Husk at efterspørge frihed

Af John Dahl, formand for HK/Danmark.

Fagligt talt Hvis frihed i arbejdet skal være andet end et hurtigt glemt slogan for en LO-kongres, så skal der skabes konkrete resultater for det enkelte medlem. For eksempel en central barselsfond ved de kommende overenskomstforhandlinger.

24_01»Frihed i dit arbejde« hedder det joviale slogan, som vil stå i flammeskrift over kongressen i LO senere på måneden.

Der er i tidens løb lagt mange fortolkninger i begrebet frihed. »Frihedens pris stiger, når efterspørgslen falder«, sagde den daværende (vest)tyske forbundspræsident Gustav Heinemann.

Dermed vendte han den normale markedsmekanisme på hovedet. Men han må have været klog på det emne – med erfaringer fra et land, hvor frihedsbegrebet har været mere udsat end i de fleste af de lande, som nu sidder sammen omkring EU-bordet for at udbrede nogle fælles idealer til endnu flere lande i Øst- og Centraleuropa og Middelhavsområdet.

Har det så noget med friheden på danske arbejdspladser at gøre? Ja, absolut.

Når LO-fagbevægelsen nu for alvor går ind i debatten om en hovedaftale og en arbejdsretlig praksis for det europæiske arbejdsmarked, så er det jo udtryk for, at vi vil sikre europæiske lønmodtagere – fra Helsinki til Vilnius og Nicosia – nogle grundlæggende rettigheder. En frihed til at matche kapitalens uomgængelige vandring over landegrænserne.

Det er en opgave, som lønmodtagerne i de enkelte lande ikke kan klare alene. Her skal et grænseoverskridende kollektiv træde i karakter – til gavn for den enkeltes frihed. På samme måde som det kræver samlet styrke på det nationale plan at sikre den enkelte et godt arbejdsliv gennem bedre og mere lige uddannelsesmuligheder, øget ligestilling og andre af de mange tiltag, der kommer op på LO-kongressen.

Men hvis ikke de mange kloge og manende ord, der helt sikkert vil blive fremført på oktober-kongressen, skal henvises til en passiv og glemt fremtid i protokol og arkiv, så skal LO og dets medlemsforbund bevidne over for det enkelte medlem, at der netop ikke kun er tale om oratoriske udfoldelser. Nogle af de smukke hensigter skal for eksempel stå deres prøve ved de kommende overenskomstforhandlinger. Her ville det være både passende og prægtigt, hvis LO-forbundene viser, at de ved fælles kraft kan få en central og solidarisk barselsordning igennem.

Den skal udvide perioden med løn under barsel på den måde, at arbejdsgiverne over én kam kommer til at betale det samme til en barselsfond, uanset hvor mange kvinder og mænd og hvor mange medarbejdere i den fødedygtige alder de har beskæftiget. På den måde bliver omkostningen for den enkelte arbejdsgiver beskeden, men udbyttet for de barslende – fædre som mødre – stort.

Se, det vil være et stykke solidaritet, som medlemmerne kan bruge til noget. Og det vil også tjene det formål at vise, at fagbevægelsen – naturligvis – ikke hviler på laurbærrene og de gode resultater, der er skabt hidtil.  Det kan, a propos førnævnte præsident Heinemann, blive dyrt at glemme at efterspørge frihed – på den globale såvel som den nationale scene.