Højrepopulismen er sin egen værste fjende

Af

ANALYSE Regeringerne i Holland og Østrig er brudt sammen på grund af indre splid i de højrepopulistiske partier. En stor fælles-europæisk undersøgelse viser, at der over hele Europa er et potentiale for de nye højrepartier, men at deres succes først og fremmest afhænger af dem selv – om de har karismatiske ledere, god organisation og indre sammenhængskraft.

Sundhedsministeren og finansministeren kom fra det samme parti, men hadede hinanden. De øvrige ministre forstod aldrig helt hvorfor, men blev gang på gang hvirvlet ind i stridighederne. Og da de to kamphaner endelig gav op, var det for sent. Hollands regering var slidt ned og trådte tilbage.

Det nye parti, List Pim Fortuyn, vandt forårets valg i Holland, men overvandt aldrig tabet af den karismatiske partistifter, som blev myrdet få uger før valget. De svage og uprøvede efterfølgere var i konstant strid om magten, og partiet vaklede fra den ene krise til den næste. List Pim Fortuyn står nu til total udslettelse ved det valg i utide, som den borgerlige regerings sammenbrud har udløst.

Også i Østrig er højre-koalitionen brudt sammen som følge af indre splid i det populistiske FPÖ. Her var det partiets stærke mand, Jörg Haider, der rev tæppet væk under de mere pragmatiske ministre i en strid om regeringens skattepolitik. Og FPÖ står til en gigantisk nedtur, når østrigerne går til valg senere på måneden – ifølge meningsmålinger går partiet fra 27 til 12 procent af stemmerne.

Lederskab og sammenhængskraft er afgørende – og kritiske – punkter for de højrepopulistiske partier, der i de seneste år har vendt op og ned på det politiske landskab i mange europæiske lande. Det konkluderer den hidtil største undersøgelse af de nye højrepartier. Den viser, at der i alle europæiske lande er et potentiale for det yderste højre, men at dets succes står og falder med dem selv – om de har karismatiske ledere og en stærk organisation.

Undersøgelsen bygger på et omfattende datamateriale fra de femten EU-lande og Norge. Den blev til, før de seneste turbulente begivenheder fandt sted, men forskernes model giver en overbevisende forklaring på de højrepopulistiske partiers dramatiske op- og nedture:

  • Over hele Europa står højrepopulisterne særlig stærkt blandt de kortuddannede: Selvstændige, arbejdere og folk med rutinearbejde. Og de står stærkest blandt mænd, yngre vælgere og mennesker, der ikke er religiøse.
  • Især to emner forener højrepopulisternes støtter: Skepsis over for indvandring og utilfredshed med den måde, demokratiet fungerer på. Højrepartiernes potentiale vokser med indvandringen: Jo flere indvandrere, desto større potentiale.
  • Det er imidlertid meget forskelligt fra land til land, hvordan dette potentiale udnyttes. Og her er det ifølge forskerne ikke afgørende, hvordan de øvrige partier agerer, men om højrepartierne har nogle vigtige træk – »karismatiske ledere, et velorganiseret parti og aktive kadrer«.
Myter aflives

Undersøgelsen er foretaget af tre forskere på University of Nijmegen – Marcel Lubbers, Mérove Gijsberts og Peer Scheepers – og blev for nylig offentliggjort i »European Journal of Political Research«. Den bygger på interview med næsten 50.000 vælgere, der fra 1994 til 2000 deltog i det såkaldte Eurobarometer og andre fælles-europæiske analyser.

Samtidig har de hollandske forskere interviewet flere hundrede politiske eksperter i de 16 lande, som har kortlagt deres land i et særligt pointsystem: Højrepartiernes styrke, de øvrige partiers politik, klimaet over for indvandrere med videre. De mange data er herefter samlet i en omfattende statistisk model, der giver forklaringer – og afliver myter.

Det er for eksempel en myte, at det yderste højre får særlig medvind i krisetider med høj arbejdsløshed. Der er ingen sammenhæng mellem arbejdsløsheden og højrepartiernes styrke, konkluderer forskerne. Det er snarere modsat: At højrepartierne står stærkest i økonomisk veludviklede områder, hvor folk er bange for at miste sociale goder. Forskerne minder blandt andet om, at det yderste højre i en del år har stået stærkt i velstående lande som Østrig og Norge – og at Frankrigs Le Pen har en solid bastion i det veludviklede Strasbourg-område. Undersøgelsen er foretaget før sidste års danske valg, og Danmark spiller ikke nogen fremtrædende rolle i analysen.

citationstegnFolk, der opfatter invandrere som konkurrenter, vil i højere grad reagere med forsøg på at udelukkende dem, herunder stemme på det yderste højre, konkluderer forskerne. Fra den europæiske kortlægning af højrebølgen i Europa.

Stemmer i indvandring

De tre forskere konstaterer en sammenhæng mellem indvandringen og højrepopulismens fremmarch:

»Antallet af statsborgere fra lande uden for EU påvirker niveauet for det yderste højres stemmeandel i et land – helt i tråd med teorien om økonomiske interesser. Folk, der opfatter indvandrere som konkurrenter, vil i højere grad reagere med forsøg på at udelukke dem, herunder stemme på det yderste højre,« konkluderer forskerne.

Denne konkurrence kan selvsagt handle om mange forhold – om job, frygt for pres på lønningerne og de sociale ordninger, konkurrence om billige lejligheder med videre. Analysen viser da også, at højrepopulisterne står stærkest blandt samfundets dårligere stillede samfundsgrupper, selv om de i flere lande også har haft succes i middelklassen. De hollandske konklusioner ligger stort set i forlængelse af hjemlige analyser af Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard & Co. står også stærkest blandt arbejdere og kortuddannede, men har en særlig styrkeposition blandt de ældre vælgere. Dansk Folkeparti fik dog også et godt valg blandt de unge.

Det afgørende for, om potentialet udnyttes, er ifølge den hollandske analyse højrepartierne selv – deres ledere, organisation og sammenhængskraft. Derimod kan forskerne ikke påvise afgørende sammenhænge mellem højrepartiernes succes og de øvrige partiers politik. Det spiller således ikke nogen udslagsgivende rolle, om de øvrige partier giver »plads« til indvandrer-kritiske partier – eller om det politiske klima generelt er negativt over for indvandrere eller ej.

Højrepopulisterne får dog mange stemmer i lande, hvor store vælgergrupper er utilfredse med det politiske system eller kritiske over for indvandringen. Og her er der tilsyneladende en vis sammenhæng med antallet af flygtninge og indvandrere.

Højrefløjens akilleshæl

Forskernes model bygger på data fra 1990’erne, men giver gode forklaringer på det seneste års opbrud i Europa. Det er således tydeligt, at de succesfulde højrepartier alle er velorganiserede og har slagkraftige ledere – Pim Fortuyn i Holland, Le Pen i Frankrig, Pia Kjærsgaard herhjemme, Carl I. Hagen i Norge. Samtidig viser kriserne i Holland og Østrig, at lederskab og sammenhængskraft er højrepopulismens akilleshæl: Hvis ledelsen svækkes eller splittes, kan nedturen blive både hurtig og dramatisk.

Modellen forklarer også, hvorfor højrebølgen ikke for alvor slog igennem ved to af de seneste valg – i Tyskland og Sverige. I begge lande har populistiske partier og lister fået gode valg på lokalt og regionalt plan, men de mangler stærke og samlende skikkelser i landspolitikken. Samtidig er det yderste højre i begge lande præget af intern splid og tætte bånd til halvfascistiske kræfter. De har således ikke haft samme brede appel som i mange af nabolandene.

Analysen tyder på, at de højrepopulistiske partier ikke bare er udtryk for en flygtig protest, men at store vælgergrupper er utrygge ved mere grundlæggende forhold i samfundet: Det politiske system og det multietniske samfund, som er en realitet i de fleste europæiske lande. Højrepartierne forsvinder ikke af sig selv, men kan blive afgørende svækket af indre splid.