BARRIERE

Hvordan integrerer vi kvinder, der aldrig har sat deres fod på arbejdsmarkedet?

Af | @MariaJeppesen

45 procent af de syriske kvinder, der lige nu kommer hertil som flygtninge, har aldrig sat deres fod på arbejdsmarkedet, og det udfordrer regeringens integrationsmål. I forvejen har vi haft meget svært ved at integrere ikke-vestlige kvinder på arbejdsmarkedet. Manglende kompetencer og traditionelle kønroller holder dem hjemme ved børn og kødgryder, lyder eksperternes forklaring.

Kan kravet om, at flygtninge skal sendes i arbejde fra dag et, hamle op med traditioner, der binder mange kvinder til hjemmet? 

Kan kravet om, at flygtninge skal sendes i arbejde fra dag et, hamle op med traditioner, der binder mange kvinder til hjemmet? 

Foto: Foto: Brian Bergmann/Scanpix/Arkiv

Hvordan får man kvinder, der aldrig har haft et job, i arbejde? Det er den udfordring, man står med landet over i øjeblikket.

Regeringen har samlet arbejdsgivere og fagbevægelse til trepartsforhandlinger og gjort det til hovedspørgsmålet, hvordan de mange nye flygtninge, der kommer til landet, bliver integreret på arbejdsmarkedet.

Umiddelbart er der i forhandlingerne bred enighed om, at flygtninge skal sendes i arbejde nærmest fra dag ét. For det er den hurtigste vej til at lære dansk og dermed blive integreret i samfundet.

Men her risikerer kvinderne at blive sat tilbage i integrationsløbet, da en stor del af dem aldrig har arbejdet og deres kultur fastholder dem i en kønsbestemte rolle.

Har kvinderne en forestilling om, at de skal være hjemmegående, så er de nok også mere tilbageholdende med at udbyde deres arbejdskraft. Vibeke Jakobsen, seniorforsker ved SFI

»Der er en gruppe af de kvinder, der kommer hertil, der er vant til fra deres hjemland, at deres arbejdsfunktioner primært ligger i hjemmet. Og det er en udfordring, når vi herhjemme stiller krav om, at kvinder skal være aktive på arbejdsmarkedet,« siger Lars Larsen fra analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight, der samarbejder med kommunerne om blandt andet integrationsopgaver.

45 procent har aldrig været i arbejde

Størstedelen af de flygtninge, der kommer til Danmark lige nu er fra Syrien. Her har 45 procent af de kvindelige asylansøgere aldrig haft et arbejde.

Det viser en udredning fra Jammerbugt Asylafdeling, hvor 1649 asylansøgere i perioden april til oktober 2015 er blevet udspurgt om deres faglige kompetencer og erhvervserfaring.

Og umiddelbart er der ikke udsigt til, at de traditionsbundne kvinder automatisk søger ud på arbejdsmarkedet, når de er kommet til Danmark. I hvert fald ikke, hvis de følger det mønster, vi kender fra tidligere ankomne medsøstre fra ikke-vestlige lande.

Under halvdelen af de kvindelige indvandrere fra ikke-vestlige lande er i arbejde i Danmark.

Sværere for kvinder at blive integreret 

Det er traditionelle kønsroller og manglende uddannelse og erhvervserfaring, der især gør sig gældende for indvandrerkvindernes manglende tilstedeværelse på det danske arbejdsmarked.

Det forklarer seniorforsker i integration og beskæftigelse ved det Nationale Forskningsinstitut for Velfærd (SFI) Vibeke Jakobsen. 

Hun mener, at det er sværere for kvinder end for mænd at blive integreret på grund af de stærke kønsrollefordelinger, som vi ikke er vant til herhjemme.

»Har kvinderne en forestilling om, at de skal være hjemmegående, så er de nok også mere tilbageholdende med at udbyde deres arbejdskraft,« siger Vibeke Jakobsen.

Hun påpeger dog, at flere af kvinder kan have et reelt ønske om at arbejde, eller at de af økonomiske årsager bliver nødt til det.

Men også her er de udfordret af, at de kommer til landet med færre kompetencer end mændene. Både når det gælder uddannelse og erfaring på arbejdsmarkedet, påpeger Vibeke Jakobsen. 

 »Dernæst er spørgsmålet, hvilke job, der er til de her kvinder. For eksempel er et rengøringsjob med skæve arbejdstider for nogle kvinder vanskeligt at forene med deres familieliv. De kan for eksempel ikke følge deres børn i institution, hvis de har et arbejde med morgenrengøring,« siger hun.  

Til møde med Saddam Hussein

Men det er ikke bare kønsroller og manglende kompetencer, som nogle indvandrerkvinder slås med, og som er skyld i, at de ikke er i arbejde. 

Du forstår det slet ikke. Du har bare været til et møde på jobcentret. Jeg har lige været til møde med Saddam. Kvinde uden arbejde

Lise-Lotte Duch har gennem ni år været leder i foreningen FAKTI, der er et dagtilbud til flygtninge- og indvandrerkvinder i København.

Hun oplever at mange af de kvinder fra eksempelvis Afghanistan, Somalia og Mellemøsten, der kommer i foreningen, gerne vil i arbejde. Men vejen ud på arbejdsmarkedet kan være tung.

Lise-Lotte Duch fortæller om, da hun for nyligt skulle følge en kvinde, der kommer i foreningen, til et møde i jobcenteret.

»Hun var så bange for det, at hendes ben rystede. Men mødet gik rigtig fint. Da vi kom ud fra jobcentret, sagde jeg til hende, at det jo var gået godt og sagsbehandleren ville hende det bedste, så hun kunne bare slappe af. Men hendes ben rystede stadig så meget, at hun ikke kunne stå. Så hun faldt. Og så sagde hun til mig: ’Du forstår det slet ikke. Du har bare været til et møde på jobcentret. Jeg har lige været til møde med Saddam’ (Hussein, afdød irakisk diktator, red).«

Kvinden frygtede ifølge Lise-Lotte Duch myndighederne, fordi hun havde oplevelser med fra hjemlandet, hvor myndighederne var undertrykkende og krævende.

»Selvom jeg forklarer, at danske myndigheder er anderledes, så er det bare ikke sådan, hendes virkelighed er,« forklarer hun.

Lise-Lotte Duchs pointe er, at mange af de her kvinder bærer rundt på en meget tung bagage, der måske ikke altid er fokus på.

Nogle gange må man forskelsbehandle for at behandle lige. Kvinder, der kommer hertil har ikke altid samme forudsætninger for at komme i arbejde og blive integreret, som deres mænd har. Lise-Lotte Duch, leder i foreningen FAKTI

»Vi hører tit om mændene, der er rejst i forvejen. Men kvinderne har jo stået tilbage med ansvaret for børnene i et krigshærget land og gennemgået en voldsom flugt. Måske har de mistet deres børn undervejs. Det er altså ret voldsomme traumer, som sagsbehandlerne i jobcentrene måske ikke er klædt ordentligt nok på til at håndtere,« mener hun.

Forskelle nødvendige i ligebehandling

Lise-Lotte Duch mener ikke, at man skal ynke kvinderne eller sætte dem i en offerrolle.

»Men man skal måske have en forståelse for, at de måske har nogle ting, der skal bearbejdes, før de kan tage ud og lave mad på et plejehjem, eller hvad det er, man vil have dem til,« siger Lise-Lotte Duch.

Hun mener i øvrigt, at det er en kliche, at flygtninge og indvandrerkvinder enten skal lave mad eller gøre rent, når de skal integreres på arbejdsmarkedet, da kvinderne har langt flere talenter.

Lise-Lotte Duch så gerne, at integrationsindsatsen i højere grad tog højde for forskellighederne kønnene imellem. Hun mener, at mændene har det forspring, at de har været ude og arbejde før, og derfor kender en arbejdspladskultur. Men at manglende uddannelse og erfaring sætter kvinderne tilbage.

»Nogle gange må man forskelsbehandle for at behandle lige. Kvinder, der kommer hertil har ikke altid samme forudsætninger for at komme i arbejde og blive integreret, som deres mænd har,« fastslår Lise-Lotte Duch.

Flere mænd får tilbudt virksomhedspraktik 

Men en decideret forskelsbehandlingen er ikke vejen frem, mener Lars Larsen. Han er partner LG Insight, analyse- og rådgivningsfirma, der især har fokus på integration og beskæftigelse.

For selvom han medgiver, at kønsroller og kultur er skyld i, at indvandrerkvinder i mindre grad end mændene er i arbejde, så mener han, at intregrationsmål og -indsatser skal gælde lige meget for mænd og kvinder. 

Det ligger meget grundfæstet i deres kultur, at man passer sine små børn selv. Og det er der, konflikten opstår. Lars Larsen, partner i LG Insight

Faktisk opfordrer han arbejdsgivere og kommuner til i højere grad at sørge for, at også kvinder kommer i virksomhedspraktik eller løntilskud. Ifølge ham er der en skævhed i tilbudsindsatsen, så det især er mænd, der bliver tilbudt virksomhedspraktikker. 

»Der er en risiko for, at den indirekte forskelsbehandling kan være med til at forstærke mønstret. Så de tilbud, vi giver, kan være med til at holde kvinderne ude,« påpeger Lars Larsen. 

Han mener, at skævvridningen finder sted, fordi det også ligger i kulturen, at mændene er mere opsøgende ude på arbejdsmarkedet.

Derfor foreslår Lars Larsen, at man i integrationsindsatsen tager højde for traditioner og levemønstre, hvis man vil have kvinderne med. 

Traditionen går i arv 

I Lars Larsens optik er det især børnene, der binder kvinderne til hjemmet og bliver en barriere i forhold til integrationen.

»Det ligger meget grundfæstet i deres kultur, at man passer sine små børn selv. Og det er der konflikten opstår. For selvom vi ser samme tradition i andre europæiske lande, så er det altså ikke noget, der hører hjemme i den danske kultur og vores arbejdsmarkedsmønster,« fastslår han.

Lars Larsen kan se på statistikkerne, at når kvinderne bliver mødre, kommer der sorte huller med lange perioder, hvor de er helt uden for arbejdsmarkedet. Og er de i gang med en uddannelsesforløb, er der stor risiko for, at de ryger ud af uddannelsen, når de får børn.

»Når så børnene er blevet store, er det svært for kvinderne at komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi de har haft lange perioder med fravær. Og det er en enorm sejlivet tradition, for vi kan se, at den overlever til efterkommerne af indvandrere,« fortæller han. 

Lars Larsen pointerer, at problemstillingen langt fra er ny, og at ikke findes enkle snuptagsløsninger, men at oplysning kan være vejen frem.

»Hvis man evner at vise kvinderne, hvad de kan få ud af at komme ud på arbejdsmarkedet, både socialt og økonomisk, så kan det gå hen og blive en drivkraft, der åbner arbejdsmarkedet for dem,« siger han.

Klæd kvinderne på

I Greve Kommune har de i samarbejde med Center for Boligsocial Udvikling arbejdet på at få indvandrerkvinder, der bliver forsørget af deres ægtefælle, ud på arbejdsmarkedet. 

Omkring 50 kvinder har deltaget i programmet, der blandt andet indeholder træning i at søge job, undervisning i det danske arbejdsmarked og besøg på virksomheder.

Vi ser mere og mere, at manden faktisk opfordrer kvinden til at arbejde. Mia Rosenørn, projektleder, Center for Boligsocial Udvikling

Projektleder Mia Rosenørn fortæller, at kvinderne især mangler kendskab til, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer.

Og selvom hun oplever, at en stor del af de hjemmegående kvinder ligger under for en kultur, hvor kvindens rolle er i hjemmet og ikke ude på arbejdsmarkedet, så ser hun tegn på, at tendensen måske er ved at vende:

»Vi ser mere og mere, at manden faktisk opfordrer kvinden til at arbejde. Og flere kvinder giver også udtryk for, at de vil bryde ud af den norm. Men der er helt klart en kultur, hvor traditionen er, at kvinden får familielivet og hjemmet til at hænge sammen, mens manden er ude og tjene penge,« fortæller hun.

Dialogen er vigtig

Greve-projektet støder ifølge Mia Rosenørn på udfordringer, når andre i indvandrernes miljø mener, at kvinderne ikke hører til på arbejdsmarekedet, og der er mænd, der ikke bakker op om, at kvinden skal arbejde. 

Hun er imidlertid sikker på, at det er muligt at bryde de kulturelle mønstre ved at gå i dialog med familierne og få dem til at se fordelene ved at få kvinder i arbejde.

»Man kan oplyse kvinderne og klæde dem på til at gå ud og være en aktiv del af arbejdsmarkedet. Mange af de ting, vi gør, kunne med fordel bruges til inspiration i arbejdet med flygtninge i asylfasen. Det handler om at komme i dialog med dem med det samme og få afdækket erfaring og ressourcer og give dem en basal viden om, hvordan vi gør her,« pointerer Mia Rosenørn.

Af de 50 kvinder, der har fulgt programmet i Greve er 58 procent kommet i arbejde. 

Integrationsprogrammet skal gradbøjes 

Netop afdækningen af kompetencer og ressourcer hos asylansøgere har Jammerbugt Asylafdeling nu gjort til en fast rutine.

Jammerbugt Asylafdeling huser godt 3.500 asylansøgere, fordelt på 12 centre i Nord- og Sønderjylland. Her er de begyndt at kortlægge asylansøgernes uddannelses- og erhvervsbaggrund. Det er ikke lovkrav, men et yderst brugbart værktøj, fortæller skoleleder Marielle Verriere:

»Der var så meget fokus på asylansøgeres muligheder for at komme på arbejdsmarkedet. Så vi besluttede, at udrede deres kompetencer allerede inden de fik opholdstilladelse. Vi ville danne et billede af, hvad det er for en asylansøgergruppen, vi havde,« fortæller Marielle Verriere.

Hun kunne ikke genkende det billede, der var i medierne, af, at de syriske flygtninge kom hertil med gode uddannelser i bagagen og havde brug for at få be- eller afkræftet, at de var så veludannede, som det fremgik af medierne.

»Man kan ikke bare se denne her flygtningestrøm som en samlet gruppe, der kommer med de samme kompetencer. Og der er brug for at gradbøje integrationsprogrammet. Der er jo forskel på, hvilken integrationsindsats, der skal gøres, alt efter, om vi har at gøre med en veluddannet læge eller en analfabetet kvinde, der aldrig har sat sin fod inden for arbejdsmarkedet,« mener Marielle Verriere.