Indvandrere forstår ikke danskernes uskrevne regler

Af | @MichaelBraemer

Folk med anden etnisk baggrund taber kampen om de gode job og kommer ikke til at trives ordentligt på jobbet, fordi de ikke forstår arbejdspladsens uformelle spilleregler, mener integrationskonsulent Mehmet Yüksekkaya. Som en håndsrækning til indvandrerne har han kortlagt arbejdslivets uskrevne regler.

TAKT UDEN TONE Virksomheden var ellers glad for ingeniøren med den arabiske baggrund. Derfor var han også blevet fastansat, da hans aktiveringsforløb udløb. Men så sagde han selv op. Arbejdet bød, forklarede han, på opgaver, der lå under hans værdighed.

Integrationskonsulent og forfatter Mehmet Yüksekkaya bruger mandens historie i sin nye bog, »Uskrevne regler på det danske arbejdsmarked«, som er på vej. Den skal illustrere, hvor galt det kan gå, når indvandrere ikke forstår de uskrevne regler på det danske arbejdsmarked. I dette tilfælde en flad ledelsesstruktur, der i højere grad handler om at få tingene til at fungere end på at markere rang og pleje fine fornemmelser.

Der var sket det, at direktøren for den lille virksomhed uden kantine og køkkenmedhjælp som så ofte før havde lavet kaffe og dækket op forud for et møde. Men ikke, som han plejede, kunne rydde op, fordi han skulle haste videre til et nyt møde. Det bad han derfor den arabiske ingeniør om.

»I den kultur, han har sin baggrund i, er oprydning under en ingeniørs værdighed. Sådan er det ikke i Danmark. Det har vi ganske vist ikke nogen nedskreven regel om. Men hvis man vil fungere på arbejdsmarkedet, bliver man også nødt til at gøre sine observationer og skrive sig de uskrevne regler bag øret. Det havde ingeniøren åbenlyst forsømt,« siger Mehmet Yüksekkaya.

Alt for meget går galt for indvandrerne i Danmark både på tærsklen til arbejdsmarkedet, og når de er kommet ind, fordi de ikke i tilstrækkelig grad har været opsøgende og nysgerrige efter at forstå, hvordan tingene fungerer i deres nye land, mener han.

Selv kom Mehmet Yüksekkaya først til Danmark fra den tyrkiske del af Kurdistan som 22-årig, men er velintegreret med dansk universitetsuddannelse. Ifølge hans egen forklaring, fordi han var indstillet på hurtigst muligt at få styr på, hvordan det nye samfund fungerede, og hvordan danskerne tænkte og handlede.

Han skrev blandt andet en bog om Sønderjylland i perioden 1864-1920, hvor sønderjyderne var under tysk herredømme. Hvordan en så lang minoritetskonflikt kunne håndteres og løses, uden at der blev løsnet et eneste skud, skal man være dansker for at forstå, mener han. Så det satte han sig ind i.

Nu vil han så komme andre indvandrere til undsætning med en bog om alt det, som ingen fortæller, men alligevel gælder på det danske arbejdsmarked. 30 regler i alt har han uddraget af interview med 26 ledere af store og små virksomheder og af samtaler med endnu flere medarbejdere.

Integrationspolitikken har fokuseret meget på det formelle: Rettigheder, pligter, ydelsessatser, aktivering og så videre. Til gengæld har der været alt for lidt fokus på det kulturelle, som er utrolig vigtigt, mener han.

»Integration handler ikke kun om at få et arbejde, som mange heldigvis gør i øjeblikket, men også om hvordan man fungerer på en arbejdsplads. For når du først fungerer i den sammenhæng, du optræder i, er danskerne ikke så optaget af din hudfarve, din etniske og religiøse baggrund, hvad du spiser og så videre.«

Forskellige holdninger til arbejde

Var han på forhånd i tvivl om nødvendigheden af sin bog, blev tvivlen udryddet gennem de mange samtaler med personer med indvandrerbaggrund. Selv om mange er født og opvokset i Danmark og har været på arbejdsmarkedet i årevis, stod de fuldstændig famlende over for begrebet uskrevne regler.

Mehmet Yüksekkaya mener, at det skyldes en grundlæggende anderledes holdning til arbejde hos mange af indvandrerne end hos de fleste danskere, hvis identitet og prestige er bundet til deres job.

»Mange af indvandrerne gav udtryk for, at de så arbejdet som en pligt, der ophørte, når de gik hjem. Derfor tillægger de måske heller ikke det sociale og kollegiale fællesskab med deres danske kolleger særlig stor betydning. Og det er en væsentlig hindring for at opnå indsigt i de uformelle sider af arbejdspladsens kultur og dermed også trivsel i jobbet.«

Allerede ved ansættelsessamtaler går mange indvandrere galt i byen ved i for høj grad at lægge vægt på deres formelle kompetencer og nedtone, hvem de er som personer.

Dermed giver de arbejdsgiverne meget få muligheder for at vurdere deres værdier, personlige egenskaber og motivation. På den måde taber mange kampen om de attraktive stillinger på det danske arbejdsmarked, hvor samarbejde er en afgørende drivkraft, fortæller Mehmet Yüksekkaya på baggrund af sine interview med danske erhvervsledere.

Konfliktskyhed er en dræber

Han har ikke været ude på at vurdere, om de enkelte uskrevne regler på arbejdsmarkedet er gode eller dårlige – kun at afdække og beskrive dem. Men hvis han fik muligheden for at slå en streg over bare en enkelt af dem, ville valget falde på den danske konfliktskyhed. Den er en integrationsdræber og suger også ufattelig mange kræfter ud af arbejdsmarkedet i forholdet mellem etniske danskere, mener han.

»I forhold til integrationen vedligeholder den jo blandt andet nogle forbehold hos danskerne, fordi indvandrere aldrig får lov til at fortælle, hvem de er, og hvad de står for. Det bliver der aldrig spurgt til, hverken i jobsamtaler eller i det daglige. Sig da for eksempel: »Jeg er bange for, at du ikke respekterer en kvindelig chef. Kan du berolige mig?« i stedet for at pakke det ind og måske lade frygten være bestemmende for, at en ansøger ikke får jobbet.«

I det daglige arbejde i virksomhederne kommer konfliktskyheden til udtryk ved, at indvandrere i årevis kan bryde de samme uskrevne regler, uden at nogen påtaler det. I hvert fald kun på den meget indirekte humoristiske eller ironiske måde, der er så indforstået dansk, at den går helt hen over hovedet på indvandrerne.

»Man kan gå og blive ved med at lave den samme fejl, uden at nogen advarer dig eller gør opmærksom på, at du altså træder ved siden af. Ikke at jeg synes, at man i alle tilfælde skal lade sig påtvinge andres normer, men det ville være på sin plads, hvis man blev gjort opmærksom på dem og kunne tage stilling til, om man vil efterleve dem.«

Konfliktskyheden i forhold til indvandrere er kun blevet værre efter Muhammed-krisen, oplever Mehmet Yüksekkaya. Det kan godt være, danskerne i øjeblikket udviser noget, der kunne ligne imødekommenhed over for det muslimske mindretal. Men i virkeligheden dækker attituden over angst og afstandtagen, mener han. Og det er gift for integrationen. Han mener, det ville være mere ærlig og frugtbar snak, hvis danskerne åbent gav udtryk for, hvilke regler og værdier de stod for.

Den ønskede attitude fandt han i overmål hos håndværksmestrene. Her var konfliktskyhed et fremmedord ligesom i øvrigt HR-afdelinger, integrationskonsulenter og jobformidling. Er man interesseret i en plads som lærling eller håndværker møder man selv op og viser sin interesse. Til gengæld kan man være sikker på kontant afregning og et spark ud af vagten, hvis man ikke leverer varen.

Det var der flere eksempler på unge indvandrere, der ikke gjorde. Rigtige håndværksmestre gider ikke høre på dårlige forklaringer på, hvorfor lærlinge har været væk i tre måneder i sommerhalvåret. Men på plussiden var der også uforbeholden begejstring over unge indvandrere, som gik ind fagene med en seriøs indstilling.

Religion er en privat sag

Mehmet Yüksekkaya ser håndværksfagene som et spændende område med et stort potentiale for rekruttering af indvandrere. Men i modsætning til de store virksomheder med videnstungt arbejde, der tiltrækker de mest veluddannede og velintegrerede indvandrere, også som et område med store udfordringer.

»Det er en kultur med et klart hierarki, hvor der bliver kostet rundt med den sidst ankomne. Og er det Hassan, er der risiko for, at han opfatter det som udtryk for racisme, hvis han ikke kender kulturens uskrevne regler. Tonen er hård, men også åben og ærlig.«

Det var også i et håndværksfag, Mehmet Yüksekkaya stødte på historien om lærlingen, der blev fundet sovende i en trillebør – udmattet af sult under ramadanen. Som ung arbejdede han selv i en industrivirksomhed i Tyrkiet og oplevede aldrig, at religiøse anliggender brød forstyrrende ind i produktionen. Der var kvinder, der bar tørklæder på vej til og fra arbejde, men aldrig på selve arbejdet. Nu ærgrer han sig over, at religiøse symboler spiller så stor en rolle for indvandrernes integration på det danske arbejdsmarked, men erkender, at konservatismen vokser, jo længere man er fra sin kultur og sit hjemland.

Imidlertid er der ét budskab, han gerne vil trænge igennem med til indvandrerne: At danskerne har en lang tradition for ikke at skilte med religiøsitet i det offentlige rum. Men at det ikke betyder, at de ikke holder af deres religion og værdier. Og at indvandrernes egne religiøse symboler ikke bør fylde mere end højst nødvendigt, fordi de uundgåeligt vil skabe afstand.

»Min grænse går der, hvor hensynet til religionen forhindrer én i at virke i samfundet. Hvis det er tilfældet, må man overveje at blive hjemmegående. Men tørklæde – fint, hvis det skal være.  Der er også en løsning for den unge mand i trillebøren, der kan love at give den en ekstra skalle i måneden efter ramadanen. Det afgørende er, at man er åben og ærlig om de hensyn, man beder om, før man tiltræder.«