2008.

»Det virker yderst mærkværdigt. Man kan vel ikke beskylde organisationen for ikke at have markeret sig i tiden op til undersøgelsen. Og deres budskaber er ikke sådan til at misforstå,« siger Peter Nannestad.

En mulig udlægning er, at Hizb-ut-Tahrir faktisk vinder sympatisører, som endnu ikke vil stå frem, mener Peter Nannestad:

»En anden mulighed er, at respondenterne bare i stigende grad er blevet trætte af at skulle forholde sig til Hizb-ut-Tahrir i tide og utide og derfor vælger at glide af på spørgsmål om dem.«

Professor i islamiske studier på Aarhus Universitet Mehdi Mozaffari hæfter sig tilsvarende ved, at hvor det i 2006 var 13 procent af indvandrerne, der svarede »ved ikke« til spørgsmålet om, hvorvidt de personligt var tilhængere eller modstandere af Hizb-ut-Tahrir, gælder det i dag 31 procent:

»Det kan betyde, at flere er blevet mere positive over for organisationen, men ikke vil indrømme det. Men også, at der vokser en ny gene­ration frem med andre interesser end politik og religiøsitet. Begge forklaringer er lige holdbare.«

Under alle omstændigheder advarer Mehdi Mozaffari om, at tallene kunne tyde på, at nogle muslimske indvandrere befinder sig i en gråzone, hvor de kan bevæges i både en demokratisk og ikke-demokratisk retning. Det er værdier, der er på spil, og udviklingen er i høj grad op til landets politikere, mener han.

»Bedre integration er ingen garanti mod radikalisering. Vi så i den seneste terror-sag i England, at det var læger, der var involveret. Men højrisikogruppen er unge mænd fra ghettoer. De skal have alternativer til en identitet og et fællesskab i en fundamentalistisk gruppering. Den fundamentalistiske trussel skal tages alvorligt, og det var på tide, at venstrefløjen brød passiviteten og nu prøver at generobre traditionelle venstreorienterede mærkesager som ytringsfrihed og lighed mellem kønnene,« siger Mehdi Mozaffari.