Hvad koster en plads i Folketinget?

Af

At der endnu ikke er fuld åbenhed om, hvem der støtter kandidater og partier, må bero på en form for politisk naivitet, der er specielt dansk.

PARTISTØTTE Fagforbund skal fortsat støtte politiske kandidater og partier. De skal blot sørge for at få et afkast af investeringen. Og hvis der er mere valuta for pengene i SF eller Venstre end hos Socialdemokraterne, så er det der, pengestrømmen skal flyttes hen. Sådan lyder i korthed konklusionen fra en omfattende undersøgelse af HK’s påvirkningsmuligheder som politisk organisation.

Professor i statskundskab Ove Kaj Pedersen med flere har skrevet en tankevækkende analyse af blandt andet den faglige partistøtte. 300 sider, som burde nærstuderes i toppen af enhver lønmodtagerorganisation. Rapporten er tænkt som indledningen på en medlemsdebat frem til HK’s næste kongres, og dens anbefalinger er på sin vis enkle og logiske. HK skal som interesseorganisation handle rationelt og til enhver tid vælge det alternativ, som med størst sandsynlighed bidrager til organisationens mål. Og hvorfor skulle HK i sine bestræbelser på at varetage HK’ernes interesser afstå fra at yde støtte til politiske partier, hvis det beviseligt er en velegnet kanal til at opnå indflydelse?

citationstegnSatsningen på ekspertbistand og toptunede valgkampagner betyder, at prisen for en plads i Folketinget eller Europa-Parlamentet stiger for hvert valg. Vælgerne har krav på at vide, om det er HK, Dyrenes Beskyttelse eller A.P. Møller, der betaler.

Men lige så logisk som argumentationen lyder, lige så fremmed er den i en dansk politisk sammenhæng. Selv om penge og politik er uadskillelige størrelser, og selv om det i varierende grad foregår overalt, så bryder vi os ikke om, at man kan købe sig til indflydelse. Derfor har vi heller ikke i det politisk jomfunalske Danmark nogen lovgivning, der regulerer støtten til politiske kandidater. Med forhøjelsen af den statslige støtte til partierne i 90’erne blev der indført en smule åbenhed i partiernes regnskaber, men Danmark er fortsat lysår fra den gennemsigtighed, som findes i USA og andre lande. Her kan man til enhver tid se, hvem der sponserer en kandidat og med hvor meget.

Behovet for politisk indflydelse på alle niveauer vokser i takt med, at lovgivning på europæisk og nationalt plan i stigende grad påvirker arbejdsmarkedet. Samtidig er de traditionelle kanaler for indflydelse ved at tørre ud: Det gamle system med lovforberedende kommissioner med blandt andre arbejdsmarkedets parter uddøde for tyve år siden. Antallet af permanente partsudvalg er kraftigt reduceret, og organisationernes høringssvar til lovgivning får stadig mere rituel betydning.

Samtidig er arbejderbevægelsen og de tætte relationer mellem fagbevægelse og Socialdemokraterne gået i opløsning. At støtte Socialdemokraterne ud fra nostalgiske hensyn giver ikke længere mening, og det er der heller ingen opbakning til blandt HK’s eller andre fagforbunds medlemmer.

Derfor skal HK ifølge forskerne satse langt stærkere på nye kanaler for indflydelse: Dannelse af netværk, alliancer, produktion af viden, en professionel mediestrategi – og altså en selektiv økonomisk støtte til de kandidater og partier, som kan levere varen, mener forskerne.

Men forudsætningen for, at sådan et system kan fungere, er naturligvis en langt større åbenhed om, hvem der finansierer kandidaternes valgkampe. Satsningen på ekspertbistand og toptunede valgkampagner betyder, at prisen for en plads i Folketinget eller Europa-Parlamentet stiger for hvert valg. Vælgerne har krav på at vide, om det er HK, Dyrenes Beskyttelse eller A.P. Møller, der betaler.