Hvad udad vindes skal ikke indad tabes

Af Rasmus Prehn

LO-fagbevægelsen vil gerne fremstå dynamisk og moderne. Et godt image hjælper bare ikke stort, hvis man indadtil signalerer, at man ikke er interesseret i at lytte til medlemmerne. Og det gør man, når man ikke vil prioritere de unge, der har gåpåmodet og viljen til at være aktive i det faglige arbejde.

24LO-fagbevægelsen er konstant på jagt efter fornyelse og bedre image. Senest er den britiske spindoktor Alastair Campbell hyret til at hjælpe LO med et moderne og dynamisk image. Jeg oplever det som et positivt træk, at fagbevægelsen er bevidst om, at der skal fornyelse til, og at det har stor betydning, hvilke signaler der sendes til omverdenen.

Jeg håber dog, at LO-fagbevægelsen samtidig grundigt overvejer, hvordan fagbevægelsen som demokratisk organisation trækker på det potentiale, der ligger i medlemmernes ideer og interesser. Et velpoleret og dynamisk ydre hjælper ikke stort, hvis organisationen indadtil sender et signal om, at man ikke er interesseret i at lytte til medlemmerne.

Nu tror jeg generelt, at den interne dialog og demokratiproces fungerer udmærket i LO-fagbevægelsen. Men i forhold til fagbevægelsens unge medlemmer oplever jeg, at mange demotiveres, udelukkes og forhindres i at deltage, selv om de både har gåpåmod og vilje til at deltage aktivt i det faglige arbejde. I Mindscope, hvor vi uddanner fremtidens tillidsrepræsentanter og faglige ledere i organisation, politik med mere, har vi de senere år oplevet en stor stigning i unges interesse. Og stadig flere af vore deltagere ønsker at påtage sig faglige tillidsposter. Det er nærmest blevet moderne at være fagligt aktiv. Imidlertid er tilgangen af kursister i det nye år nedadgående. Ikke fordi interessen svigter. Tværtimod! Men fordi LO-forbundene ikke længere ønsker at sende unge medlemmer på kursus.

Vi har i årets første måneder modtaget over hundrede henvendelser fra fortvivlede unge, der klager over, at de ikke kan få lov at tage på kursus. De har svært ved at forstå, at fagbevægelsen, der ellers skriger på nye, unge og engagerede medlemmer, nu spænder ben for de unge, der gerne vil bruge en ulønnet friweekend på at dygtiggøre sig inden for organisation, politik og lignende, der vil styrke dem i det faglige arbejde.

Forbundenes forklaring er, at de ikke længere prioriterer ungdomsarbejdet så højt, hvilket virker underligt, når interessen for fornyelse og flere medlemmer ellers er så højt besungen i fagbevægelsen. En anden forklaring lyder, at forbundene ikke længere vil betale for fællesskabskurser med deltagere fra de andre LO-forbund. De prioriterer i stedet kurser på deres egne skoler.

Problemet er bare, at de fleste unge hellere vil på kursus med deltagere fra andre forbund, hvor de oplever, at de lærer mere og opbygger nye, nyttige netværk. De oplever det hverken som særlig solidarisk, at deres forbund ikke vil have noget med fællesskabet at gøre, eller specielt moderne, at deres forbund ikke lytter til medlemmernes ønsker. Og specielt synes de, at det hænger rigtig dårligt sammen med det nye image, LO prøver at bygge op. Når unge med stor interesse for fagbevægelsen ligefrem holdes ude og nedprioriteres, virker det selvmodsigende at ansætte en spindoktor til at tegne et billede af fagbevægelsen som en åben og imødekommende organisation med mod til fornyelse. Skal fagbevægelsens spindoktori hjælpe, hvilket jeg håber, det kommer til, skal fagbevægelsen også indadtil give plads til fornyelsen og den nye generation, der faktisk brænder for at være med. Ellers reduceres hele indsatsen til skalkeskjul og falsk varebetegnelse.