Hver anden går frivilligt på efterløn

Af

Halvdelen af alle efterlønsmodtagere vælger selv at forlade arbejdsmarkedet for at få mere tid. Ufaglærte og ledige presses til gengæld ud af arbejdsmarkedet. Det viser en ny undersøgelse. Fagbevægelsen skal tage den besværlige debat, siger ekspert.

I 2003 er 180.643 personer på efterløn. Tilgangen til ordningen er vokset støt og roligt de seneste år, også siden efterlønsreformen i 1998. Efterlønnen er i dag en af de helt store velfærdsordninger i det danske samfund.

Men der er vidt forskellige grunde til, at mange danskere i en alder af 60 år er ude af arbejdsmarkedet og på efterløn. Af de mange efterlønsmodtagere, der kommer fra beskæftigelse, vælger 60 procent efterlønnen, fordi de ønsker mere tid til sig selv. Blandt de efterlønsmodtagere, som kommer fra ledighed, forlader kun hver femte arbejdsmarkedet frivilligt.

Det viser den første større undersøgelse af årsagerne til at gå på efterløn, som Gallup har foretaget for Ugebrevet A4.

Undersøgelsen viser også, at:

  • 32 procent af de ufaglærte går på efterløn, fordi de er fysisk nedslidte. Det samme tal for funktionærerne er 11 procent.
  • 50.000 efterlønsmodtagere er interesserede i deltidsarbejde.
  • En stor gruppe mener, at det ikke kan betale sig at arbejde ved siden af efterlønnen.

»Undersøgelsen dokumenterer, at efterlønsordningen betyder noget forskelligt for forskellige mennesker. For dem med gode job er efterlønnen en attraktiv og lystbetonet mulighed for at begynde den tredje alder tidligt. For de ledige og de nedslidte er efterlønsordningen en nødvendighed,« siger Jon Kvist, seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet (SFI).

Halvdelen presses ud

Den officielle pensionsalder er 65 år. Alligevel vælger mange danskere at forlade arbejdsmarkedet tidligere, og en stor del af dem benytter sig af efterlønsordningen. Det er en ordning, som ofte bliver kritiseret i den offentlige debat. For det første, fordi den koster mange penge – i år regner staten med udgifter på 22,4 milliarder kroner. For det andet, fordi den er med til at trække personer ud af arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor demografiens krystalkugle lyser tindrende klart: Arbejdsmarkedet kommer til at mangle hænder i løbet af de næste 10 år.

Men hvorfor går folk på efterløn? Seks ud af ti, der kommer fra beskæftigelse, vælger efterløn for at få mere tid til sig selv. 12 procent siger farvel til det aktive arbejdsliv i forbindelse med rationaliseringer på deres arbejdsplads. Og næsten hver femte peger på nedslidning som årsag til, at de siger farvel til arbejdsmarkedet.

Ifølge tal fra Arbejdsdirektoratet kommer cirka 70 procent af efterlønsmodtagere fra beskæftigelse, mens de resterende 30 procent var ledige, da de gik på efterløn. Af den sidstnævnte gruppe er to ud af tre ifølge undersøgelsen enten så nedslidte eller har så vanskeligt ved at finde et nyt job, at de reelt tvinges på efterløn. Søren Bo Nielsen, professor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i København, gør regnskabet op således:

»Man kan sige, at halvdelen af dem, der går på efterløn, er slidt eller på anden vis tvunget ud af arbejdsmarkedet. Omvendt er der så den anden halvdel, der frivilligt forlader arbejdsmarkedet, og det er ganske mange,« siger han.

Han er særligt opmærksom på de mange, der er gået på efterløn, fordi de er nedslidte.

Også Nils Groes, forskningschef ved Amterne og Kommunernes Forskningsenhed, hæfter sig ved forskellen i efterlønsmodtagernes årsager.

»De ufaglærte er i høj grad slidt ned og har ikke andre muligheder end efterlønsordningen.

Funktionærerne har derimod lyst til at nyde livet. Samtidig vil de også gerne arbejde ved siden af, og det hænger igen sammen med, at de ofte er fit for fight. Deres arbejde er sjældent fysisk krævende og ofte en del sjovere,« siger han.

Store potentialer

Et af målene med efterlønsreformen i 1998 var at gøre det mere fordelagtigt at kombinere efterløn med deltidsarbejde, netop for at fastholde flere i arbejdsstyrken. Her viser undersøgelsen, at 14 procent af de adspurgte har deltidsarbejde. Men 37 procent af de efterlønsmodtagere, der ikke nu har deltidsjob, har et ønske om at bevare kontakten til arbejdsmarkedet.

Det svarer til, at cirka 50.000 efterlønsmodtagere ønsker at have en tilknytning til arbejdsmarkedet – heraf en mindre del, som er fysisk nedslidt, men som alligevel gerne vil arbejde. Hvis de 50.000 eksempelvis arbejdede fem timer om ugen, ville det svare til en ekstra arbejdskraft på små 7.000 fuldtidsansatte. Jon Kvist mener, at tallet kunne være endnu højere:

»De fleste efterlønsmodtagere vil helst være i fred og hygge sig. Funktionærer og de veluddannede har lidt mere lyst end andre grupper til deltidsarbejde. De har også flere indgange til arbejdsmarkedet end ufaglærte og kan bedre arbejde som eksempelvis freelancere,« siger han.

Nils Groes mener derimod, at undersøgelsen afdækker et interessant potentiale:

»Vi kan se af undersøgelsen, at mange ikke mener, det kan betale sig at arbejde ved siden af.«

Hele 32 procent af de adspurgte peger nemlig på, at for lille en gevinst ved deltidsarbejde er en bremseklods for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.  Men at ændre de økonomiske vilkår er ikke nok til at gøre det attraktivt at arbejde ved siden af efterlønnen, mener Nils Groes:

»For få år siden frygtede man, at der ville komme lærermangel, fordi en stor andel af lærergruppen har sneget sig over efterlønsalderen. Men ved at give de ældre lærere mere fleksibilitet, bedre vilkår og en økonomisk gevinst, er det lykkedes at undgå, at klasselokalerne er blevet tømt for lærere. Den øvelse kunne vi godt gentage for flere grupper,« siger han.

Når Groes mener, at der skal lægges kræfter i at få flere efterlønsmodtagere til at arbejde deltid, hænger det i høj grad sammen med udviklingen på arbejdsmarkedet. I løbet af få år vil flere og flere efterlønsmodtagere være funktionærer. De vil ikke være lige så nedslidte som de mange ufaglærte og faglærte arbejdere, der i dag tegner sig for den største andel af efterlønsmodtagerne. Dermed rammer Nils Groes også ned i debatten om efterlønnens fremtid:

»Hvis formålet med efterlønnen alene var at sikre de nedslidte og svageste, så er det slået fejl.

Og det vil blive tydeligere i de kommende år.«

Fagbevægelsen skal tage debatten

Som vismand i Det Økonomiske Råd rettede Søren Bo Nielsen en skarp kritik af den nuværende efterlønsordning. Og den står han stadig ved:

»Jeg har ikke et problem med, at sunde og raske mennesker stopper tidligt på arbejdsmarkedet – hvis de vel og mærke betaler for det selv. For det andet er ikke en god anvendelse af vores fælles ressourcer. Prisen for ordningen bliver betalt af de 30-35-årige på arbejdsmarkedet med ejerbolig og børn. De skal knokle for at holde sammen på samfundsøkonomien i takt, med at vi kommer til at mangle arbejdskraft.«

 Søren Bo Nielsen understreger, at der ikke er tvivl om, at mange reelt er nedslidt, og de skal have mulighed for at holde op med at arbejde.

Jon Kvist fra SFI opfordrer fagbevægelsen til at gå ind i debatten om efterlønnens fremtid.

»Det er en svær diskussion for fagbevægelsen, fordi den handler om mange af de nuværende medlemmers rettigheder og privilegier. Men fagbevægelsen er også tvunget til at tænke langsigtet og på de kommende medlemmer. Og de to gruppers interesser er ikke nødvendigvis altid umiddelbart sammenfaldende,« siger han.

Ifølge Jon Kvist har fagbevægelsen tre muligheder.

  • Man kan trække sig tilbage og lade økonomerne i blandt andet regeringens velfærdskommission føre debatten. Risikoen er, at efterlønsordningen reelt bliver afskaffet eller gjort til et appendiks til førtidspensionen.
  • Fagbevægelsen kan håbe, at efterlønsordningen vil bestå i sin nuværende form, men så kommer de yngre medlemmer til at betale prisen i form af dårligere offentlig service.
  • Endelig kan fagbevægelsen gå konstruktivt ind i debatten og sikre en efterlønsordning  rettet mod dem, som enten er nedslidte, eller som har været længe på arbejdsmarkedet.
Virksomhederne må tage sig sammen

Et af de forbund, der ikke er til at komme uden om i debatten om efterlønnens fremtid, er Kvindeligt Arbejderforbund (KAD). KAD’s a-kasse er den a-kasse med relativt flest efterlønsmodtagere, og her mener forretningsføreren, Jytte Kofoed, at fagbevægelsen stadigvæk har fat i den lange ende i efterlønsdiskussionen.

Hun har intet mod at diskuterere efterlønnen, hvis det sker på et oplyst grundlag, og det er ikke tilfældet i dag. Jytte Kofoed mener, at der ganske enkelt mangler viden om, hvad det betyder for folks lyst til at blive på arbejdsmarkedet, hvis de bliver behandlet bedre på jobbet.

»Problemet er ikke efterlønnen, men at det danske arbejdsmarked er skruet sammen på en måde, hvor folk slides ned. Det er ikke kun vores medlemmer og andre ufaglærte, der bliver mast af det høje tempo, men også bankfolk, skolelærere, akademikere og smede. Jeg tror, at meget vil ændre sig i takt med, at virksomhederne kommer til at mangle arbejdskraft,« siger hun.