Ikke bare kvindesnak

Af Sara Alfort

I USA har konservative familieværdier bremset for forslag om barsel, børnepasning og sygeforsikring de sidste 40 år. Men hvis USA's økonomi skal på benene igen, så er en helt anden familiepolitik nødvendig, mener forsker ved Berkeley University Ann O'Leary.

INTERVIEW I 1971 vetoede præsident Richard Nixon et forslag om universel børnepasning, fordi han mente, det ville svække familierne moralsk. Siden har politiske forslag om sygeforsikring, betalt barsel, børnepasning og fleksibilitet på arbejdspladserne ikke fået et ben til jorden. USA er således det eneste industrialiserede land uden betalt barsel.

I den nye rapport ’A Woman's Nation Changes Everything’ har forsker Ann O'Leary fra Berkeley Center for Health, Economic and Family Security ved Berkeley University i San Francisco set den amerikanske familiepolitik efter i sømmene, og konklusionen er klar: Det amerikanske samfund hviler på for længst forældede forestillinger og værdier, der forventer, at hver familie har en hjemmegående ægtefælle til at passe børnene, de syge og de ældre.

»De konservative har været imod tanken om, at kvinder arbejder, og derfor har det været utrolig svært at ændre noget på det her område. Da Nixon vetoede forslaget i 1970'erne, var hver anden familie traditionelt bygget op med en hjemmegående ægtefælle. I dag er hver femte familie traditionel. Og selv om der har været et ønske om, at mødrene går derhjemme, så er det bare ikke længere økonomisk realistisk.«

For langt de fleste familier er det usikkerheden, der er den sværeste. Sygeforsikringen er knyttet til jobbet, og det betyder, at hvis du mister dit job, mister hele familien sin sygeforsikring. Under recessionen har mange mænd mistet deres arbejde, fordi de fleste af de job, der er gået tabt, har været på fabrikker og byggepladser. Siden december 2007 har tre ud af fire mænd mistede job.

Andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er således accelereret. To millioner amerikanske kvinder tjener pengene, mens deres arbejdsløse mænd leder efter job. Det har gjort familien afhængig af kvindens indkomst og hendes sygeforsikring. Ann O'Leary mener, at recessionen har gjort det mere bydende nødvendigt for USA at gøre op med de gamle værdier end nogensinde før.

»Længe har de her spørgsmål være betragtet som en kvindesag, men vi har ikke kun brug for forandring for ligestillingens skyld. Vi har brug for forandring, fordi den nuværende politik har alvorlig indflydelse på familiernes økonomiske sikkerhed, og det har en alvorlig indflydelse på vores overordnede økonomi. Hvis vi ikke støtter kvinderne på arbejdsmarkedet, fungerer maskinen i vores økonomi ikke. Vi bliver nødt til at tænke langsigtet på, hvordan vi får vækst i vores land,« siger hun.

Bør mødre arbejde?

Selv om det skaber store problemer for de allerfleste amerikanske familier, at USA ikke har nogen offentlige børnehaver, barselsorlov eller sygeforsikring, har USA ikke haft en reel diskussion, som vi har haft i flere årtier i Danmark.

Den offentlige debat i USA har i stedet handlet om, hvorvidt mødre overhovedet bør arbejde. Debatten har handlet om kvinders valg mellem job og hjem, og om dem, der går derhjemme, har meldt sig ud af arbejdsmarkedet. Ann O'Leary mener, at diskussionen ikke har accepteret, at det tog for længst er kørt, fordi hver anden lønmodtager i USA i dag er kvinde.

»Det er sjældent, at dem, der går derhjemme, har haft et reelt valg. De har været tvunget til at fravælge arbejdet, fordi der ikke var nogen måde, de kunne få den fleksibilitet og den hjælp, de havde brug for, til at passe børnene, mens de var på arbejde.«

Ifølge Ann O'Leary er især højtuddannede kvinder blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet, fordi deres arbejde ikke var foreneligt med børn. 86 procent af de kvinder, der har forladt deres arbejde, siger i en undersøgelse i rapporten, at en afgørende grund til, at de nu går hjemme, er deres ufleksible job.

»Vi har stadig 21 procent af familierne, der er traditionelle med en hjemmegående hustru, men det tal er ikke statistisk. Kvinderne er hjemme, mens børnene er helt små, men på grund af den økonomiske realitet, er de tilbage på jobbet igen efter nogle år. Problemet er, at vi ikke har god børnepasning, og derfor giver det bare mere mening for mange familier, at der er en, der går hjemme.«

Derfor mener O'Leary heller ikke, at de 21 procent vil blive meget lavere i fremtiden – medmindre en ny politik giver forældre andre muligheder. Den arbejdskraft, som USA går glip af, ved at kvinderne forlader deres job for at passe børn, en syg eller en gammel i familien, sætter den amerikanske økonomi ned i et lavere gear.

Ingen hjælp til børn, syge og gamle

I USA er muligheden for at gå til læge, tage barsel eller få hjælp til at passe børnene helt afhængig af den enkelte arbejdsgiver. USA er det eneste industrialiserede land uden en offentlig betalt barselsorlov eller nogen krav til virksomheder om at betale sine medarbejdere, mens de passer en nyfødt, en syg eller en gammel.

Præsident Clinton gennemførte en lov, der giver ret til 12 ugers ubetalt familieorlov, men det er kun halvdelen af USA’s ansatte, der har adgang til den, skriver Anne O'Leary i sin rapport. Samlet set er det kun ni procent af alle amerikanske lønmodtagere, der har adgang til en betalt familieorlov til at passe nyfødte, syge i familien eller ældre.

USA har ingen offentlige programmer til at hjælpe familien med at sørge for de ældre, ligesom der ikke er regeringsstøttede børnehaver eller vuggestuer. Derfor støder mange familier på en mur, når børnene bliver lidt ældre. Børnepasning er den største udgift i amerikanske familiers budget næstefter bolig – ofte er prisen for børnepasning højere end at gå på et statsligt college. Kun seks procent af amerikanske lønmodtagere får hjælp til børnepasning fra deres arbejdsplads ifølge rapporten.

I de familier som Ann O'Leary kalder traditionelle, vælger kvinden typisk at gå hjemme, mens børnene er små for at løse problemet med den manglende barsel, børnepasning og fleksibilitet. For kvaliteten af den pasning, der er til rådighed, er ikke i nærheden af det, vi kender i Danmark. Valget står mellem en barnepige, en uuddannet dagplejemor, en dyr privat institution – eller selv at gå derhjemme. O'Leary taler direkte om en børnepasningskrise.

»Realiteten er, at der ikke er god børnepasning i USA. Både mænd og kvinder er overvældende enige om, at det er godt, at kvinder arbejder, men de er også enige om, at det ikke er godt for børnene. Og lige nu er det ikke godt for børnene.«

I en meningsmåling i rapporten svarer 65 procent, at det er negativt for samfundet, at børn ikke vokser op med en hjemmegående forælder. Blandt republikanere er det 81 procent, der mener, at det var bedre dengang, børn havde en mor til at gå derhjemme.

»Hvis vi havde en højere kvalitet i pasningen og mere fleksibilitet i vores arbejdsskema, så er jeg sikker på, at folk ville svare anderledes på det spørgsmål. Jeg forstår godt, at amerikanere føler sig dybt splittede over det her.«

Netop nu diskuterer amerikanerne en reform af deres sygeforsikring. De er uenige om, hvorvidt det er en ret eller et privilegium at kunne gå til læge.

»Debatten om sygeforsikringen er også fascinerende, fordi det, der slet ikke er oppe på bordet, er, hvad vi gør ved den aldrende del af befolkningen. Vores systemer er struktureret sådan, at vi har plejehjem, men ikke pleje i hjemmet. Det ønsker flere og flere, men regeringerne har ikke støttet det. Og nu er det slet ikke en del af diskussionen.«

En debat som i Danmark

Ann O'Leary mener, at det er den udbredte konservative forestilling om, at regeringen ikke skal blande sig, der har betydet, at der ikke har været en samlet protest i USA eller en fælles samtale om, hvordan samfundet skal håndtere, at kvinder i dag både har børn og et arbejde uden for hjemmet.

»Folk tror stadig, at det er deres personlige ansvar, som de selv må tage på sig. I rapportens undersøgelse siger de, at de ønsker bedre børnepasning og mere fleksibilitet, men der er ingen forsøg på at ændre det. Fordi vores institutioner ikke har reageret, så vi har selv taget det på os.«

Ann O'Leary mener ikke, at USA vil gå efter den politik, som vi har på familieområdet i Danmark eller andre europæiske lande, men hun mener alligevel, at USA kan lære af Europa.

»Vi ser mod Europa – ikke så meget på de politiske løsninger men på, hvordan I har startet diskussionen. Vi håber, at vi kan starte den samtale, som regeringen, virksomhederne og borgerne skal have. Vi kan ikke bare have fem virksomheder, der tænker over de her spørgsmål. Vi har brug for en national samtale om, hvordan vi skal gøre, og det kan vi lære af Europa.«

O'Leary håber, at rapporten kan være med til at skubbe samtalen i gang mellem politikerne, erhvervsledere og amerikanere, og hendes rapport har allerede fået stor opmærksomhed i medierne, blandt meningsdannere og rådgiverne omkring præsident Barack Obama. Men de største forhindringer ligger dybt forankret i de amerikanske værdier.

»Jeg tror, at vores politiske kultur har gjort et solidt stykke arbejde i at få folk til at føle, at det er deres personlige ansvar. Vores samfund har fået folk til at tro, at det er deres eget private helvede, og at der ikke er nogen grund til at råbe op om det.«

Det er det, Ann O'Leary håber, at rapporten vil kunne gøre op med.

»Vores håb er, at rapporten kan få folk til at se, at det ikke behøver at være sådan. Selvfølgelig må enhver ordne det daglige med sin egen familie, men alle skal ikke føle, at det er deres private kamp. Det burde være en samfundssag. Vi må se på det sammen, ligesom så mange andre lande har gjort.«