STOF TIL EFTERTANKE

Inden for en radius af en kilometer kan du få lige den rus, du vil have

Af

Stofbrugere skal afkriminaliseres, og reel viden om stoffer og stofbrugere skal ud til befolkningen. Det er ambitionen bag kulturmagasinet ILLEGAL! Og måske er der ved at ske noget – både i lovgivernes syn på narkobrugerne og på gadeplan blandt de hårdeste stofbrugere på Vesterbro. Følg med lokalbetjent Rud Ellegaard ind i stoffernes verden i dette longread fra Ugebrevet A4.

»Der var engang, hvor jeg var overbevist om, at stofbrugere skulle straffes og smides i fængsel. At de bare skulle tage sig sammen. Nu ved jeg, at der ikke er noget, der hedder at tage sig sammen,« siger Rud Ellegaard.

»Der var engang, hvor jeg var overbevist om, at stofbrugere skulle straffes og smides i fængsel. At de bare skulle tage sig sammen. Nu ved jeg, at der ikke er noget, der hedder at tage sig sammen,« siger Rud Ellegaard.

Foto: Simon Skipper/Scanpix

Foran fixerummet Skyen, midt på Istedgade, står en fyr.

Han har tatoveringer, der stiger som flammer op ad halsen, er kronraget og iført lidt for store cowboybukser.

Han er vel i slutningen af 20’erne, og han taler nonstop. Noget om, at han har smadret nogen. Noget om, at nogen er efter ham. Noget om et brev fra politiet.

Politibetjent Rud Ellegaard står roligt og lytter. Kigger, nikker, giver gode råd.

Efter et par minutter er mandens konstante tale stoppet. Nu er det ham, der lytter.

’Tak Rud’, siger han og kigger med store sorte øjne på Rud Ellegaard: ’Jeg vil tænke over det’.

Fyren vender sig, forsvinder i retning af Enghave Plads. Rud Ellegaard kigger efter ham.

»Der var engang, hvor jeg var overbevist om, at stofbrugere skulle straffes og smides i fængsel. At de bare skulle tage sig sammen. Nu ved jeg, at der ikke er noget, der hedder at tage sig sammen,« siger han og hilser på en kvinde, der passerer ham.

»For mange gange har jeg oplevet at se den skam, der er i de her mennesker. Skam over at bruge stofferne. Jeg har flere gange oplevet at stå foran dem, hvor de er brudt grædende sammen, når jeg har ‘opdaget’, at de har taget stoffer. De vil gerne stoppe; de kan bare ikke,« siger Rud Ellegaard.

Skyen i Istedgade på Vesterbro frekventeres af mange vældigt prominente personer - heriblandt flere medlemmer af kongefamilien. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

Han nikker mod Skyen, hvor han får øjenkontakt med en fyr, der står og ryger en cigaret op ad muren.

Det er Rasmus Koberg Christiansen, daglig leder af fixerummet på Istedgade. ’Her er ikke mange folk i dag, så du må gerne komme ind og se faciliteterne’, siger han.

Efter hoveddøren går man gennem endnu en dør til en slags ankomstværelse, hvor der sidder en kvinde foran en computer.

I Skyen skal brugerne oplyse, hvilket år de er født i, og hvilket stof de bruger. Ud over det er de sikret anonymitet. Skærmen afslører, at Skyen frekventeres af et væld af prominente personer: Dronning Ingrid, Johnny Depp, Helle Thorning, Dronning Margrethe. Store dele af den danske kongefamilie er åbenbart afhængige af heroin, metadon og især kokain.

Reglerne i Skyen er enkle: Rygerne bruger døren til højre, mens venstre dør er til dem, der bruger kanyler.

Brugerne får rent værktøj. Der er sundhedspersonale, der kan hjælpe – også hvis det går galt. Men stoffer og indtagelsen står brugerne selv for.

Begge rum er omkring 12 kvadratmeter store og består af fem-seks mindre ‘bokse’ med en stol og et bord.

Fixerummene, som Skyen, kan byde på renesprøjter, kanyleopsamlere, sundhedspersonale og ikke mindst ro og anonymitet. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix.

I rygerummet sidder seks-syv mænd, der ser ud til at være i 30’erne og 40’erne – de fleste med hovedet ind over et papkrus med sølvpapir som låg. I låget er prikket en række huller, som de suger stoffet ud gennem.

En af mændene har kreeret en større genstand af en plastikflaske og noget, der ligner en pibe.

Et par af dem kigger op med sløve øjne, kigger hurtigt bort igen og koncentrerer sig med rolige bevægelser om deres stof.

Her er der ro til at tage sit stof, så man ikke behøver stikke sig i armene, i skjul, et sted i en opgang, hvor man risikerer, nogen ser en; hvor man føler sig som kriminel. For mig at se handler fixerummene om værdighed. Rud Ellegaard, lokalbetjent, Vesterbro

Rud Ellegaard venter på gaden.

»Fixerummene er det bedste, der er sket på den her scene i de sidste 30 år,« siger han og fortsætter:

»Her er der ro til at tage sit stof, så man ikke behøver stikke sig i armene, i skjul, et sted i en opgang, hvor man risikerer, nogen ser en; hvor man føler sig som kriminel. For mig at se handler fixerummene om værdighed,« siger Rud Ellegaard og sætter sig i bevægelse, ned ad Istedgade.

Rud Ellegaard er lokalbetjent. ’Din betjent’ kalder han sig selv. I 15 år har han gået gaderne tynde på Vesterbro.

Han tager turen fra Hovedbanen, op ad Istedgade, ned af Lille Istedgade eller en af de andre sidegader deromkring, rammer Halmtorvet, går ind i den ‘runde firkant’, ud igen, videre til Mariakirken for, på et eller andet tidspunkt, at ramme Gasværksvej. Og så går han turen tilbage igen.

Området er Danmarks største stofscene. Inden for en radius af en kilometer kan du få den rus, du vil have: Kokain. Heroin. Speed. Extacy. Fantasy. Poppers. Metadon. Ketamin. LSD. Svampe.

Her kommer direktøren fra Søllerød cruisende i sin Alfa Romeo, håndværkeren i sin firmabil og gymnasiepigen på sin Velorbiscykel. Mest synlige er de hårde stofbrugere. Dem, der stort set er her døgnet rundt i en konstant jagt på stof. Dem med de mest voldsomme sociale og sundhedsmæssige problemer.

Men spørger man Rud Ellegaard, har miljøet forandret sig, især de seneste par år.

Antallet af stofbrugere er det samme. De tager stadig de samme 8-900 doser stof om dagen. Gaderne kan stadig emme af frustration. Folk kan hoppe rundt, urolige og bange, især når der er blevet lukket en strøm af urene stoffer ind i gaden. Der kommer stadig folk herind, børn, unge, der ikke burde være her.

Alligevel er der en lille bevægelse igang. Synet på brugerne forandrer sig. Græsrødder rykker ind for at hjælpe. Og selv om der stadig er kampe mellem brugerne og politiet, ser stofbrugerne ikke længere politiet som den ultimative fjende, de gjorde engang, men mere som nogen, der hjælper – også i samarbejde med græsrødderne.

Der er stadig beboere, der ser på stofbrugerne, som det ‘værste i verden’, som Rud Ellegaard udtrykker det.

»Men generelt synes jeg, der er højt til loftet,« siger han.

Rud Ellegaard kigger sig over skulderen og krydser Istedgade i retning mod Halmtorvet.

Et opråb til det danske folk

På Onkel Dannys Plads 1, et stenkast fra Halmtorvet, oppe på 2. sal er Michael Lodberg Olsen ved at indrette sit nye kontor.

Han er social iværksætter og manden bag Danmarks første fixerum, Fixelancen, der var en gammel, ombygget, tysk reserveambulance fra 1992.

»Kig ud af vinduet. Du kan gå ned på Istedgade og få alle de stoffer, du vil have. Der har aldrig været flere, og de har aldrig været billigere,« siger Michael Lodberg Olsen, initiativtager til kulturmagasinet ILLEGAL! Foto: Michael Bothager/Scanpix

Den åbnede dørene på Vesterbro den 12. september 2011. Med rene sprøjter, kanyleopsamlere og sundhedspersonale.

Et par år senere gik Fixelancen på pension, men i dag har den fem mindre søskende: tre fixerum på Vesterbro, herunder Skyen, et enkelt i Aarhus og et i Odense.

Michael Lodberg Olsen er også manden bag kulturmagasinet om stoffer: Magasinet ILLEGAL!, der på samme måde som fixelancen er et opråb. Et opråb og en tydelig mission: Narkobrugere skal afkriminaliseres.

I årevis har han arbejdet som social iværksætter, først i en årrække blandt hjemløse i Rumænien, senest blandt stofbrugere i Danmark. Han har en holdning til den skam, stofbrugerne føler. Og den værdighed, der mangler.

Så i 2013 landede den første udgave af ILLEGAL! Et kvadratisk magasin, i hvid og matsort, med tykt, tungt papir og med et navn, der skrives i versaler efterfulgt af et stort udråbstegn. Som vil det råbe og skrige: OPRÅB TIL DET DANSKE FOLK. VI HAR ET BUDSKAB TIL JER!

Michael Lodberg Olsen stiller to kopper kaffe frem på bordet, fejer papirer og et par udgaver af ILLEGAL! til side, hælder mælk i kaffen og kigger insisterende hen over bordet.

»To millioner danskere bruger illegale stoffer. I større eller mindre grad. To millioner!,« siger han.

»Et gigantisk problem i den sammenhæng er, at det er ulovligt. ILLEGAL! har derfor en grundlæggende holdning: Afkriminaliser stofbrugerne.«

Den holdning står Michael Lodberg Olsen ikke alene med.

Regeringer rundt om i verden har i årevis troet, de kunne vinde krigen mod narko. Det kan man ikke. Michael Lodberg Olsen, stifter, Magasinet ILLEGAL!

I slutningen af maj 2015, da World Health Assembly, WHA, afholdt sit 68. møde, trådte den tidligere generalsekretær i FN og medlem af the Global Commission on Drugs, Kofi Annan, op på talerstolen og argumenterede for, at straf som metode ikke fungerer, men tværtimod forværrer folks afhængighed. Centralt i talen er ønsket om en afkriminalisering af stofbrugere: ’I believe, that drugs have destroyed many lives, but wrong government policies have destroyed many more’.

Klik her for at læse Kofi Annans tale

»Regeringer rundt om i verden har i årevis troet, de kunne vinde krigen mod narko. Det kan man ikke,« siger Michael Lodberg Olsen, mens han bider i sin croissant og skubber en tebirkes tværs over bordet.

»Kig ud af vinduet. Du kan gå ned på Istedgade og få alle de stoffer, du vil have. Der har aldrig været flere, og de har aldrig været billigere. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i hele verden. Skulle vi ikke prøve noget andet?« spørger Michael Lodberg Olsen. Retorisk.

Bladrer man igennem de seks udgaver, der er kommet af ILLEGAL! indtil nu, bliver man bragt helt ud på den store scene med politiske artikler om den globale kamp mod narko og informative artikler om stofinitiativer i lande som Portugal, Holland, Uruguay og Mexico – blot for at nævne en håndfuld.

Men vi er også helt inde i blodbanen på en ung kvindes kærlighedsrus og en familiefars personlige beretning om sit destruktive hashmisbrug. Der er filmanmeldelser, klager fra stofbrugere – ’Pis på systemet, de pisser på dig’ – guides til sikre fix, erklæringer om hvor smuk hamp er, historiske artikler om stoffer gennem tiden og opråb fra ‘kriminaliserede stofbrugere: ’Tøm bilen før vi gør det.’

Her er nedtur. Her er optur.

»ILLEGAL! siger selvfølgelig: ’Pas på stoffer. De kan gøre dig afhængig’. Men hvis det sker, hjælper det ikke med fængsel og bøder. Tværtimod skal vi give brugerne sundhedstilbud, så de får hjælp til at komme ud af deres afhængighed,« siger Michael Lodberg Olsen.

Ligesom Rud Ellegaard fornemmer han også små ryk. Opråbene fra gaden, fra spalterne, er måske ved at trænge gennem murene på Borgen.

»Men der er stadigvæk kampe at kæmpe. Jeg mener; det er jo stadig kriminelt.«

’Det er din krop’

Danmark har en relativt restriktiv narkopolitik. Det er vurderingen hos blandt andre Jakob Demant.

Fra sit kontor på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet glider hans forskerblik ud over Europa og sammenligner Danmark med Holland, hvor små coffeeshops sælger bløde stoffer, og Portugal, hvor det i de seneste år har været straffrit at købe, besidde og indtage alle former for narkotika, så længe man ikke sælger videre.

»Når man afviser at afprøve modeller for, hvordan man kan lave et kontrolleret salg af cannabis i København, så viser det, at retspolitikken er i fokus, ikke sundhedspolitikken,« siger Jakob Demant.

Forestil dig, at du som SSP-medarbejder har en ung med et stort hashforbrug. Det vil du gerne håndtere pragmatisk. Men det kan du ikke, for du er ikke støttet af den eksisterende retspolitik. Jakob Demant, lektor, Københavns Universitet

Kriminaliseringen af den meget brede gruppe, der anvender stoffer, er et problem, synes Jakob Demant. Især for den store gruppe af mere rekreative brugere; dem der har et regelmæssigt forbrug, men ikke et afhængighedsforhold til stoffer.

»At der er et så skarpt skel mellem, hvad der er legalt, og hvad der er illegalt, gør det vanskeligt at hjælpe dem med et regelmæssigt forbrug,« siger Jakob Demant og fortsætter:

»Forestil dig, at du som SSP-medarbejder har en ung med et stort hashforbrug. Det vil du gerne håndtere pragmatisk. Men det kan du ikke, for du er ikke støttet af den eksisterende retspolitik. At det er kriminelt, gør det simpelthen svært at arbejde skadesreducerende.«

Her på Vesterbro, hvor de allermest afhængige stofbrugere færdes, lader det dog til, at netop den pragmatiske tilgang vinder frem: Visitationszonerne på Vesterbro forsvandt for nogle år siden. Et bredt udsnit på tværs af rød og blå blok støtter op omkring fixerummene på Vesterbro, og støtten til en forsøgsordning med lægeordineret heroin vinder større og større opbakning i Folketinget.

Alligevel ændrer det ikke det faktum, at det i Danmark er illegalt at tage stoffer: Du er kriminel, hvis du tager stoffer, besidder stoffer, fremstiller stoffer eller sælger stoffer.

En række partier arbejder dog for en afkriminalisering. Blandt andet Liberal Alliance.

Det vakte et ramaskrig, også i interne rækker, da Anders Samuelsen på partiets sommermøde i 2014 foreslog at gøre det lovligt at besidde både hash og hård narkotika til eget forbrug.

På sin hjemmeside proklamerer Liberal Alliance: ’Det er din krop. Derfor må du også selv bestemme, hvad du putter i munden. Det er ikke politikernes opgave at diktere, om danskerne må ryge cigaretter, drikke alkohol eller spise chokolade’.

Politisk ordfører og gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll følger op på partiets skriftlige udmelding:

»Den lovgivning, der er nu, hvor stofbrugere er kriminelle, er håbløs. Forbudstanken er kun en refleks. Den virker ikke; det kan man jo se. Jeg har lige været i Lissabon. Her hjælper man folk i stedet for at presse dem ud i kriminalitet. For det er jo det, der reelt sker,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Selv om jeg fornemmer, at der er ved at ske en lille opblødning i flere partier i de her år, så er der stadig en moraliserende og formynderisk tilgang over for narkobrugere. Simon Emil Ammitzbøll (LA)

Han så gerne, at politiet ikke konfiskerede stofferne.

»De skaffer jo bare noget nyt, ofte ved at begå ny kriminalitet. Og dermed fastholdes de i en dårlig social situation,« forklarer Simon Emil Ammitzbøll, der mener, narkopolitikken er inficeret af politikernes egne moralbegreber.

»Selv om jeg fornemmer, at der er ved at ske en lille opblødning i flere partier i de her år, så er der stadig en moraliserende og formynderisk tilgang over for narkobrugere. Også over for de svagest stillede stofbrugere,« lyder det fra Simon Emil Ammitzbøll.

DF: Folk skal tvinges i afvænning

Den holdning deler Pernille Skipper, retsordfører i Enhedslisten.

Hun er enig i, at der stille og roligt er ved at ske noget i synet på de allermest afhængige stofbrugere, men fremhæver, at der er lang vej endnu, før synet og situationen omkring stofbrugerne er optimal.

»Der er politiske holdningsændringer, der manifesterer sig på gadeplan i de her år. Alligevel vil jeg sige, at det, jeg hører fra gadeplansarbejderne og fra gadejuristen, er, at der fortsat er en hård hetz mod brugerne, der får taget deres stof fra sig. Der er stadigvæk lang vej, før det fokus, vi har i dag, flytter sig fra brugerne, der reelt er ofre, til leverandørerne. Altså indsmuglerne. Bagmændene. Det er dem, der er problemet. Det er dem, vi skal gå efter,« siger Pernille Skipper og fortsætter:

»Men bare her den anden dag hørte jeg Tom Bencke (tidl. konservativt folketingsmedlem, red.) sige, at han mente, vi burde udvide heroinordningen, så man ikke var tvunget til at fixe det, men også kunne sniffe stoffet,« siger Pernille Skipper.

Det er dog ikke alle på Borgen, som stemmer for en afkriminalisering. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti vil ikke tillade ‘frit spil’, som han siger.

»Hvis vi siger ja, er vi med til at svigte de her mennesker og parkere dem på narko. Også i en ung alder,« forklarer Peter Skaarup:

»Det synes jeg faktisk ikke, vi kan være bekendt.«

Det ligner invasionens fortropper. Men den iøjnefaldende kampvogn er snarere et symbol på nye tanker og strømninger i narkopolitikken. Foto: Carsten Terp

Alligevel støtter Dansk Folkeparti op omkring forsøgsordningen med lægeordineret heroin til de hårdeste stofbrugere på Vesterbro.

»Vi endte med at sige ja – for trods alt at prøve det,« lyder det fra Peter Skaarup.

På samme måde arbejder Dansk Folkeparti ikke længere aktivt for at lukke stofindtagelsesrummene, selv om de i sin tid modarbejdede initiativet.

»Når de nu er der, kan vi ligeså godt se, om det kommer til at virke. Men jeg så gerne, at det blev et sted, hvor sundhedspersonalet i højere grad arbejdede på at få folk ud af afhængigheden modsat nu, hvor de stiltiende ser til. Det skal være en del af jobbeskrivelsen, at personalet tvinger folk i afvænning,« forklarer Peter Skaarup.

Frank Jensen: Hjælpe, ikke stresse

Fra den lokale politiske scene øjner Frank Jensen (S) også et mindre gennembrud undervejs på Vesterbro. Ligesom Rud Ellegaard mener overborgmesteren, at stofindtagelsesrummene er et af de bedste initiativer på den scene i meget lang tid.

»De her mennesker skal hjælpes, ikke stresses,« siger Frank Jensen. Han forklarer, at han generelt har fået større råderum, netop fordi de politiske vinde er ved at vende på Christiansborg.

»Den tidligere regering kom på banen med en ny holdning til stofscenen. Vi har fået flere værktøjer,« fortæller Frank Jensen:

»Flere muligheder med oprydnings- og rengøringshold; en større inddragelse af civilsamfundet, sundhedspersonale, større samarbejde og interaktion i det hele taget.«

Du må gerne citere mig for, at jeg synes, vi skal bruge ressourcerne på at gå efter bagmændene, ikke brugerne. Frank Jensen (S), overborgmester, København

Overborgmesteren ønsker dog ikke at kommentere på, om han støtter ligeså meget op om en decideret afkriminalisering, som han gjorde med stofindtagelsesrummene.

»Det er et folketingsspørgsmål,« siger Frank Jensen:

»Men du må gerne citere mig for, at jeg synes, vi skal bruge ressourcerne på at gå efter bagmændene, ikke brugerne.«

Narkokongerne er de sande forbrydere

En mand hopper forbi Rud Ellegaard og ind i den glasmontre, der står i midten af den runde firkant, gården bag Mændenes Hjem. En håndfuld mænd står og er i gang med at lave en cracksten. Fyren bliver ved med at hoppe. Det er den første i måneden, da vi mødes igen. Det er lønningsdag.

»Der er lidt mere gang i gaderne; kan du fornemme det?« spørger Rud Ellegaard og beder om en kop kaffe på Café Dugnad, der ligger i det ene hjørne af gården bag Mændenes Hjem.

En fyr i en alt for stor og beskidt dynejakke står og spiser sine havregryn ved siden af Rud Ellegaard.

Ved de mindre borde i cafeen snakker folk; flere en anelse højlydt. En enkelt er faldet i søvn hen over bordet.

Rud Ellegaard kigger ud af vinduet og får øje på en mand, der står i glasmontren i gården. Manden ser ud til at være i slutningen af 30’erne og har gummistøvler på. Men hans jakke skiller sig ud. Den er lys, pæn, lang, måske cashmere.

Rud Ellegaard rynker brynene og går derud: ’Hvem er du?’

Manden i cashmere-frakken vender sig om: ’Jeg kommer herinde en gang imellem. Jeg har bare ikke været her i et stykke tid’.

’Hvad er det, du ryger?’ spørger Rud Ellegaard, og manden viser sin joint frem.

»Det er sådan nogle som ham i frakken, jeg er særligt opmærksom på,« siger Rud Ellegaard, da han sætter sig på en af bænkene i gården og kigger over mod glasmontren. Han har oplevet flere, der er startet med at komme herned i arbejdstøjet og lige skulle have til weekenden. Så eskalerede det.

»Pludselig begynder de også at komme herinde midt på ugen. Så smider de arbejdstøjet og bliver fyret. De ender med at hænge fast herinde,« siger Rud Ellegaard og begynder at gå ud af gården.

»Heldigvis er der en stor selvjustits herinde. Begynder der at dukke alt for unge folk op eller andre, der ikke hører til, skubber både stofbrugere og græsrødder dem ud igen.«

Rud Ellegaard nikker til en af sygeplejerskerne, der sidder på en klapstol foran fixelancen ved muren ind til Sundhedsrummet.

En kø er ved at forme sig foran fixelancen. En kvinde med tjavset, lyserødt hår passerer Rud Ellegaard, der vender sig om og får øje på de plastre, der sidder overalt på hendes delvist bare ben. Dog uden helt at dække en række stikmærker øverst på lårene.

Rud Ellegaard træder hen imod hende; hun svajer og begynder at gå baglæns.

’Hvad er der sket med dine ben?’ spørger Rud Ellegaard.

’Jeg ved det ikke’, siger hun og vender sig om.

»Hun har nok stukket sig forkert,« konstaterer Rud Ellegaard.

»Jeg tror ikke, folk forstår den her afhængighed,« siger han, mens vi går op mod Hovedbanegården.

»Det gjorde jeg heller ikke selv. Måske gør jeg det fortsat ikke. Men jeg ved, at det værste, du kan gøre, er at tage stofferne fra dem. Og det bliver mine kolleger jo nødt til – jeg har faktisk set et par af de civile narkobetjente i gaderne i dag. Det er deres job. Men det hjælper intet. Stofbrugerne skal nok skaffe pengene. På den ene eller den anden måde,« siger Rud Ellegaard.

Kort før Hovedbanegården standser en mørklødet, mellemøstligt udseende fyr Rud. Hans pupiller er bittesmå: ’Hej Rud, du … jeg ved, hvem de store narkokonger er, Rud, vil du have deres navne?’

Rud Ellegaard kigger på ham og siger: ’Nej, det vil jeg ikke. Du skal ikke fortælle mig det. Eller nogen andre. For så kommer de efter dig og giver dig bank. Så glem det nu’.

Rud Ellegaard klapper manden med de store, sorte øjne og går videre.

»Der er mange derouter hernede. Alligevel vil jeg sige, at de største forbrydere hernede ikke er narkobrugerne. Det er narkokongerne. Dem, der udelukkende sælger for at tjene penge. Dem har vi vel 10-12 stykker af i gaderne. De inficerer gaderne med urene stoffer og skaber frygt. Det er de sande forbrydere,« siger Rud Ellegaard.

Skribenter på stoffer

På 2. sal på Onkel Dannys Plads fortæller Michael Lodberg Olsen, at de frivillige bag ILLEGAL! forbereder syvende udgave af magasinet, der skal med på Roskilde Festival. Det handler om musik og stoffer.

Ambitionen er, som altid, informative, skæve, provokerende og ikke mindst debatskabende artikler og formater.

I et af de seneste numre foretog skribent og journalist Michelle Færch det, hun kalder sit ‘personlige, ikke-videnskabelige eksperiment’: Hun tog på blind date med en fyr, hun havde mødt på datingapp’en Tinder. På daten var hun høj på det syntetiske ‘kærlighedsstof’ MDMA.

ILLEGAL! kalder sig et kulturmagasin, men er mere end det. I skrift, billeder og med livearrangementer arbejder redaktionen på at ændre synet på stoffer og deres brugere.

Til temanummeret om musik og stoffer har redaktionen opfordret folk til at skrive ind med deres oplevelser med musik og stoffer. ’Der bliver eksperimenteret’, skriver ILLEGAL på hjemmesiden: ’Og det skal der også. Men hvis man er en grønskolling, kan det ende med at gøre det, der skulle have været den fedeste oplevelse, til et helvede på jord … Vi vil høre jeres bud på, hvad der holder, og hvad der ikke holder’.

Risikerer I ikke, at endnu flere bliver nysgerrige på stoffer, når for eksempel en af jeres skribenter tager et kærlighedsdrug og beskriver, hvor fantastisk det føles?

»Det ville være løgn, hvis vi ikke skrev, hvor mange bands der tager stoffer, og i hvor høj grad musik og stoffer hænger sammen. Hvor Sundhedsstyrelsen er ude med store moralske pegefingre i kampagnen Music Against Drugs på de store festivaler, er det ILLEGAL!’s ambition at skrive om det hele. På godt og ondt,« siger Michael Lodberg Olsen.

Men en ting er at beskrive stoffer på godt og ondt. Noget andet er en direkte opfordring til at tage stoffer. Hvordan forsvarer du det?

»ILLEGAL! forholder sig til en virkelighed, hvor to millioner danskere er i berøring med illegale stoffer. Det gør Sundhedsstyrelsen ikke. For mig at se er det farligste ikke stofferne. Det er, at det er kriminelt. For når noget er kriminelt, opstår der myter, fordomme og tabuer,« pointerer Michael Lodberg Olsen.

Er du ikke nervøs for at opfordre for eksempel unge mennesker til at tage stoffer med fare for, at det så går galt?

»Nej, jeg er nervøs for at moralisere, ligesom alle de andre gør, og sige: ’Uha, hvis du ryger den her joint, så ender du som stiknarkoman på Vesterbro’. Det er jo løgn. Og den løgn er langt farligere end stofferne i sig selv. Vi må og skal tale åbent og ærligt om det her til folk,« siger Michael Lodberg.

Folk er i det her tilfælde civilbefolkningen, forklarer han. For nok er han glad for den opmærksomhed, magasinet nyder, også på den politiske scene, men i bund og grund er han ligeglad med Christiansborg.

»ILLEGAL! ønsker at nå civilsamfundet. Måske især den gruppe med et rekreativt forbrug. Altså dem, der ikke har et dybt og altomfattende afhængighedsforhold til stoffer,« siger Michael Lodberg.

Men hvad kan et kulturmagasin gøre? Hvad kan det ændre i forhold til andre typer initiativer?

»Magasinet kan ikke stå alene. Vi har også events, happenings og andre initiativer, der vil det samme. Men jeg tror på, at et magasin som vores virker som en slags folkeoplysning. Jeg tror på, at kampen kan vindes ved ord og viden, der vel at mærke ikke er forløjet. For ja, der sker noget her på Vesterbro. Vinden er ved at vende. Men stofbrugere er stadig kriminelle. Så længe de er det, kæmper vi videre. Med rå og reel viden til folket,« forklarer Michael Lodberg.

’Man skal ikke gemme sig længere’

’Jeg er blevet taget med en kniv i lommen, Rud. Jeg kan ikke holde ud, hvis jeg skal ind og sidde igen. Det kan jeg altså ikke’.

Stemmen er en anelse desperat, og han vifter med et brev mod Rud i trappeopgangen ved Sundhedsrummet i Mændenes Hjem. Det er et brev fra politiet.

’Hvad tror du, Rud? Hvad er mine chancer her?’

Rud Ellegaard trækker manden en anelse til side for at tale privat. Senere støder vi ind i fyren ved fixelancen i gården.

’Får vi en ny betjent, Rud?’ spørger han og peger på mig.

’Nej. Hun er journalist’.

’Nå, nå, journalist, hva’? Du skal skrive, at vi faktisk har det meget godt herude. Jeg er kommet her i seks år nu. Her er mere ro nu. Man skal ikke gemme sig længere. Forstår du?’

 

Fakta om ILLEGAL!

ILLEGAL! Magasin er et kulturmagasin om stoffer. Det sælges for 40 kroner af stofbrugere i Danmark – og som noget nyt også i London. 25 kroner går til sælgeren. Magasinet udkommer i et oplag på 10.000 eksemplarer, fire gange om året.

Læs mere om ILLEGAL! her