Hvem er det, der betaler for hvem?

Af Lise Rosenkilde, Marstal

Jeg er en årgang 1944 og er blevet provokeret gennem min læsning i dagspressen til at sende dette oplæg til debat. Jeg er barn af en arbejderfamilie – en familie, der altid har været aktive socialdemokrater, og jeg har fortsat i sporet. Jeg ridser lige kort mit livsforløb op.

I en alder af ni år havde jeg avisplads, op klokken 4 om morgenen, også om søndagen og i snevejr . Da jeg var 14, kom jeg på arbejdsmarkedet og klarede mig derefter økonomisk selv, betalte dog hjemme for mit loftværelse, der havde is på ruden om vinteren. Jeg havde ønsker om uddannelse, og den sparede jeg op til via mit arbejde. Jeg blev gift som 20-årig og fik mit første barn – en pige. Hun startede i dagpleje tre måneder gammel. Jeg arbejdede 48 timer og læste om aftenen for at dygtiggøre mig. Jeg fik mit andet barn seks år efter – en dreng, der startede i vuggestue tre måneder gammel. Nu afleverede jeg to børn klokken 6 om morgenen.

Arbejdstiden var da, så vidt jeg husker, 42 timer om ugen. Jeg dygtiggjorde mig stadig om aftenen, når børnene sov. Jeg vil ikke undlade at fortælle, at ved barselsorlov blev min anciennitet trukket fra.

August 2002 havde jeg været på arbejdsmarkedet i 45 år. Jeg søgte nye udfordringer og nyt job i 2000, desværre løb jeg jeg ind i en chef, der viste sig at være psykopat. Jeg blev chikaneret igennem så lang tid, at jeg måtte i behandling for en depression og blev fyret.

Jeg er nu for første gang i mit lange arbejdsliv ledig og på dagpenge. Jeg søger job, men det er utopi at tro, jeg får et. Min fagforening har fortalt mig, at jeg skal gå på efterløn, når jeg fylder 60 år. Jeg er 59 år nu. Dermed er jeg tvunget på efterløn med deraf følgende nedskæringer i min pension. Jeg læser, ser og hører de unge politikere fortælle om de store årgange, der nasser på samfundet ved at gå på efterløn. At det grå guld skulle blive på arbejdsmarkedet, da det ikke er rimeligt, at de unge skal betale for os.

Har de unge politikere glemt, hvem der har arbejdet et langt liv, så de kunne få mulighed for at får SU? Børnepasningsorlov? Lang barselsorlov? Så de har haft mulighed for at rejse ud og realisere sig selv? For først at yde en indsats på arbejdsmarkedet som cirka 30-årige? Jeg synes, de burde have en dårlig smag i munden. Jeg så gerne, at andre fra de store årgange fortalte, hvordan de har det med at blive omtalt som en byrde for samfundet og som samfundsnassere.