I kamp mod Murphys lov

Af | @JanBirkemose

Er der unge, der er så håbløse tilfælde, at de aldrig kan komme ud på arbejdsmarkedet? Måske, men man må aldrig give op, siger projektleder Søren Løkke. Han har stor succes med at hive unge, der er i fare for at blive marginaliserede, væk fra kontanthjælpen og ud til varigt job eller uddannelse. En omfattende revolutionering af kommunal praksis er nøglen til succes.

Mens ledigheden stiger, og de pessimistiske forventninger til regeringens jobplan »Flere i arbejde« dagligt trækker overskrifter, har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fået et lille lyspunkt i Brøndby Strand. Her er projektleder Søren Løkke og fem sagsbehandlere nemlig i fuldt sving med at bryde den onde cirkel for 220 af Vestegnens mest udsatte unge. Resultaterne i projektet, der går under navnet Ungehuset, er så bemærkelsesværdige, at beskæftigelsesministeren i rosende vendinger fremhæver projektet og anbefaler, at så mange kommuner som muligt efterfølger eksemplet.

Et besøg i Ungehuset afslører dog hurtigt, at projektets succes ikke lader sig kopiere uden et opgør med almindelige kommunal vanetænkning. Helt usædvanligt for et offentligt kontor vader de unge klienter direkte ind i personalets frokoststue, når de træder ind ad døren. »Så er det ligesom svært at være sur, når man kommer ind,« lyder forklaringen på den uortodokse indretning. Og i øvrigt er det alligevel ikke en frokoststue, der er forbeholdt personalet. Alle er velkomne til at lave en kop kaffe og få sig en snak over køkkenbordet.

Ikke bare arbejdsløs

Den ministerielle betegnelse for Ungehusets brugere på mellem 18 og 25 år er, at de er ledige med andre problemer end ledighed – de såkaldte marginaliseringstruede. Det betyder, at en stor del af dem har misbrugsproblemer, et anstrengt forhold til straffeloven, boligmangel eller måske et skrøbeligt psykisk sind, der gør, at de med næsten statsgaranti dropper ud af skoler og beskæftigelsestilbud.

»Murphys lov om, at alt, der kan gå galt, går galt, er absolut gældende for vores unge. Der er meget, der går galt, og hvis vi ikke sørger for, at der er helt klare aftaler mellem den unge og de ansatte i Ungehuset og de virksomheder, vi samarbejder med, så træder Murphys lov til. Derfor er vi også nødt til at iværksætte en lidt større indsats for dem end for andre mere normale unge. Men målet er det samme, nemlig uddannelse eller et rigtigt arbejde,« siger projektleder Søren Løkke fra Ungehuset.

citationstegnDer er en stor sandsynlighed for, at de har været igennem mange skoleskift og derfor tit har oplevet, at de ikke var en del af det etablerede fællesskab. Derfor har de en enorm trang til at være en del af det normale.

Han forklarer, at det ofte er udefrakommende problemer, der får en ellers udmærket handlingsplan til at kuldsejle. Måske har man fundet et godt jobtilbud til den unge, men hvad nytter det, hvis den unge samtidig mangler et sted at bo og ikke har det nødvendige overskud til at skille tingene ad og tackle problemerne et for et? På et normalt kommunekontor skal de to problemer håndteres af to eller måske flere forskellige instanser, men i Ungehuset er alle de kommunale barrierer blevet nedbrudt, så de unge ikke også skal kæmpe med et Kafkask system oven i deres i forvejen massive problemer.

»Vi har valgt at lave hele indsatsen i samme rum. Det giver udpræget mening for de unge, at de ikke skal fantasere sig til en helhed, fordi deres indsats foregår to til tre forskellige steder i kommunen. Når de kommer herned, møder de en helhed, hvor deres kontaktperson, socialrådgiver og virksomhedskonsulent arbejder sammen et i snævert fællesskab,« siger Søren Løkke.

12

 Trang til normalitet

Netop kontaktpersonen er en del af nytænkningen i projektet. Normalt er kontaktpersoner noget, unge under 18 år har, og som forsvinder, når de bliver myndige. Men i Ungehuset vælger man at fortsætte ordningen, til de unge fylder 25 år. Det skyldes først og fremmest, at kontaktpersonen, der altid er den samme, skaber en større tillid mellem den unge og forvaltningen.

»Mange af de unge har en stærk indbygget diskvalificeringsstrategi, hvor de skal prøve alle voksne af for at finde ud af, om de vil dem det godt. Der, hvor vi har gennembrud med vores unge, er der, hvor relationerne holder, og hvor vi bliver ved med at arbejde konstruktivt med dem, selv om de »fucker« alle aftaler.«

»De har et voldsomt behov for at møde en anerkendelse af sig selv som personligheder på trods af deres ugerninger. Det betyder ikke, at der ikke kommer nogen reaktioner fra os. Tværtimod. Men det er vores opgave at holde hovedet koldt og konstant holde retningen. Vi skal lytte og forstå og samle dem op, når de falder af hesten. Men vi er ikke misforståede allierede.«

Den tætte kontakt med de unge bekræfter gang på gang, hvad Søren Løkke opfatter som selve kernen i de fleste af hans unge klienters problemer. Nemlig en overdreven trang til at være normale.

citationstegnDe skal lære at gå på arbejde i et rigtigt arbejde, og de skal lære at gå i skole på en rigtig skole. Så simpelt er det…

»Uden at generalisere, så har en meget stor del af dem gennem hele deres opvækst aldrig oplevet, at de har været en del af noget som helst. Der er en stor sandsynlighed for, at de har været igennem mange skoleskift og derfor tit har oplevet, at de ikke var en del af det etablerede fællesskab. Derfor har de en enorm trang til at være en del af det normale, og det vil sige at kunne begå sig på en uddannelse eller et arbejde.«

»Men trangen bliver næsten krampagtig anstrengende for dem, og de oplever det som et stort nederlag, hvis de kommer til at falde ved siden af det normale. Tit opstår problemerne i pauserne på virksomhederne. Måske kommer den unge til at sætte sig på en forkert stol eller ryge et sted, hvor man ikke må. Mens andre unge blot vil tage skideballen og komme videre, er det et kæmpenederlag for nogle af vores unge, og så er konsekvenserne ofte, at de ikke møder op igen.«

Søren Løkke forklarer, at lige netop den form for svigt er noget, som virksomhederne meget forståeligt ikke vil acceptere. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne er godt forberedte på, hvad de går ind til, når de ansætter en af de unge fra Ungehuset. I første omgang bliver de fleste ansat med tilskud i en individuel jobtræning, men målet er altid, at de skal munde ud i en ordinær beskæftigelse. Dog ikke nødvendigvis i samme virksomhed.

I projektets løbetid er det indtil videre lykkedes at få 38 procent af de unge ud i en uddannelse eller et ordinært arbejde. Og den succes er Søren Løkke ikke bleg for at dele med de mange virksomheder, der deltager i opgaven.

»Når virksomhederne åbner deres døre for unge, der ikke er profitable, er der tale om et udpræget socialt ansvar. Det er aldrig pengene, der er motivationen, og de unge, vi kommer med, kræver et stort ressourceforbrug fra virksomheden. Gudskelov er der mange virksomheder, der har den nødvendige sociale indsigt og rummelighed, og jeg tror, at en stor del af motivationen er, at virksomhederne oplever en indre selvforståelse og tilfredshed ved at være med til at løfte en samfundsopgave, der ligger ud over deres egen produktion.«

Søren Løkke lægger dog vægt på, at Ungehuset ikke kun er fikseret på at få de unge i arbejde. Uddannelse er mindst lige så vigtig. Han oplyser, at størstedelen af de 220 unge i huset har en mislykket ungdomsuddannelse bag sig, og at ambitionen ofte er at komme i gang med bøgerne igen.

»De skal lære at gå på arbejde i et rigtigt arbejde, og de skal lære at gå i skole på en rigtig skole. Så simpelt er det, og vi bliver ved med at skubbe og løfte, så længe det er nødvendigt.«

Ingen bankdirektører

Men selv om Ungehuset har god succes, er der desværre ikke nogen chance for, at huset bliver overflødigt. Flere af de unge, Søren Løkke arbejder med i dag, er børn af de unge, han arbejdede med i begyndelsen af sin karriere i Brøndby Kommune. Det er den negative sociale arv, som blandt andet statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale blæste til kamp imod med ønsket om at skabe et samfund, hvor bistandsklienten kunne blive til bankdirektør.

»Der er ikke nogen af vores unge, der bliver bankdirektører. Men de har alle sammen potentialet til at gennemføre en uddannelse, og det er vigtigt at forstå, at de har nøjagtig de samme drømme og mål som andre unge,« siger Søren Løkke.

Selv om han erkender, at det er realistisk, at han også kommer til at møde nogle af de unges børn i sit fremtidige arbejde, mener han ikke, at der på nogen måde er tale om spildte ressourcer.

»Hvis ikke vi forsøger at hjælpe de unge, vil en meget stor gruppe af dem helt sikkert ende som meget langvarige kontanthjælpsmodtagere. Men tingene kan naturligvis også ske uden vores hjælp. Hvis det rigtige match af en virksomhed og en ung sker på det rigtige tidspunkt, kan det sagtens ske uden vores hjælp. Men heldet skal opsøges, og vi kan hjælpe de unge til at holde retningen.«

En af Ungehusets målsætninger er, at man aldrig skal diskutere skyld, når noget går galt. Det er alligevel altid nogle andres skyld, og man kommer ingen steder, hvis man hænger sig i, hvem der har gjort noget forkert. Søren Løkkes kritik af, hvorfor det overhovedet er nødvendigt med et ungehus, er derfor meget diplomatisk.

»Vi synes, at den gruppe, vi har fat i, er alt for stor og burde være meget mindre. Deres problemer opstod jo ikke den dag, de blev 18 år, men fordi de har været i stand til at falde igennem hullerne mellem en masse velmenende voksne gennem hele deres opvækst.«

»På lang sigt skal vi have succes med dem alle sammen. Drivkraften skal være, at unge mennesker skal blive ved med at have chancen. Vi skal blive ved med at arbejde på, at det kan lade sig gøre, og så må vi prøve på at forandre verden og selvfølgelig også de unge, så de her ender kan mødes.«