Indvandrere skal skubbes ind på tillidsposter

Af | @MichaelBraemer

Indvandrere er opdraget til ydmyghed og skal mærke et positivt pres, hvis de skal være tillidsrepræsentanter, siger en af de sjældne af slagsen Filiz Tekin. Der skulle flere års stærke opfordringer fra kollegerne til, før HK’eren overvandt sin usikkerhed og lod sig vælge.

INTERVIEW Tillidsrepræsentant? Nej, det var ikke hende, afviste hun de ivrige kolleger, der blev ved med at opfordre hende til at stille op til posten.

Hun tænkte på de tidligere tillidsrepræsentanter som nogle skrappe damer, der ikke var bange for at slå i bordet og tale chefen imod. Og den rolle havde hun svært ved at se sig selv i. Det er nu engang lidt svært at fare frem med krav og dundertale, når man er kvinde og kommer fra Tyrkiet.

Men kollegerne blev ved. Måske fordi hun havde været sikkerhedsrepræsentant, var en af de yngste af de cirka 15 HK’ere på Kofoeds Skole i København og kendt for at kaste sig ud i nye arbejdsopgaver med iver og engagement. Svaret var imidlertid også nej året efter og året efter igen, alt imens posten som tillidsrepræsentant forblev ubesat, fordi ingen andre følte, at de magtede opgaven.

»Jamen, forestil dig at gå hen til chefen og sige: »Hallo!« Sådan er vi bare ikke opdraget. Vi har lært at knappe os sammen, sige ja til det hele og være glade for, at vi har et arbejde,« forklarer 39-årige Filiz Tekin, kursussekretær og vejleder på skolen, hvis elever er socialt udsatte, som hjælpes i gang med uddannelse eller arbejde.

Omsider, for halvandet år siden, bukkede hun imidlertid under for presset og lod sig vælge til posten. Men det var først efter meget grundige overvejelser og med store forbehold.

Først og fremmest var hun gået til sin tyrkiske mand, der arbejder som musiklærer, for at sikre sig, at han bakkede hende op. Det gjorde han. Deres to drenge på nu 13 og 19 år havde nået en alder, hvor de godt kunne leve med, at deres mor ikke altid var til rådighed i fritiden, følte hun. Så den side af sagen var også på plads.

»Jeg betingede mig også, at der var en kollega, som ville hjælpe mig, og snakkede med en konsulent fra HK, der forklarede mig vigtigheden af at have en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, men til gengæld lovede mig al den støtte, jeg havde brug for. Og så snakkede jeg med kollegerne for at sikre mig, at de havde tillid til, at jeg kunne klare opgaven.«

Efterfølgende var Filiz Tekin godt i gang med grunduddannelsen til tillidsrepræsentant, da hun kom ud for et trafik­uheld og blev sygemeldt. Hun er ikke kommet sig helt endnu og arbejder på nuværende tidspunkt kun på halv tid. Uheldet har også betydet, at hun har måttet overlade nogle af de faglige opgaver til suppleanten og en konsulent fra HK, mens hun selv har fulgt med fra sidelinjen.

Men hun har set og deltaget i nok til at sige, at hun gerne stiller op til genvalg. Når hun igen er helt ovenpå, er hun også indstillet på at give den fuld skrue med uddannelsen og det væld af kurser, hun med begejstring fortæller, at hun bliver tilbudt.

»Helt bestemt. Det er en meget interessant og spændende verden, jeg er kommet ind i.«

Demokratisk underskud

Filiz Tekin’s lange vej til tillidsposten, og de mange overvindelser, der skulle til, før hun nåede den, fortæller formentlig meget om, hvorfor medarbejdere med udenlandsk og især ikke-vestlig baggrund er så voldsomt underrepræsenteret på tillidsposter i danske virksomheder.

Trods LO-fagbevægelsens ambitioner om at være mangfoldig viste en nylig undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik på baggrund af medlemstal fra LO-forbundene, at integrationen i fagbevægelsen foreløbig er slået fejl, og at man står med et stort demokratisk underskud i forhold til sine medlemmer med anden etnisk baggrund.

Over fem procent af medlemmerne i LO-forbundene har ikke-vestlig baggrund, men de udgør kun lidt over én procent af tillidsrepræsentanterne. I Filiz Tekins forbund HK har fire procent af medlemmerne ikke-vestlig baggrund, men blandt forbundets tillidsrepræsentanter udgør de bare en halv procent.

Ydmyghed og mangel på selvtillid er ifølge Filiz Tekin de helt afgørende årsager til, at vi ikke ser flere tillidsrepræsentanter med anden etnisk baggrund. Hun er glad og stolt over den tillid, hendes kolleger viste hende, for den har bragt hende i en position, hvor hun gerne vil være, men hvor hun aldrig var kommet uden deres opbakning og pres.

»Jeg tror, der er mange, der er endnu bedre integreret end mig, men har det, som jeg har haft det – at de skal have et skub,« lyder hendes opfordring til at være opmærksom på potentialet hos etniske og mere lavmælte kolleger.

Filiz Tekin er født i Tyrkiet, men flyttede med sin familie til Holland som 10-årig og boede dér, til hun var 18 og flyttede til Danmark for at blive gift.

Hendes opvækst giver hende op til flere baggrunde at vurdere danskerne på. Og netop vores manglende interesse for andre kulturer og meget lille forståelse af, hvorfor indvandrere i mange sammenhænge opfører sig anderledes end danskere, har altid slået hende. Danskernes tilsyneladende lukkethed kan meget vel modvirke en integration på arbejdspladsen og i fagbevægelsen, mener Filiz Tekin.

Det gode eksempel

Det undrer især Filiz Tekin, fordi hun langt fra opfatter Danmark som et fremmedfjendsk land. Tværtimod understreger hun, at hun aldrig har oplevet så meget som antydning af racisme eller diskrimination, og at hun for eksempel på arbejdspladsen, hvor hun i sin tid også blev uddannet, er blevet båret frem af positiv særbehandling, når hun har villet udvikle sig professionelt.

Sådan en arbejdsplads vil hun gerne stå vagt om, og derfor anser hun det som et privilegium at være tillidsrepræsentant. Det betyder også meget for hende at kunne stå frem i første geled som en succes og modvægt til de integrationsproblemer, hun bare behøver at kaste et blik på skolens elevliste for at blive mindet om. Her kniber det nemlig ikke med repræsentationen af etniske minoriteter. 40 procent af Kofoed Skoles elever har indvandrerbaggrund.

Skal der gøres noget ved integrationsproblemerne, er det blandt andet vigtigt, at så mange som muligt med anden etnisk baggrund bliver synlige på poster, hvor de er aktive og gør en forskel i samfundet. Det vil både skabe en større velvilje blandt danskere over for indvandrere og et større tilhørsforhold blandt indvandrere, mener Filiz Tekin. Derfor bifalder hun også fagbevægelsens ambitioner om at rekruttere flere etniske medlemmer til det faglige arbejde på arbejdspladserne, men understreger, at der skal arbejdes for sagen.

»Man bliver nødt til at komme ud på arbejdspladserne og gøre sig synlig, hvis man vil gøre indvandrerne fagligt aktive. Mange kender ikke forskel på en a-kasse og en fagforening og har ikke hørt historien om, hvordan fagbevægelsen har kæmpet og opnået sine resultater. De tror, at de løn- og arbejdsforhold, som har fået dem til Danmark, er grebet ud af den blå luft og ved ikke, at det er noget, man skal værne om og fortsat kæmpe for at forbedre. Der ligger en stor opgave i at forklare noget så banalt, som hvorfor vi fejrer 1. maj.«

Filiz Tekin oplever, at hun selv har brister i sin forståelse af fagbevægelsens historie, og hvordan de mange aftaler er blevet til, når hun sidder derhjemme med sine papirer. Hun er ret overbevist om, at hun bruger en del mere tid på arbejdet end danske tillidsrepræsentanter, fordi hun føler en forpligtelse til at sætte sig ind i sagerne og forstå selv de mest indviklede juridiske papirer. Der skal meget til, før hun bider i det sure æble og ringer til konsulenten i HK, selv om hun møder lutter velvilje, når hun gør det.

»Hvis man som indvandrer skal være tillidsrepræsentant, skal man kunne sproget og have forståelse for arbejdspladskulturen. Ellers giver det ingen mening. Men der er andre områder, hvor etniske tillidsrepræsentanter har brug for mere hjælp fra deres fagforening end danske, og det synes jeg, der er forståelse for. Jeg har også deltaget i et netværk af etniske tillidsrepræsentanter på tværs af forbundene, som AOF har dannet. Det er godt, selv om det selvfølgelig er uheldigt, at netværket er så lille.«

Næste generation får det lettere

Uanset anstrengelserne tror Filiz Tekin først for alvor på en ligelig repræsentation på tillidsposterne, når den opvoksende generation med anden etnisk baggrund er kommet ud på arbejdsmarkedet. Fordi den nægter at se sig selv som indvandrere med de begrænsninger, der ligger i det.

Hun har set på sine egne drenge, hvordan opdragelse betyder alt, og hvordan danske værdier og normer lynhurtigt sætter sig med nærmest skræmmende styrke.

Som da den ældste, der i dag går i 3. g og i parentes bemærket kan fortælle hende mere om fagbevægelsen end omvendt, var med på stranden i Tyrkiet som fireårig og trods gentagne opfordringer til at smide sit ispapir fra sig i sandet løb rundt med papiret i en knuget hånd hele dagen. »Jamen, mor. Der var ingen skraldespand.« Det er, som Filiz Tekin ser det, dansk børnehavepædagogik, når den er mest effektiv.

Eller den 13-årige, som den anden dag var helt oppe og ringe over en bemærkning, han havde overhørt, og som havde stemplet ham som fremmed. »Hvorfor?«, rasede han. »Det er bare, fordi du er udlænding«, prøvede hans mor at glatte ud, men det gjorde det kun endnu værre. »Jeg er ikke udlænding. Jeg er født her«.

»Jeg tror på, at tingene vil komme af sig selv, og at den næste generation vil føre sig naturligt frem uden de begrænsninger, vi i første generation har pålagt os selv. Men det kræver selvfølgelig stadig, at danskerne er parate til at lade os vise, hvad vi kan. Integration er en gensidig proces, hvor begge parter skal vise åbenhed over for hinanden.«