I spidsen for 28 millioner russere

Af
| @JanBirkemose

Lønningerne for en meget stor del af russerne er så lav, at det er så godt som umuligt at få rublerne til at slå til. Derfor har præsidenten for russisk LO Mikhail Shmakov stillet sig i spidsen for en forårsoffensiv mod regeringen. Ellers er der ikke meget opposition eller protest i den russiske fagbevægelses topleder.

NJET Det russiske demokrati har ingen problemer. Det har den russiske fagbevægelse trods mangelfulde resultater heller ikke. Og njet, Føderationen af Uafhængige Fagforeninger i Rusland FNPR, der kan betegnes som russisk LO, er ikke for tæt på præsident Vladimir Putin.

Sådan lyder de bastante udmeldinger fra en af Ruslands mægtigste mænd, præsidenten for FNPR Mikhail Shmakov, da Ugebrevet A4 møder ham midt i en højspændt russisk forsommer, der både har budt på landsdækkende demonstrationer for højere lønninger og pensioner, anholdelser af lederne i den politiske opposition og et iøjnefaldende sammenbrud i bestræbelserne på at skabe en partnerskabsaftale mellem Rusland og EU.

Men Mikhail Shmakov mener ikke, at der er grund til at hæfte sig for meget ved de mange kritiske vinkler på den russiske situation. Ganske vist lægger han ikke skjul på, at en meget stor del af hans 28 millioner medlemmer lever for en uanstændigt lav løn. Men over for de øvrige politiske og demokratiske problemer anlægger han en distanceret linje, som kun et menneske, der har eksisteret tæt på den russiske elite igennem hele sin karriere, kan tillade sig.

Siden han stoppede som mester i sværvægtsbrydning, er han kravlet op igennem hierarkiet i den russiske fagbevægelse, der havde sin storhedsperiode under det tidligere sovjetstyre. Fra 1993 har han stået i spidsen for de 47 fagforeninger, der tilsammen tegner FNPR, og selv om fagforeningerne ikke længere er en integreret del af den russiske statsopbygning, mener hans kritikere, at han er lovlig tæt på regeringsmagten. Men det er Mikhail Shmakov ikke enig i.

»Jeg mener ikke, at man kan anklage os for at være for tæt på regeringen. I spørgsmålet om lønninger og pensioner har vi et meget anspændt forhold. Det gælder ikke mindst, når der sker forsinkelser af lønudbetalinger. I andre spørgsmål har vi et udmærket forhold, og vi bruger politikerne ligesom alle andre fagbevægelser i andre lande,« siger Mikhail Shmakov og lader forstå, at det betyder lobbyisme, som dog virker særligt godt i forhold i præsident Putins parti »Et Forenet Rusland«.

»Et Forenet Rusland har en slags aftale med os om at fastholde en løbende dialog med os. Den bruger vi til at fremføre vores synspunkter, og nogle gange anerkender de dem, andre gange ikke. Der er dog også partier i Rusland, som konsekvent mener, at fagforeninger er en forældet ting, som ikke har nogen eksistensberettigelse. Det er klart, at det er svært at forhandle med dem.«

Under eksistensminimum

FNPR’s tætte kontakt til Vladimir Putin har dog indtil videre vist sig helt nyttesløs over for FNPR’s vigtigste indsatsområde – nemlig kampen for højere lønninger. Shmakov skønner, at godt 12 millioner russiske arbejdere lever for en løn, der reelt ligger langt under eksistensminimummet.

»Det er mange mennesker, og deres situation bliver hele tiden værre og værre, fordi priserne stiger, uden at lønningerne følger med,« siger han.

Som et eksempel nævner han, at en liter olie koster det samme i Rusland som i USA, men at lønninger i Rusland er 10 gange lavere end i USA. Derfor har FNPR sendt mere end to millioner arbejdere på gaderne i landsdækkende demonstrationer og indsamlet 10 millioner underskrifter i protest mod et finanslovsforslag, der ikke indeholder lønstigninger til de mange ansatte i den offentlige sektor.

Et andet krav er, at der skal skabes bedre forhold for de mange pensionister, der også har meget svært ved at få rublerne til at slå til. I alt kræver FNPR, at det, der svarer til 12 milliarder kroner, bliver sat af til at forbedre vilkårene for pensionisterne og de offentligt ansatte.

»Det lyder måske af mange penge, men til sammenligning er guldreserverne vokset med 21 milliarder dollar alene i løbet af de seneste tre måneder. Vores krav er oven i købet fordelt over tre år, og det vil sikre, at der er balance mellem minimumslønningerne og varepriserne. Det er et beskedent krav,« siger Mikhail Shmakov og understreger, at højere lønninger og bedre pensioner ultimativt er den russiske fagbevægelses hovedkrav her og nu og de kommende mange år.

At det alligevel går så trægt, skyldes en grundlæggende konflikt mellem regeringen og fagbevægelsen, der ret præcist illustrerer den benhårde østkapitalisme, der har afløst den tidligere planøkonomi.

»Vores regering er neoliberal, og dens økonomiske politik er neoliberal. Men vi ønsker sociale dimensioner og social beskyttelse, og derfor vil vi have en evig konflikt. Vi vil gerne arbejde, men vi ønsker beskyttelse samtidig. Men regeringen siger: I skal arbejde, men I får ingen beskyttelse. Eller I skal arbejde, men I får ikke noget for det,« griner Shmakov lakonisk.

Siden Sovjetunionen brød sammen i 1991, er en stor stribe multinationale virksomheder rykket østpå til Rusland for at få foden indenfor på det enorme marked med de lave lønninger. Det har med stigende styrke skabt en gensidig interesse for et samarbejde mellem den europæiske og den russiske fagbevægelse. Igennem årene har det betydet moralsk støtte og opbakning fra udenlandsk fagbevægelse, når russerne har haft problemer med at få lov til at organisere de ansatte på de udenlandske virksomheder i Rusland.

I foråret blev en ny organisation, PERC – Pan-Europæisk Regionalt Råd – nedsat med Mikhail Shmakov som præsident. Tanken er, at PERC skal hjælpe med at bygge bro mellem fagbevægelserne i øst og vest, så lønmodtagerne står stærkere, uanset om de er ansat på Fords fabrikker i Sankt Petersborg eller i Birmingham.

»I mange år har fagforeningerne i øst og vest været adskilte. Der har været to europaer. Men med grundlæggelsen af PERC er kløften blevet elimineret. Vi bruger denne mulighed for at blive forenet,« siger han uden dog direkte at kunne pege på konkrete forbedringer, som PERC kan skabe.

»Vi ved ikke, hvad det vil betyde, men foreningen giver nogle utrolige muligheder, fordi en international forenet fagbevægelse kan blive en ny stemme i den internationale samhandel og som modvægt til de multinationale selskaber, der under alle omstændigheder opererer på tværs af landegrænser.«

Mikhail Shmakov er især glad for den medgift, som den europæiske fagbevægelse tager med sig ind i samarbejdet i form af tradition for en socialt orienteret arbejdsmarkedspolitik.

»Den såkaldte sociale model i EU er utroligt vigtig for os. Du kan være enig eller uenig i den, men for os, der ikke er en del af den, betyder den utrolig meget, fordi den giver en social retning. Og med støtte fra fagbevægelsen fra de lande, der er en del af den sociale model, vil det give den russiske fagbevægelsen en stor støtte i det arbejde, som vi blot lige er kommet i gang med. PERC har virkelig gode perspektiver.«

Demokratiet har det fint …

Trods den store entusiasme Mikhail Shmakov nyder for samarbejdet i PERC, er han paradoksalt nok rimelig ligeglad med, at forholdet mellem Rusland og EU er stærkt afkølet. Senest brød forhandlingerne sammen til et topmøde i maj i den russiske by Samara, der skulle have mundet ud i en partnerskabsaftale. Men det nederlag tager Shmakov med knusende russisk ro.

»Jeg ser det ikke som en tragedie, at aftalen ikke blev underskrevet. Det skal nok ske en dag. Måske ikke i dag, men så måske i morgen. Forholdet mellem EU og Rusland har rigtig gode muligheder. Det er bare vigtigt, at EU, som selv er en sammenslutning af mange lande, accepterer, at der er mange forhold i Rusland, der kræver dybere forståelse,« siger Shmakov og henviser til den omfattende vestlige kritik af demokratiproblemer i Rusland.

Blandt andet tilbageholdt myndighederne 20 topfolk fra den politiske opposition »Det Andet Rusland«, der ledes af den tidligere verdensmester i skak Garri Kasparov, da de ville flyve til Samara for at demonstrere i forbindelse med topmødet med EU.

Tilsvarende går der stort set ikke en dag uden historier om ytringsfrihed, der knægtes, og demonstrationer, der slås hårdt ned. Men Mikhail Shmakov mener, at kritikken er overdrevet.

»Vi har ikke flere brud på demokratiet, end alle andre lande har. Alle lande har problemer, og det er det eneste, man hører om i udlandet. Hvad for eksempel med gadekampene i Christiania og ved Ungdomshuset? Er det et udtryk for det danske demokrati,« spørger han grinende.

Og med hensyn til tilbageholdelsen af Garri Kasparov kan han slet ikke forholde sig til sagens substans:

»Kasparov var en stor skakmester, men ikke nogen stor politiker. Måske var det bedst for ham, hvis han holdt sig til skakbrættet.«

Omvendt får Mikhail Shmakovs fagbevægelse også det nye demokratis børnesygdomme at mærke fra tid til anden. Det skete blandt andet for nylig, hvor politiet i den østsibiriske provins Kamtjatka anholdt den lokale formand for landarbejdernes fagforening, fordi politiet mente, han organiserede et ikke-tilladt møde.

»Politiet prøvede at anholde ham ulovligt. Men vi forsvarede ham og fik Indenrigsministeriet til at bekræfte, at politiet i Kamtjatka handlede ulovligt og i strid med forfatningen. Myndighederne i Kamtjatka skal vågne op nu, men generelt er der altså ikke større demokratiproblemer i Rusland end i andre lande,« siger Shmakov som i stedet insisterer på igen at tale om arbejdernes lønninger.

Hvornår tror han så selv, det vil lykkes at skabe lønstigninger, der er så store, at de kan matche priserne i butikkerne?

»Man kan ikke sige, hvornår det vil ske. Men jeg kan sige, at det vil ske. Vi arbejder på det hele tiden. Om to år vil den gennemsnitlige løn i Rusland måske være 1.000 dollars om måneden – ikke i timen,« skraldgriner han endnu engang.