VAR ELEV PÅ ASBESTRAMT SKOLE

I ni år fik Kirsten asbeststøv i lungerne: Nu dør hun snart af lungehindekræft

Kirsten Loumann er uhelbredeligt syg med lungehindekræft. Hun blev udsat for asbest gennem ni år som elev på Marielyst Skole i Gladsaxe og siden i tre måneder som lærervikar samme sted. På grund af de 90 dage som vikar, har hun fået en erstatning på en halv million kroner. Havde hun kun været elev, havde hun ikke fået en krone. Nu frygter hendes klassekammerater for at få sygdommen.

Af Anne Lea Landsted

Kirsten Loumann har taget dette billede af tre klassekammerater på Marielyst Skole i Gladsaxe. Pladerne bagved er fyldt med asbest, og blev først fjernet mange år efter, at Kirsten gik ud af skolen. Men fordi hun var vikar på skolen i 90 dage, fik hun erstatning, da hun sidste år fik diagnosen lungehindekræft.

Kirsten Loumann har taget dette billede af tre klassekammerater på Marielyst Skole i Gladsaxe. Pladerne bagved er fyldt med asbest, og blev først fjernet mange år efter, at Kirsten gik ud af skolen. Men fordi hun var vikar på skolen i 90 dage, fik hun erstatning, da hun sidste år fik diagnosen lungehindekræft. Foto: Privat

 

»Da jeg kom hjem, lå der fire beskeder på min telefonsvarer om, at jeg skulle komme ud på hospitalet med det samme.«

Ordene er Kirsten Loumanns. Hun var lige gået på deltid som tysklærer efter at have arbejdet som skolelærer i over 40 år. Hun glædede sig til at få mere tid til sport og til at være sammen med børn og børnebørn. Hun har altid levet sundt og været aktiv. Derfor betragtede hun det heller ikke som andet end en slem sommerforkølelse, da hun sidst på sommeren sidste år begyndte at hoste.

»Jeg tænkte ikke så meget over det. Vi havde været i sommerhus, og det var en kold sommer, så der var mange af de andre, der også hostede,« fortæller Kirsten Loumann.

Efter sommerferien begyndte hun igen på arbejde og fortsatte med at spille badminton en gang om ugen – om mandagen, som hun havde gjort i rigtig mange år.

Fire beskeder fra lægen: Kom med det samme

»En mandag aften i september kunne jeg pludselig ikke få vejret. Jeg sagde det til min makker. Hun forstod ingenting. Hun havde aldrig set mig sådan, men jeg kunne ikke. Jeg havde simpelt hen ikke mere luft tilbage – jeg gispede og gispede.«

Hun gik til lægen og blev med det samme sendt videre til røntgen og efterfølgende til scanning.

Jeg kunne ikke opereres, og det i sig selv er jo en frygtelig besked at få. Jamen, hvad er så behandlingsmulighederne, spurgte jeg. De svarede: Det er kemoterapi – så blev der en lang pause, men det kan ikke helbredes Kirsten Loumann, tidligere skolelærer og uhelbredeligt syg med lungehindekræft

»Det var på min fødselsdag, den 22 september. Jeg var til scanning om formiddagen, og så holdt jeg fødselsdagsfrokost med en veninde om eftermiddagen. Det var godt vejr, så vi gik en lang tur bagefter. Det var en torsdag, og lægen havde sagt, at jeg kunne ringe efter svar fredag formiddag, så jeg havde sat min mobil på lydløs.«

»Da jeg kom hjem, lå der fire beskeder på min telefonsvarer om, at jeg skulle komme ud på hospitalet med det samme.«

Kirsten Loumann fik tappet 1,2 liter væske mellem lungehinderne. 

»Det var det første chok. Som min datter, der er sygeplejerske, sagde: Det er alvorligt det her. Og så var jeg godt klar over, at der var noget helt galt.«

»Det kan ikke helbredes«

Den 12. oktober 2016 fik hun stillet diagnosen: lungehindekræft.

»Lægerne spurgte mig, om jeg havde været gift med en, der havde arbejdet med asbest eller været i nærheden af asbest. Jeg blev ved med at sige, nej, nej, det passer ikke. I har taget fejl – det passer ikke, men det gjorde det altså. Det var lungehindekræft, og den er uhelbredelig,« siger Kirsten Loumann.

»Jeg kunne ikke opereres, og det i sig selv er jo en frygtelig besked at få. Jamen, hvad er så behandlingsmulighederne, spurgte jeg. De svarede: Det er kemoterapi – så blev der en lang pause, men det kan ikke helbredes.«

Kort efter fik hun brev fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – AES – det, der tidligere hed arbejdsskadestyrelsen – sammen med et spørgeskema. Det sker automatisk, fordi lungehindekræft betyder, at man har været i nærheden af asbest og derfor kan være arbejdsrelateret.

Det var det i Kirsten Loumanns tilfælde.

Får erstatning på grund af 90 dage som vikar

I tre måneder i 1970/1971 var hun lærervikar på sin gamle folkeskole, hvor hun gik i ni år. Det var vikarstillingen, der udløste en erstatning på en halv million kroner fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, eller som der står i afgørelsen: Din lungehindekræft er en arbejdsskade.

»Vi har lagt vægt på, at du i 3 måneder i 1970-1971 arbejdede som lærervikar på Marielyst Skole under Gladsaxe Kommune. Der var asbestplader på skolen, og eleverne lavede huller i pladerne for at få det til at støve. Der var i øvrigt en vis ophvirvling af støvet som følge af børnenes færdsel og ventilationskanalerne.«

»Hvis det ikke var fordi, jeg havde læst en artikel i mit fagblad Folkeskolen og i BT om en pensioneret lærer fra Marielystskolen i Gladsaxe kommune, som var død af asbestrelateret lungekræft, tror jeg aldrig, jeg havde fundet ud af, hvor asbesten stammede fra.«

Jeg var alene i klassen. Kan ikke helt huske min motivation, men jeg slog hul på en af dem med en knytnæve. Det var ikke for at være sej. Det skete bare, og jeg var enormt flov bagefter. Jeg husker det tydeligt, fordi jeg blev kaldt op på skoleinspektørens kontor. Ole Loumann, Kirstens bror og skoleelev på samme skole

Kirsten Loumann fik altså erstatning, fordi hun var lærervikar på Marielyst Skole i Gladsaxe Kommune i tre måneder – og ikke fordi hun var elev i ni år på samme skole.

Hun sad bagerst i klassen lige op ad en væg, der var isoleret med asbestplader. Hun viser et billede, hun har taget af tre kammerater ved skolepulten på bagerste række og med de lydisolerende asbestplader som baggrund.

Der er slået søm i pladerne og hængt et billede op. Kirsten husker, hvordan især drengene blandt andet kastede med ting mod væggen, så pladerne gik i stykker og begyndte at drysse. 

En af dem var Kirstens lillebror, Ole Loumann.

Pladerne gik i stykker og støvede

»Som jeg husker det, var der asbestplader i hvert eneste klasselokale. De blev brugt til at absorbere lyden. De var meget skrøbelige, og indimellem var der drenge, som kastede tomme mælkekartoner ind i væggen, så pladerne gik i stykker og støvede. Bare man bankede på dem med en flad hånd, støvede de.«

»Jeg var alene i klassen. Kan ikke helt huske min motivation, men jeg slog hul på en af dem med en knytnæve. Det var ikke for at være sej. Det skete bare, og jeg var enormt flov bagefter. Jeg husker det tydeligt, fordi jeg blev kaldt op på skoleinspektørens kontor.«

Ole Loumann sad på forreste række ved vinduet sammen med Erik Lange. De fylder begge 60 i år og har holdt sammen, siden de mødtes i første klasse på Marielyst Skole i midten af tresserne.

»Jeg husker godt pladerne, der sad hele vejen rundt på væggen i klasserne. De havde små huller og var meget skrøbelige. Der røg en plade i ny og næ, fordi der blev slået hul på dem. Jeg husker ikke, om de blev skiftet ud undervejs, men det gjorde de vel,« siger Erik Lange.

I virkeligheden ville det være det nemmeste for alle. De fleste er alligevel dækket ind af arbejdsmiljølovgivningen, så der vil ikke være mange tilbage. Samtidig vil man spare alt det bureaukrati, der i dag bruges på at sortere de få fra, der ikke er omfattet af loven Johnni Hansen, seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse

Erik Lange er klar over, at han også kan være i farezonen for at udvikle lungehindekræft, men det er ikke noget, der fylder i hverdagen, selvom han da studsede lidt, da han under havearbejde i hjemmet på Fyn for nylig fandt nogle rester af et gammelt eternittag, der var gravet ned i jorden.

»Jeg er jo stadig i farezonen«

For Ole Loumann er det lige nu søsterens dødelige sygdom og udsigten til, at han snart mister hende, der fylder mest.

»Men det er da klart, at jeg også blev lidt nervøs, da Kirsten fik stillet diagnosen. Hvis sygdommen er 50 år om at udvikle sig, er jeg jo stadig i farezonen. Ja, alle der har gået på skolen bør i princippet tage i betragtning, at de kan udvikle kræft.«

I Danmark er man berettiget til erstatning efter arbejdsmiljøloven, hvis man kan dokumentere, at man har været udsat for asbest, mens man passede sit arbejde som asbestarbejder, skolelærer eller pædagog.

Siden 1. januar 2016 har det været muligt for ægtefæller og samlevere til asbestarbejdere at søge kompensation. Og på onsdag vil sundhedsminister Ellen Trane Nørby, V, blive mødt med et krav om, at børn af asbestarbejdere også skal være omfattet af kompensationsordningen.

Skoleelever har ingen ret til erstatning

Hvis Kirsten Loumann ”kun” havde været elev på Marielyst Skole i Gladsaxe Kommune, havde hun ingen erstatning fået, selvom hun var omgivet af asbeststøv i de ni år, hun gik på skolen som elev. I afgørelsen fra AES står der:

»Vi er opmærksomme på, at du selv gik på Marielyst skole i 9 år som elev. Oplysningen har ikke ført til ændret vurdering, fordi den erhvervsmæssige asbesteksponering opfylder fortegnelsens krav.«

Og det bliver bekræftet i et svar fra Undervisningsministeriet til Folketinget fra 2008: 

»Driften af folkeskolen er en kommunal opgave, og det er derfor kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for folkeskolen, herunder skolernes bygninger. Folkeskoleloven indeholder ikke bestemmelser om erstatningsansvar. Ifølge lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø har elever i folkeskolen ret til et godt undervisningsmiljø, så undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Denne lov indeholder heller ikke bestemmelser om erstatningsansvar.«

Seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse, Johnni Hansen, som har forsket i blandt andet arbejdsmiljø, mener, at man i Danmark burde overveje at give kompensation til alle, der får kræft i lunge-, bug- eller testikelhinden. Asbestbetinget kræft i hinderne, mesotheliom, er sjælden, og derfor vil det næppe være forbundet med de store udgifter, mener Johnni Hansen.

»I virkeligheden ville det være det nemmeste for alle. De fleste er alligevel dækket ind af arbejdsmiljølovgivningen, så der vil ikke være mange tilbage. Samtidig vil man spare alt det bureaukrati, der i dag bruges på at sortere de få fra, der ikke er omfattet af loven.«

Lignende ordninger har man allerede i Holland og England. I 2014 vedtog den hollandske regering at give kompensation til alle, der udvikler asbestrelaterede sygdomme som lungehindekræft – også selvom der ikke er tale om en arbejdsskade. Det samme er tilfældet i England, hvor regeringen i 2014 samtidig besluttede at hæve erstatningsbeløbene til asbestofre. 

70 mennesker med lungehindekræft fik ikke erstatning

Af de 141 tilfælde, der blev konstateret i Danmark i 2015, blev 98 anmeldt til AES og godt 71 anerkendt som arbejdsskade. Resten blev afvist, fordi de ikke kunne dokumentere en erhvervsmæssig udsættelse, viser tal fra AES. Og det er blandt andet dem, seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse, Johnni Hansen, mener bør få kompensation.

Overlæge Øyvind Omland fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg er ved at være færdig med en større undersøgelse af tidligere elever, som gik på Sønderbro Skole, Vejgaard Vestre Skole, Østermarkens Skole og Alléskolen fra 1950 til 1980. Skolerne lå tæt på Dansk Eternitfabrik i Aalborg og blev ofte udsat for støv fra fabrikken.

»Formålet er at finde ud af, om det har medført en øget risiko for asbestrelaterede sygdomme at være elev på skolerne, opholde sig der, lege i skolegården og så videre,« siger Øyvind Omland.

Han håber at kunne offentliggøre resultatet af undersøgelsen i løbet af efteråret. 

»Det er klart, at hvis sådan en undersøgelse, som jeg er i gang med, viser, at der er en betydelig risiko ved alene at være nabo til sådan et sted, så burde der være grundlag for kompensation, fordi man som elev på en skole tæt ved en eternitfabrik er helt uforskyldt. Men det er jo i sidste ende et politisk spørgsmål, om man vil det«.

Kirsten Loumann betragter erstatningen som et plaster på såret. Hun har blandt andet brugt pengene til at invitere børn og børnebørn på sommerferie. En ferie, som hun ikke ved, om hun lever længe nok til at holde.

Kirsten forbereder sin afsked

»Sygdommen ligger jo hele tiden i baghovedet. Jeg var glad og havde jo set frem til at blive pensioneret og til at kunne bruge mere tid på sport og cykling og at være sammen med mine børn og børnebørn, men det er røget fuldstændig i vasken. Lige nu har jeg nok at gøre med at holde sammen på mig selv.«

Kirsten Loumann er gået i gang med at forberede sin afsked. Hun har ryddet op og smidt ud og skrevet breve til børnene. Hun bruger så megen tid som muligt sammen med familie og venner – for nylig inviterede hun en veninde på frokost i København på en restaurant, hun altid selv havde drømt om at besøge.

Men sygdommen dræner hende for kræfter. Hun havde håbet, at en kemokur kunne standse udviklingen lidt, men det skete ikke. Kirsten Loumann er hverken bitter eller vred, selvom hun ved, at hun ikke har langt igen.

»Nej – jeg er bare rigtig ked af det.”

Lis Sørensen var lærer i 15 år på Marielyst Skole i Gladsaxe Kommune – den samme skole, som Kirsten Loumann gik på. Hun døde i 2007 af asbestbetinget lungekræft. Hun blev den første lærer i Danmark, der fik anerkendt sin dødelige sygdom som en arbejdsskade.

Asbesten blev fjernet fra Marielyst Skole i midten af 1980’rne. Skolen er i dag lagt sammen med Grønnemose Skole i Søborg.