Ikke et ord om, hvor pengene skal komme fra

Af

Efter otte års fastfrysning af dansk skattepolitik er alt nu i spil. Bare ikke i offentligheden. Regeringens plan er et kort, stramt forhandlingsforløb, hvor den upopulære del af en skattereform – finansieringen – kun i meget lille omfang bliver diskuteret i offentligheden.

A4-ANALYSE Der er reformer, der kræver store folkelige høringer og politisk ”modning” af vælgerne. Som dengang Velfærdskommissionen over måneder og halve år fik vænnet danskerne til tanken om en senere efterløn og andre ubehageligheder. Og så er der reformer, der kræver, at folket blander sig udenom. Som den skattereform, der nu nærmer sig sin afgørende fase.

Mens politikere fra alle sider af Folketinget lover vælgerne lavere skat på arbejde, så er der ikke mange konkrete meldinger om, hvor pengene skal komme fra. Faktisk er grønne afgifter – nu omdøbt til ”skat på forurening” – foreløbigt eneste bud på en finansiering. En løsning, som også falder godt i tråd med statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) nye, grønne image. Men også et noget utilstrækkeligt bud.

Mens indkomstskatterne i 2008 gav indtægter til stat, regioner og kommuner på over 400 milliarder kroner – så stod miljøafgifterne for blot 10 milliarder og energiafgifterne for 31 milliarder kroner. Og det vil kræve urealistisk store stigninger i de grønne afgifter, hvis de alene skal finansiere ”mærkbare lettelser” i indkomst­skatten.

Mærkbare lettelser i indkomstskatten kræver nødvendigvis mærkbare stigninger andre steder i skattesystemet – eller mærkbare besparelser i den offentlige sektor. Det er den del af spillet om skatten, som ingen politikere til dato har haft særlig meget lyst til at tale med vælgerne om. Heller ikke Socialdemokraterne, som omhyggeligt har undladt at fremlægge partiets eget bud på en skattereform.

Nogle af de mere sandsynlige finansieringskilder er afskaffelse af en stribe fradrag og udhuling af andre, salg af Co2- kvoter til erhvervslivet, færre tilskud til erhvervslivet og øgede afgifter på energiforbrug i private husholdninger. Der er også tanker om at hente pengene gennem kapitalindkomstbeskatning, en særlig bruttoskat til de rigeste, loft for indbetalinger til ratepensioner, beskatning af frynsegoder som sundhedsforsikringer og medarbejderaktier og mange andre fantasifulde forslag, der nok skal få vælgerne op af stolen, selv om det sandsynligvis først bliver, når løbet er kørt.

Ballet åbnes officielt, når en historisk tilknappet skattekommission under ledelse af den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch afleverer sine forslag den 2. februar. Men heller ikke til den tid skal man forvente, at partierne vil falde over hinanden for at fortælle, hvad de vil byde ind med i de lukkede forhandlinger om hvilke ubehageligheder, vælgerne må trækkes med for at få enderne til at mødes, hvis skatten på arbejde skal ned.

Ingen reform uden DF

Bag linjerne tales forventningerne til de lyse sider af reformen imidlertid voldsomt op. Ikke mindst i regeringens eget bagland, hvor selv de konservatives hedeste drømme om en maksimal indkomstskat på 50 procent nu lyder uambitiøst. Står det til erhvervsorganisationen Dansk Industri er det ikke nok at fjerne topskatten – også mellemskatten skal væk. Også den borgerlige tænketank Cepos har skruet forventningerne i vejret. Herfra lyder forslaget nu på en flad skat på 40 procent helt uden omfordeling mellem rig og fattig.

Tanker, der måske nok har klangbund hos de konservative og dele af Venstre, men næppe hos finansminister Lars Løkke Rasmussen (V). Og slet ikke hos Dansk Folkeparti.

Skal skatteminister Kristian Jensen (V) lykkes med selv mindre ambitiøse lettelser i de højtlønnedes marginalskat, så er der mindst én mand, han skal udenom: Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkepartis næstformand og finansordfører har ingen umiddelbar interesse i at stemme for en skattepakke, der omfordeler fra Dansk Folkepartis vælgere til de rigeste danskere. Der er ikke mange stemmer i at ”hæve prisen på at gå i bad” – og slet ikke hvis det sker, for at direktøren kan slippe billigere i skat, som en central DF-politiker udtrykker det.

Præcis hvordan Kristian Thulesen Dahl vil tage sig betalt for at støtte regeringens skattereform, og hvor langt han vil gå i forhold til topskatten, bliver nogle af de helt afgørende spørgsmål, når forhandlingerne for alvor går i gang. Men som de seneste meldinger viser, så er der – også i Dansk Folkeparti – sket et skred i forhold til topskatten.

Partitoppen har noteret sig, at et flertal af partiets egne vælgere ønsker topskatten ned. Samtidig tog vælgerne overraskende pænt imod den skattepakke, som DF var med til at stemme igennem kort før folketingsvalget i 2007, selv om den på alle punkter stred mod partiets officielle politik. Aftalen betyder – udover skattelettelser – at antallet af topskatteydere ikke må stige. En regel, der kan blive rigtig dyr for staten på langt sigt og som ikke kommer ret mange DF-vælgere til gode. Det eneste gode, Dansk Folkeparti har at sige om den aftale, er, at den har givet dem vetoret over en kommende skattereform. Og så har det lært partitoppen, at de ikke nødvendigvis bliver straffet af vælgerne for at sælge ud på skatten – især ikke, hvis de kan få andre DF-mærkesager igennem som betaling for venlig deltagelse.

Prisen for et bredt forlig

Anderledes billigt til salg er til gengæld resterne af Liberal Alliance og de radikales otte mandater. Begge partier har satset så meget prestige på skattepolitikken, at de har meget dårligt råd til at stå udenfor. Og for de radikales vedkommende ligger partiets eget reformforslag om at hæve grænsen for topskat, rydde op i fradragsjunglen og hæve de grønne afgifter så snublende nær regeringens tanker, at der ikke er meget at blive uenige om.

Selv om også Socialdemokraterne er ivrige efter at være med i en skattereform, vil det langt fra være gratis for regeringen at få det brede forlig hjem. Helt afgørende er det for S, at eventuelle skattelettelser ikke kun kommer de højtlønnede til gode. Hjemmehjælperen skal også have incitament til at arbejde mere. Og så må skattelettelserne ikke blive en trojansk hest, der med tiden vil udhule finansieringen af den offentlige velfærd, fordi skatteprovenuet daler. Derfor er det også noget nær et ultimatum for Socialdemokraterne, at en reform bliver fuldt finansieret, og at eventuelle såkaldte dynamiske effekter ved at sænke skatten på arbejde ikke forlods gives ud til privat forbrug.

Her kan det store oppositionsparti komme på alvorlig kollisionskurs med resten af de mulige forligsparter, som alle er åbne over for at bruge skattereformen til at afhjælpe finanskrisens virkninger. Det kan for eksempel ske ved, at skattelettelserne gives allerede fra 2010, mens de nye afgifter eller ændrede fradragsregler, der skal finansiere dem, først gradvist fases ind i løbet af et par år.

En løsning, som blandt andre LO og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd imidlertid afviser som en ineffektiv måde at redde landet gennem den truende lavkonjunktur. Især hvis målet er at holde ledigheden nede, er pengene bedre brugt på skolerenoveringer og nye jernbaner end på et ekstra pust til danskernes kassekredit, lyder argumentet.

Meget at vinde for S og SF

Trods de indlysende problemer ved at lægge stemmer til noget, der kan tolkes som ”skattelettelser frem for velfærd”, så har både Socialdemokraterne og SF store strategiske interesser i at være med i en skattereform. Derfor har de to partier også talt særdeles tæt sammen de seneste måneder, ligesom især SF har gjort en del for at få et reelt forhandlingsmandat med sig fra baglandet.

Ved valget i november 2007 troede hele 87 procent af vælgerne, at Socialdemokraterne ville hæve skatten, hvis de kom i regering. Noget der – i hvert fald ifølge partitoppens egne analyser – kostede en stor del af de afgørende stemmer. Kan Helle Thorning-Schmidt i stedet gå til valg efter en langsigtet skattereform, som hun selv har været med til at vedtage, kan hun med langt større troværdighed sige til vælgerne, at der bliver ro om skatten, uanset hvem der bliver statsminister næste gang.

Og når selv SF og LO er parate til at røre ved topskatten, er der næppe nogen, der vil klandre Socialdemokraterne for at gå i samme retning. Slet ikke de efterhånden mange S-vælgere, som selv mærker topskatten på deres eget skattekort.

Også fagbevægelsen ser gerne grænsen for topskatten rykket op, så nogle af de 240.000 LO-medlemmer, der i dag betaler ”rigmandsskatten”, slipper i fremtiden. For LO er det dog et krav, at topskattelettelserne kombineres med et jobfradrag i bunden til dem, der tjener så lidt efter skat, at det kun lige nøjagtigt betaler sig at tage et arbejde.

Skal det nye makkerpar i dansk politik Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt fremstå som et troværdigt regeringsalternativ ved det næste valg, er det til gengæld fuldstændig afgørende, at begge partier er med i aftalen.

Spørgsmålet er så, om regeringen er klar til at give sin ærkemodstander så gode kort på hånden. Flertallet er jo hjemme – selv uden Socialdemokraterne og SF. Kan det oven i købet lade sig gøre at trække de radikale med ind i reformen, kan regeringen både få sin politik igennem, skyde en kile ind mellem Socialdemokraterne og de radikale og samtidig udstille Socialdemokraterne som et skatte-uansvarligt parti sammen med SF.