I takt med tiden

Af Ole Krog, adm. direktør i Danmarks Apotekerforening og tidligere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Fagbevægelsens struktur får modstanden mod tværfaglighed til at klinge en anelse hult. Det er svært for udenforstående at se, at knap 300.000 medlemmer af en a-kasse har tæt faglig tilknytning, og a-kassen dermed detaljeret kendskab til deres arbejdsvilkår.

LO’s 100-års jubilæum i 1998 blev behørigt fejret. Det manglede da også bare. En bærende kraft i sikringen af vores omstilling fra landbrugsland til industrisamfund fyldte 100 år. Man udgav blandt andet to bøger. Den ene dækker perioden fra 1871 til 1959 og hedder »Fremad atter Fremad«. Den anden handler om perioden fra 1960 til i dag og hedder »I takt med tiden«.

Er valget af titler udtryk for, at fagbevægelsen efter en lang, offensiv periode – »Fremad atter fremad« – siden 1960’erne har kæmpet for at komme »I takt med tiden«?

Ingen kan anfægte, at fagbevægelsen har spillet en afgørende rolle de seneste 100 år. Fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne har med succes løbende arbejdet med balancen mellem kravene til effektivitet og konkurrenceevne på den ene side og ønsket om at undgå uacceptable sociale skel, nedslidning, udstødning på den anden.

Opgaven er ikke løst. Den bliver det heller aldrig. Der er behov for en løbende tilpasning, som endog er blevet mere krævende, fordi den i stigende omfang skal tage højde for et langt mere internationalt orienteret samfund.

Men midlerne er måske ved at være slidte. Siden 1960’erne har vi baseret os på stadig større organisationer med stadig flere ansatte og valgte. Det gælder fagbevægelsen, erhvervs- og arbejdsgiverorganisationerne og måske især den offentlige sektor.

Den velfærd, der blev sikret ved standardiserede løsninger udmålt af institutioner, står ikke i samme kurs som i 1960’erne. Den er ikke i takt med tiden. Det synes at blive helt galt med opbakningen,  hvis løsningerne baseres på organisationer, der i realiteten udfører »offentlige opgaver« for offentlige midler.

A-kasserne er et oplagt og trist eksempel. Den oprindelige, solidariske, fagligt afgrænsede forsikring led et alvorligt grundskud, da man i slutningen af 1960’erne gik over til fuld statsrefusion af dagpengeudbetalingerne. Reaktionen i form af massive kontrolsystemer og et uoverskueligt regelværk gør, at ideen om et fagligt forankret forsikringssystem i dag synes noget fjern.

Strukturudviklingen i fagbevægelsen har tillige betydet, at det klinger en anelse hult, når der nu spores modstand mod det politiske krav om tværfaglighed. Det er lidt svært for udenforstående at se, at det er tæt faglig tilknytning og detaljeret kendskab til arbejdsvilkårene, der begrunder for eksempel SiD’s a-kasse med godt 295.000 medlemmer. Eller for den sags skyld, at de godt 60.000 medlemmer i akademikernes a-kasse har så ens arbejdsvilkår, at det begrunder en afgrænsning i forhold til andre, der ønsker at være med her.

Den tætte integration mellem fagbevægelse og offentlig, skattefinansieret varetagelse af opgaver kan også mistænkes for at føre til ressourcespild og mangel på reel prioritering. Det er tankevækkende, at der er cirka 480 medlemmer for hver ansat i a-kasserne og cirka 1.400 borgere for hver praktiserende læge her i landet.

Der synes nu at være et politisk flertal for at tage fat på de problemer, der på den måde er skabt i 60’erne og 70’erne. Måske er det også chancen for at skabe en ny platform for fagbevægelsen.

Man kommer måske bedst i takt med tiden – og medlemmerne – på egne ben.