Hovedstaden er tømt for pensionister

Af Illustration: Majbrit Linnebjerg

Mens flertallet af Europas storbyer oplever ældreboomet i fuldt flor, er tendensen den stik modsatte i København. En ny opgørelse fra EU’s statistiske kontor viser, at den danske hovedstad topper blandt byer, hvor antallet af ældre falder. »En privilegeret situation,« kalder kommunens direktør det.

MIMRE-FRIT Bedst som flertallet af landets kommuner er i gang med at gøre ekstra plads på deres plejehjem for at tage imod et stigende antal af ældre borgere, er København i gang med at lukke plejehjemspladser og forsøge at afvikle de 260 ældreboliger, der står tomme hen i hovedstadens boligmasse.

Og man skal da også kigge længe efter Olga, Gerda og Kaj Holger i de københavnske gader. For mens andelen af ældre mennesker stiger støt i hele den vestlige verden, er antallet af borgere over 65 år faldet med 12,6 procent fra 2001 til 2006 i Københavns Kommune og på Frederiksberg. Det viser en ny opgørelse fra EU’s statistiske kontor, Eurostat, der har opgjort tilstrømning og frafald af ældre borgere i henholdsvis landdistrikter og storbyer i EU’s medlemslande.

Mens tyske byer som Potsdam og Rostock oplever en tilvækst på mere end 30 procent flere ældre borgere, så topper den danske hovedstad listen af områder, hvor andelen af ældre borgere falder mest. Således opnår Københavns- og Frederiksberg kommuner 1. pladsen, som den by i EU, hvor antallet af ældre borgere svinder mest ind i perioden 2001 til 2006.

Men det er slet ikke så underligt, som det kan lyde, siger Lene Sillasen, administrerende direktør i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning.

»Vi mangler nogle generationer i København. Vi har kendt til udviklingen i mange år efterhånden og ved godt, at der bliver markant færre borgere over 80 år de kommende ti år. Men det er altså ikke, fordi vi tager livet af de gamle,« siger hun.

Forklaringen på ’det fraværende ældreboom’ i hovedstadsområdet skal findes ved at gå et par årtier tilbage i tiden. I perioden 1950 til 1980 mistede København nemlig 300.000 borgere. Det var unge mennesker, der var klar til at etablere sig og stifte familie, og det skulle ikke foregå i byens mørke, billige baggårdslejligheder, men derimod i de nybyggede, opblomstrende parcelhuskvarterer i forstadskommuner som Rødovre, Albertslund, Herlev og Ballerup.

»Det er de årgange, der dengang flyttede ud af byen, som nu bliver gamle i forstadskommuner i stedet for i København,« siger Eigil Boll Hansen, docent og økonom hos Anvendt Kommunalforskning (AKF).

København lever på solsiden

Til forskel fra andre storbyer i Europa er København særlig, fordi kommunegrænsen er trukket meget tæt på byens kerne. Derfor opstår polariseringen mellem by og opland i en mere outreret form her end i resten af Europa, forklarer Hans Thor Andersen, forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) ved Aalborg Universitet.

»Flere af forstæderne er i dag blevet til guldbryllups-kommuner. København er de seneste år blevet enormt dyrt boligmæssigt og er derfor i høj grad blevet et stort, pænt middelklassekvarter med mange både unge og veletablerede mennesker og relativt få pensionister,« siger Hans Thor Andersen, og tilføjer:

»Man kan sige, at lige nu lever København på solsiden.«

En vurdering som den administrerende direktør i hovedstaden med ansvar for ældreområdet deler.

»Vi er i en meget privilegeret situation. Ser man år tilbage, udgjorde andelen af befolkningen over 65 år på et tidspunkt 25 procent. Men i dag udgør samme aldersgruppe ti procent af Københavns befolkning, og det er netto en gevinst, at København i dag er en ung by,« siger Lene Sillasen.

Ifølge Københavns Kommunes egne prognoser ser solen ud til at skinne fra en ældrebyrde-fri himmel nogle år ud i fremtiden. Kommunen forventer nemlig, at antallet af ældre borgere over 80 år vil fortsætte med at falde frem til 2020, hvor antallet af ældre over 80 år vil udgøre godt 12.000 personer. Det er næsten en halvering i forhold til 2002, hvor de ældre over 80 år udgjorde godt 23.000 personer.

Denne gruppe er dem, der normalt kræver mest offentlig støtte. Københavns Kommune yder i gennemsnit omsorg, hjemmepleje, rengøring og andre services til tre ud af fire borgere, der har passeret de 80 år.

Ser man derimod på gruppen af yngre ældre – dem i alderen 65 til 79 år – så er det mere begrænset, hvad de koster kommunen. Her er det nemlig i snit en ud af fire, der trækker på den kommunale ældreservice. Antallet af ældre i netop gruppen 65-79 år ser imidlertid ud til at stige med 22 procent de kommende 10 år – fra godt 39.000 personer i 2002 til 48.000 i år 2020. Samlet set er der dog fortsat tale om et fald i antallet af ældre med alderen 65 år fra 2002 til 2020, hvor antallet af ældre i alt vil falde med fire procent i Københavns Kommune.

Konsekvensen er, at Københavns Kommune ikke kæmper med samme stigning i udgifter til ældreomsorg, som mange andre kommuner i Danmark.

Tværtimod har kommunen de sidste par år nedjusteret budgettet for ældreområdet. Således barberede man – som naturlig konsekvens af at antallet af ældre borgere med servicebehov svandt ind – budgettet ned med 114 millioner kroner i 2008, og i år er budgetter skåret igen med 29 millioner kroner, der helt automatisk overgår til børne- og ungeområdet, hvor udgifterne stiger som følge af at byens befolkning øges med flere børn.

»Enhver, der har forsøgt at købe bolig de sidste 10 år, vil vide, at det har været enormt dyrt i hovedstaden. Konsekvensen er, at byen har udviklet sig fra at være et sted, hvor de fattigste boede til i dag at være et stort, pænt middelklassekvarter, og det banker priserne yderligere op, og gør det sværere for lavindkomstgrupper at bo i København. Der bliver større selektion mellem by og forstæder,« siger Hans Thor Andersen, forskningschef på SBI og tilføjer:

»København er overvejende blevet en by for middelklassen, hvilket gør den endnu mere interessant for andre velstillede borgere, og derfor forstærkes effekten. Set med kommuneøkonomiske øjne er det positivt.«

Bedstemødre vil mærke byens puls

Men set med ældrepolitiske øjne er det en skam, hvis byen bliver svær at flytte til, når pensionsalderen indtræffer, mener man hos Ældre Sagen.

»Det er et kynisk perspektiv, at glæde sig over at andelen af ældre i byen bliver mindre. Det er helt skævt at have en by, der bliver en børneby – ligesom det er helt skævt at have en by, der er en nisseby. Det er vigtigt at have en mangfoldighed af generationer i stedet for en polarisering af unge og ældre,« siger Margrethe Kähler, boligpolitisk konsulent og jurist hos Ældre Sagen.

Hun understreger, at ældre borgere har lige så mange forskellige ønsker til, hvordan de gerne vil bo, som yngre har. Da Ældre Sagen for nogle år siden foretog en større spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne, viste det sig – til organisationens egen store overraskelse – at 38 procent af dem, der ønskede at flytte fra deres hus eller nuværende bolig, gerne ville flytte i en almennyttig bolig i byen.

»Der er rigtig mange paralleller mellem de unges ønsker og de ældres. En stor gruppe af de ældre har masser af ressourcer, energi og gode helbred. Husk på, at elleve procent af de ældre over 60 år i dag går hen og bliver skilt, hvilket bidrager til et øget behov for at etablere sig i nye omgivelser. Der er mange, der gerne vil ind til byen, mærke pulsen og benytte kulturlivet,« fortæller Margrethe Kähler.

Også bydele, der har fået ry for at være trendy efter de yngre generationer er rykket ind med designbutikker, caféliv og street-art, er attraktive for seniorerne. Andelen af ældre over 65 år forventes således at stige i bydelene Vesterbro og Nørrebro med henholdsvis 11 og seks procent fra 2009 til 2020.

»Seniorer i dag kan godt lide at leve side om side med børnefamilier i byen og bruge alle kulturtilbuddene. En tagetage, der er bygget om til et New York’er penthouse er lige så attraktiv for de ældre, som den er for den yngre generation, hvis der vel og mærke bare er en elevator tilknyttet ejendommen,« siger Margrethe Kähler, boligpolitisk konsulent og jurist hos Ældre Sagen.

»De ældre i dag, ser sig selv som bedstemødre med slag i, der går på café, kigger på gadelivet og snakker med folk. De vil ikke sidde alene i et tomt parcelhus,« tilføjer hun.

Kommunen tilpasser sig behov

Spørger man den administrerende direktør for ældreområdet i København, så bruger kommunen ikke alene situationen med færre ældre i byen til at afvikle tilbud til ældre borgere. Selv om kommunen i gennemsnit har lukket halvandet plejehjem om året de seneste år, så står der stadig 45 tilbage i byen. Og kommunen bruger tiden til at tilpasse tilbuddene til de behov, byens gruppe af ældre borgere har. Derfor er der for eksempel brugt ressourcer på at etablere genoptræningstilbud til ældre borgere, og forebyggelsescentre til at hjælpe ældre, der lider af kroniske sygdomme, til at leve bedre med sygdommen.

»Vi opprioriterer, at ramme de behov, der er blandt de ældre i kommunen. Derfor har vi for eksempel opprioriteret i forhold til de ældre medicinske patienter. Fordi man har accelereret udskrivning af ældre fra hospitalerne, er behovet for midlertidige plejetilbud til de ældre steget, og der har vi skabt nye pladstyper til det behov,« siger Lene Sillasen, administrerende direktør i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning.

Og selv om beboersammensætningen i Københavns Kommune – sammenlignet med andre europæiske storbyer – altså lige nu giver guld i kommunekassen, vil demografien vende igen, pointerer Hans Thor Andersen, forskningschef på SBI:

»Lige nu ser det super godt ud for København. Men de børnefamilier og unge mennesker, som i dag udgør gode skatteborgere i byen, bliver jo også ældre, og så vil de – hvis de bliver boende i byen livet ud – ødelægge det, der gør København til en ung, livlig by der trækker andre unge til. Det bliver en mere sat by. For kommunen er det økonomisk godt lige nu, men om 30 år bliver de pensionister, og så er kommunen næsten samme sted igen, som man var førhen,« siger han og tilføjer:

»København skal da absolut glæde sig over at have vinden i ryggen; der er meget at indhente. Men at hver kommune søger at løse sine problemer uafhængigt af nabokommunerne, er nok en mindre optimal løsning.«