NAVNELEG

Hvem i alverden er Jeppe, Rina og Christina?

Af | @GitteRedder

Næsten hveranden dansker har aldrig hørt om Socialdemokraternes spidskandidat til valget til Europa-Parlamentet. Og kun hver tiende vælger kender Folkebevægelsens spidskandidat. Morten Messerschmidt (DF), Margrethe Auken (SF) og Ulla Tørnæs (V) er valgets politiske kendisser.

Hvem er denne mand? 

Hvem er denne mand? 

Foto: Berit Hvassum/Polfoto

Det kan blive rigtig svært for Socialdemokraterne, Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU at hive stemmer hjem ved det kommende valg til Europa-Parlamentet 25. maj.

Mange vælgere har nemlig aldrig hørt om de tre partiers spidskandidater. Og når folk ikke kan sætte navn og ansigt på politikerne, er det næsten umuligt at blive en stemmemagnet, vurderer ekspert i EU-afstemninger og lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Derek Beach.

»Især Socialdemokraterne og Folkebevægelsen er udfordret ved det kommende valg. Når de stiller med spidskandidater som Jeppe Kofod og Rina Ronja Kari, som mange vælgere aldrig nogensinde har hørt om, bliver det op ad bakke for dem,« siger Derek Beach.

Kun godt hver anden dansker – nemlig 55 procent – har hørt om Jeppe Kofod, Socialdemokraternes spidskandidat til Europaparlamentsvalget i maj. Og blandt de socialdemokratiske vælgere er der ikke meget trøst at hente for Jeppe Kofod. Hver tredje S-vælger kender ham nemlig ikke.

Alle kender Morten, men hvem er Christina?Hvilke af følgende spidskandidater til Europa-parlamentsvalget har du hørt om?
Kilde: Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

Endnu værre ser det ud for Rina Ronja Kari, der stiller op for Folkebevægelsen mod EU. Kun hver tiende vælger aner, hvem hun er, og blandt EU-modstandere på venstrefløjen er hun også stort set ukendt. Kun hver tredje af Enhedslistens vælgere har således hørt om Rina Ronja Kari.

Den mest anonyme af alle spidskandidaterne er Christina Egelund, spidskandidat for Liberal Alliance. Kun seks procent af danskerne kender hende.

Det viser en omfattende undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4. I undersøgelsen har A4 kortlagt vælgernes kendskab til og vurdering af otte spidskandidater til Europa-Parlamentet.

Læs mere om undersøgelsen her

Messerschmidt topper kendislisten

Øverst på kendisbarometeret ligger Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.  Godt tre ud af fire vælgere, nemlig 77 procent, erklærer i undersøgelsen, at de har hørt om ham.

Heraf har fire ud af ti vælgere et meget positivt eller positivt indtryk af DF-kandidaten, mens næsten lige så mange, 36 procent, har et negativt eller meget negativt indtryk af ham.

Til sammenligning har kun 17 procent af de vælgere, der har hørt om Jeppe Kofod, et negativt indtryk af ham, mens hver tredje vælger bedømmer ham positivt.

Kofod er ligegyldig – Messerschmidt splitterHvad er dit generelle indtryk af nedenstående kandidater? I procent af alle vælgerne
Kilde: Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Note: På grund af afrunding giver tallene for hver enkelt kandidat ikke altid 100 procent, når de lægges sammen.

Fire ud af ti vælgere svarer, at de hverken har et positivt eller negativt indtryk af Jeppe Kofod. Og det er ifølge valgforsker Derek Beach et tegn på, at han mangler politisk gennemslagskraft.

»Jeppe Kofod har ikke haft en mærkesag, hvor han for alvor er brændt igennem.  Men det dur ikke at være usynlig og lidt ligegyldig i politik,« siger Derek Beach. Han mener, det er forklaringen på, 40 procent af vælgerne ikke rigtig har noget indtryk af den socialdemokratiske spidskandidat.

»Han burde gå langt mere markant ud i debatten om børnecheck til østeuropæiske arbejdere, for når du ikke er en tung kandidat eller en ung løve, er du tvunget til at være med på de kontroversielle og aktuelle dagsordener,« siger Derek Beach.

Slutspurten tæller mest

Jeppe Kofod mener ikke selv, det er så dårligt et udgangspunkt, at 55 procent af danskerne har hørt om ham.

»Der er lang tid til valget, og det er først de sidste uger op til valgdagen, at slaget for alvor udkæmpes,« fastslår Jeppe Kofod.

Når folk går i stemmeboksen den 25. maj, er kendskabet til mig lige så stort som til de andre kandidater. Jeppe Kofod (S), spidskandidat til Europa-Parlamentet

S-kandidaten minder om, at op til Europa-parlamentsvalget i 2009 viste en tilsvarende undersøgelse, at Socialdemokraternes spidskandidat Dan Jørgensen var totalt ukendt. To ud af tre danskere anede ikke, hvem Dan Jørgensen var.

»Men han fik jo et rigtig godt valg.  Det er ikke unormalt, at danskerne først finder ud af, hvad kandidaterne står for lige op til valgdagen. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når folk går i stemmeboksen den 25. maj, er kendskabet til mig lige så stort som til de andre kandidater,« siger Jeppe Kofod.

Han mener, at Derek Beach skyder ved siden af i kritikken af, at han har været usynlig i debatten om velfærdsturisme.

»Før det overhovedet blev en national debat, udtalte jeg mig om, at EU ikke skal være en stor social velfærdsstat, men et arbejdsfællesskab, hvor vi arbejder sammen for at skabe vækst og job. Og man skal ikke shoppe rundt i Europa for at søge velfærdsydelser, men for at tage arbejde på det pågældende lands løn- og arbejdsvilkår,« siger Jeppe Kofod.

Han understreger, at han ikke har tøvet med at deltage med markante synspunkter i netop den debat.

»Jeg har sagt klart, at nogle af de her regler skal laves om. Både for at beskytte folk i kampen mod social dumping og løntrykkeri, men også i diskussionen om børnepenge, der ikke skal sendes over grænserne i Europa,« siger Jeppe Kofod.

Målet er ikke at være lækker

Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti er glad for, at han topper kendislisten, men han understreger samtidig, at politik handler om holdninger og ikke om at være lækker.

»Selvfølgelig kan jeg ikke være andet end tilfreds med, at så mange danskere har hørt om mig. Det handler vel om, at folk kender mine politiske budskaber,« siger han.

Morten Messerschmidt kommer til at støvsuge nej-siden for stemmer. Derek Beach, lektor, Aarhus Universitet

DF-kandidaten noterer, at man som politiker skal passe på med ikke at lade sig styre af målinger og sætte sin personlighed på formel. Så når fire ud af ti vælgere har et positivt indtryk af ham, mens hver tredje er negativt stemt overfor ham, er det, ifølge ham selv, sådan, det er.

»For mig er det ikke et mål i sig selv at fremstå som lækker, men at folk har tillid til mig og den politik, som jeg arbejder for,« siger han.

EU-ekspert Derek Beach vurderer, at DF-kandidaten står til at få et kanonvalg.

»Morten Messerschmidt kommer til at støvsuge nej-siden for stemmer,« konstaterer Derek Beach.

EU-eksperten fremhæver, at der er bred respekt omkring DF’s spidskandidat, der udover at blive vurderet som dygtig også har formået at være synlig i den danske debat.

»Men vi skal også huske, at det er nemmere at blive kendt som EU-modstander, netop fordi du er imod og dermed trækker overskrifter. Jens Peter Bonde fra Folkebevægelsen var også en meget markant og kendt EU-modstander,« siger Derek Beach.

»Morten Messerschmidt gør også EU-tilhængerne rasende, fordi han forenkler og fordrejer nogle ting,« siger Derek Beach.

’Jeg snakker ikke sort’

Også SF’s Margrethe Auken er kendt blandt danskerne. Syv ud af ti vælgere har hørt om SF’s spidskandidat til parlamentsvalget, og blandt partiets egne støtter er det hele 84 procent, der kender den politiske veteran.  Hun kan også glæde sig over, at 40 procent af vælgerne har et positivt indtryk af hende, mens kun 18 procent har et negativt indtryk.

SF-politikeren er superglad for at score højt både på at være kendt og populær.  Og Margrethe Auken forklarer det selv med, at danskerne oplever hende som troværdig.

»Jeg snakker ikke sort, ligesom jeg heller ikke er særlig taktisk. Det skader mig indimellem politisk, men når jeg ikke er taktisk, tror folk på mig. Og så håber jeg også, at folk synes, jeg arbejder og bestiller noget i Europa-Parlamentet,« siger hun.

Selvom SF’s vælgere er på vild flugt væk fra partiet, mener Derek Beach, at Margrethe Auken har en chance for genvalg.

»Hvis der stadig findes SF-vælgere, har hun en udmærket mulighed for et genvalg. Der er stor respekt omkring hende, og ligesom Morten Messerschmidt har hun formået at trænge igennem i danske medier i de ti år, hun har siddet i Bruxelles. Og så er folk ikke i tvivl om, at hun både er euro-skeptisk, men også grundlæggende tilhænger af EU,« siger Derek Beach.

Bendt Bendtsen er helt glemt

Også Venstres spidskandidat Ulla Tørnæs klarer sig hæderligt på kendisbarometeret. Syv ud af ti vælgere har hørt om den tidligere minister og nuværende folketingsmedlem, der i sidste øjeblik blev udpeget som Venstres spidskandidat, da Ellen Trane Nørby meldte fra på grund af sin graviditet.

Befolkningen er også delt i deres syn på Venstre-politikeren. Hvor 37 procent af vælgerne ser positivt eller meget positivt på Ulla Tørnæs, har næsten hver fjerde dansker – 24 procent – et negativt eller meget negativt syn på hende.

Vælgerne bedømmer også den konservative spidskandidat, Bendt Bendtsen, meget forskelligt. 28 procent af vælgerne har et positivt syn på ham, og lige så mange har et negativt syn på ham.

EU-ekspert Derek Beach levner da også kun Bendt Bendtsen en minimal chance for genvalg til Europa-Parlamentet.

»Det er pænt op ad bakke for Bendt Bendtsen. Koblingen mellem en konservativ krise herhjemme og fem år, hvor han stort set har været usynlig, gør et genvalg svært for ham. Når to ud af tre vælgere svarer, at de har hørt om Bendt Bendtsen, så er det, fordi de har hørt om ham som tidligere konservativ partiformand og ikke for hans arbejde i EU. Han er jo blevet helt glemt, mens han har været i Bruxelles,« siger Derek Beach.

Gode chancer til Tørnæs og Helveg

Selvom hver fjerde vælger har et negativt syn på Venstres kandidat, kan Ulla Tørnæs ifølge EU-eksperten godt pakke rejsekufferten.  Og den radikale spidskandidat Morten Helveg Petersen kan også godt skaffe sig et ekstra sæt barbergrej til badeværelset i Bruxelles.

»Både Venstre og Radikale har tilsyneladende været bange for at miste stemmer ved parlamentsvalget, og derfor har man valgt nogle forholdsvis prominente politikere med et navn som spidskandidater.  Strategien er, at de har lettere ved at få gennemslag, fordi de er kendte,« siger Derek Beach.

Men han peger på, at der for nogle vælgere vil være en afgørende forskel i vurderingen af de to spidskandidater.  Mange vil huske, at Ulla Tørnæs for få måneder siden tabte slaget om en borgmesterpost i Holstebro, og det kan ifølge ham belaste hende i valgkampen.

I lyset af at Danmark kun har 13 pladser i Europa-Parlamentet, vurderer Derek Beach, at det bliver ualmindelig svært for både EU-modstanderen Rina Ronja Kari og Liberal Alliances kandidat Christina Egelund at sælge billetter på valgdagen 25. maj.

Læs hele undersøgelsen her:

Hvem i alverden er Jeppe, Rina og Christina? Undersøgelse fra Analyse Danmark blandt 1.012 personer i alderen 18-70 år.