Ideologisk opgør om fagbevægelsens resultater

Af

I en ny analyse konkluderer centrum-venstre-tænketanken Cevea, at fagbevægelsen har været med til at sikre høj velstand og stor lighed i Danmark. Den borgerlig-liberale tænketank Cepos er enig i, at fagbevægelsen har bidraget til lavere ulighed. Til gengæld mener Cepos, at dansk fagbevægelse spænder ben for vækst og beskæftigelse.

Foto: Illustration: Jens Panduro, Polfoto

FANEKAMP Konflikten om Restaurant Vejlegården har over sommeren rejst en ophedet debat om, hvad samfundet egentlig skal med fagbevægelsen og den danske model. Kan danskerne ikke lige så godt spare medlemskontingentet, og er samfundet ikke bedst tjent uden de overenskomstbærende fagforbund?

»Nej,« lyder det med høj røst fra centrum-venstre-tænketanken Cevea. Tænketanken har netop udarbejdet en analyse, der viser, at danskerne blandt andet kan takke fagbevægelsen for, at Danmark er blandt Europas mest lige og rige befolkninger.

På baggrund af tal fra OECD og Eurostat har Cevea sammenlignet andelen af fagforeningsmedlemmer med henholdsvis velstand og ulighed i en række europæiske lande. Og ifølge analysechef i Cevea, Jens Jonatan Steen, viser analysen en klar sammenhæng mellem antallet af organiserede fagforeningsmedlemmer på den ene side og velstand og lighed på den anden.

»Den danske model og flexicurity-systemet, som fagbevægelsen har været med til at udforme, har i årevis givet Danmark konkurrencefordele og dermed været med til at sikre både velstand og lighed,« fastslår Jens Jonatan Steen.  

Den forklaring køber man slet ikke hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Cheføkonom i tænketanken, Mads Lundby Hansen, mener ligefrem, at hvis fagbevægelsen har en effekt på lønmodtagernes velstand, så er den negativ.

»Jeg mener, at der kan være en negativ effekt på velstanden, blandt andet fordi fagbevægelsen fastsætter nogle relativt høje reelle mindste-lønninger. Det betyder, at mange lav-produktive danskere holdes uden for arbejdsmarkedet,« siger Mads Lundby Hansen.

Lavere mindsteløn betyder lavere købekraft

Men professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet Bent Greve mener ikke, at lavere mindsteløn vil gavne danskernes velstand.

»Fra USA ved vi, at den lavere mindsteløn ikke betyder større økonomisk aktivitet. Man skal huske på, at lavere løn også betyder, at folk bruger færre penge,« siger Bent Greve, der også er medlem af byrådet i Gladsaxe Kommune for Socialdemokraterne.

Han bakkes op af professor i Statskundskab på Aalborg Universitet Flemming Larsen.

»Hvis de høje lønninger er forbeholdt en lille elite, vil forbruget og dermed den økonomiske aktivitet falde. Det store forbrugssegment, som holder hjulene i gang, ligger jo hos middelklassen,« siger Flemming Larsen og tilføjer, at erfaringer fra andre lande også viser, at lavere mindsteløn samtidig betyder større ulighed.

Fagbevægelsens politiske magt

Ud over at sammenholde landenes velstand og organiseringsgrad sammenligner Cevea i sin analyse også andelen af fagforeningsmedlemmer med graden af ulighed i de enkelte lande. Og selv om lande som Tyskland og England har stor velstand på trods af lav organiseringsgrad, viser Ceveas tal, at uligheden i de to lande er stor, målt ud fra den såkaldte ginikoefficient.

Ifølge Jens Jonatan Steen er den relativt lave ulighed i Danmark et resultat af, at fagbevægelsen i mange år har kæmpet lønmodtagernes sag.

»Det er jo ikke kommet ud af det blå, men gennem mange års hårdt arbejde og kamp for en retfærdig fordeling af goderne – blandt andet ved overenskomst- og trepartsforhandlinger,« siger han.

I den liberale tænketænk Cepos anerkender Mads Lundby Hansen, at en stærk fagbevægelse skaber mindre ulighed.

»Fagforeningerne forhandler jo nogle høje reelle mindste-lønninger, som mindsker uligheden. Samtidig arbejder fagbevægelsen politisk for højere skatter og for at hæve overførselsindkomsterne. Og det er jo med til at skabe større lighed,« konstaterer han.

Fagbevægelsen mindsker velstand

Og netop fagbevægelsens politiske indflydelse er, ifølge Mads Lundby Hansen, med til generelt at sænke danskernes velstand.

»Højere skatter og lang dagpengeperiode mindsker jo beskæftigelsen. Så det fagbevægelsen arbejder for politisk, reducerer generelt velstanden i samfundet,« siger Mads Lundby Hansen.

Jens Jonatan Steen mener ikke, at der vil komme flere i beskæftigelse, hvis man får en kortere dagpengeperiode.

»Faktisk mener jeg, at vores dagpengesystem er en kæmpe fordel for den fleksibilitet, som er en af styrkerne ved det danske arbejdsmarked. Dagpengene sørger jo for, at man kan opretholde en vis levestandard, selv om man bliver fyret. Og betyder jo for eksempel, at Danmark har verdensrekord i jobmobilitet,« siger Jens Jonatan Steen.

Han mener heller ikke, at Cepos-tænkeren har ret, når han hævder, at fagbevægelsen generelt arbejder for højere skatter.

»En stor del af fagbevægelsen har jo netop ikke arbejdet for at sætte skatterne op. Jeg kan slet ikke genkende det billede,« siger Jens Jonatan Steen.

Sammenligning kræver mellemregninger

Professor Bent Greve vil dog ikke give Cevea ret i, at der er direkte sammenhæng mellem andelen af fagforeningsmedlemmer og danskernes velstand.

»Der er jo lande i verden, der er rige, men som har en meget lav organisationsgrad - for eksempel olierige stater. Og omvendt er der lande i Østeuropa, der har haft tvunget medlemskab af fagforening uden, at det betød høj velstand,« fremhæver han.

»Jeg tror, at vores relativt gode uddannelsessystem og stabile politiske system har større betydning for velstanden. Men selvfølgelig har fagbevægelsen også haft en effekt, fordi den sikrer et relativt stabilt og roligt arbejdsmarked,« noterer Bent Greve.

Også økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Niels Westergård-Nielsen mener, at et velorganiseret arbejdsmarked har en positiv effekt på velstanden. 

»Et organiseret samfund gør, at de aftaler, der indgås, bliver overholdt. Høj tillid betyder mindre svindel. Og mindre svindel og korruption betyder højere BNP,« siger Niels Westergård-Nielsen.

Også Flemming Larsen fra Aalborg Universitet ser en sammenhæng mellem mange medlemmer af fagforeningerne og en høj velstand.

»Fagbevægelsen udgør en del af fundamentet for vores velfungerende arbejdsmarked. Det er klart, at organiseringen har bidraget til velstanden. Men det kræver, at man laver nogle mellemregninger,« siger han.

Han påpeger dog samtidig, at rigtig mange ting udover organiseringsgraden påvirker velstanden i samfundet, eksempelvis danskernes uddannelsesniveau.

Vejlegården – god eller dårlig reklame? 

Ifølge Mads Lundby Hansen fra Cepos er det ikke kun fagbevægelsens kamp for at hæve mindstelønnen, der skader arbejdsmarkedet. Fagbevægelsens måde at håndtere konflikter på er med til at skræmme udenlandske virksomheder væk, lyder det fra Mads Lundby Hansen:   

»Situationen med Vejlegården er rigtig dårlig reklame for Danmark. Man sender et signal til virksomheder, der overvejer at investere i Danmark, om, at der muligvis kommer blokade, hvis de indgår aftaler med gule fagforeninger. Det er ikke noget, der gavner samfundet.«

Jens Jonatan Steen mener til gengæld ikke, at konflikten omkring Vejlegården er dårlig reklame for Danmark.

»Det er jo ikke noget nyt, at lønmodtagerne kan reagere på de ting, som arbejdsgiverne gør. Arbejdsgiveren konflikter, og arbejdstagerne konflikter retur. Og det tror jeg sådan set, at mange arbejdsgivere opfatter som ret og rimeligt. Det er jo vores model,« understreger han.

Også arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen peger på, at det danske arbejdsmarked netop er kendt for at være attraktivt.

»Det engelske nyhedsmagasin ’The Economist’ kårede i 2005 Danmark, som det land i verden, hvor det var mest attraktivt at placere virksomhed. Årsagen var blandt andet, at det danske arbejdsmarked er velorganiseret,« siger han og fortsætter:

»Et velorganiseret arbejdsmarked med klare regler og faste procedurer skaber jo øget stabilitet og tillid. Og det er også attraktivt for arbejdsgiverne.«

Lav ulighed skyldes velfærdssamfundet

Cevea mener, at der er en direkte sammenhæng mellem en høj organisationsgrad og lav ulighed i Danmark. Helt så skråsikker er professor Bent Greve dog ikke. Han peger i stedet på, at den lave ulighed primært skyldes den danske velfærdsstat, hvor man har omfordeling via skatter og afgifter.

»Hvis der var en sammenhæng, skulle vi jo have haft en stigende ulighed, for vi har jo haft faldende organisationsgrad i en del år efterhånden. Og selv om uligheden er blevet lidt større, er den ikke steget i samme grad som medlemsflugten fra fagforeningerne,« siger Bent Greve. Han understreger dog, at fagbevægelsen har haft indflydelse på udviklingen af velfærdsstaten.

Flemming Larsen ser til gengæld en klar sammenhæng mellem en høj organisationsprocent og lav ulighed.

»Et samfund med en stærk fagbevægelse betyder, at man har en lønstruktur, hvor der er mindre afstand mellem top og bund. Fagbevægelsen sikrer en relativt høj mindsteløn, modsat et land som England, hvor man godt kan være fattig, selv om man er i arbejde.«

Færre medlemmer betyder større ulighed

På trods af, at den danske fagbevægelse traditionelt har haft mange medlemmer, viser beregninger fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og organisationsstudier, FAOS, på Københavns Universitet, at andelen af fagforeningsmedlemmer i arbejdsstyrken er faldet siden 1995. Og i takt med, at medlemmerne siver, vil fagbevægelsen efterhånden miste indflydelse, forudser professor Flemming Larsen. Og det kan ifølge ham betyde, at uligheden stiger.

»Det vil jo betyde dårligere vilkår for dem, der befinder sig i bunden af samfundet, fordi den sociale sikring gradvist forsvinder,« siger han og påpeger, at den udvikling allerede er i gang.

»Dagpengeperioden er faldet løbende siden midten af halvfemserne. Samtidig er adgangen til kontanthjælp blevet mere begrænset. Og vi ser jo også, at uligheden i Danmark er steget de senere år,« fastslår Flemming Larsen.

Også Bent Greve forudser, at en svagere fagbevægelse kan have svært ved at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for almindelige lønmodtagere.

»Det ser man jo aktuelt med ’Vejle-sagen’,« siger han.

Men en stigende ulighed behøver ikke at være et problem, fremfører Mads Lundby Hansen fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos:  

»Fagbevægelsen er jo en markant stemme i debatten om fordeling. Så hvis fagbevægelsen bliver svækket, bliver den stemme jo svagere. Men jeg mener bestemt ikke, det er et problem, hvis der kommer større ulighed. Danmark ligger i forvejen som et af de mest lige lande i verden. Vores problem er manglende vækst og ikke ulighed,« siger han.