Illusionen om ny balance

Af

Vi har som samfund valgt, at vi skal arbejde meget og endnu mere i fremtiden. Det er der intet forkert i. Men vi skal ikke gøre os illusioner om, at vi gennem nye ordninger kan skabe balance mellem arbejds- og fritidsliv.

ARBEJDE Så har ideen om en tidbank ramt den danske dagsorden – igen, igen. Og denne gang med voldsom styrke. På under en uge nåede først SF-formanden, så S-formanden og endelig statsministeren at kramme ideen om, at det skal være muligt at spare fritid op, som man kan bruge senere i livet. Men det ændrer ikke ved, at modellen har problemer. Som at den ikke umiddelbart hjælper den unge børnefamilie, der først skal til at spare op på kontoen. Eller at en bugnende fritidskonto ikke er den bedste anbefaling ved en ansættelsessamtale. Eller at fremtidens rødglødende arbejdsmarked ikke har brug for, at danskerne skubber en stor fritidspukkel foran sig.

Men hovedproblemet med tidbanken og andre snuptagsløsninger er politikernes forventninger til, at man kan bygge bro over den modsætning, der består i, at danskerne på én og samme tid skal arbejde endnu mere og samtidig skal have arbejds- og familielivet til at hænge endnu bedre sammen.

Om få dage offentliggør regeringens familie- og arbejdslivskommission sine forslag til, hvordan vi sikrer en bedre balance mellem arbejdet og familien. Umiddelbart lyder det spændende. Men dæmp forventningerne. Vi får ikke de store gennemgribende forslag, der for alvor forandrer på balancen mellem familie- og arbejdsliv. Og det skyldes ikke manglende originalitet hos medlemmerne af kommissionen, men derimod at vi i Danmark for længst har besluttet os for, at arbejdet skal fylde meget og stadig mere. Derfor har kommissionen fra starten fået besked på, at den ikke må begrænse arbejdsudbuddet – læs: Det samlede antal arbejdstimer.

Hvis der er noget, der binder politikere, organisationer og økonomer sammen i Danmark, så er det en konsensus om, at vi i fremtiden skal arbejde endnu mere, end vi gør. Allerede dengang landets finansminister hed Mogens Lykketoft, blev »arbejdsstrategien«, der handler om, at vi skal arbejde mere for at finansiere velfærdssamfundet, sat øverst på dagsordenen. Der har den stået siden. Og med rette. For tag ikke fejl: Der er rigtig gode grunde til, at vi skal arbejde mere. En af dem er, at det er den eneste måde, vi kan skabe velstand i den private sektor til at finansiere velfærdssamfundet. Og en anden grund er, at det nu engang er flere arbejdstimer, der skal sikre tilstrækkeligt med varme hænder til plejehjem, skoler, sygehuse og børnehaver.

Som samfund har vi valgt arbejdsstrategien. Og det er der intet forkert i. Men netop derfor skal vi ikke gøre os forestillinger om, at tidbanker, hjemmeservice-ordninger, omsorgsdage eller færre lukkedage kan løse cirklens kvadratur. Vi skal med andre ord ikke foregøgle os selv, at vi – ved siden af et arbejdsliv der fylder stadig mere – kan lave ordninger, der – vupti – sikrer balance mellem arbejds- og fritidsliv. Døgnet har kun 24 timer, lyder en kliché, som ikke desto mindre har en pointe indbygget i sig.

Det betyder ikke, at vi ikke kan gøre tingene bedre og mere smidige inden for rammerne af lange arbejdsdage gennem nye ordninger, afskaffelse af lukkedage, flere omsorgsdage og så videre. Slet ikke. Sådanne finjusteringer skal vi debattere i den kommende tid – og det kommer vi til. Men en ny balance mellem arbejde og fritid? Den må vi have til gode.