Ind til benet og ud til medlemmerne

Af | @MichaelBraemer

Med udgivelsen af en kontroversiel debatbog 1. maj sidste år indledte Michael Valentin en karriere som efterspurgt foredragsholder i dansk fagbevægelse. De mange besøg har kun styrket hans pessimistiske syn på fagbevægelsens fremtid. Men Valentins kritik kan også bruges konstruktivt, fortæller FOA-næstformand i Aalborg Pia Pedersen, der selv har positive forventninger til fremtiden.

Et år er gået, siden Michael Valentin leverede en effektfuld optakt til 1. maj med udgivelsen af sin debatbog »Bare det holder min tid ud«. Bogen rummede sønderlemmende kritik af dansk fagbevægelse og introducerede begrebet »rockwool-lag« i de faglige diskussioner.

Det var – og er – Michael Valentins betegnelse for de lønnede bureaukrater både centralt i forbundshusene og i afdelingerne, som ifølge forfatteren har lukket forbundsledelserne inde i et lydisoleret vakuum, hvor de ikke hører medlemmernes ønsker og utilfredshed.

Ugebrevet A4 har sat en repræsentant for »rockwool-laget«, FOA-næstformand i Aalborg Pia Pedersen, sammen med forfatteren for at drøfte bogen, der udstyrede den tidligere LO-konsulent og informationschef i HK med prædikatet »redepisser« - noget, han faktisk er stolt af.

»Det har været opmuntrende for mig at se, at elementer fra bogen nu indgår i debatter i fagbevægelsen. Så har det ikke været helt forgæves. Og man kan da ikke sige andet, end at jeg i modsætning til andre fik sagt noget, mens jeg kunne,« siger han med et kritisk hip til debatkulturen i fagbevægelsen.

Kulturen blokerer ifølge Michael Valentin for ethvert tilløb til konstruktive diskussioner: Alle klapper i, fordi modstridende og kontroversielle synspunkter prompte bliver udlagt som idioti.  

Skulle han skrive en toer i dag, var der imidlertid forhold, han ville beskrive anderledes. For bogen var også startskuddet til en karriere som konsulent og oplægsholder, der i det forløbne år har bragt ham landet rundt til alle afkroge af fagbevægelsen. Det har fået ham til at se problemerne fra andre vinkler. 

»I dag ville jeg absolut skærpe kritikken af fagbevægelsens top, som jeg jo strøg med hårene. Min holdning var, at hvis bare de kunne gøre alt det, de gerne ville, så havde fagbevægelsen stort set ingen problemer. Den holdning har jeg måttet nuancere. Toppen bruger i deres adfærd utrolig mange kræfter på at holde sammen på lortet frem for at »slippe de bundne kræfter fri«, for nu at bruge et citat fra en af vore arbejdersange. Det er, som om deres endemål er en pæn tale til deres afskedsreception, og at de i alt for høj grad tænker på, hvordan de kommer igennem de sidste år,« mener Michael Valentin.

Han finder det meget symptomatisk, at når Akademikernes Centralorganisation (AC) og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) har haft bud efter ham, så er henvendelserne kommet fra deres forbund. Det tolker han som en seriøs erkendelse på topplan af fælles faglige udfordringer. Når LO-systemet har inviteret ham indenfor, har der været tale om lokale afdelinger og sektorer – netop dem, han havde rettet sin kritik mod.

»Min reaktion var i første omgang: Hold da kæft! De ansatte og valgte i systemet, som jeg havde kritiseret, ville have Valentin indenfor, fordi de kendte de problemer, jeg beskrev, fra deres egne diskussioner. Fagbevægelsen viste sig at være langt mere forandringsparat, end jeg havde turdet håbe på,« siger Michael Valentin.

Alligevel er han i dag endnu mere pessimistisk på fagbevægelsens vegne, end han var for et år siden:

»Alle erkender behovet for forandring, men evnen og modet til at gøre noget ved den – måske ligefrem selv at risikere noget – er der ikke. Der mangler noget vildskab. Nogle der ikke bare snakker, men handler. Fagbevægelsen er blevet så god til at sige »behov for forandring«, »de unge«, »vi skal være i øjenhøjde« og alt det andet rigtige, men reelt sker der ikke en bønne.«

Nærhed er afgørende

Pia Pedersens første reaktion på Michael Valentins bog var vrede. Her knoklede hun en vis legemsdel ud af bukserne som led i en forandringsproces, der skulle forbedre servicen over for medlemmerne og kunne se indsatsen bære frugt i form af stigende medlemstal blandt de erhvervsaktive. Alligevel skulle hun nu se sig selv hængt ud som rockwool og gøres ansvarlig for fagbevægelsens krise og tilbagegang.

citationstegnAlle erkender behovet for forandring, men evnen og modet til at gøre noget ved den – måske ligefrem selv at risikere noget – er der ikke. Der mangler noget vildskab. Nogle der ikke bare snakker, men handler. Michael Valentin

Selv om Pia Pedersen langtfra deler Michael Valentins negative syn på fagbevægelsens fremtid og i mangt og meget er uenig i forfatterens synspunkter, fandt hun imidlertid også ud af, at der var mange ting i bogen, hun kunne bruge.

»Ikke mindst det, der handler om nærvær. Det er noget, vi arbejder meget med, og vi har efterfølgende brugt Valentin både på tillidsmandsmøder og på tværfaglige konferencer. Hvis vi skal have en fremtid, skal vi i højere grad være til rådighed for medlemmerne, både når de opsøger os, og når de ikke gør det. Når nu barselsreglerne er så indviklede, hvorfor så ikke selv tage kontakten til et medlem, der er gået på barsel og spørge, om vedkommende har brug for hjælp? Vi kan måske ikke kende alle 12.000 medlemmer personligt, men vi skal i hvert fald ud at lære deres arbejdspladser at kende. Og på de større frikøber vi tillidsrepræsentanter helt eller delvis og installerer dem på et kontor, så medlemmerne oplever, at FOA er til stede. Er vi det, engagerer medlemmerne sig også i afdelingen. Der kommer 600 medlemmer til vores generalforsamling, og det, synes jeg, er flot,« siger Pia Pedersen.

For FOA-næstformanden i Aalborg at se er den tætte og personlige medlemsservice fagbevægelsens eneste eksistensberettigelse og en ordentlig kvalitet af servicen dens eneste overlevelsesmulighed. Set fra hendes afdeling med 30 ansatte er resten mere eller mindre overflødigt: Forbund, LO-sektioner og -amter, som hun alligevel kun ser som stopklodser for en nødvendig udvikling. Kun forbundet kan hun se formålet med ud fra et solidarisk hensyn til mindre FOA-afdelinger med dårligere bemanding.

14 Billigere medlemskab

»Jeg er ikke enig med Michael Valentin i, at vi skal skære helt ind til kerneydelserne. Vi har for eksempel stor succes med familiearrangementer, hvor vi ser andre medlemmer end dem, der har problemer – folk, der smiler. Men jeg er enig i, at den største udfordring de kommende år bliver at få omkostningerne reduceret og kontingentet bragt ned. Og i den sammenhæng har jeg svært ved at forklare medlemmerne, hvad de får for de store bidrag, de giver til forbundet og LO over deres kontingent. Måske er løsningen, at forbund og LO begrænser sig til at tilbyde tilkøbsydelser, som vi så kunne rekvirere, når og hvis vi var på spanden og havde problemer, vi ikke selv kunne løse,« siger Pia Pedersen.

Hun mener, at der under alle omstændigheder er grund til at minde hinanden om, at lokalafdelingerne er fagbevægelsens udspring og grundlag. Forbund og LO er bygget ovenpå i medgangstider, men skal efter hendes mening ikke være hellige køer i kampen for overlevelse.
Michael Valentin er endnu mere bramfri i sit sparekrav, selv om hans løsningsforslag går i stik modsat retning. Han ønsker al den administration og alle de funktioner, der ikke er direkte synlige for medlemmerne, effektiviseret og centraliseret i et større LO. Men han tror ikke selv på, at ideen bliver til virkelighed.

citationstegnJeg tror på valgfrihed og konkurrence mellem de forskellige forbund på kerneydelser, mens der vil blive lagt mindre vægt på overenskomster. Tiden er løbet fra det solidariske og faglige fællesskab i traditionel forstand. Pia Pedersen

»Det er jo det modsatte, vi ser. Har man en bestemt ting i Metal, skal man have én af samme slags, der er endnu større i SiD, i stedet for at gå sammen om en funktion eller administration til gavn for medlemmerne. Man vælter sig i penge og er ude af stand til at aflæse tidens trend: Low cost. Hvor er fagbevægelsens Ryan Air,« spørger han.

Om 10 år er alt forandret

Hverken Michael Valentin eller Pia Pedersen forventer, at fagbevægelsen har overlevet i sin nuværende form om 10 år.

Pia Pedersen ser yngre og forandringsvillige kræfter tage over på formandsposterne i afdelingerne og samtidig en helt ny generation af unge, der kan se nytten af at organisere sig.

Derfor tror hun på en fagbevægelse med uændret styrke i 2013. Men det bliver i en slanket udgave, hvor man også har været nødt til at se på gældende aftaler om medlemmernes organisering.

»Jeg tror på valgfrihed og konkurrence mellem de forskellige forbund på kerneydelser, mens der vil blive lagt mindre vægt på overenskomster. Tiden er løbet fra det solidariske og faglige fællesskab i traditionel forstand,« mener hun.

Michael Valentin forventer, at vi har sagt farvel og pænt tak til både fagbevægelse og Socialdemokraterne for et godt velfærdssamfund.

»Vi kan så begræde, at de ikke formåede at produktudvikle en vare, der matchede de nye behov på markedet. Men der vil altid være brug for råd og vejledning, så i stedet har vi fået helt andre udbydere. De kristelige og Danmarks Frie Fagforeninger er bare starten på flugt-fagforeningerne.

Og hvem siger, at forsikringsselskaberne ikke vil blande sig? De har et andet værdigrundlag, nemlig at tjene penge, men hvad er der galt i det, hvis bare de leverer varen,« spørger han. 

Både Michael Valentin og Pia Pedersen skal til 1. maj. Måske ikke for at tale rørstrømsk om frihed, lighed og broderskab. Mere sådan for traditionens og festens skyld. Som Michael Valentin udtrykker det:

»Det er ligesom jul. Den fejrer man jo også, uden at man beder aftenbøn eller går i kirke hver søndag.«