Ikke alle drenge drømmer om at blive mekanikere

Af Kirsten Weiss

Afstanden mellem politikernes mål og realiteternes verden er alenlang, når det handler om at få 95 procent af en ungdomsårgang til at tage en ungdomsuddannelse. Drop panikken over frafaldet på erhvervsuddannelserne og find i stedet ud af, hvad der motiverer unge – og hvordan især drengene får en bredere bane at spille på, mener Steen Baagøe Nielsen, der forsker i køn og unges uddannelsesvalg.

INTERVIEW Min far, han var sgu ret skuffet. Jeg tror stadig, han håber på, at jeg skifter til folkeskolelærer i det mindste … «

Sådan fortæller en ung fyr, der har valgt at læse til pædagog – og uden at vide det, rammer han faktisk ret præcist ned i en temmelig rådvild politisk debat om unges valg af uddannelse. Og dog.

For den unge pædagogstuderende med en far, der ikke fatter, at en mand gider være noget så kvindelig som pædagog, er faktisk sjældent i fokus, når der vrides hænder over, at markant flere drenge end piger dropper deres uddannelse. Flere drenge i de omsorgsfag, der traditionelt varetages af kvinder, er ellers en bane, der ligger lige til højrebenet for drengene. Hvis omsorgsfagene altså ikke, som lektor og kønsforsker ved Roskilde Universitet Steen Baagøe Nielsen peger på, var så propfyldt med kønsfordomme og stereotype forestillinger om bøsser og tøsedrenge.

Det er faktisk ikke alle drenge, der drømmer om at blive mekanikere, mener forskeren, der efterlyser en større bredde i diskussionen om, hvordan vi skal få unge, og især drengene, til at uddanne sig.

»Hvad med at prøve at se på uddannelse fra de unges perspektiv? Jeg tror godt, de fleste kan sætte sig ind i, at det som 18-årig er svært at se resten af sit liv klart for sig. Det er paradoksalt, at vi i dag på den ene side vil have de her unge ind i uddannelsessystemet og igennem det så hurtigt som muligt – samtidig med, vi opfordrer dem til at være fleksible og forandringsparate,« siger Steen Baagøe Nielsen.

Kigger man ud over de senere års bekymrede diskussion om drenge, der dropper uddannelsen, springer især fire ting i øjnene:

  • Ingen opfordrer drengene til at se sig mere om i stedet for udelukkende at fokusere på de traditionelt maskuline uddannelser.
  • Ingen taler om, at man også kan kvalificere sig uden for det traditionelle uddannelsessystem.
  • Drengene får i et vist omfang lov til at identificere sig med en anti-skolekultur, der hænger ved.
  • Ingen kigger for alvor på, hvad der motiverer unge til at uddanne sig.

Pigernes skole?

For nu at starte med de to sidste punkter, så kender Steen Baagøe Nilsen til bevidstløshed stereotyperne. For eksempel den, der går på, at det er pigernes skole, og at drengene naturligvis bliver allergiske over for lærere, tavler og bøger, når skolen nu er blevet feminiseret i en så voldsom grad. Derfor dropper drengene naturligvis også deres ungdomsuddannelse, lige så snart de dufter kridtet.

At det forholder sig så enkelt, tvivler Steen Baagøe Nilsen på. Naturligvis er der drenge, der ikke er specielt skoleorienterede, ligesom der er piger, der har det på samme måde – men tesen om feminiseringen af skolesystemet, er, mener forskeren, blevet en brok-kasse, som alle mulige frustrationer, uden beviser, kan proppes ned i. Samtidig tyder meget på, at drengene i langt større omfang end pigerne får lov til at sige, at de keder sig i skolen. Som de derfor, naturligvis, ikke kan forventes at passe.

»Nu skal du altså hænge i, knægt,« er ikke altid den formanende forældremelding, for godt nok ser far og mor gerne, at det går knægten godt i livet, men ikke nødvendigvis i det system. Den gamle Pink Floyd-røst – ’We dont need no education, we dont need no thought control’ – runger stadig i ørerne hos de drenge, der orienterer sig mod en anti-skolekultur. Her må synges med drengene og mod skolen – også langt ind i den bedre middelklasse og blandt de forældre, der selv har en uddannelse. Her er det fint, at »knægten har krudt i røven«, men at få ham til at hænge i og faktisk passe sin skole, kunne måske også være en god idé.

»Pigerne er ofte prægede af deres mødre, der har en kønsspecifik erfaring med behovet for uddannelse. En generation af kvinder har erfaret, at de selv skulle tilegne sig markant mere uddannelse end deres egne hjemmegående mødre og bedstemødre, hvis de ville bevæge sig og eksempelvis få en karriere som pædagog, sygeplejerske eller lignende. Derfor ligger det i selvforståelsen, at man er nødt til at hænge i for at få en god uddannelse, og i hvert fald gennemføre gymnasiet. For drengenes vedkommende har bruddet med den fædrene generations erfaringer været mindre påtrængende. Selvforståelsen er mere i retning af, at man selvfølgelig skal kunne noget mere bogligt, men da også kan skabe sig en attraktiv fremtid ved at være en rask dreng, der kan noget med sine hænder,« siger Steen Baagøe Nielsen.

Spiller du på det forkerte hold?

Når han sammenligner pigers og drenges erhvervsønsker, så er det slående, at drengene stadig gerne vil være mekanikere og tømrere, mens pigerne vil være pædagoger og sygeplejersker. Men begge køn vil samtidig også meget gerne være læger, advokater og designere. Måske skulle man fokusere på de ligheder og de fælles ønsker om et job med gode kolleger og mulighed for personlig udvikling? Og samtidig arbejde på at gøre banen bredere for de drenge, der gerne vil være pædagoger, folkeskolelærere, sygeplejersker og lignende.

Der er, mener forskeren, en påfaldende accept af, at drenge, der gerne vil ind i omsorgsfag væltes omkuld af ældgamle fordomme om at ’spille på det forkerte hold’, være bøsser eller bare for tøsede. Det er ikke alle, der som denne unge fyr kan sige: »Jeg har aldrig været nervøs for at sige til mine forældre, at jeg godt kunne tænke mig at blive pædagog i stedet for at læse datalogi. (…) De har ikke nogen uddannelser selv, så bare det, at jeg er blevet student, det er jo et skift i den sociale arv«.

Den unge mand, der er interviewet i en af de forskningsrapporter, Steen Baagøe Nielsen har været med til at skrive, er desværre et særsyn i et land, hvor kun to procent af de uddannede vuggestuepædagoger er mænd. Jo ældre børnene er, jo pænere ser billedet ud, men andelen af mandlige pædagoger sniger sig ikke over cirka syv procent.

Der ligger ellers, mener forskeren, uanede ressourcer af de nok så omtalte og efterlyste varme hænder gemt blandt moderne mænd, der paradoksalt nok efterhånden skifter bleer derhjemme i samme tempo som kvinderne, men stadig hårdnakket nægter at melde sig ind i omsorgsfagene.

»De kulturelle kræfter er enormt stærke, selv i en sektor, hvor der er behov for arbejdskraft. I Norge har der på et tidspunkt været forslag om ’omsorgsværnepligt’ for alle, måske man kunne gå den vej? Eller i hvert fald allerede i folkeskolen gøre det legitimt for drengene at vælge bredere. Drengenes uddannelsesmuligheder bliver begrænsede, hvis man godt ved, at det er okay at være glad for at være pædagogmedhjælper, men ikke i orden at gå på seminariet,« siger Steen Baagøe Nielsen.

Nørder og halvstuderede røvere

Desuden er det måske ikke så underligt, at en hel del unge under en højkonjunktur, som den der rullede over Danmark frem til efteråret 2008, ikke bare strømmer ind på uddannelsesinstitutionerne, men i stedet lader sig lokke af gode lønninger frem for SU. Uanset hvor mange gange, der råbes vidensamfund, så vil der i et samfund som det danske altid, mener Steen Baagøe Nielsen, være brug for også ufaglært arbejdskraft og dem, der kvalificerer sig uden om det traditionelle uddannelsessystem. Se bare på den flok halvstuderede røvere, nørder og hackere, der blev opsuget af it-industrien og faktisk har klaret sig meget godt.

»Det er ikke bare stakler, der falder ud af det traditionelle uddannelsessystem, og antallet af drenge i gymnasiet er jo heller ikke faldet. Jeg synes, man skal stoppe panikken og se på, hvad man så kan gøre. Erhvervslivet kunne jo også levere flere praktikpladser eller mentorer. Og så kunne man blive meget bedre til at samle dem op, der ikke fik en uddannelse fra starten,« siger Steen Baagøe Nielsen, der for nogle år siden var involveret i et projekt, hvor man gav de lidt ældre unge og mænd både uddannelse og job, oven i købet inden for omsorgssektoren.

Her var det Statshospitalet i Nykøbing Sj., der havde behov for mandlige SOSU-assistenter, og dem fik man uddannet ved at placere en flok mænd mellem 25 og 40 år på skiftevis skolebænk og arbejdsplads – og ikke mindst ved at garantere dem et fast job bagefter.

»Man må eksperimentere med de kombinationer, der virker, og jeg tror ikke på, at det enorme pres, der lægges på unge, motiverer dem. Heller ikke selv om den nuværende arbejdsløshed nok får flere til at melde sig ind på en uddannelse,« siger Steen Baagøe Nielsen, der peger på, at for eksempelvis Den Fri Ungdomsuddannelse, der tidligere samlede ’de skæve’ op, i dag er nedlagt.

Hvad der sker, hvis uddannelsesniveauet i Danmark bliver ved med at falde, er svært at sige, men helt nøgternt kan man pege på, at arbejdsmarkedet et stykke hen ad vejen indretter sig efter arbejdsudbuddet og så må tage til takke med uuddannet arbejdskraft. Med nationaløkonomiske briller på, er det nok ikke det smukkeste syn i et vidensamfund, men frem for at male Fanden på væggen, kunne man jo, mener Steen Baagøe Nielsen, benytte lejligheden til at kaste boldene op i luften én gang mere. Og kigge på det fra de unges perspektiv, for »det kunne jo være, at de havde ideer, vi andre ikke ser«.