Hvide kitler uden polske navne

Af | @JanBirkemose

Mangel på sygeplejersker og omsorgspersonale har ikke fået de offentlige arbejdsgivere til at kigge mod Østeuropa. Nye tal viser tværtimod, at der år for år kommer færre østeuropæere til de ledige danske velfærdsjob. Sprogbarrierer er den væsentligste forklaring på, hvorfor kommuner og regioner ikke har hyret østarbejdere til plejehjem og sygehuse.

PARADOKS Trods alvorlig og fuldstændig permanent mangel på arbejdskraft på både hospitaler, plejehjem og hjemmepleje er der stort set ikke blevet hentet assistance i Østeuropa. Blandt især polske sygeplejersker og plejepersonale er der ellers stor interesse for at flytte til udlandet og tjene en væsentligt højere løn end derhjemme. Men danske kommuner og regioner har ikke udnyttet chancen.

Ifølge en kortlægning, som Ugebrevet A4 har foretaget af samtlige arbejdstilladelser, der er udstedt til østeuropæere siden EU’s udvidelse i 2004, har kun en forsvindende lille gruppe fået foden inden for i den danske velfærdssektor. I alt er der siden maj 2004 blevet udstedt 896 arbejdstilladelser til østeuropæere, der fik job på danske hospitaler, daginstitutioner eller i ældreplejen. Til sammenligning har eksempelvis landbrug og gartnerier hentet næsten 10.000 østeuropæere i samme periode.

Rekrutteringen af østeuropæere i hvide kitler var størst i 2005, hvor der på landsplan ankom 324 personer til job i den personalehungrende velfærdssektor. Men allerede året efter faldt antallet til 207 personer, og siden da har det lave niveau bidt sig fast. Til sammenligning er manglen på ledige hænder inden for velfærdsområdet ellers eksploderet i samme periode.

Opgørelser fra Dansk Sygeplejeråd viser, at der sidste forår manglede 1.550 sygeplejersker på landsplan, og i år forventer sygeplejerskernes fagforening, at tallet er steget meget markant. Inden for ældreplejen er der ifølge fagforbundet Fag og Arbejde ubesatte social- og sundhedsstillinger på mere end to ud af tre arbejdspladser, og ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen betød det, at der i efteråret var 1.981 ubesatte stillinger som sosu- assistenter eller hjælpere.

Formanden for Danske Regioner, formand for Region Midtjylland Bent Hansen (S), ser meget gerne, at den trængte offentlige sektor får hjælp østfra. Men han frygter, at kommuner og regioner er for sent ude:

»Det er ikke så let, som det har været. Jeg tror, at overskuddet af arbejdskraft i Østeuropa er mindre, end det har været. Og det er som om, at Irland og England virker som mere attraktive lande, end vi gør,« siger sygehusejernes formand.

Han erkender samtidig, at de offentlige arbejdsgivere ikke har været gode nok til at integrere og fastholde de få østarbejdere, der er kommet.

»Vi har ikke været gode nok til at have fokus på, at det er hele mennesker, som vi har ansat. Der er for mange, som er rejst hjem efter kort tid. Der har vi fejlet,« siger Bent Hansen.

Sproget giver knaster

Men hvorfor i alverden har kommuner og regioner ikke for længst hentet østeuropæisk sundhedspersonale til Danmark i bundter, når man i årevis har skreget på arbejdskraft? Det korte svar er alvorlige sprogbarrierer, påpeger både arbejdsgivere og fagforeninger inden for området. Men omvendt er sprogproblemerne ikke større end, at de kan overvindes, hvis østeuropæerne får tilbudt intensive sprogforløb. Derfor sidder 30 polske og ungarske sygeplejersker i øjeblikket på skolebænken, hvor de får 12 ugers intensiv sprogtræning, inden de i midten af maj bliver sluppet løs på tre københavnske sygehuse.

Otte af de østeuropæiske sygeplejersker trækker i den hvide kittel på Gentofte Hospital, og her håber og tror HR-chef Birgitte Saugmann-Jensen, at der vil blive tale om nogle langvarige ansættelsesforhold, der kan være med til at afhjælpe hospitalets mangel på sygeplejersker.

De nye ansatte skriver historie ved at blive de første østeuropæiske sygeplejersker på hospitalet, selv om det nu har været muligt at ansætte østeuropæere i fire år, og der har været mangel på sygeplejersker i samme periode. Birgitte Saugmann-Jensen mener dog ikke, at hospitalet har sovet i timen.

»Erkendelsen af, at der er mangel på sygeplejersker, gør nok, at vi nu går mere systematisk til værks end tidligere. Men det har krævet et langt tilløb, fordi det ikke bare er et spørgsmål om at beslutte det. Der skal forberedes meget, inden man kan slippe dem løs. Der er både bureaukratiske, sproglige og faglige barrierer, der skal overvindes,« siger Birgitte Saugmann-Jensen.

Vi kan ikke undvære østarbejderne

På landsplan findes der ikke noget samlet overblik over, hvor mange østeuropæere der er på vej til sygehusene. Men ifølge regionsformand Bent Hansen er det en trafik, der stiger svagt i øjeblikket.

»Manglen på speciallæger og sygeplejersker er kæmpe stor, og den bliver ikke mindre fremover. Derfor er vi nødt til at kigge udenlands for at rekruttere og med den åbning, der er sket med de østeuropæiske lande i EU, er det klart, at de også vil komme derfra,« siger Bent Hansen og tilføjer:

»Vi kan simpelthen ikke undvære de østeuropæere, vi allerede har, og derfor er jeg sikker på, at sygehusene løbende vil forsøge at skaffe flere.«

Og hvis sygehusene ikke selv kan finde polakkerne, kan de bare ringe til konsulentvirksomheden Paragona, der har kontorer i Warszawa og Stockholm. Firmaet har specialiseret sig i at rekruttere sundhedspersonale i Polen og forberede dem med sprogundervisning til arbejde i Danmark og Sverige.

Foreløbig har Paragona hjulpet med at skaffe både sygeplejersker, radiografer, læger og speciallæger til mindst fire danske regioner, og ifølge Paragonas direktør Martin Ratz er der fortsat stor lyst til at rejse udenlands blandt det polske sundhedspersonale.

»Interessen er absolut betydelig. At det ikke sker i langt større omfang skyldes sprogbarriererne og det, at uddannelsen ikke automatisk kan overføres fra land til land,« siger Martin Ratz.

Trods sprog og anerkendelsesproblemer af uddannelsesbeviser tror Martin Ratz, at østeuropæisk sundhedspersonale tilhører en vigtig del af løsningen på Danmarks mangel på sundhedspersonale.

»Østeuropæerne vil helt sikkert være en del af løsningen. I de kommende år vil både Danmark og i høj grad andre vesteuropæiske lande møde en enorm udfordring i forhold til at skaffe sundhedspersonale. Det vil ikke være muligt at tackle disse udfordringer uden at rekruttere personalet internationalt. Ud fra demografiske og historiske årsager er det derfor helt oplagt at rette blikket mod Østeuropa,« siger han.

Danske sygeplejersker byder velkommen

I Dansk Sygeplejeråd vurderer næstformand Dorte Steenberg også, at de kommende år vil byde på flere østeuropæiske kollegaer. Ganske vist er den største strøm ind over den danske grænse i øjeblikket fra Tyskland, men det udelukker ikke, at der i fremtiden kan komme flere fra for eksempel Polen og Ungarn, vurderer hun.

»Vores holdning er, at vi vil have uddannede sygeplejersker i sygeplejerskestillinger. Så hvis Sundhedsstyrelsen vurderer, at tyskernes eller polakkernes uddannelse svarer til vores, er der sådan set kun sproget og kulturen tilbage,« siger Dorte Steenberg og understreger, at sprog og kulturforskelle ikke skal undervurderes.

»Man kan ikke passe syge mennesker uden at kunne tale med dem. Derfor skal sproget være på et ret højt niveau. Men udover det betyder det også meget, at man forstår det liv, som patienterne lever og har levet. Derfor kræver det meget af både kollegerne og ledelsen at få taget imod de udenlandske kolleger på den rigtige måde,« siger hun.

Det betyder meget lange og intensive introduktionsforløb, som dermed også koster en mindre formue. Erfaringen fra flere regioner er, at udgifterne svinger mellem en kvart og en hel million kroner per udenlandsk kandidat. Og ifølge Dorte Steenberg er det formentlig også en væsentlig forklaring på, hvorfor de danske arbejdsgivere ikke bare lige søger en sygeplejerske i Polen.

Formand for regionerne Bent Hansen er enig i, at omkostningerne er høje, og at det derfor har stor betydning, at man kan fastholde den udenlandske arbejdskraft, når først der er investeret i dem.

»Resultaterne har været meget svingende, og i mange tilfælde er udlændingene rejst hjem igen efter alt for kort tid. Derfor er der sygehusledelser, der føler, at de har brugt megen tid og penge og fået alt for lidt ud af det,« siger Bent Hansen og uddyber, at det ikke kun er vigtigt at finde de helt rigtige udlændinge, men også at tænke deres familier ind i projektet.

»Hvis man skal hente arbejdskraft udefra – og det skal vi – så skal vi virkelig skyde med riffel og ikke med spredehagl. Og vi skal bidrage til, at deres familier også synes, det er spændende at være her. Ellers rejser de igen.«

Få østarbejdere i hjemmeplejen

Ifølge Ugebrevet A4’s kortlægning af østeuropæiske medarbejdere i velfærdssektoren er godt hver fjerde offentligt ansatte østarbejder blevet ansat i kommunerne. Her har de blandt andet fundet arbejde på plejehjem, i hjemmeplejen og i daginstitutioner. Men ligesom på sundhedsområdet er andelen af østarbejdere i for eksempel hjemmeplejen forsvindende lille i forhold til den store mangel på sosu’er.

Også her er det sproglige problemer, der er en del af årsagen, lyder det fra konsulent Trine Groth Rasmussen i Kommunernes Landsforening.

»Arbejdet som sosu’er er i høj grad kendetegnet ved, at der er en meget tæt kontakt til borgeren. Derfor er det selvfølgelig nødvendigt med et vist sprogligt niveau, og det stiller rekrutteringen af sosu’er i Østeuropa over for nogle særlige udfordringer,« siger Trine Groth Rasmussen.

Hendes pointe er, at der kan være forskel på at undervise en polsk læge eller social- og sundhedshjælper i dansk.

»Jo kortere tid personen er uddannet, jo sværere vil de typisk have ved at sidde på skolebænken og tillære sig et nyt sprog,« siger hun.

Dertil kommer – påpeger næstformand Mona Striib fra Fag og Arbejde, der organiserer de danske sosu’er – at det sproglige niveau for plejepersonalet skal være højere end for lægen.

»Hvis lægens sprog ikke er helt perfekt, eller der er en detalje, som patienten ikke helt forstår, er der oftest andet personale, der kan træde til. Sådan er det som regel ikke for sosu’erne. De er helt alene med borgerne, og derfor er det nødvendigt, at de kan forstå hinanden,« siger Mona Striib.

Ældre kræver dansk tale

Hans Jølver, chef på plejecentret Sølund i København, mener ligefrem, at sproget er så vanskeligt, at selv en fremmed accent eller dialekt kan umuliggøre arbejdet med de ældre.

»De gamle er ofte svage og måske forvirrede, og derfor er det meget svært at give dem en præcis besked eller helt forstå, hvad de mener. Faktisk er problemet lige så stort for svenskerne, og dem er der mange flere af,« siger Hans Jølver.

I øjeblikket har han omkring 20 ledige stillinger ud af 400 normerede. Og selv om manglen på arbejdskraft har været stor i lang tid, har Sølund kun ansat to østeuropæere siden EU’s åbning mod øst i 2004.

»Trods alt har vi nok ikke været presset nok til at kigge østpå. Det har simpelthen ikke føltes naturligt at begynde at annoncere i polske aviser. Men det bliver sværere og sværere at skaffe personale, så jeg både tror og håber, at vi i fremtiden vil komme til at se flere østeuropæere hos os,« siger Hans Jølver.

Ud af de to litauere, som blev ansat på Sølund i 2007, er den ene stadig ansat til stor tilfredshed for plejecentret:

»Hun er rigtig godt med, vil meget gerne arbejde og har sat sig ind i, hvordan alt foregår,« lyder skudsmålet fra Hans Jølver.

Ifølge regeringens jobplan skal den litauiske sosu-hjælper i de kommende år få mange udenlandske kolleger i den offentlige sektor. Blandt andet skal der ske en kortlægning af alle de barrierer, der forsinker eller forhindrer rekruttering af udlændinge til den offentlige sektor. Derudover skal sagsbehandlingstiden på anerkendelse af udenlandske studiebeviser sættes kraftigt ned, og de udenlandske medarbejderes familier skal integreres bedre i Danmark.