I pagt med den nye tid

Af Erik Andersson, forbundsformand i Dansk El-Forbund

De ensartede centrale overenskomster kolliderer med et behov for mere individuelle, lokale aftaler. Vi har brug for at sikre en fremadrettet faglig kurs i pagt med den tid, vi lever i.

1. maj blev arbejderbevægelsen begavet med en lille, kras debatbog »Bare det holder min tid ud« skrevet af HK’s tidligere informationschef, Michael Valentin. Kort tid efter offentliggjorde ugebrevet Mandag Morgen en analyse af befolkningens opfattelse af LO, som sandt for dyden heller ikke var rar læsning.

Hermed var der føjet yderligere to til rækken af nekrologer over den eksisterende fagbevægelse.

erik_illu Godt nok beskæftigede Mandag Morgen sig alene med LO’s image, men jeg tror roligt, man kan konkludere, at det negative billede afspejler befolkningens generelle opfattelse af fagbevægelsen.

Man kan vælge at afvise den rejste kritik som et resultat af det borgerlige mediemonopol. Eller angribe ikke mindst de unge for manglende solidarisk indstilling.

Men det er på høje tid, vi dropper de mange »søforklaringer« og sikrer en fremadrettet faglig kurs i pagt med den tid, vi lever i.

Dansk fagbevægelse er opbygget til at klare industrisamfundets ensartede arbejdspladsproblemer. Men i modsætning til industrisamfundet er det forskellighed, som præger de nye mere teknologiske arbejdspladser.

De ensartede centrale overenskomster kolliderer med et behov for mere individuelle, lokale aftaler. I stigende grad oplever vi, at vore medlemmer solidariserer sig med virksomhedernes kritik af stive centrale overenskomster, som hindrer den nødvendige løbende omstilling.

Hvis vi skal løfte denne opgave, må fagbevægelsen styrke de decentrale led og sikre, at vore tillidsfolk får mulighed for at træffe aftaler, som er tilpasset de enkelte virksomheder og vore medlemmers behov.

En sådan omlægning vil stille store krav til tillidsfolkene, som må modsvares af en hurtig og kompetent, faglig rådgivning af folk, som har kendskab til de enkelte arbejdspladser og deres tillidsfolk.

En sådan opgave kan ikke løses fra et centralt forbundskontor i København.

Fra tidligere undersøgelser ved vi, at medlemmernes faglige interesse er tættest knyttet til det faglige arbejde på den enkelte virksomhed. Et større medansvar for egen situation vil være en god begyndelse på at forny den faglige bevidsthed.

I det hele taget er det afgørende at inddrage medlemmerne mere aktivt i vore beslutningsprocesser.

I Dansk El-Forbund har vi haft stor glæde af at benytte »menige ildsjæle« i forbundets politikformuleringer på en række områder. Disse medlemsbaserede »ad hoc« grupper er et velegnet instrument til at løse mere snævre opgaver, hvor man kan udnytte den viden, som eksisterer i rigt omfang i enhver medlemskreds.

Dansk Fagbevægelse er en stor skude at vende. Vi er en demokratisk bevægelse, hvor fornyelse og forandring er betinget af demokratiske beslutninger.

Min erfaring har vist, at mange taler om nødvendige fornyelser, men når det udmøntes i forandringer, kniber det gevaldigt med entusiasmen.

Hvis ikke dommedagsprofeterne skal få ret, skal vi have mod til at gennemføre de nødvendige forandringer, som kan bringe vor bevægelse i pagt med den nye tids vilkår.