Hver en krone bliver sendt hjem til Filippinerne

Af | @GitteRedder
Jette Lykke

Begreber som globalisering og social arv bliver lyslevende, når Lucila og Raquel fortæller deres historie. Ligesom otte millioner andre filippinere arbejder de oversøisk som hushjælp og slider til en ussel løn for at sende penge hjem til deres fattige familie. Lucila og Raquel stryger, støvsuger og pudser vinduer hos spanske, italienske og svenske familier bosat i Bruxelles.

KVINDEKAMP Vækkeuret ringer højlydt hver morgen klokken 5.30 i den lille lejelejlighed i Bruxelles. Lucila og Raquel skal ud af fjerene. For efter te og toilette skal de fare ned i nærmeste metrostation og tage toget rundt til deres forskellige arbejdsgivere. Lucila gør rent hos fem familier, og Raquel tjener sine euro i syv forskellige husstande i Belgiens hovedstad.

Først midt på aftenen ses mor og datter igen, og efter aftensmad og lidt underholdning i tv dratter de trætte om. Det kræver kræfter at knokle i andre menneskers hjem og fare frem og tilbage mellem bydelene.

Når Lucila går i seng, drømmer hun om at få mulighed for at møde sine otte børnebørn. Hun har aldrig set nogen af dem. Og nu er hendes ældste barnebarn allerede 15 år.

Når Raquel går i seng, drømmer hun om at kunne spare så meget op, at hun sammen med moderen kan vende hjem til Filippinerne og købe jord, blive risbonde eller drive en lille forretning.

71-årige Lucila har arbejdet som hushjælp i Bruxelles i mere end 18 år. Den spinkle, filippinske kvinde næsten hvisker sin historie frem:

»Når vi kommer til Belgien, siger vi, at det bliver kort. Men det ender med, at vi bliver meget længe. Det første par år alene i et fremmed land var svære. Arbejde, sove, arbejde, sove, arbejde, sove. Og så længslen efter familien om natten. Men jeg skulle tjene penge, så mine fem børn hjemme på Filippinerne kunne få en uddannelse,« beretter Lucila.

Det var en filippinsk kvinde fra samme landsby på Luzon som Lucila, der i begyndelsen af 1990 fortalte hende, at der var let tjente penge i det rige Europa. Og Lucila og hendes mand var gået bankerot. Den benzinstation, som familien drev, måtte lukke, og nu stod familien med fem store børn i gang med uddannelser.

På Filippinerne sætter familier en stor ære i at kunne investere i deres børns fremtid, og derfor besluttede Lucila og hendes mand, at hun skulle forsøge at finansiere børnenes universitetsuddannelser ved at rejse til Belgien og få arbejde. For at kunne betale flybillet og de første måneders ophold, måtte familien tage et højt forrentet lån i deres lille hus og jordstykke.

Fanget i ingenmandsland

Lucila fik turistvisum, og da det udløb efter et par måneder, blev hun en del af statistikken over »udokumenterede« og »illegale« arbejdere i Belgien. Uden opholds- og arbejdstilladelse. Uden rettigheder. Med gæld derhjemme. Og dagene gik, årene gik, passet udløb. Lucila blev fanget i ingenmandsland.

»Familien derhjemme var afhængig af, at jeg sendte penge hjem hver måned. Og langsomt vænnede jeg mig til mit nye liv,« kommer det stille fra Lucila.

Men børnene savnede deres mor, fastslår Raquel og ser henover tekoppen kærligt på sin mor.

»Hun ringede hjem en gang om måneden og talte med os alle sammen i telefonen. Mor beklagede sig aldrig, men understregede altid, at vi skulle studere hårdt og blive til noget.«

Efter at Raquel havde taget en uddannelse som bogholder og siden en bachelorgrad i fysik, klarede hun sig igennem på Filippinerne med dårligt betalte job. Men mor og datter savnede hinanden. Derfor sendte Lucila penge, så Raquel kunne få råd til et pas og en flybillet og besøge hende i Bruxelles.

Det er syv år siden. Syv hårde arbejdsår siden, og nu tæller både mor og datter i statistikken over de anslået 200.000 udokumenterede husarbejdere i Belgien.

»Jeg ved ikke, om min fremtid ligger i Belgien eller på Filippinerne. Men jeg drømmer om at spare så mange penge op, at jeg kan komme hjem og blive risbonde. Eller drive en lille forretning. Men det er dyrt at leve her og samtidig skulle sende penge hjem. Jeg hjælper min søster med at finansiere mine niecers og nevøers skolegang på Filippinerne. Så lige nu har jeg ikke råd til at spare op,« siger Raquel.

Lucila vejer næppe mere end 45 kilo, men den senede kvinde smiler uafladeligt. Hun er tydeligvis stærk af natur og skrap af karakter. Og det er Lucila, der indprenter sin datter samme høje arbejdsmoral. Og forsigtighed.

»Når du ikke har papirerne i orden, må du altid være meget forsigtig. Det handler om ikke at blive stoppet af politiet eller en billetkontrollør, der vil se papirer. Det handler om at være usynlig og undgå at være farlige steder. For eksempel er det risikabelt for os at bruge togstationerne på de dage, hvor der er store fodboldkampe, for så vrimler det med hooligans, og politiet møder talstærkt op.«

Ved hjælp af sine uskrevne og strikse leveregler har Lucila overlevet 18 år i Belgien uden kontakt med myndighederne. Og nu efterlever Raquel reglerne.

»Mor har lært mig, at jeg aldrig, aldrig nogensinde må snyde i metroen og aldrig bryde loven. Og hun har lært mig, at uanset hvor sulten jeg er, må jeg aldrig tage mad i køleskabet hos mine arbejdsgivere. De skal tilbyde mig mad, men jeg skal ikke tage selv, for så kan jeg blive beskyldt for tyveri,« forklarer Raquel.

Selv om Lucila og Raquel arbejder inden for en radius af 25 kilometer, føler de indimellem, at de har hele kloden som arbejdsplads. Simpelthen fordi de forskellige nationaliteter har vidt forskellige rengøringsnormer. Grækere, spaniere, franskmænd og svenskere vil have gjort rent på hver deres måde.

»I nogle familier stryger vi alt fra undertøj til lagner, skjorter og kjoler. Det er så tidskrævende at stryge alt det tøj. Og vi skrubber gulve i klorin og gør badeværelser og køkkener rene. Nogle skal endda have støvsuget deres gulvtæpper på undersiden.«

Ventetid gør træt

»Mine håb var så store, dengang jeg kom. Men nu er der uvisheden, og jeg vil gerne have papirer, så jeg er her legalt. Men min advokat anbefaler mig at vente og vente med at søge arbejdstilladelse. Jeg er træt – og har droppet studierne om aftenen her i Bruxelles,« lyder det fra Raquel.

Hendes lidt opgivende blik røber, at hun ikke er gjort af helt samme stærke stof som sin mor.

»Men jeg har tid til at dyrke min tro og at være aktiv i en kvindeorganisation,« siger Raquel.

I sin sparsomme fritid arbejder Raquel som sekretær i organisationen SAMAHAN, der hjælper filippinske husarbejdere i Belgien med juridisk rådgivning og anden praktisk hjælp.

Raquel har en søster, der arbejder som husarbejder i Californien, en bror, der arbejder som bygningsarbejder i Saudi-Arabien. Og en storesøster og lillebror på Filippinerne. Søskendeflokken fik uddannelser som sygeplejerske, læge, bogholder og lærer.

Også på den måde er familien et billede på globaliseringen, der splitter familier på kryds og tværs over landegrænser og kontinenter. Familier fra tredjeverdens lande, hvor børnene, når de får eksamensbeviset, ikke kan finde job og rejser udenlands for at tjene penge og sende hjem.

Lucila og Raquel er blevet en del af et globalt kredsløb, hvor de som billig ufaglært arbejdskraft slider og til gengæld sender penge hjem. Et kredsløb, der ikke alene udpiner tredjeverdens lande for arbejdskraft, men også for omsorgspersoner. »Brain drain« og »care drain« kaldes det også, og det er de fænomener, der i nogles øjne fastholder lande som Filippinerne blandt verdens fattigste.

Set med Lucilas og Raquels øjne var der ikke noget alternativ til at rejse ud for at sende penge hjem. Men de drømmer stadig om at få råd til at vende hjem igen.

Det kommer til at tage sin tid. Raquel tjener 7,5 euro i timen, Lucila 10. Det svarer omtrent til 55 og 75 kroner. Transport til og fra arbejde betaler de selv. Ingen løn under sygdom. Ingen ret til ferie. Og ingen pension.

Lucilas og Raquels fulde navne er kendt af redaktionen.