Husvilde går forgæves

Af

Boligmanglen og de stigende huspriser i København rammer de allersvageste. Hjemløse står på venteliste, og kommunen må indlogere socialt belastede på hotel. Regeringens planer om at sælge almennyttige boliger vil tvinge København til igen at opkøbe private ejendomme, siger direktør i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Grethe Munk.

Hvis man kommer i den ulykkelige situation at stå uden tag over hovedet i København, kan man godt på forhånd opgive at klage sin nød til kommunen. Manglen på almindelige boliger, som er til at betale med jævne indkomster, er så stor, at kommunen i dag kun magter at hjælpe mennesker med meget alvorlige sociale problemer. 750 boligløse står på venteliste til at få anvist en bolig, og kommunen har endda set sig nødsaget til at indkvartere en del af dem på hotel.

Situationen er uholdbar, og hvis regeringen gør alvor af at sælge ud af de  almennyttige boliger, kommer bolignøden blandt de svageste helt ud af kontrol, siger direktøren for Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning, Grethe Munk. Kommunen har måttet stramme kriterierne for, hvem der kan få anvist en bolig, og en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) viser, at København i dag afviser langt flere end andre kommuner. SFI har præsenteret de samme otte sager for fire forskellige kommuner: Århus, Svendborg, Søllerød og København. Mens København kun med sikkerhed vil anvise en bolig til to af de otte fiktive familier, så vil de andre kommuner anvise til mindst fem. Sådan er praksis, selv om kommunerne stort set har de samme regler på området.

»Jeg tror, at vi har Danmarks hårdeste praksis. De kriterier, vi lægger til grund, er så hårdhændede, at vi ikke har nogen mulighed for at være skrappere uden at gradbøje loven,« siger Grethe Munk.

Hvordan har du det med det?
»Det finder jeg relativt ubehageligt, men samtidig skal det heller ikke være sådan, at man kan få anvist en bolig hos os blot ved at være lidt smart. Det vil jo gøre de mennesker, som artigt står på en venteliste, helt til grin. Vi er i en meget spændt situation lige nu, men vi har lagt nogle planer, som viser en vej frem. Hvis de lykkes, vil vi nå frem til noget, der kan hænge sammen,« siger Grethe Munk.

Intet storsind i København

I Københavns Kommune har man 499.000 indbyggere og kunne i 2001 anvise blot 1.171 boliger. I Århus Kommune har man 287.000 indbyggere, men kunne for to år siden anvise boliger til hele 1.541 medborgere uden tag over hovedet. I den jyske hovedstad har man overskud til at anvise en bolig til den enlige mor med bopæl i Slagelse, som har en vis tilknytning og behov for en lejlighed i Århus. Den type storsind er utænkelig i København.

En af synderne er paradoksalt nok kommunen selv, som i 90’erne efter et økonomiforlig med regeringen valgte at afhænde sine godt 20.000 kommunale boliger til selskabet Tor med henblik på at videresælge lejlighederne som ejer- eller andelsboliger.  

citationstegnJeg tror, at vi har Danmarks hårdeste praksis. De kriterier, vi lægger til grund, er så hårdhændede, at vi ikke har nogen mulighed for at være skrappere uden at gradbøje loven.

»Da vi havde Tor-ejendommene, havde vi mulighed for at være mere barmhjertige over for de, der ikke faldt ind under vores strikse sociale kriterier. Vi samlede mennesker op i den gråzone, som ligger mellem det almindelige boligmarked og det socialt anviste. Det kan vi ikke i dag,« siger Grethe Munk.

En af konsekvenserne af de strikse kriterier er ifølge direktøren, at de boligløse københavnere kan have en tendens til at gøre sig selv svagere, end de er.

»Når vi ikke har mulighed for at være lidt rundhåndede med vores anvisninger, og når boligmarkedet er så spændt, som det er, så betyder det, at man er med til at presse mennesker ud i at klientgøre sig selv. Er man i en situation, hvor man hverken er skrevet op til en almen bolig eller har penge til at købe, så har man i realiteten kun én chance for at komme ind på det københavnske boligmarked. Nemlig ved på en eller anden måde at få bragt sig i en situation, hvor man kan lægge pres på kommunen. Hvis man sammenligner med Århus, så vil den situation ikke opstå. Der vil kommunen altid kunne sige til den, der står i en ulykkelig situation: Ring til det og det boligselskab, der bliver måske en ledig bolig i løbet af et par måneder.«

Færre flytter

20StorHar I ikke kunnet forudse de problemer, I nu står i?
»Da vi solgte Tor-ejendommene, var vi klar over, at vi ville få brug for en erstatning for at kunne leve op til den sociale forpligtelse, og derfor sagde vi til de almennyttige boligselskaber, at vi blev nødt til at udnytte vores anvisningsret fuldt ud. Det havde ikke hidtil været nødvendigt. Vi beregnede, at vi havde brug for cirka 1.700 boliger om året og med en fraflytning på ti procent årligt i den almene sektor, som var gældende på den tidspunkt, ville det næsten komme til at passe. Men der er sket det, at fraflytningen i de almene boliger er faldet drastisk, så der ikke bliver 1.700, men kun 1.200 boliger ledige om året.«

Kommunen skelner mellem boligløse, som har sociale problemer og husvilde, hvis eneste problem er, at de mangler en bolig. For de svageste hjemløse har man blandt andet forsøgt at løse problemerne ved at etablere en række projekter og udslusningsboliger, hvor de forhenværende hjemløse har en mulighed for at blive boende. Men omkring 750 står i dag på venteliste og er henvist til herberger og andre ikke-permanente boliger – for eksempel hos venner og familie.

»Dertil kommer hotelindkvartering, som er ved at udvikle sig til en mere eller mindre permanent løsning,« siger Grethe Munk.

Skyldes den vanskelige situation udelukkende salget af Tor-ejendommene?
»Forklaringen er givetvis kompliceret, men da vi havde Tor-ejendommene, klarede vi nogle af problemerne med ”gråzone-kunderne” på den måde. Den mulighed har vi ikke i dag. I dag må vi sige, at vi kun kan forpligte os over for dem, som vi skal ifølge lovgivningen. Men samtidig må man sige, at vi er en storby som andre, hvor boligmarkedet udvikler sig. Det strammer mere og mere til, priserne på ejerboliger stiger, og boligmønstret ændrer sig. Velstillede par, som bliver skilt, finder som regel hver en lejlighed, hvor de så bor alene. Der bor færre og færre mennesker per kvadratmeter i København.«

Er løsningen så at bygge noget mere almennyttigt byggeri i København?
»Det kunne være løsningen for os her i forvaltningen. Men en anden løsning er at bygge flere særlige boliger, som de almene selskaber opfører, men som vi råder over. Vi ønsker ikke som sociale myndigheder at råde over meget store boligejendomme. For derved risikerer vi at genoplive gamle dages husvilde-boliger, hvor alle er klar over, at på den og den adresse bor der en særlig gruppe mennesker. Det er ikke hensigtsmæssigt på den måde at stemple bestemte områder.«

Byggeri uden omtanke

Men mange af de almene byggerier, som er opført i de senere år, er jo netop havnet i store sociale problemer af ghetto-karakter. Hvordan vil I undgå det?

»Det er eksempler på, hvad der sker, når man bygger uden at tænke sig om. Det viste sig, at de eneste, som havde råd til at bo i disse nye lejligheder, var mennesker på overførselsindkomster, hvor kommunen betalte boligen på den ene eller anden måde. Ved nybyggeri i dag vil det ikke være sådan, fordi boligerne er blevet så dyre, at vi ikke kan få vores hjemløse placeret, selv om vi går ind med boligstøtte. Og det er en af de bekymringer, vi har ved den model, der er blevet præsenteret af regeringen. Man vil bruge de midler, man får ved at sælge de almennyttige boliger, til at bygge nyt. Noget andet er, at vi af andre årsager i kommunen ønsker at bygge store boliger til familier. Mange af dem, jeg står og mangler bolig til, er derimod enlige. Så nybyggeri vil ikke hjælpe mig på kort sigt. Men måske på meget langt sigt.«
Kommunen har i dag mulighed for at købe sig til anvisninger i den private udlejningssektor.

Hvorfor benytter I jer ikke af det?
»Det har vi indtil nu haft meget dårlige erfaringer med. Vi er meget restriktive med at vurdere, om en husleje ligger for højt. Vi vil altid gå ind og tage en ekstraordinær vurdering af huslejen, og der kan de private udlejere meget vel sige, at det er en lidt sær tak at få, og det kan jeg godt i en stille stund give dem ret i. Først åbner man døren for den boligsociale anvisning, hvorefter man kommer og siger, at huslejen er så og så mange kroner for høj. Endelig er de private udlejere samlet på mange, meget små firmaer. De er ikke organiseret, så vi kan lave en samlet aftale. Måske er det ikke umuligt at gå den vej. Der skal bare mange aftaler til, før det batter noget, og indtil nu har vi ikke haft held med det.

Hvad vil salget af de almennyttige boliger betyde konkret for det arbejde, du udfører?
»Det vil betyde, at vi mister vores mulighed for at anvise, og hvis man ikke følger op med en helt ny lovgivning på mange andre områder, så har Københavns Kommune, som jeg ser det, kun en vej frem, og det er at købe boliger op selv.«

Kan regeringens plan, hvor hver enkelt får ret til at købe deres almennyttige bolig, medvirke til at skabe de blandede kvarterer, som du efterlyser?
»Hvis man laver klare restriktioner for, hvilke lejligheder, der kan købes, kan jeg ikke afvise det. Men vi ved jo, at de boliger, som folk gerne vil købe, ikke fordeler sig jævnt. Der er boligblokke, der er attraktive fra kælder til kvist og andre, der ikke er det. Og langt de fleste boliger i København vil være meget attraktive og blive solgt. Derfor bliver de socialt udstødte i København så forfærdeligt hårdt ramt,« siger Grethe Munk.