Industrien er uskyldigt offer i bankkrisen

Af

Produktionsvirksomheder giver minimale tab i de krakkede banker. Alligevel er virksomhederne blevet hårdt ramt af bankernes manglende vilje til at låne ud. Ekspert advarer om, at virksomhedernes manglende lånemuligheder har markante konsekvenser for jobskabelsen.

Foto: Foto: Thinkstock

Sagesløs Ganske almindelige erhvervsvirksomheder har stort set ikke kostet bankerne en krone under finanskrisen. Alligevel er det dem, der i dag betaler prisen for, at bankerne efter store milliardtab på andre brancher, ikke tør låne penge ud. Så klart står billedet, når Ugebrevet A4 analyserer Finansiel Stabilitets forventede tab ved oprydningen af landets 11 krakkede banker.

I opgørelsen fra statens skraldespandsbank udgør de forventede tab indenfor industri, energi, handel, transport og bygge- og anlæg tilsammen kun 11 procent, mens industrivirksomheder alene blot udgør én procent af tabene. Til sammenligning står ejendomshandlere og finansieringsbranchen for tilsammen mere halvdelen af alle tab – alene de to brancher koster de krakkede banker over otte milliarder kroner.

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet Niels Westergaard-Nielsen betegner de små tab hos de helt almindelige virksomheder som tankevækkende, og tøver ikke med at kalde det en sand kraftpræstation. Han påpeger, at de virksomheder, som altså ikke har bidraget til krisen, alligevel endte med alle problemerne, fordi bankerne har strammet deres udlånspolitik så meget, at mange virksomheder har svært ved at låne penge i bankerne. Netop den kredittørke har været medvirkende til tab af godt 180.000 arbejdspladser i industrien, mener professoren.

»Bankernes pres på virksomhederne har utvivlsomt været direkte medvirkende til, at tabene af arbejdspladser blev så store. Det er uhyggeligt, at se hvordan produktions- og servicevirksomheder har måttet betale prisen for en løbsk ejendomssektor, på trods af at deres byrde på samfundet altså har været minimal,« siger Niels Westergaard-Nielsen og fortsætter:

»Så selv om disse virksomheder i det store hele var uskyldige i krisen, har de oplevet en voldsom forværring i adgang til lån fra bankerne. Det er meget alvorligt for landets beskæftigelse, fordi adgangen til finansiering for disse virksomheder er så afgørende for mulighederne for at komme igennem krisen.«

Hos Finansiel Stabilitet bekræfter kommunikationschef Jesper Ledet-Larsen at produktions- og servicevirksomheder kun forventes at pådrage staten meget begrænsede tab.

»Fra de krakkede banker sidder vi oftest tilbage med tabsgivende ejendomme og de finansielle produkter, som ofte var bundet op på den faste ejendom. Den type af investeringsaktiviteter holdt produktionsvirksomheder sig ganske enkelt fra. Derfor har de aldrig spillet nogen nævneværdig rolle, i de tab vi har gjort op efter de krakkede banker,« siger Jesper Ledet-Larsen.

Urimeligt høje renter

I Håndværksrådet mener cheføkonom Jacob Thiel, at produktionsvirksomhedernes gode betalingsevne under krisen er overset af bankerne.

»Chokket fra finanskrisen ramte virksomhederne med markant fald i omsætning til følge. Alligevel kan vi nu se, at de i mange tilfælde til fulde leverede deres forpligtigelser overfor bankerne. Derfor er det unægtelig ærgerligt, at velfungerende produktionsvirksomheder nu bliver mødt med høje renter, når årsagen skal findes i de tabsgivende ejendomsinvesteringer, som fyldte bankernes lånebøger op til krisen,« siger Jesper Thiel.

Selvom opgørelsen fra Finansiel Stabilitet kun dækker tabene i de 11 krakkede banker, vurderer cheføkonom Niels Storm Stenbæk fra bankernes brancheorganisation, Finansrådet, at de begrænsede tab på produktions- og servicevirksomheder hos de krakkede banker i det store hele svarer til billedet hos de øvrige danske banker.

Han afviser dog, at bankerne klappede unødvendigt i overfor virksomhedernes lånemuligheder efter krisen.

»Man bør huske på, at bankernes udlån til ejendomsselskaber baserede sig på forventninger om, at ejendomsmarkedet ikke ville bryde sammen. Men selvom tabene på produktionsvirksomhederne var mindre end i ejendomssektoren, var der fortsat god grund til at stramme op, efter krisen satte ind. Vi så simpelthen rigtig mange mindre virksomheder komme i modvind på tværs af brancher,« siger Niels Storm Stenbæk.

Kreditklemmen rammer benhårdt

Ifølge Jacob Thiel fra Håndværksrådet er kreditklemmen tre år efter krisens start fortsat realiteten for mange virksomheder.

»Vi møder virksomheder, der bliver mødt med renter på op imod 11 procent fra banker, der selv opererer i et lavrentemiljø. Det er et tegn på, at bankerne i stigende grad svigter deres kerneopgave – nemlig at stille kapital til rådighed til sunde virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser. Det er ikke pænt at se på.«

Siden krisens start har både den tidligere og nuværende regering sat statslige kautioner på højkant for virksomhederne gennem eksempelvis Vækstfonden. Senest fik Vækstfonden med Bankpakke 5 i marts 2011 godt en milliard kroner yderligere til kautioner og udlån til investeringsklare virksomheder. Jacob Thiel henviser til, at virksomhederne stadigt oftere må ty til statens kautioner gennem eksempel Vækstfonden for at redde sig igennem.

»Vækstfondens garantier er utvivlsomt med til både at redde arbejdspladser og skabe nye. Der kunne sagtens blive brug for endnu mere. Men de har et næsten uoverkommeligt hul at fylde ud, så længe bankerne holder så meget tilbage,« siger Jacob Thiel.

Bankerne afviser

I bankernes brancheorganisation afviser Niels Storm Stenbæk, at virksomhederne skulle være unødigt hårdt ramt af bankerne. Han mener ikke, at bankerne har haft nogen vej udenom at stramme op overfor virksomhederne.

»Bankerne er løbende i gang med at styrke kistebunden på krav fra staten. Men når bankerne kræver højere renter og mere sikkerhed fra virksomheder, handler det altså også om, at der rent faktisk er større risiko forbundet med at låne ud til små- og mellemstore virksomheder i dag end tidligere.«

Hos Vækstfonden kan man imidlertid godt mærke, at det er blevet sværere at få kredit for produktionsvirksomhederne. Således har Vækstfonden siden finanskrisens start i 2008 noteret sig en tidobling i ansøgningerne til vækstkautioner, hvor målgruppen er klassiske produktions-, handels- og servicevirksomheder, fortæller vicedirektør Rolf Kjærgaard.

»Vores kautioner går til virksomheder, som for manges vedkommende oplever udfordringer med at få adgang til lån. De har ikke de store muligheder for at flytte rundt mellem banker, og er jo slet ikke store nok til selv at skaffe finansiering på de internationale lånemarkeder,« siger Rolf Kjærgaard fra Vækstfonden.

Han henviser i øvrigt til, at 75 procent af Vækstfondens udlån foregår i Vestdanmark.

Jesper Rangvid, professor ved Copenhagen Business School, regner med, at virksomhederne i fremtiden vil kunne låne penge andre steder end i bankerne. Han fremhæver, at både pensionskasser og såkaldte erhvervsobligationer kan blive alternative kilder til kredit, hvis det organiseres fornuftigt og reguleres ordentligt.

»Det er ganske sandsynligt, at virksomheder i fremtiden vil kunne hente kredit hos eksempelvis pensionskasser eller gennem udstedelser af erhvervsobligationer. Det er dog helt afgørende, at reguleringen følger med de nye finansieringsformer. For ellers kan vi ende med en ny krise 15 år ude i fremtiden,« advarer Jesper Rangvid, der samtidig understreger, at det på den lange bane ikke er sundt, at en større del af kreditgivningen i samfundet baseres på kautioner fra staten.

Små virksomheder skal have hjælp

Niels Westergaard-Nielsen vurderer, at adgangen til kredit for de små- og mellemstore virksomheder har været alvorlig siden krisens begyndelse, og at alle alarmklokker i dag derfor bør ringe hos politikerne.

»Vores undersøgelser viser ganske klart, at det især er produktionsvirksomheder med under 100 medarbejdere, der klemmes af bankernes manglende tildeling af kredit. Siger deres bank nej, har de ingen andre steder at gå hen.«

Han vurderer, at den manglende adgang til kredit er den direkte forklaring på et betydeligt fald i nyetablerede virksomheder i Danmark. Og det rammer også beskæftigelsen.

»Manglende bankfinansiering har formentlig været årsag til, at der ikke oprettes ret mange nye virksomheder. Det er netop de nye virksomheder, der normalt har været ansvarlig for en meget stor del af jobskabelsen.«

Hos Venstre understreger erhvervsordfører Kim Andersen, at han er villig til at gå langt for at hjælpe virksomhederne ud af bankernes kreditklemme.

»Der er ingen tvivl om, at der er nogle af vores håndværksvirksomheder, der bliver straffet af bankernes letsindighed fra ejendomsinvesteringer. Det er yderst beklageligt. Derfor holder vi også et meget vågent øje med regeringens initiativer for virksomhedernes adgang til kredit og deres rammebetingelser,« siger Kim Andersen.

Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, garanterer, at små- og mellemstore virksomheder står højt på regeringens dagsorden. Han fremhæver det udvalgsarbejde, der netop nu kigger på, hvorledes såkaldte erhvervsobligationer kan forbedre adgangen til kredit.

»Vi følger situationen meget tæt, og vi vil ikke holde os tilbage med at stille yderligere kautioner klar til virksomhederne, hvis det viser sig nødvendigt. Bankernes manglende villighed til at låne ud, må ikke hæmme etableringen af nye virksomheder og arbejdspladser,« lyder det fra Benny Engelbrecht.

Banker ønsker mindre regulering

Niels Storm Stenbæk fra Finansrådet mener, at den hurtigste vej til et bedre kreditklima vil være at sænke hastigheden for indførelsen af de mange krav til regulering, som i disse år rammer bankerne. Han advarer samtidig mod, at lade statens rolle som kautionist hos virksomhederne vokse yderligere i fremtiden.

»Det er fint, at staten, for en begrænset periode, tilbyder kredit og særlig risikovillig kapital, men på sigt kan vi godt være bekymrede. Valgte staten i stedet at løfte foden fra speederen på reguleringen og kravene til bankerne, ville bankerne opnå bedre muligheder til at tilbyde lån til virksomhederne,« lyder det fra bankernes organisation.

Professor Jesper Rangvid er imidlertid betænkelig ved at slække på indførelsen af nye krav til bankerne.

»Vi kunne alle sammen have ønsket os, at stramningerne var blevet gennemført i 2005, hvor der nærmest var ingen røde tal på bundlinjen. Men vi bør huske på, at der på det tidspunkt hverken blandt banker eller politikere, herskede en udpræget interesse for det. Så læren er nok, desværre, at vi bør skride til reguleringen, mens vi har krisen i frisk erindring.«

Venstres Kim Andersen er nervøs for, om reguleringen fra Finanstilsynet er for barsk.

»Jeg er nervøs for, at Finanstilsynets regulering af bankerne nærmer sig det overforsigtige. Det ser vi, når regionale banker eksempelvis risikerer at blive bremset i finansieringen af fornuftige investeringer. For fem år siden var Finanstilsynet givetvis for uforsigtig, men i dag er jeg nervøs for, at de er røget i den anden grøft,« siger Kim Andersen.

Benny Engelbrecht er uenig og peger derimod i stedet på, at de store bankers handlemønster er bekymrende.

»Det er bemærkelsesværdigt at se, at mange lokale banker faktisk formår at fastholde et stærkt niveau for finansiering af lokale virksomheder, mens de store banker med hovedkontor i København på ejendommelig vis smækker kassen i. Men det kan måske skyldes at de regionale banker er tættere på erhvervslivet,« siger den socialdemokratiske erhvervsordfører.