MAGTENS KORRIDORER

I fagbevægelsen fører alle veje til Lizette Risgaard og Bente Sorgenfrey

Af | @GitteRedder

Ny bog kortlægger fagbevægelsens netværk. Den viser overraskende, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Ulandssekretariatet er de mest centrale netværk i fagbevægelsen. Formændene for LO og FTF er højt på top ti listen over fagbevægelsens centrale personer. Til gengæld mangler lederne for 3F, HK og FOA. Ekspert stiller spørgsmålstegn ved analysens konklusioner.

Prikkerne på kortet repræsenterer forskellige bestyrelser, udvalg og direktioner indenfor fagbevægelsen. En streg viser, at der er en forbindelse i kraft af, at mindst en person er medlem begge steder.  

Prikkerne på kortet repræsenterer forskellige bestyrelser, udvalg og direktioner indenfor fagbevægelsen. En streg viser, at der er en forbindelse i kraft af, at mindst en person er medlem begge steder.  

Foto: Illustration fra bogen 'Magtens Atlas - kort over netværk i Danmark'.

LO-formand Lizette Risgaard sidder for bordenden, når Lønmodtagernes Dyrtidsfond holder bestyrelsesmøde. Også næstformand i LO, Arne Grevsen, FTF-formand Bente Sorgenfrey og Akademikernes formand Lars Qvistgaard er blandt de otte bestyrelsesmedlemmer.

Og når man ser på hvor mange andre bestyrelser, udvalg og kommissioner, som medlemmerne sidder i, forgrener deres netværk sig til erhvervsliv, repræsentantskaber, direktioner og uddannelsesinstitutioner.

I alt har de otte medlemmer af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds bestyrelser kontakter via andre af deres bestyrelsesposter ud i 1.372 andre organisationer og udvalg i hele Danmark, ligesom de er repræsenteret i i tilsammen 123 formaliserede netværk i fagbevægelsen.

Dermed er Lønmodtagernes Dyrtidsfond ifølge en ny bog det allermest centrale forum med tilknytning til dansk fagbevægelse.

På andenpladsen kommer Ulandssekretariatet, og dernæst følger Lån & Spar Bank, LO, ATP, FTF og diverse pensionskasser.

Bogens kortlægning af LO's netværk. Klik for at se stort billede
Bogens kortlægning af LO's netværk. Klik for at se stort billede

Illustration fra bogen 'Magtens Atlas – kort over netværk i Danmark.' Af Christoph Ellersgaard, Anton Grau Larsen og Sarah Steinitz

Omstridt magtelite-bog 

Det viser en ny analyse udarbejdet af de tre sociologer Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen fra Copenhagen Business School (CBS) samt Sarah Steinitz. De udgiver i næste uge bogen 'Magtens Atlas – kort over netværk i Danmark' på eget forlag.

To af forfatterne stod sidste år også bag en omstridt analyse om magtens elite. Her blev FTF-formand Bente Sorgenfrey blandt andet udnævnt til ved udgangen af 2013 at have været den mest magtfulde kvinde i Danmark langt foran blandt andre daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt.

I deres nye bog kortlægger forfatterne forskellige netværk i både dansk erhvervsliv, politik og fagbevægelse. Zoomer man ind på fagbevægelsen og dens vidtforgrenede selskaber, pensionskasser og kooperative virksomheder, er der ifølge Christoph Ellersgaard ingen tvivl om, at der er mødesteder, der er langt mere interessante at være medlem af end andre.

»Det her er en kortlægning af netværk og ikke af magt. Og når Ulandssekretariatet ligger nummer to som et af de mest centrale fora i dansk fagbevægelse, handler det om, at det er et vigtigt mødested, fordi her sidder både FTF- og LO-formænd samt forbundsformænd fra blandt andet Dansk Sygeplejeråd og Dansk Metal. Sygeplejersken og smeden mødes her, og de er begge centrale aktører i magtnetværket,« siger Christoph Ellersgaard.

Lizette Risgaard i top  

I bogen bringes også en liste over de ti mest centrale personer i fagbevægelsen. Rangeringen sker igen efter en optælling af, hvor mange bestyrelser, fonde og andre fora, som vedkommende sidder i.

Her topper LO-formand Lizette Risgaard, der er bestyrelsesformand eller medlem af blandt andre ATP, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Ulandssekretariatet og Arbejdernes Landsbank.

Lizette Risgaard er skarpt forfulgt af LO’s næstformand Arne Grevsen og på en tredjeplads kommer formand for Akademikerne Lars Qvistgaard. Også FTF-formand Bente Sorgenfrey, Dansk Metals formand Claus Jensen og formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen er på listen over de ti mest centrale personer i dansk fagbevægelse.

Til gengæld optræder hverken 3F-formand Per Christensen, HK-formand Kim Simonsen, FOA-formand Dennis Kristensen eller formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen blandt de ti mest centrale aktører i dansk fagbevægelse.

»Vildledende«

Og det får arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet professor Henning Jørgensen til at vende tommelfingeren nedad.

»Det her er en kortlægning af personforbindelser og netværk, der intet har med det at være en central organisation eller person at gøre. Metoden tåler ikke et videnskabeligt gennemsyn, og konklusionerne er direkte vildledende. Med så usikker en metode har den nye bog en yderst, yderst begrænset værdi,« siger han.

Arbejdsmarkedsforskeren noterer, at forfatternes nye bog læner sig op af samme metode som deres sidste bog om magteliten.

Når tre markante personer i fagbevægelsen, nemlig Per Christensen, Kim Simonsen og Dennis Kristensen ikke regnes for centrale personer i fagbevægelsen, viser det noget om, at det her ikke er en troværdig måde at måle noget som helst på. Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker.

Henning Jørgensen mener ikke, at man kan lave en top ti liste over de mest centrale figurer i fagbevægelsen anno 2016, uden at formændene for Danmarks tre største fagforbund 3F, HK og FOA er med.

»Når tre af de mest markante personer i fagbevægelsen, nemlig Per Christensen, Kim Simonsen og Dennis Kristensen, ikke regnes for centrale personer i fagbevægelsen, viser det noget om, at det her ikke er en troværdig måde at måle noget som helst på. Det afspejler heller ikke Akademikernes faktuelle magt, at formand Lars Qvistgaard kommer ind som nummer tre,« konstaterer han.

Ulandssekretariatet ikke på andenpladsen   

Samtidig kalder professoren det langt ude, at forbundsformand for det lille forbund ’Kommunikation og Sprog’ Per Lindegaard Hjorth er nummer ni på listen, og udover de tre store LO-forbundsformænd også fortrænger fremtrædende faglige ledere som Anders Bondo Christensen, Elisa Bergmann, Majbritt Berlau og Claus Oxfeldt.

Henning Jørgensen anfører også, at uanset hvor vigtigt et stykke arbejde Ulandssekretariatet udfører og uanset hvor mange fagforeningsledere, der har plads i bestyrelsen, er det decideret misvisende at udråbe Ulandssekretariatet til et af dansk fagbevægelses vigtigste mødesteder.

»Det holder simpelt hen ikke, at Ulandssekretariatet er et af de mest centrale fora i fagbevægelsen,« lyder dommen fra Henning Jørgensen.

Men forfatter Christoph Ellersgaard afviser den barske kritik fra den nordjyske professor.  

»Det er fuldstændig gennemskueligt, når man læser atlasset, at kriterierne for vores atlas ikke er magt. Så det er vildledende, hvis Henning Jørgensen fortolker det her som de mest magtfulde fora i dansk fagbevægelse. Det er de mødesteder, der når bredest ud. Det viser data, og så kan det godt være, at det ikke passer med andre forskeres forståelse og fortolkning af netværk.«

Hvis det ikke handler om magt, hvorfor har jeres bog så fået titlen »Magtens Atlas – kort over netværk i Danmark«?  

»Grunden til, at vi kalder det »Magtens Atlas« er, at det er et kort over, hvordan forskellige fora er forbundet til hinanden. Når et fora er centralt, forbinder de en masse mennesker med positioner. Mange af de her udvalg er jo også pensionskasser, der investerer voldsomt mange milliarder af kroner, så at sige, at det var fuldstændig uafhængig af magt, ville også være skævt,« siger han. 

Formålet med den nye bog er ifølge forfatterne blandt andet at give et billede af, hvordan fagbevægelsen er skruet sammen, og hvordan topfolk er forbundet på kryds og tværs.  

»Vi vil gerne lægge de strukturer frem, så man kan diskutere dem og spørge sig selv, om der er koncentreret for meget magt på for få hænder. Det er jo bemærkelsesværdigt, at nogle faglige ledere har ni – ti tunge poster bare internt i fagbevægelsen. Og der kan man jo godt diskutere, om man skulle fordele dem bedre også for at lette arbejdspresset for dem,« siger Christoph Ellersgaard.

Når Henning Jørgensen er kritisk overfor, at fagbevægelsens tre tunge drenge, Kim Simonsen, Per Christensen og Dennis Kristensen, ikke er med på top ti listen, handler det ifølge forfatteren om, at han fortolker listen forkert.

I bogen hævder de nemlig ikke, at 3F-formanden ikke har magt, pointerer han.

»3F har en lidt mindre enstrenget ledelse end flere andre fagforbund. De forskellige grupper i 3F sidder på flere poster, og for eksempel sidder 3F’s  formand for Industrigruppen Mads Andersen i  bestyrelsen for Industriens Pension i stedet for Per Christensen. Fra Dansk Metal sidder Claus Jensen alle steder, og derfor er han på listen,« forklarer Christoph Ellersgaard.

Det samme gør sig gældende med Ole Wehlast, formanden for Fødevareforbundet NNF. Selvom slagteriarbejdernes fagforbund er relativt lille, bliver han i analysen udråbt til at være den sjette mest centrale person i dansk fagbevægelse, fordi han sidder i ni bestyrelser og udvalg og via sine kontakter dermed har tilknytning til tonsvis af andre fora både i og udenfor fagbevægelsen.

Christoph Ellersgaard påpeger, at det på den måde også handler om, hvordan strukturen i ens eget forbund er, om man havner på top ti listen. Når Kim Simonsen ikke optræder, er forklaringen også, at nogle af sektorformændene i HK også beklæder poster i for eksempel pensionsselskaberne.

Heller ikke Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA, er blandt de ti mest centrale topfigurer i fagbevægelsen. På sin vis er FOA et sort får i LO-familien, noteres det i bogen.

Når Dennis Kristensen ikke bliver en del af magtnetværket, handler det om, at man skal acceptere den konsensus, der er på parnasset. Christoph Ellersgaard, sociolog og forfatter.

Forbundsformand Dennis Kristensen stiller nemlig ofte spørgsmålstegn ved den politiske og organisatoriske strategi i LO, mener forfatterne.

»FOA er lidt mindre kompromissøgende og mindre fokuserede på eliten, og til gengæld har man en strategi, der handler om at være i medierne og tale til sit eget bagland. Når Dennis Kristensen ikke bliver en del af magtnetværket, handler det om, at man skal acceptere den konsensus, der er på parnasset, og den retning, som de her magtnetværk gerne vil tækkes. Nemlig den her retning hen imod konkurrencestaten,« siger han.

»I deres fortælling om Danmark handler det om, at især plejesektoren i den offentlige sektor altså er dødvægt, der skader vores konkurrenceevne. Det der konkurrencestatskompromis er bare ikke særlig attraktivt for en sosu i FOA, for det betyder, at de skal løbe hurtigere,« siger han.

Akademikerne hænger lidt i kanten 

Når man ser på Magtens Atlas, ser man to klynger, som stort set alle netværk udgår fra, og som også forbindes indbyrdes. Det er LO og FTF. Her er links til DI, Dansk Erhverv, fonde, uddannelsesinstitutioner og diverse forskningsmiljøer.

Knap så stor rækkevidde og lidt mindre centralt på kortet er ifølge den nye analyse akademikerlejren, hvor blandt andre DJØF, Akademikerne og Ingeniørforeningen befinder sig.

De akademiske forbund har ikke så mange relationer til stat, regioner, kommuner og forskningsmiljøer som LO og FTF har, viser afdækningen.

Men det kan også handle om, at akademikerlejren i antal hoveder bare er færre, og derfor afspejler det kun noget om antal og ikke noget om indflydelse, anfører professor Henning Jørgensen.

I forhold til alliancer og netværk både internt og eksternt er de gule fagforeninger ikke vigtige for nogen som helst. Christoph Ellersgaard, sociolog og forfatter.

De gule kommer til kort

Og endelig er der de gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus, der ligger rigtig dårligt til på Magtens Atlas.

»I forhold til alliancer og netværk både internt og eksternt er de gule fagforeninger ikke vigtige for nogen som helst. De gule fagforeninger er som magtfaktor og interessegruppe i sig selv uinteressante for alle andre med magt og indflydelse og netværk,« konstaterer Christoph Ellersgaard.

Ifølge ham kan de gule fagforeninger i nogle tilfælde være et nyttigt værktøj for personer, der gerne vil stække de traditionelle fagforeninger.

»Hvis man skal være lidt grov, kan man godt sige, at der på den borgerlige fløj nogle gange tales pænt om de gule fagforeninger, men det er ikke fordi, at de er en stærk alliancepartner eller en central aktør, men alene fordi man som borgerlig kan bruge de gule fagforeninger til at genere ens politiske modstandere,« fastslår han.