Ikke alt er som det skal være

Af | @GitteRedder

I februar mente Venstres politiske ordfører, at LO står for Løgn og Opspind. I dag lovpriser hun som ny beskæftigelsesminister den danske aftalemodel og mener, at fagbevægelsen er moderne. I det hele taget lægger Inger Støjberg op til samarbejde frem for konfrontation. Men i en krisetid er ikke alting, som det skal være, erklærer hun og er derfor lydhør over for gode forslag til at få ledige tilbage i job.

INTERVIEW Fra allerførste arbejdsdag har den eksplosive stigning i antallet af ledige givet Inger Støjberg overarbejde. Den tidligere politiske ordfører for Venstre tiltrådte jobbet som beskæftigelses- og ligestillingsminister 7. april. Siden har hver dag budt på nye massefyringer. Klø fra oppositionen, der mener, at beskæftigelsesministeren svigter de ledige. Og bank fra fagbevægelsen, der skælder ministeren ud for at lade arbejdsløshedskøen vokse uden at sætte ind med vækstpakker og uddannelse.

»Det er slemt. Krisen gennemsyrer mit arbejde. På den måde er det ikke en sjov periode at være beskæftigelsesminister i. Det er det ikke. Det er i høj grad en alvorstid.«

Inger Støjberg klynker ikke, men konstaterer, at sådan er det bare. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen tilbød hende jobbet, vidste den 36-årige vestjyde godt, at det ville være op ad bakke. Men hun fortryder ikke.

Ud af ministerens mund kommer mere forsigtige og samarbejdsvillige toner end fra hendes forgænger og nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen. Når krisen kradser, og arbejdsløshedskøerne vokser, kan også en ideologisk venstreløve som Inger Støjberg blive pragmatisk.

Arbejdsrettet uddannelse

For år tilbage fik Inger Støjberg et rigtig godt råd, som hun midt i krisen navigerer efter politisk: ’Hvis kortet og terrænet ikke passer sammen, så er det terrænet, man skal følge. Ikke det landkort man står med.’

»Det råd har jeg tænkt mig at føre ud i livet. Jeg vil hele tiden være åben overfor, om der er ting, der skal ændres, og ting, vi skal sætte i gang,« fastslår Inger Støjberg.

Ærkefjenden Socialdemokraternes kritik af, at regeringen ikke tilbyder de ledige de rette uddannelsesmuligheder, preller dog af.

»Jeg er bare slet ikke enig. Der er gode muligheder for opkvalificering. Det vigtige er, at man hele tiden tager udgangspunkt i den enkelte ledige, så man hurtigst muligt kan få den ledige tilbage på arbejdsmarkedet. Omvendt vil jeg sige, at vi er i en tid, hvor vi hele tiden skal være åbne for at se, om der er ting, der skal ændres og forbedres. Dermed sidder jeg ikke og lover, at vi gennemfører Socialdemokraternes pakke. Slet ikke. Men jeg vil heller ikke læne mig tilbage og sige, at alting er, som det skal være. Tværtimod vil jeg gerne tage imod gode forslag til at gøre tingene bedre.«

Så du er åben overfor mere uddannelse til de ledige?

»Ja, men det skal være den rigtige uddannelse, så man hurtigst muligt kommer tilbage i arbejde igen. Uddannelse skal rettes mod brancher, hvor vi allerede ved, at vi mangler arbejdskraft. Eller hurtigt kommer til det,« siger hun og henviser til, at flere undersøgelser viser, at mange danskere er parate til et brancheskift.

Fremskrivninger viser, at flere end 100.000 ufaglærte job vil forsvinde i Danmark de kommende fem-seks år. Og at vi får brug for mere faglært arbejdskraft. Parret med ledigheden og den befolkningsmæssige udvikling erkender hun, at uddannelse skal prioriteres.

»Igen vil jeg ikke sige, at alting er lige præcis, som det skal være lige nu. I den krisetid vi er i nu, skal vi alle sammen være parate til at se på tingene igen,« siger Inger Støjberg, men vil ikke udstede konkrete løfter.

Konfrontationskursen over for fagbevægelsen er for længst droppet. Landmandsdatteren har lært at stikke en finger i jorden, og selv om man ikke skal tage fejl af, at Inger Støjberg elsker »frihed« og »frit valg«, har hun tydeligvis også efter godt en måned på posten opdaget, at en beskæftigelsesminister i Danmark skal mestre kunsten at samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

»Vi har en unik, dansk model, og det er klart, at det er rammen omkring den danske arbejdsmarkedspolitik. Det vil det også være for mit vedkommende. Det er en fantastisk styrke, at to engagerede parter formår at indgå aftaler og få deres medlemmer med,« siger hun.

Noget af det første, den nyudnævnte minister gjorde, var da også at invitere DA-direktør Jørn Neergaard Larsen og LO-formand Harald Børsting på besøg. Hver for sig. Og uden fast dagsorden, så parterne kunne præsentere, hvad, de mente, var vigtigt for den nye minister at forholde sig til.

Fra kamp til samarbejde

Ud over at udveksle synspunkter deler den borgerlige minister og LO-formand Harald Børsting fortid. Begge er vokset op ved Limfjordens vande i Salling og har arbejdet på den samme fiskerifabrik i Glyngøre. Harald Børsting tilbage i 1970’erne og Inger Støjberg som fritidsjobber i weekender og sommerferier i 1990’erne, da hun gik på gymnasiet.

Fiskeindustrien i Glyngøre var et sted med fagligt sammenhold og en stærk tillidsrepræsentant, der talte arbejdernes sag. Her oplevede Inger Støjberg den danske model på gulvplan.

»Det var en periode, hvor der var strejker. Som løsarbejdere var vi en flok veninder, der arbejdede ihærdigt for at tjene penge, men vi var ikke medlemmer af en fagforening. Som fritidsjobber var jeg ikke engageret i den kamp, men der var ingen tvivl om, at tillidsrepræsentanten repræsenterede fiskeriarbejderne – primært damer. Det står mig lysende klart,« siger Inger Støjberg.

I dag tror beskæftigelsesministeren, at den klassiske arbejdskamp er forsvundet. At både arbejdsgivere og arbejdstagere i højere grad prøver at finde fælles løsninger på den enkelte arbejdsplads.

»Der er ingen tvivl om, at tillidsrepræsentanter udfylder en meget stor og vigtig rolle. At de i høj grad får arbejdet og aftalerne til at glide og hverdagen til at fungere på en arbejdsplads. I dag ser jeg det i højere grad som et samarbejde mellem arbejdsgiver og arbejdstager og måske lidt mindre kamporienteret.«

Er det arbejdsgiverne eller arbejdstagerne, der har flyttet sig fra kamp til samarbejde?

»Vi er nok bare alle sammen blevet lidt mere moderne. Jeg tror simpelthen, at det er moderne tænkning at samarbejde. Vi har jo alle sammen en fælles interesse i, at arbejdspladsen fungerer godt.«

Står det til troende, anser Inger Støjberg dansk fagbevægelse for meget moderne. For på spørgsmålet om, hvordan hun vil beskrive fagbevægelsen anno 2009 er det første ord, ministeren tager i sin mund »samarbejdsorienteret«.

»Tag for eksempel trepartsaftalen, der vidner om, at man er samarbejdsvillig og klar til at indgå store aftaler. I det hele taget synes jeg, at dansk fagbevægelse er meget samarbejdsorienteret og fokuseret på at finde gode løsninger for deres medlemmer. Det er bare ikke altid, jeg er helt enig. Det gør jeg mig heller ikke nogle illusioner om, at vi bliver. Men jeg ser fagbevægelsen som absolut professionel.«

Hvor er du ikke enig med fagbevægelsen?

»Tag skattereformen, hvor fagbevægelsen gav den fuld skrue over for regeringen. Jeg er jo heller ikke hverken døv eller blind og hører udmærket, hvordan der bliver skudt på beskæftigelsespolitikken blandt andet 1. maj. Sådan må det være. Det vigtige er, at vi har respekt for hinandens roller.«

Hun understreger, at hendes angreb på LO for at stå for Løgn og Opspind netop var i rollen som Venstres politiske ordfører. Underforstået, at hun godt ved, den slags frontalangreb ikke duer i rollen som minister.

Hvordan ser du på Kristelig Fagbevægelse og Det Faglige Hus – er de vigtige spillere på det danske arbejdsmarked?

»Jamen, jeg synes, det er vigtigt, at der er plads til alle.«

Men når du nu lovpriser den danske aftalemodel, ser du så ikke en fare i, at de ’gule’ fagforbund bliver stadigt større og dermed risikerer at undergrave den danske model?

»Mangfoldighed er godt, og det gælder også i fagbevægelsen.«

Vil ikke pille ved efterløn

Ministeren ser også positivt på det frie valg mellem tværfaglige og faglige a-kasser, og hun afviser, at det solidariske forsikringssystem er truet af, at flere og flere danske lønmodtagere vælger at stå uden for en a-kasse. Som nyuddannet journalist meldte Inger Støjberg sig ind i Dansk Journalistforbund, men hun har aldrig været medlem af en a-kasse.

»Da jeg kom ud på arbejdsmarkedet i 1999, havde jeg et billede af, at jeg kunne da altid finde arbejde. Det er lidt ’risky business’. Men jeg må erkende, at sådan havde jeg det dengang. Jeg havde nok set anderledes på det i dag.«

Hun har ingen planer om at revolutionere det danske a-kassesystem med hverken en statslig a-kasse eller tvangsmedlemskab. Til gengæld fremhæver hun, at det er sundt, når de tværfaglige a-kasser udfordrer de faglige a-kasser.

»Jeg går i det hele taget meget op i det frie valg og tror på, at det er en styrke for a-kasserne, at vi har fået frit valg. Det skærper opmærksomheden omkring a-kassernes rolle, og det er også blevet billigere at være med i en a-kasse.«

At det får økonomiske konsekvenser for folk, der står uden for en a-kasse, hvis de pludselig havner i arbejdsløshedskøen, bekymrer ikke Inger Støjberg.

»Hvis folk godt ved, hvad det er, de gør, vil jeg ikke bestemme, hvad de skal gøre. Men det er klart, at det er vigtigt, at man ved, hvilken betydning det har at være med eller ikke være med i en a-kasse,« fastslår hun.

I august kommer Arbejdsmarkedskommissionen med bud på, hvordan Danmark øger udbuddet af arbejdskraft i fremtiden. Og kommissionen varslede i sidste uge, at politikerne ikke kommer uden om at pille ved efterlønnen og se på dagpengesystemet. Men det står ikke på Støjbergs dagsorden.

»Der skal også et politisk flertal til. Og jeg tror ikke, du finder det politiske flertal i Folketinget nu. Jeg vil også sige, at det ikke er dér, jeg vil tage fat. Lige nu og her er der ikke lagt an til store reformer. Selvsagt ikke. Min altoverskyggende opgave er selvfølgelig at gøre det nemmere at komme ud af ledighedskøen.«

Store reformer er altså ikke på tapetet. Til gengæld tager Inger Støjberg fat på ligestilling af indvandrerkvinderne. For første gang nogensinde ligger ligestillingsområdet nu i beskæftigelsesministeriet, og det jubler Inger Støjberg over.

»Jeg kan garantere dig for, at det vil jeg udnytte. Det at være beskæftigelses- og ligestillingsminister på en gang er bare en drøm. Jeg vil især bruge kræfter på indvandrerkvinderne, for det er der, det halter.«

Der er selvfølgelig også andre ting, ministeren vil se på:

»Der er stadig væk en uforklarlig lønforskel. Vi skal kigge på, hvorfor vi ikke helt har ligeløn.«