Hvad har børnene NU gjort?

Af Jakob Bang, forretningsudvalgsmedlem, Pædagogisk Medhjælper Forbund

FAGLIGT TALT Kommunerne lægger budgetter i disse uger. Og ligesom sidste år er det mest nedskæringsbudgetter. Færre ressourcer til børneomsorg, skoler og ældre. Eller sagt med andre ord: Mindre velfærd.

24-02I mange kommuner er det især dagpleje og daginstitutioner, der må holde for. Kun ganske få kommuner har faldende børnetal, så det er ikke her, årsagen skal findes. Der er således al mulig grund til at spørge »Hvad har børnene NU gjort?«, sådan som overskriften lyder for en række af BUPL’s og PMF’s lokale initiativer for at hindre kommunalbestyrelserne i at forgribe sig på børnenes budgetter.

De truende udsigter dokumenteres også af den måling, A4 tog på storbyernes økonomi i ugen, der gik. Her fremgik det i øvrigt, at for eksempel Esbjerg kommune var hårdt spændt for, fordi de ifølge borgmester Søttrup (V) årligt brugte »180 millioner kroner til anbringelsesområdet«. Gad vidst, hvor meget forebyggende pædagogisk arbejde der kunne have været udført for nogle af de 180 millioner kroner?

Nedskæringerne i daginstitutionerne vil uundgåeligt føre til mindre omsorg til børnene og øgede frustrationer for det pædagogiske personale. Det er næppe den vej, der fører frem til færre anbringelser af børn uden for hjemmet.

Samtidig har nedskæringerne jo den konsekvens, at der sendes en stabel fyringssedler ud til mange kommunalt ansatte – blandt andre pædagogmedhjælperne. Det har finansminister Thor Pedersen (V) ingen problemer med: Det er jo regeringens overordnede mål for på den måde at skaffe flere folk til den private sektor, meddeler ministeren frejdigt.

Jeg har svært ved at tage så let på elendigheden som Thor Pedersen. Jeg kan nemlig ikke se det private erhvervslivs store og akutte behov for arbejdskraft. Tværtimod stiger arbejdsløsheden jo. Og mange af PMF’s medlemmer, der allerede sidste år kunne takke regeringen for en fyring, er stadig arbejdsløse. 

Nedskæringskrigen mod borgerne foregår per stedfortræder. Det er kommunerne, der fører kniven. Men det er regeringen og Dansk Folkeparti, der står bag. Jeg tænker tit om de mennesker, der stemte på de tre partier sidst, virkeligt mente, at børnene skulle straffes, pædagogmedhjælpere gøres arbejdsløse eller nogle af alle de andre gerninger, vi kan takke regeringen for.

Men det har nok været for svært at se forskellen. Og måske er det det, der til gengæld er opgaven: At tegne forskellene i politik skarpere op. At vise hvordan den konkrete politik fuldstændig udhuler de værdier, regeringen erklærer sig som tilhængere af. Og lokalt vise, at der kan føres en anden politik.

For der skal altså være forskel – omsorg og solidaritet til forskel.