Holland: Udryd arrogancen

Af

De europæiske socialdemokrater må være anderledes åbne – både over for vælgerne og over for andre progressive kræfter, siger EU-parlamentarikeren Michiel van Hulten. Forårets valg i Holland har udløst en ny debat om det multietniske samfund, og centrum-venstres nederlag kan skabe helt andre partier på den fløj.

Det er sjældent, et valg vindes af en død mand. Og det er endnu mere usædvanligt, at en død mands valgsejr vender op og ned på et helt lands politik. Sætter helt nye emner på den politiske dagsorden. Og stiller spørgsmålstegn ved, hvem der overhovedet er i parti med hvem.

Ikke desto mindre sker dét i Holland. Forårets sejr til populisten Pim Fortuyn har udløst en dybtgående socialdemokratisk selvransagelse, der meget vel kan føre til helt nye partier på centrum-venstrefløjen.

»I hele Europa må socialdemokraterne ud af deres politiske arrogance. Vores udgangspunkt er som regel, at vi er venstrefløjen, og at alle andre ret beset burde høre til hos os. Tag Frankrig, hvor Jospin efter valgnederlaget anklagede de grønne og andre for at opstille egne kandidater i stedet for bare at stemme på socialisterne,« siger Michiel van Hulten.

»Vi skal skabe en ny progressiv identitet, der kan forene størstedelen af de hollandske centrum-venstre-kræfter i et fælles parti,« mener den socialdemokratiske EU-parlamentariker.

Den 33-årige van Hulten var tidligere politisk rådgiver for den socialdemokratisk ledede regering – først for undervisningsministeren og i 1998-valgkampen for statsminister Wim Kok. Han er en af de unge »fornyere«, der ser valgnederlaget som anledning til at gentænke selve det socialdemokratiske projekt.

Opgør ved urafstemning

Arbejderpartiet skal vælge ny leder ved en urafstemning til efteråret. Og der er lagt i kakkelovnen til et dramatisk opgør mellem to kandidater, der repræsenterer helt forskellige bud på den politiske fremtid.

På den ene side står den tidligere parlamentsformand og midlertidige partileder Jeltje van Nieuwenhoven. Hun hører til den »traditionelle« fløj, der vil rykke til venstre efter valgnederlaget og indlede et tæt samarbejde med Hollands svar på SF og Enhedslisten.

Fra »traditionalisterne« foreslås det, at de tre partier udnævner fælles ordførere i parlamentet og dermed markerer et klart venstrealternativ til den nye borgerlige regering, ledet af de kristelige demokrater.

Hendes modkandidat er den yngre Wouter Bos, der har en baggrund i det private erhvervsliv og er tidligere vice-finansminister. Han støttes af »fornyerne«, som også lægger op til samarbejde og nye partier på centrum-venstrefløjen. En proces, der skal forene det meste af Arbejderpartiet, D-66 (søsterparti til vores Radikale Venstre) og Det grønne Venstre, der er en pragmatisk udgave af SF.

Derimod vil »fornyerne« ikke i nærkontakt med Socialistpartiet – det hollandske modstykke til Enhedslisten. For »fornyerne« handler det om at samle dem i midten og lidt til venstre, der forenes af fælles værdier og pragmatisk politik.

Opgøret bliver ikke mindre dramatisk af, at Arbejderpartiet længe har haft to tydelige fløje. De blev tidligere holdt sammen af den mangeårige leder og statsminister Wim Kok. Den forhenværende LO-formand havde sine rødder på den traditionelle fløj, men førte en midtsøgende politik og byggede dermed bro over de interne uenigheder.

Men nu er Wim Kok væk, og opgøret om lederposten bliver skarpt. I værste fald splittes Arbejderpartiet – i bedste fald skabes et nyt og bredere centrum-venstre-parti.

Elitær politik

Den nu afdøde Pim Fortuyns liste var intet mindre end et politisk jordskælv. På få måneder blev den nye liste Hollands tredjestørste parti – og det største blandt unge under 25 år.

»Indtil i år var det vigtigste de traditionelle spørgsmål – økonomi, offentlig service, statsfinanser og så videre. De gamle partier udkæmpede valgkampen på de traditionelle emner, men Pim Fortuyn talte om det, der bekymrede folk. Og han brugte et helt almindeligt sprog. Dermed kom han til at fremstå som vælgernes repræsentant over for de andre politikere,« forklarer Michiel van Hulten.

I realiteten havde Pim Fortuyn modstridende og højreorienterede meninger om emner som skoler, hospitaler, trafik med videre. Men det interesserede ikke vælgerne. De hæftede sig først og fremmest ved den karismatiske homoseksuelle professors stil og markante holdninger til indvandrere.

Van Hulten mener, at jordskredsvalget peger på grundlæggende problemer i det hollandske politiske system. De mange koalitioner betyder, at de store partier lægger sig omkring midten – og at vælgerne ikke længere kan se forskel på partierne. Samtidig er politikerne for »elitære«:

»Folk vil have mennesker, ikke maskiner. Pim Fortuyns styrke var, at han var et menneske. Politikerne må optræde mindre dogmatisk. For eksempel sige ærligt, at de ikke kan svare på et givent spørgsmål, men må tænke nærmere over det,« siger van Hulten.

»Vi har brug for mere direkte demokrati. Det er forkert, at Holland ikke havde folkeafstemning om vores deltagelse i euroen. Den politiske kultur bygger i for høj grad på, at politikerne ved, hvad der er godt for vælgerne.«

Det multietniske drama

Det helt store skifte er imidlertid udlændingedebatten. Holland er i endnu højere grad end Danmark et multietnisk samfund. Indvandrerne udgør ti procent af Hollands befolkning og over en tredjedel af indbyggerne i de store byer.

Hollænderne oplever sig selv som et tolerant folk, og traditionelt blev den multietniske udvikling set som noget positivt. Men flere har i dag øje for medaljens bagside – at indvandrerne og deres efterkommere er blevet en voksende underklasse. Arbejdsløsheden og kriminaliteten er langt højere end blandt indfødte hollændere, og uddannelsessystemet spaltes i »sorte« og »hvide« skoler.

»Partierne har i al for høj grad skabt en virkelighed, der ikke svarer til befolkningens. For nylig viste en undersøgelse i Rotterdam, at 98 procent af alle gaderøverier foretages af unge med anden etnisk baggrund. Venstrefløjens traditionelle svar er, at det bunder i sociale årsager. Men befolkningen er dødtrætte af den slags. De vil slet og ret ikke acceptere mere og forlanger, at der trækkes en grænse,« siger den hollandske EU-parlamentariker.

De seneste måneder har skabt en ny centrum-venstre-debat om det multietniske samfund, men også fremkaldt stor usikkerhed. Van Hulten fortæller om et møde for kommunalrødder og andre garvede medlemmer af Arbejderpartiet. En politiker fra Amsterdam rettede hård kritik af, at unge med arabisk baggrund forfølger hollandske jøder. Hun mindede om, at Amsterdam oplevede nogle af de værste jødeforfølgelser under anden verdenskrig, sådan som det skildres i den verdensberømte Anne Franks dagbog. Skal netop Amsterdam igen være vidne til det, spurgte hun i en følelsesladet tale.

»Forsamlingen vidste helt tydeligt ikke, hvordan den skulle reagere. Nogle klappede, andre kunne ikke lide det. Folk på venstrefløjen føler, at de nu kan tale åbent om problemer, som var tabu før. Men de er også usikre på, hvor grænserne for det politisk korrekte går,« siger van Hulten.

Han mener, at en stærkere indsats mod kriminalitet er helt afgørende. Men venstrefløjen må også erkende, at antallet af udlændinge er et problem:

»Der er grænser for, hvor mange et samfund kan absorbere. Det er svært for Holland at modtage indvandrere i større omfang, når der er så store spændinger i samfundet,« siger Michiel van Hulten.

»Det er afgørende, at vi ikke lukker grænsen for reelle flygtninge. Tallene viser, at vi har strammet rigeligt over for asylsøgerne. Derfor bør der fokuseres mere på illegal indvandring og på at nedbringe de mange familiesammenføringer.«