I front for en bæredygtig udvikling

Regeringen burde gribe chancen og gøre udbygningen af bæredygtige energiteknologier til en særskilt dansk topprioritet under det kommende formandskab for EU. Verdens miljøtilstand hænger nemlig tæt sammen med bekæmpelse af fattigdom og konflikter

Når man til daglig færdes på Christiansborg, må man sande, at der er et pænt stykke mellem diskussioner og vedtagelser, der skriver historiske overskrifter. Men nogle gør. Det gælder for eksempel ratifikationen af Kyotoprotokollen, som tager de første væsentlige skridt til at forhindre farlig menneskeskabt drivhuseffekt. Inden udgangen af maj i år forventes alle EU's lande at have ratificeret protokollen. Hermed mangler kun Japan og Rusland, før den samlede protokol kan gøres forpligtende.

Det sker forhåbentlig, så begivenheden kan fejres på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling (RIO +10) i Johannesburg i september i år. Bag ratifikationen ligger års indsats fra vedholdende miljø- og ulandsorganisationer over hele verden, fra de utallige forskere i FN’s klimapanel, der har taget den eksisterende klimaviden alvorligt, og fra fremsynede regeringer. Det vil sige de kræfter, der har indset, at verdens miljøtilstand og bekæmpelse af fattigdom og konflikter er tæt forbundne kar, hvor de mulige løsninger griber ind i hinanden og dermed er gensidige forudsætninger: De fattige landes vej ud af fattigdomsfælden kan ikke ske uden anvendelse af langt mere energi, end der produceres i dag. Øget energiproduktion kan kun ske – uden uoverskuelige konsekvenser for klimaet – hvis der satses ambitiøst på sol, vind, energibesparende teknologier og så videre.

Denne udbygning giver igen en dobbelt fordel: Mulighed for bæredygtig teknologi til den 3. verden samtidig med, at teknologierne mindsker den rige verdens afhængighed af import af olie og gas – ofte fra nogle af verdens meget konfliktfyldte regioner. Altså på enhver måde en »win-win« situation. Og et godt eksempel på indholdet i et af de mange »globale partnerskaber«, der nødvendigvis må være et fundament i de kommende års kamp for en bæredygtig udvikling.

Det er derfor helt besynderligt, at regeringen ikke griber denne chance og gør bæredygtige energiteknologier til en dansk topprioritet under det kommende formandskab for EU.

Østudvidelsen er naturligvis i forvejen et hovedtema. Men der er også brug for et særligt udvalgt tema, hvor det kommende formandsland viser flaget. Her er udviklingen og udbygningen af vedvarende energiteknologier så åbenlyst, at det nærmest ligger på den flade hånd. Lige til at gribe. Oven i købet velegnet til at genoprette det noget blakkede internationale omdømme, Danmark har erhvervet sig det seneste halve års tid.

Sammen vil de to temaer gå flot i spænd og bidrage til at tegne den kombination af vision, åbenhed, fælles forpligtelse og fælles gavn, der er omdrejningspunktet i begrebet »globalt partnerskab«. De vil desuden styrke tiltroen til, at EU kan og vil påtage sig en progressivt ledende rolle på globalt plan og dermed udgøre en tiltrængt modvægt til USA’s dominerende, men indadvendte og selvcentrerede kurs.

Her nytter det altså ikke at komme med forslag om – som det allerede er sket – at kampen mod fedme skal være et hovedtema under det danske formandskab! Det er at gøre grin med såvel indsatsen mod tiltagende fedme (der intet har med EU at gøre) som med os, der tror på, at EU både kan og bør udvikle sig til et fællesskab, der kan løfte de store grænseoverskridende opgaver. Og gad vide, hvordan det i øvrigt vil blive betragtet på et topmøde, hvor verdens rige lande skal diskutere globalt partnerskab med verdens fattige?