HK-formand skifter spor

Af Peder Munch Hansen

Bruxelles kan blive ny arbejdsplads for Jens Pors, som nu stiller op til Europa-Parlamentet. Bliver han valgt, stopper han som formand for HK-Industri.

Formanden for HK-Industri, Jens Pors, stiller op til valget til Europa-Parlamentet. Jens Pors ventes næste måned at blive opstillet for Århus amt efter John Iversen, der i sidste uge meddelte, at han ikke søger genopstilling for Socialdemokraterne.

»Jeg er blevet opfordret fra flere sider til at stille op, og den udfordring, synes jeg, er spændende,« siger Jens Pors.

Jens Pors har været medlem af Socialdemokraterne siden midten af 60’erne, men har hidtil holdt sig til den fagligt aktive linje. Siden 1985 har Pors været formand for HK-Industri.

»Men jeg har hele tiden beskæftiget mig med de europæiske faglige forhold og det er også de politiske områder, jeg vil forfølge, hvis jeg bliver valgt,« siger Jens Pors.

Han finder, at arbejdsmarkedet får større betydning i EU ikke mindst, efter EU bliver udvidet med nye lande og de multinationale koncerner breder sig.

»Danmarks størrelse gør, at vi skal gøre noget ekstra for at påvirke udviklingen på de her områder,« siger Jens Pors.

Den danske arbejdsmarkedsmodel bliver noget af det, Jens Pors vil forsvare og udbrede i EU. Tanken om forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter skal udbredes, men Jens Pors finder også, at det er nødvendigt med flere regler fra EU. Og et konfliktsystem i EU er en af hans ambitioner.

»Flere og flere virksomheder arbejder over grænser. Derfor må vi også indpasse de faglige forhold efter det, ellers kommer lønmodtagerne i klemme,« siger Jens Pors.

Bliver han valgt ind i Europa-Parlamentet, stopper han som formand for HK-Industri til næste år.