Hvad bliver der af de etiske investeringer?

Af Steen Vallentin, adjunkt ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen i København

Koalitionens krig i Irak har givet anledning til, at etiske eller bæredygtige investeringer for en stund igen er kommet på den offentlige dagsorden. Denne gang drejer debatten sig om, hvorvidt det er rimeligt, at de danske pensionskasser investerer i og tjener på våbenproduktion.

Overordnet set drejer det sig om, hvorvidt pensionskasserne skal være rendyrkede kapitalister, eller om de også skal tage spørgsmål om etik, socialt ansvar og miljø med i betragtning, når de foretager investeringer. Men hvad er etiske investeringer egentlig for en størrelse, og hvorfor er der ikke sket mere på området herhjemme?

Ser man på den historiske udvikling på området internationalt, har fire dagsordener været fremherskende: En religiøs dagsorden, hvor personlige moralske værdier har været i fokus. En politisk dagsorden, som har haft den sociale aktivismes præg. En kommerciel dagsorden, hvor finansielle aktører har udbudt etiske investeringsfonde som produkt, fordi der har været eller kunne skabes en efterspørgsel efter det. Og endelig en institutionel dagsorden, som har drejet sig om på demokratisk vis at åbne muligheder for at investere etisk inden for arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger.

Kendetegnende for udviklingen i de lande, som er nået længst på området, primært USA og Storbritannien, er, at det er de tre første dagsordener, der har virket som de primære drivkræfter. Det er ikke tilfældet i Danmark, hvor den institutionelle har været i højsædet. Det har betydet, at i stedet for udvikling af sagkundskab på området er etiske investeringer i Danmark mest af alt blevet til en – som oftest halvhjertet – debat om mulighederne for mere demokrati, åbenhed og medbestemmelse inden for rammerne af kollektive og obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordninger. Det er kommet til at handle mere om politik end om finansiering. Den kommercielle produktudvikling har haft trange kår. Man finder blot tre etiske investeringsfonde i Danmark mod cirka 300 i resten af Europa.

Hovedparten af de markante aktører inden for den danske pensionsbranche har formuleret etiske retningslinier for deres investeringer. Men det lyder bedre, end det er. For der synes ikke at ske så forfærdelig meget bag de lukkede døre. Pensionskasserne synes meget lidt interesserede i at profilere sig aktivt på dette område. Faktisk vil de hellere henholde sig til det lovfastsatte krav om opnåelse af størst muligt afkast, deres etiske retningslinier er generelt holdt i så vage vendinger, at de er svære at stille dem til regnskab for. Endelig foretager de etiske vurderinger på virksomhedsniveau, men vil ikke kommentere enkeltinvesteringer offentligt. Denne lukkethed ville være mindre problematisk, hvis der var fri konkurrence på pensionsmarkedet, og den enkelte lønmodtager havde mulighed for at stemme med fødderne. Men det er som bekendt ikke tilfældet.

Hvad er så perspektiverne for den danske udvikling inden for etiske investeringer? En større folkelig forankring gennem synliggørelse og bevidstgørelse synes at være en forudsætning for fremskridt. Spørgsmålet er, om de store pensionskasser ser sig selv som aktive deltagere i eller som passive tilskuere til en sådan mulig udvikling.