Indvandrer-kvoter møder velvilje i målgruppen

Af | @MichaelBraemer

Flere end hver anden indvandrer bakker op om det fælles forslag fra S og SF om, at der kun må være 30 procent indvandrerbørn i skoler og børnehaver. Venstre kalder forslaget indgreb i den personlige frihed.

MIX Når etniske danskere og indvandrere ikke automatisk blander sig med hinanden, og der er åbenlyse problemer i, at de to befolkningsgrupper lever mere eller mindre adskilt, så må der styring til.

Det er filosofien i et fælles forslag til en integrationsreform for Danmark, som Socialdemokraterne og SF for nylig præsenterede. Ingen boligkvarterer, skoler og børnehaver skal rumme mere end 30 procent socialt udsatte indvandrere, lyder et af målene i den reform, som de to partier vil virkeliggøre efter et regeringsskifte.

Forslagsstillerne kan glæde sig over, at der er udbredt tilslutning til ideen blandt dem, integrationsindsatsen retter sig mod.

Over halvdelen – 52 procent – af et repræsentativt udsnit af flygtninge og indvandrere i Danmark mener, at der maksimalt må være 30 procent indvandrere i danske børnehaver og skoler. Og næsten halvdelen – 46 procent – er med på, at ingen boligområder om 10 år må have en koncentration af udlændinge på over 30 procent. Det viser en undersøgelse, som Catinét Research har foretaget for Ugebrevet A4.

Forfatteren og foredragsholderen Rushy Rashid Højbjerg, der selv har pakistansk baggrund og i mange år har beskæftiget sig med integration, er ikke overrasket over indvandrernes velvilje over for tanken om, at nogen vil gribe styrende ind i deres liv:

»Man ser jo med det nye, frie skolevalg, at nogle af dem, der flytter deres børn, det er sørme indvandrere. For de synes også selv, at deres børn måske får bedre uddannelse og muligheder ved at komme andre steder end i ghettoerne,« siger hun.

Rushy Rashid Højbjerg henviser til gode resultater i ­andre lande, der har gjort en indsats for at blande befolkningsgrupper, men understreger, at for eksempel det ikke rækker bare at flytte børn. Man skal også have blik for den enkelte elevs ressourcer eller mangel på samme.

»Det er ikke nok bare at flytte problemerne. Men jeg tror helt sikkert, at bedre fordeling er nøglen til en bedre integration. Jeg er opvokset på Nørrebro og kender alle problematikkerne, og jeg har intet positivt at sige om ghettoer, hverken skoler eller boligområder,« siger Rushy Rashid Højbjerg.

Hun ser det som et held, at hendes første skole blev nedlagt, og hun derefter kom i en skole, hvor hun i sin klasse var den eneste pige med udenlandsk baggrund.

»Jeg kunne ikke andet end at læse og samarbejde med de klassekammerater, jeg havde. De var tvunget til at forholde sig til mig, og jeg var tvunget til at forholde mig til dem. Det har givet mig et indblik og et andet syn på dansk kultur, end jeg mødte i mit bagland,« siger hun.

Det bliver næppe med regeringspartiet Venstres medvirken, at en streng kvotepolitik på integrationsområdet indføres. Partiets integrationsordfører, Karen Ellemann, synes i hvert fald, at det vil være et indgreb i den personlige frihed. Hun ser helst, at initiativet kommer fra indvandrerne selv.

»Man ser jo netop med det fri skolevalg, at familier af sig selv kan flytte sig og vælge anderledes. Og på den måde tager ansvaret for deres eget liv og livsførelse,« siger hun.

Karen Ellemann har også meget svært ved at se, hvordan 30 procent-kvoter kan administreres.

»Hvad er det for nogle kasser, vi vil til at proppe folk i? Hvordan definerer vi målgruppen, og hvem definerer den? Er det danskkundskaber, der handler om? Og etnisk minoritet – hvor mange generationer, går vi tilbage, og hvem tilhører så en etnisk minoritet? Det fører til en stempling, som jeg oprigtigt ikke kan se nogen fordel i,« siger hun.