Indvandrere klarer krisen bedst

Af | @MichaelBraemer

Ledigheden for indvandrere fra ikke-vestlige lande er vokset mindre end for etniske danskere under den økonomiske krise, viser nye tal. Er det en sejr for integrationen, eller er det et spørgsmål om tid, før krisen indhenter de brancher, hvor indvandrerne især er beskæftiget? Eksperterne er uenige.

JOB Ifølge alle teorier og forudsigelser skulle de stå forrest i køen, når der deles fyresedler ud. Men nye tal viser, at indvandrerne på arbejdsmarkedet tværtimod er dem, der klarer den økonomiske krise bedst og foreløbig er mindst ramt af den stigende ledighed.

Ifølge beregninger, som LO har foretaget på baggrund af tal fra Beskæftigelsesministeriets Jobindsats.dk, steg ledigheden blandt etniske danskere med fem procent i løbet af den senest opgjorte måned fra december 2008 til januar 2009. En måned, hvor nedskæringer og fyringer for alvor var blevet dagligdag på det danske arbejdsmarked. Ledigheden blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande steg i løbet af den samme måned med kun tre
procent.

Går man et helt år tilbage og samler op på den ledighed, der er vokset med stigende styrke siden midten af efteråret, viser tallene ligefrem, at beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er vokset med to procent i løbet af året. Derimod voksede ledigheden blandt etniske danskere med hele 10 procent fra januar 2008 til januar 2009.

Torben Møller-Hansen, direktør i Foreningen Nydansker, som arbejder for integration af indvandrere på arbejdsmarkedet, har svært ved at få armene ned.

»Jeg synes, det er sindssygt positivt. For 10 år siden ville jeg have forsvoret, at det ville gå sådan under en krise,« siger han.

LO-sekretær Marie-Louise Knuppert, der har ansvar for LO’s integrationspolitik er mindre overrasket, men ikke mindre tilfreds:

»Det viser jo, at vi hele tiden har haft ret: At der har været ressourcer blandt de etniske minoriteter, som ikke er blevet udnyttet. De er først kommet til deres ret under højkonjunkturen. Nu gør de til gengæld, at indvandrerne er i stand til at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i en krisetid.«

Sidst ind – først ud

Blandt arbejdsmarkedsforskere har der ud fra SIFU-princippet været en klar forventning om, at faldende beskæftigelse ville ramme indvandrerne som de første. SIFU står for »sidst ind – først ud«. Og de sidst ankomne på arbejdsmarkedet er i høj grad indvandrerne, som i løbet af de seneste 10 års højkonjunktur har været med til en veritabel jobfest. 60.000 er gået fra ledighed til beskæftigelse.

Et flertal af landets lokale jobcentre forudså også et alvorligt tilbageslag for denne udvikling og dermed også for integrationen, da Fagbladet 3F for nylig fik analysefirmaet Kaas & Mulvad til at foretage en rundspørge. Flere end hver anden chef for jobcentrene mente, at flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande havde større risiko for at miste deres arbejde end etniske danskere.

Virkeligheden har ikke levet op til de dystre profetier, fortæller regionsdirektør i Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland Jan Hendeliowitz, der rådgiver områdets jobcentre om beskæftigelsesindsatsen på baggrund af udviklingen på arbejdsmarkedet.

»Meget positivt er der – uafhængigt af konjunkturerne – en integrationsproces i gang, som først inden for de seneste år for alvor har taget fart. Vi har fået væsentligt flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, og de bliver ikke så berørt lige nu, fordi de er kommet ind på de mindre konjunkturfølsomme områder i den offentlige sektor. Det hører også med til den positive udvikling, at flere og flere indvandrere får en egentlig kompetencegivende uddannelse og dermed bliver mindre sårbare over for udsving i konjunkturerne,« siger regionsdirektøren.

Lektor på Aalborg Universitet Christian Albrekt Larsen er en af de forskere, der er overrasket over udviklingen. Men han kan godt finde logiske forklaringer på, at den finder sted. For eksempel med udgangspunkt i den undersøgelse han var med til at foretage i 2006 af arbejdsgiveres forbehold over for ansættelsen af indvandrere. Her blev der først og fremmest peget på sprogproblemer og frygt for, hvordan kemien ville være mellem indvandrere og allerede ansatte.

»Siden har manglen på arbejdskraft givet indvandrerne en chance på trods af forbeholdene, og de har fået lov til at vise, at de måske er mere produktive end de sidst ankomne etniske danskere,« siger han.

Samtidig mener Christian Albrekt Larsen, at det er med til at forklare indvandrernes succes på arbejdsmarkedet, at de er så godt som totalt fraværende i bygge- og anlægssektoren, som foreløbig har været hårdest ramt af krisen. Og at de primært bor i større byområder og ikke i de udkantsområder, som i særlig grad lider under krisen.

»Men det er jo bare lykkeligt, at de bor i byerne og ikke arbejder inden for bygge- og anlægssektoren. Det er stadig interessant og en god historie,« siger han.

Den danske model styrer

Torben Møller-Hansen fra Foreningen Nydansker synes ikke, der er grund til at sløre succesen med alt for mange bortforklaringer. Danmark har, siger han, været blandt de allerbedste i Europa til at udnytte opsvinget til at fremme integrationen på arbejdsmarkedet. Det er sket takket være den danske samarbejdsmodel på arbejdsmarkedet, og det er der grund til at fejre, mener han.

»Politikerne kan ikke tage æren for succesen. Poul Nyrup Rasmussen sagde, at vi ikke skulle have bøn på arbejdspladsen, men det har vi fået, uden at det giver problemer. Det samme med tørklæder, som Karen Jespersen ikke ville have. Gang på gang er der kommet dogmatiske, politiske udmeldinger, men fundet pragmatiske løsninger i virksomhedernes samarbejdsudvalg. Derfor ser vi positive tendenser på arbejdsmarkedet, som vi ikke ser på uddannelsesområdet eller i andre samfundsforhold,« siger han.

Torben Møller-Hansen mener, at arbejdsmarkedet er lokomotivet for integrationen i Danmark. For det er ved at se indvandrerne som arbejdende, skattebetalende og selvfinansierende, at almindelige danskere opbygger deres tolerance over for etniske minoriteter.

Derfor er der også grund til at hæfte sig ved mere bekymrende tendenser i de nye tal. For eksempel at indvandrernes børn, efterkommerne, skiller sig ud med en stigning i ledigheden på hele 21 procent det seneste år. Det hører imidlertid med til billedet, at efterkommerne så godt som alle er unge, som generelt er hårdest ramt af krisen.

Ser man på ledigheden blandt 16-29-årige, så er den steget endnu mere blandt etniske danskere, nemlig med 30 procent. Og unge efterkommere af vestlige indvandrere, som tidligere klarede sig langt bedre end efterkommere af ikke-vestlige indvandrere i enhver sammenhæng, rammes lige så hårdt af ledighed lige nu som ikke-vestlige indvandrere.

Men det må ikke få os til at lukke øjnene for de problemer blandt efterkommerne, som kommer til at udfordre uddannelses- og beskæftigelsessystemet de kommende år, påpeger regionsdirektør i Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland Jan Hendeliowitz.

»De unge mænd blandt efterkommerne er den helt store udfordring. De får ikke kompetencegivende uddannelser i nær samme grad som etniske kvinder, kvindelige efterkommere og etniske danskere,« siger han.

For tidligt at vurdere

Anders Ejrnæs, arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet, mener, at det er alt for tidligt at vurdere langtidseffekten af krisen på baggrund af aktuelle ledighedstal og rider derfor ikke med på begejstringen over indvandrernes tilsyneladende solide fodfæste på arbejdsmarkedet.

»I det år, hvor indvandrernes beskæftigelse er vokset, var der i første halvdel mangel på arbejdskraft i servicebranchen, og det kom indvandrerne til gode. Den egentlige recession med fyringer har kun varet to måneder og har ramt byggebranchen og eksportindustrien. Hvis recessionen virkelig tager fat, og den også går ud over for eksempel rengøringsbranchen, så er spørgsmålet, om ikke indvandrernes ledighed tager fart, når der er gået nogle måneder,« siger han.

Anders Ejrnæs skrev sidste år bogen »Integration eller isolation. Etniske minoriteter på arbejdsmarkedet.« Han havde undersøgt den etniske opdeling på arbejdsmarkedet og fundet ud af, at indvandrere og flygtninge med baggrund i tredjeverdens lande i store træk bruges som en form for reservearbejdskraft. De ansættes i virksomheder, der har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, når der er damp på kedlerne, men sorteres fra igen, hvis konjunkturerne vender, og virksomhederne skærer ned og igen kan vælge og vrage blandt jobansøgerne.

Det skete under lavkonjunkturen fra 1986 til 1995, hvor beskæftigelsen for indvandrere faldt med 15 procent, mens den omvendt er steget med de samme 15 procent under de gode tider fra 1995 til 2006. Det samme frygter Anders Ejrnæs vil ske nu.

»Vi ser jo allerede, at danskere står i kø til job, som ingen ville have under højkonjunkturen. Det kan meget nemt gå ud over indvandrere. For det er stadig nemmere for arbejdsgivere at ansætte nogen, der kan sproget. Og kommuner, som i de gode tider har brugt servicebranchen som en sluse til arbejdsmarkedet, vil få meget svært ved at finde job til ledige indvandrere,« siger han.

Indvandrernes problemer vil blive yderligere forværret af, at vi har forsømt opkvalificeringen af indvandrerne, så de modsat mange danskere ikke har mulighed for at tage andet arbejde end det, de risikerer at miste, påpeger Anders Ejrnæs.

Sortsyn afvises

Torben Møller-Hansen fra Foreningen Nydansker afviser sortsynet:

»Jeg tror, indvandrerne er præget af en robusthed, som arbejdsgiverne kan se bærer loyalt igennem i en krisetid. De er vant til at være rollemodeller og har som de første fra deres gruppe skullet gøre tingene lidt bedre og også være lidt mere tilbageholdende med at stille personlige krav. På den måde ligner de den generation af danskere, der forlader arbejdsmarkedet nu.«

Regionsdirektør i Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland Jan Hendeliowitz tror heller ikke, at etnisk baggrund bliver afgørende i forestående fyringsrunder.

»Når først indvandrerne er kommet ind på arbejdsmarkedet, vurderes de på lige fod med andre, og der er ingen tendens til, at de klarer sig dårligere. Mange betragtes som en god og stabil arbejdskraft.«