Indvandrerbørn giver forældrene baghjul

Af | @MichaelBraemer

Med uddannelse som løftestang er indvandrernes børn på vej til at sikre sig nogle muligheder og en velstand, som var utænkelige for deres forældre og ikke mindst bedsteforældrene i hjemland¬ene. Men uddannelsessystemet skal tilpasses, hvis efterkommerne skal have indfriet alle deres drømme, mener ekspert.

INTEGRATION Billedet af andengenerationsindvandrere som en problematisk tabergruppe er i opløsning i disse år. Efterkommerne vender ryggen til pizzabarer og kiosker og udnytter – stærkt støttet af deres forældre – i stedet mulighederne i det danske uddannelsessystem. Går det, som de unge forventer, vil både deres uddannelse og indtægt overhale deres forældres i et tempo, som vil sige spar to til alt, hvad der hidtil er set inden for social mobilitet.

Det er analysebureauet Catinét Research, der i en ny undersøgelse afdækker den sociale mobilitet mellem generationerne blandt indvandrere. Det sker med uddannelse som målestok.

Allerede blandt førstegenerationsindvandrerne ser man, at både mænd og kvinder i højere grad end etnisk danske kønsfæller er bedre uddannet end deres forældre. Men det store skred sker hos andengenerationsindvandrerne, der er født og opvokset i Danmark.

59 procent af de 15-29-årige efterkommere er bedre uddannet end deres forældre – noget kun 35 procent af jævnaldrende med dansk baggrund kan svare bekræftende på. De unge med indvandrerbaggrund har derfor også forventninger om, at de opnår bedre økonomiske vilkår end dem, deres forældre har levet under. Tre ud af fire efterkommere forventer at komme til at tjene mere end forældrene.

Man kan indvende, at fremgangen er sket med et lavt udgangspunkt, og at efterkommerne i det danske uddannelsessystem har fået langt bedre muligheder, end mange af deres forældre har haft. Men undersøgelsen viser, ­­

at førstegenerationsindvandrerne har sto­re ambitioner på deres børns vegne og er meget opmærksomme på, at uddannelse er vejen frem for dem i det danske samfund.

9 ud af 10 indvandrerforældre har forventninger om, at deres børn overhaler dem uddannelsesmæssigt. Og blandt børnene oplyser en næsten lige så stor andel af de 15-19-årige logisk nok, at de er blevet opfordret til at tage en uddannelse af forældrene.

Blandt etnisk danskere er det under halvdelen af forældrene, der har forventninger om, at deres børn får en bedre uddannelse end deres egen, og ”kun” 70 procent af etnisk danske 15-29-årige er blevet opfordret til at tage en uddannelse af deres forældre.

Højdespring i social mobilitet

Flemming Mikkelsen, seniorforsker ved Akademiet for Migrationsstudier i Danmark og forskningschef hos Catinét, har stået for undersøgelsen. Han mener, indvandrerne og deres efterkommere er en befolkningsgruppe, som er i gang med at tage et højdespring i social mobilitet.

Indvandringen til Danmark gav indvandrerne nogle muligheder, som kun de færreste havde opnået i hjemlandet, og næste generation igen giver udtryk for, at de forventer en endnu bedre tilværelse end den, deres forældre har haft, påpeger Flemming Mikkelsen.

»De er ikke blot langt bedre uddannet, men kan også se frem til højere indkomst og bedre bolig. Derfor kan det heller ikke undre, at langt de fleste indvandrere giver udtryk for, at de er godt tilfredse med tilværelsen i Danmark. Og selv om udvandring også er forbundet med mange afsavn, er der ikke mange indvandrere, som fortryder, at de tog ophold i Danmark,« siger han.

Tal fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration dokumenterer, at efterkommerne de senere år er blevet langt mere aktive på uddannelsesfronten. Hvor 41 procent af de mandlige og 49 procent af de kvindelige efterkommere i 1995/1996 var i gang med en ungdomsuddannelse, var tallene i 2006/2007 vokset til henholdsvis 54 og 57 procent.

Den positive udvikling gælder også de videregående uddannelser. Hvor 17 procent af mandlige og 15 procent af kvindelige 20-24-årige efterkommere i 1995/1996 var i gang med en videregående uddannelse, var procentdelene i 2006/2007 vokset til henholdsvis 19 og 31 procent. På de videregående uddannelsesinstitutioner har der med andre ord været en nærmest eksplosiv tilgang af kvindelige efterkommere.

Med den øgede uddannelsesaktivitet er andengenerationsindvandrerne kommet i nærheden af niveauet for jævnaldrende etniske danskere, hvor 59 procent af de mandlige og 60 procent af de kvindelige 16-19-årige var i gang med en ungdomsuddannelse i 2006/2007. Samtidig var 22 procent af de mandlige og 35 procent af de kvindelige 20-24-årige etniske danskere i gang med en videregående uddannelse.

Barrierer for uddannelse

Når det trods vilje og motivation kniber for efterkommerne at komme helt op på siden af danskerne, kan det have noget at gøre med de barrierer, som mange unge med indvandrerbaggrund oplever i forhold til deres uddannelse.

Ifølge Catinéts undersøgelse har tre ud af fire unge danskere, men kun hver anden af deres jævnaldrende med indvandrerbaggrund, kunnet få hjælp til lektierne af deres forældre. Ikke overraskende kniber det især med at få hjælp fra forældre, der har folkeskole eller tilsvarende som eneste uddannelse, og de udgør en stor gruppe blandt indvandrerne.

»Det er samme mønster, som vi kender fra danske unge fra hjem med svag uddannelsesbaggrund. Men problemet er forholdsvis større for indvandrerbørn. Derfor bør man politisk tage lektiehjælp op de steder, hvor man ikke allerede har gjort det,« mener Flemming Mikkelsen.

Ifølge andre forskere på området er der også brug for andre tiltag, hvis man vil få det det bedste ud af den store motivation og vilje til uddannelse, der er blandt indvandrerne. For det hører med til billedet, at flere efterkommere end etniske danskere falder fra uddannelserne. Fra erhvervsuddannelserne har frafaldet et næsten katastrofalt omfang, og det er især drengene, der springer fra.

Det problem udspringer blandt andet af de store forældreambitioner, som Catinéts undersøgelse afdækker. Når de kombineres med manglende kendskab til det danske uddannelsessystem, opstår der en cocktail, som let resulterer i urealistiske forventninger til, hvad børnene kan præstere.

Noemi Katznelson, forskningsleder på Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, mener, at der er brug for både at arbejde med de unges forestillinger om, hvad der er muligt, og samtidig få afpasset forældres forventninger til, hvad deres børn kan.

»Nogle etniske unge har tilbøjelighed til at blive klemt mellem forventninger hjemmefra og så dét, de faktisk har mulighed for at indfri og realisere,« siger hun.

Det store frafald på ungdomsuddannelserne har også andre årsager, mener Noemi Katznelson:

»Det handler også om mangel på praktikpladser. Der er jo ydre omstændigheder, som de unge ikke er herre over. De er afhængige af den stemning, der er på arbejdsmarkedet i forhold til etniske unge.«

Rummelige uddannelser

Bolette Moldenhawer, lektor på Københavns Universitet og specialist i indvandrere og uddannelse, mener, at erhvervsuddannelserne lider under, at de mangler status blandt indvandrere, og at vejlederne på skolerne gør ondt værre ved at motivere eleverne til uddannelserne på den dårligst tænkelige måde:

»Det er sådan noget, man siger til dem, der ikke kan læse eller skrive: Tag du dig en håndværkeruddannelse!«

Bolette Moldenhawer er i øjeblikket med i et EU-projekt, hvor man sammenligner udvalgte EU-landes evne til at inkludere indvandrere via uddannelsessystemet. Den sammenligning sætter på ingen måde Danmark i skammekrogen. Her sidder snarere Tyskland, der på et tidligt tidspunkt i skoleforløbet sorterer dem, der er kommet dårligt fra start, fra i ikke-boglige klasser. Derfra er det svært senere at rejse sig og afslutte sit uddannelsesforløb på eksempelvis et lægestudium.

Alligevel vil hun godt opfordre til, at vi overvejer, om det danske uddannelsessystem er indrettet godt nok til at tage ordentligt imod indvandrernes efterkommere. Selv om hun i sit arbejde er stødt på det tydelige mønster blandt især kvindelige efterkommere, at de er kommet til kort i prestigefyldte uddannelser til læge eller tandlæge og i stedet er endt med at tage en uddannelse som henholdsvis sygeplejerske eller tandplejer, så handler det ikke nødvendigvis om, at de unge har haft urealistiske forventninger til egne evner.

Det kan godt være, problemet skyldes, at vi ikke i tilstrækkelig grad er opmærksom på, at social mobilitet også handler om at tilegne sig en kultur og omgangsform, der som udgangspunkt er fremmed for én, mener hun.

»Lægestudiet, for eksempel, er i den grad præget af, at det er lægebørn, der læser medicin. Det betyder, at der er andre barrierer i forhold til at komme ind og gøre sig gældende dér end andre steder i uddannelsessystemet. Jeg tror, man i langt højere grad skal kigge på, hvad der sker på de studier, hvor efterkommere især søger ind. Hvordan kan man organisere uddannelserne, så de unge faktisk kan få indfriet deres drømme?«