Indvandrere opgiver drøm om otium i hjemlandet

Af | @MichaelBraemer

Succesfuld integration af andengenerationsindvandrere har efterladt forældrene ensomme og isolerede og fået dem til at opgive drømmen om en lykkelig alderdom i hjemlandet. De har urealistiske forventninger til deres familiers omsorg, viser ny undersøgelse, og samfundet står med en kæmpe opgave i at få dem inddraget i de offentlige tilbud.

BORDET FANGER Oprindelig var det hverken deres egen eller samfundets mening, at gæstearbejderne, der i 60’erne og 70’erne kom til Danmark for at tjene gode og hurtige penge, skulle blive her permanent. Men i mellemtiden er deres børn og børnebørn blevet danske, og nu står titusinder på tærsklen til en plejekrævende pensionisttilværelse, som hverken de eller det danske samfund er gearet til.

Kun 21 procent af flygtninge og indvandrere på 50 år og derover siger ja til, at de vil tilbringe deres pensionisttilværelse i hjemlandet. 51 procent siger nej og tilkendegiver dermed, at de planlægger en alderdom i Danmark, mens 28 procent ikke har gjort op med sig selv, hvor de vil bo som pensionister.

Det fremgår af en undersøgelse, som Catinét Research har foretaget for Ugebrevet A4 på baggrund af telefoninterview med et repræsentativt udsnit af flygtninge og indvandrere mellem 50 og 70 år.

Malik Hussain er formand for Multikulturel Forening og leder af projektet Etniske Ældre i Fokus, som hører til i det københavnske Nordvest-kvarter og er et møde- og aktivitetscenter for ældre fra etniske minoriteter. Han genkender den voksende erkendelse af, at den lykkelige alderdom i hjemlandet er en uopnåelig drøm.

»Lige siden indvandrerne kom til Danmark, har de haft en drøm om at vende tilbage. Men jeg har jo daglig kontakt til de etniske ældre og møder færre og færre, der siger, at de vil vende tilbage, og flere, der erkender, at de må blive i Danmark. De undskylder sig med, at deres børn er vokset op og ikke vil flytte, og at de har fået børnebørn, som binder dem til Danmark. For det har jo været en del af drømmen, at familien skal være samlet,« siger han.

Drømmen om familiesammenhold lever

Drømmen om det store familiesammenhold trives imidlertid fortsat blandt de mange ældre fra de etniske minoriteter. På spørgsmålet om, hvad deres forventninger er, når og hvis de bliver afhængige af pleje, svarer 44 procent, at de regner med, at deres familie tager sig af dem, så de ikke skal på plejehjem.

Tanken om et liv på dansk plejehjem er så lidt udbredt, at kun 10 procent har forventninger om, at danske plejehjem bliver indrettet, så de i højere grad tilgodeser flygtninge og indvandrere. En endnu mindre del, fire procent, har forventninger om, at der oprettes specielle plejehjem til de etniske minoriteter.

Men også forventningen om, familien vil tage sig af dem, vil forblive en drøm, forudser Malik Hussain, der så småt er begyndt at se den erkendelse brede sig blandt de ældre med anden etnisk baggrund.

»Børnene skal jo passe arbejde og skole, og de har gennem deres opvækst i Danmark distanceret sig fra den familieorienterede kultur, forældrene har haft med sig. Nogle siger direkte: »Nej, det kan vi ikke klare«. Andre har måske viljen, men ikke kvalifikationerne. De har jo aldrig set mor og far tage sig af farmor og farfar. Dertil kommer, at de danske boligforhold ikke – og da slet ikke i København – giver muligheder for, at tre generationer bor under samme tag.«

En kæmpe opgave

Malik Hussain, der er uddannet sundhedsformidler, mener, at det voksende antal ældre med anden etnisk baggrund udgør en kæmpe udfordring for det danske samfund. Der er gjort meget i forhold til gruppen i de senere år, men der ligger stadig en kæmpe opgave forude, mener han. Ikke mindst i form af oplysning.

Kendskabet til de offentlige tilbud på social- og sundhedsområdet er nemlig alarmerende ringe blandt de etniske ældre, og de forskellige etniske gruppers behov med hensyn til spisevaner, religion og sprog skal tænkes ind i de plejecentre, som mange af dem vil komme på, påpeger han.

Antallet af ældre etniske borgere mellem 65 og 79 år fra tredjelande vil stige kraftigt frem til 2021, hvor der vil være små 35.000 ifølge beregninger fra Socialministeriet. Så udfordringen er ikke til at komme uden om.

Kommunernes Landsforening (KL) har forberedt sig på udviklingen, blandt andet gennem projektet »Ældre etniske borgere og kommunerne«, som løb fra 2003 til 2006 og samlede erfaringer og anbefalinger på området.

Det er kontorchef i KL Birgit Hedegaards vurdering, at kommunerne generelt er godt i gang med at servicere det voksende antal etniske ældre. Men hun peger samtidig på, at de ældre flygtninge og indvandrere er skævt fordelt, og at der af samme grund kan være forskel på indsatsen rundt omkring i landet. Og når det kommer til det sidste og yderste led i pleje- og omsorgs-kæden – plejehjemmene – så er der endnu meget få gode eksempler at trække frem.

»Mange kommuner har meldt ud, at »nu kommer de«, men de er ikke kommet endnu. Det kan være udtryk for, at de etniske ældre bliver læn-gere i eget hjem, og at børnene trods alt yder mere end danskerne. Men også for, at de ældre oplever, at kommunerne ikke rigtig har et godt tilbud til dem,« siger Birgit Hedegaard.

Blandt duksene i den kommunale indsats for de etniske ældre er Århus, der har en høj koncentration af flygtninge og indvandrere.  Kommunen etablerede for år tilbage et Videncenter for tilbud til ældre flygtninge og indvandrere, som nu er blevet et fast element i kommunens magistratsafdeling for Sundhed og Omsorg.

Antropolog og konsulent fra centret Steen Lee Mortensen er helt enig med Malik Hussein i, at de etniske ældre har urealistiske forventninger til deres familiers omsorg. Men han mener samtidig, at indvandrernes familiebaserede kultur kan udnyttes konstruktivt i indsatsen for at yde de ældre fra etniske minoriteter den bedst mulige service.

»Vi ved fra undersøgelser, at de ældre bliver bedst hjulpet ved at kombinere familienetværk og offentlige ydelser,« siger han.

De etniske ældre er, som han ser det, havnet i en situation, hvor alting er vendt på hovedet. Hvor de i hjemlandene var familiernes overhoveder – enten i kraft af viden, økonomi eller for kvindernes vedkommende i kraft af deres autoritet som opdragere – så er deres viden i Danmark ikke gangbar mønt, deres økonomi ubetydelig og autoriteten gået fløjten. Og de er overladt helt til sig selv, mens deres børn er optaget af deres egne, travle forehavender.

»Hvis du tilbyder dem hjemmehjælper eller hjemmesygeplejerske, så kender de ikke tilbuddene godt nok til at vide, om et »ja« er det første skridt til at skyde familien fra sig. Og skal de sige farvel til deres bolig, hvis de tager med på et ældrecenter? Hvor skal man vide det fra, hvis man aldrig har fået det at vide? Her er familierne bedre til at motivere dem og forklare, at det er et dagtilbud,« siger Steen Lee Mortensen.

Århus Kommune har især succes med at inddrage etniske ældre i træning og motion – områder, hvor et mangelfuldt dansk ikke er diskvalificerende. Dermed styrker man også en sundhedstilstand, som af forskellige årsager generelt er markant dårligere end danskernes.

Tilbage til pegebogen

Vejle er en anden af de kommuner, de har været fremme i skoene i indsatsen for at få inddraget de etniske ældre i kommunale tilbud. Kommunen startede for seks år siden et projekt, der nu er gjort permanent, for at afprøve nye metoder til at forbedre vilkårene for ældre fra de etniske minoriteter. Det skete efter at en undersøgelse havde vist, at de ældre intet vidste om de kommunale tilbud.

I spidsen for projektet stod og står Nahid Garcevic, der hurtigt fandt ud af, at kerneproblemet var manglende sprogkundskaber hos de ældre. Det overraskede ham, eftersom han selv var kommet til Danmark i 90’erne og hurtigt lærte at mestre et brugbart dansk, mens de ældre, han kom i kontakt med, havde været i Danmark i måske 35 år.

»De havde alle mulige undskyldninger og forklaringer, og nogle af dem forstod jeg. Blandt andet, at det kun var meningen, at de skulle være her for at tjene penge et par år, og at de derfor ikke havde gjort sig umage med at lære sproget. Og at de på deres arbejdspladser enten havde arbejdet alene eller sammen med andre med samme baggrund. Under alle omstændigheder kan man vælge ikke at forstå og acceptere forholdet og derfor ikke hjælpe dem. Eller acceptere det og hjælpe. Vi gjorde det sidste.«

Nahid Garcevic er ophavsmand til en pegebog, der med billeder skal lette kommunikation mellem ældre etniske minoriteter i ældreplejen og plejepersonalet i kommunen. Alle plejehjem i Vejle har bestilt bogen, og den er også stærkt efterspurgt fra andre kommuner i landet.

Konsulenten for ældre etniske minoriteter har skabt et mødested for de etniske ældre i umiddelbar nærhed af et dansk dagcenter. Når de begynder at føle sig trygge, kan de begynde at deltage i aktiviteter på dagcentret sammen med etniske danskere. For kvindernes vedkommende for eksempel i kvindegymnastik og håndarbejde. Det er en langsom proces, men den går fremad, siger Nahid Garcevic.

»Vi har endnu kun få etniske ældre på plejehjemmene og derfor ikke så mange praktiske erfaringer. Men jeg tror på integration på ældreplan og mener ikke, at man skal lave særskilte etniske plejehjem, men måske små stuer eller afdelinger, hvor man samler personer med samme etniske baggrund. Hvis man har for eksempel to bosniske kvinder, hvorfor så placere dem to forskellige steder? Og så skal man stille og roligt overveje og løse de udfordringer, der ligger i de etniske gruppers forskellige kulturer, madvaner og tilgang til religion,« siger Nahid Garcevic.

Noget at snakke om

Mens kommunerne gearer sig til at rumme de ældre, træder projekter og organisationer til med aktiviteter, der skal bryde de ældres isolation og ensomhed. Blandt andre har Ældresagen sammen Dansk Flygtningehjælp kørt et projekt siden 2002. De etniske ældre er en gemt og glemt gruppe, siger etnisk konsulent i Ældresagen Lis Vidkjær Hjorth.

»Gemt, fordi deres situation er tabubelagt. Ingen vil jo rejse sig op i en forsamling og sige, at deres familie ikke vil tage sig af dem. Og glemt, fordi de hurtigt bliver overset af os andre. Og vi skal huske på, at de er nedslidt tidligere og ikke har de samme ressourcer som etniske danskere. De har arbejdet, siden de var børn, og kvinderne er mærket af mange børnefødsler.«

Lis Vidkjær Hjorth hører ofte de ældre fra etniske minoriteter sige, at deres børn da skal passe dem, når de får brug for det. Men hun fornemmer også, at de inderst inde godt ved, at sådan bliver det ikke.

»Det er meget tabubelagt, og jeg tror, det er en snak, man bliver nødt til at tage i de etniske familier,« siger hun.

Det er imidlertid lettere sagt end gjort, siger forfatteren Rushy Rashid Højbjerg, der har paki-stansk baggrund og i efteråret udgav bogen »Du lovede vi skulle hjem« om hendes fars drømme om hjemvenden til Pakistan og et tæt familieskab, der slet ikke harmonerer med den kultur, hans børn er opvokset i og har tilpasset sig.

»Den snak er der ingen, der tør tage, for det kan der kun komme fiasko ud af. Det er virkelig et ømtåleligt emne. Og jeg tror måske også, at det bedst introduceres for de ældre, uden at børnene er til stede: At vi kulturelt er et andet sted og har svært ved at indfri vores forældres forventninger.«