Ih, hvor er det kommunalt

Af

Dogmet om, at opgaver løses bedst tæt på borgeren, overser fuldstændig de massive problemer, der er ved at decentralisere.

En nyreligiøs bevægelse har hjemsøgt det danske samfund: Kommunaliseringen. Hjørnestenen er her, at opgaver nødvendigvis skal løses helt derude, hvor man er allertættest på borgeren. Det vil sige i kommunerne. Derfor er »Kommunen« med stort K blevet det naturlige centrum i det demokratiske og administrative solsystem i Danmark. Længe leve det hellige, almindelige kommunale selvstyre, amen!

Og jo, det lyder da forjættende og rigtigt, at opgaverne bør ligge tæt på borgerne. Men, men, men … Decentraliseringen og troen på »Kommunen« har en række åbenlyse bagsider, som bliver overset. Først og fremmest er kommuner ofte alt for små og skrøbelige til at kunne løfte en række samfundsopgaver.

Et oplagt eksempel er finanslovsaftalen fra sidste uge mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der betyder, at kommunerne helt og aldeles skal overtage jobformidlingen gennem kommunale jobcentre. Tæt på hr. Jensen.

Er det rationelt? Nej. På et lille arbejdsmarked som det danske er det afgørende, at man kanaliserer elektrikere og sygeplejersker derhen, hvor der er brug for dem, og at der bliver opkvalificeret i ét væk. Det forudsætter en overordnet koordinering af jobformidlingen, hvor nogle sidder i helikopteren og overskuer landskabet. Netop derfor er det fatalt, at man nu fjerner den statslige del af jobformidlingen og atomiserer den i 98 små celler, som hver især kun tænker frem til kommunegrænsen. Kommuner er simpelthen for små.

Jobformidlingen er desværre ikke det eneste område, hvor politikerne knæler ved decentraliserings-alteret. Det gælder også på miljøområdet, i forhold til handicappede, i forhold til visse sundhedsopgaver og belastede børn, hvor strukturreformen har flyttet opgaver ned til kommunen. Men i alle disse tilfælde er kommunerne for små. Samtidig må stærke samfundsinteresser ofte vige for snævre kommuneinteresser, som udspringer af, at kommuner hver dag skal prioritere pengene. For hvor mon AMU-kurset til hr. Jensen og den dyre tvangsfjernelse kommer ind på den prioriteringsliste, hvor der også står opgaver som ældrepleje, børnehaver og folkeskoler?

At der er grænser for, hvilke opgaver, man kan overlade til kommuner, er én ting. Men et andet – og undervurderet – problem i forbindelse med kommunaliseringen er uligheden. Analyser offentliggjort her i A4 viser, at der allerede nu er store forskelle på, hvor mange penge landets kommuner bruger på velfærdsformål: Skoler, børnehaver og ældreforsorg. Der er også markante forskelle på de vilkår, handicappede, truede børn og miljøet bydes. Og med jobcentrene vil nogle kommuner blive økonomiske vindere, mens andre bliver tabere, når ledigheden stiger. Hvor langt man vil drive uligheden mellem danskerne?

Men når alt kommer til alt, er decentraliseringen da et stærkt ønske fra borgerne, ikke? Næ! Vi taler ikke om en idé, der er vokset op nedefra. Tværtimod. Den er fostret i politikerhjerner. Tag bare forsøget med bydelsråd i København, som kørte i årevis, men da københavnerne skulle tage stilling til, om eksperimentet skulle gøres permanent, var de ikke i tvivl: De gav det ikke en hånd, men en finger.

Naturligvis er det et fint princip at placere opgaver tæt på borgerne. Men også gode principper kan overdrives. Og dét bliver decentraliseringen i det lille land mod nord, der er på størrelse med en europæisk hovedstad.