Portræt

HK-formand satser 24 millioner på nyt fremtids-laboratorium

Af | @GitteRedder

HK vil bruge 24 millioner kroner på et nyt laboratorium for at gøre fagbevægelsen til digital frontløber. Der skal blandt andet findes svar på, hvad kontorassistenten eller ekspedienten skal leve af i fremtiden. Bag laboratoriet står HK-formand Kim Simonsen. Han bliver genvalgt som formand om få dage og vil bruge de næste fire år på at opfinde fremtidens HK-job og føre fusionen mellem LO og FTF ud i livet. Kim Simonsen er en af fagbevægelsens absolut mest magtfulde mænd. Nogle kalder ham småarrogant og usynlig. Andre lovpriser hans fremsyn og ligefremhed.

På HK's Kongres i den kommende uge bliver Kim Simonsen genvalgt til forbundsformand for HK. Når han stopper i 2021, har han i alt været tillidsvalgt i 38 år.  

På HK's Kongres i den kommende uge bliver Kim Simonsen genvalgt til forbundsformand for HK. Når han stopper i 2021, har han i alt været tillidsvalgt i 38 år.   Foto: Lisbeth Holten for HK.

 

Da Kim Simonsen begyndte som kontorelev hjemme i Grenå i 1979, lærte han at skrive med ti-fingersystemet på skrivemaskinen og brugte ordbøger, hvis han ikke helt havde styr på stavningen.

I dag er der computere og stavekontrol. Smarte teknologier, som Kim Simonsen lovpriser. Han er vild med apps i sin smartphone og gps’en i sin Volvo.   

Formanden for fagforbundet HK er simpelt hen glad for, at det gamle hakkebræt af en skrivemaskine er på museum. Og før fagbevægelsen ender samme sted, håber han at bidrage til fornyelsen, så både HK og LO-fagbevægelsen har muskler og styrke til at sikre butiksassistenter, laboranter, sosu'er og alle lønmodtagere job samt gode løn- og arbejdsforhold i fremtiden.

»Når verden forandrer sig, må fagbevægelsen også gøre det. Digitalisering, deleøkonomi og robotter udfordrer både vores fag, vores job og måden vi er fagforeninger på,« siger Kim Simonsen og fortsætter:

»I stedet for bare at sætte sig ned og være bekymret må vi spørge, hvordan vi finder på nye job, hvilke ydelser vi skal tilbyde medlemmerne og diskutere, hvad det er for en fagforening, vi skal være i fremtiden.« 

Når Kim Simonsen går på talerstolen på HK’s kongres i Aarhus i den kommende uge, er det også for at lancere en ny digitaliserings-strategi for de knap 170.000 (fuldtidsbetalende) medlemmer af HK.

Og det er for at tale uddannelse op og borgerliggørelsen af Danmark ned.

Og i håb om at blive genvalgt som forbundsformand for HK i yderligere fire år.

Vil opfinde nye HK-job

I flere år har Kim Simonsen haft lyst til at hænge et skilt op på døren til et nyt kontor, hvor der skal stå ’Her opfindes nye HK-job’.

Det skilt er han nu ved at få fremstillet. Men det er det mindste af det. Der er sat 24 millioner kroner af til HK’s nye digitaliserings-strategi i den kommende kongresperiode på fire år.

De 9 millioner kroner sendes ud i HK’s lokale afdelinger, mens de 15 millioner kroner bruges centralt til at eksperimentere og ikke mindst finde svar.

HK LAB

HK's nye 4-årige digitaliseringsstrategi handler især om de nye og kommende teknologiske platforme og om at udvikle nye digitale fagforeningsydelser. 

HK LAB skal understøtte, inspirere og udfordre hele HK til at forholde sig til ny teknologi og fremtidens digitale arbejdsmarked.

Helt grundlæggende handler LAB om to ting:

At hjælpe medlemmerne godt på vej ind i fremtiden og være klædt på og have lyst til at kunne noget nyt. Det handler om kompetencer og job. 

At skabe grundlaget for nye måder at være fagforening på, så HK også fremover er en attraktiv forening og garant for at hjælpe medlemmerne i deres arbejdsliv. 

Foreløbig er det bestemt, at der skal ansættes to mennesker til at løbe laboratoriet i gang. 

Budgettet for HK LAB er 24 millioner kroner i alt. Pengene er delt op på 15 millioner kroner, som kan bruges centralt, og 9 millioner kroner er til initiativer i lokalafdelingerne over fire år. 

Kilde: HK Danmark. 

UDVID

»Vi har betjeningsløse butikker, chatbots, deleøkonomi, atypiske ansættelser, førerløse biler og meget mere nyt på vej. Det er spændende, men min oplevelse er, at fagforeningerne har været meget gode til at stille spørgsmål til den uundgåelige udvikling, men knap så gode til at komme med svar på, hvordan vi tackler disruption,« siger han.  

Som fagbevægelse skal vi også bidrage til at få vores land til at fungere bedre. Det kræver, at vi kigger ud over vores egne medlemmers næsetip. Kim Simonsen, forbundsformand i HK

Og fagforeningerne er tvunget til at arbejde mere proaktivt med at komme med svar, hvis fagbevægelsen skal bevare medlemmer og indflydelse, konstaterer han.

»Vi er jo foreninger for fag; fagforeninger bygget op for at varetage interesser for en faggruppe som lægesekretærer, butiksassistenter, laboranter eller kontorassistenter. Men hvis fagene forsvinder, hvad så?« spørger Kim Simonsen.

Truede fag 

Over tid har stort set alle HK-fag forandret sig, konstaterer han og remser op: revisionsbranchen, advokatbranchen, den grafiske branche og butiksbranchen.

Hvad kan vi så gøre for at redde de truede fag og få dem til at overleve på nye måder? Kim Simonsen, formand for HK

I HK bruger man begrebet ’truede fag’, når man ser på hvilke faggrupper, der har en digital kugle for panden. Eksempelvis hvad sker der med lægesekretærerne på sygehusene, efterhånden som lægerne selv - via for eksempel Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden - foretager alle mulige registreringer?

»Hvad kan vi så gøre for at redde de truede fag og få dem til at overleve på nye måder? Det skal vi som fagforening kunne komme med svar på og berolige vores medlemmer, men også rådgive dem om, hvilke kurser og uddannelse man så har brug for,« fastslår han.   

Da Kim Simonsen begyndte som sektorformand for HK/Kommunal i 1990, var det næsten umuligt at blive ansat som lægesekretær uden at kunne stenografere - altså tage noter hurtigt. I dag er stenografi og diktafoner oldnordiske, og den nye digitale Sundhedsplatform og elektroniske patientjournaler forandrer lægesekretærernes arbejde fundamentalt, påpeger han.

»Skal lægesekretærerne så bare fyres eller forsvinde, eller kan man bruge dem til helt andre funktioner i sundhedssektoren?Patientvejledere, controllere eller noget helt tredje? Både centralt og lokalt skal vi komme med forslag og svar, så vi er med til at forme fremtiden,« siger han.

Ambitionen er, at HK skal være digital frontløber i medlemsservice. Blandt andet skal en jurarobot kunne screene ansættelseskontrakter og sikre, at ingen HK-medlemmer bliver snydt for feriepenge, pension eller noget helt tredje.  

Meningen med et digitalt tigerspring i HK er at frigøre ressourcer til nye former for medlemsarbejde, pointerer Kim Simonsen.      

Faldet ned fra en anden planet  

I begyndelsen af året var Kim Simonsen på kursus i, hvordan disruption og den fjerde industrielle revolution er i fuld gang med at forandre vores liv. Det foregik på Singularity University i den amerikanske delstat Californien.

»På mit hold var der 80 deltagere fra 50 forskellige lande. Topledere, der arbejder med teknologier og samfundsstrukturer på en helt anden måde, end vi gør herhjemme. Når jeg berettede om, at dansk fagbevægelse samarbejder med regering og arbejdsgivere om uddannelser, så vi kan tackle digitaliseringen, så alle på mig, som om jeg var faldet ned fra en anden planet,« griner han.

Ifølge Kim Simonsen er det en helt forkert og defensiv tilgang, når fagbevægelserne i mange lande bekæmper nye teknologier.

»Sammen med den danske model kan digitalisering også bruges til at dreje hele samfundet, så vi kommer styrket ud af det. Som fagforbund skal vi da interessere os for, hvad digitalisering kan betyde for lighed og ulighed og for vores samfundsmodel.«

»Det er jo ikke bare en snæver fagbevægelsesdiskussion om løn- og arbejdsvilkår, men en diskussion om hvor Danmark skal være i fremtiden,« mener han.

Den danske fagbevægelses stemme skal være høj og tydelig, så Christiansborg og dansk erhvervsliv lytter med, noterer han. Ellers frygter han, at Amazon, Google og et hav af andre hypede giganter svinger taktstokken uden altid at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Drømmer ikke om en Tesla  

Det er nemlig farligt, hvis vi alle sammen slår automatpiloten til og hylder de nye smarte virksomheder, noterer han. Uber er et eksempel, der fik køreforbud herhjemme, fordi netop fagbevægelsen holdt fast i, at den kontroversielle tjeneste underminerede en reguleret taxabranche.

I modsætning til mange andre danske mænd drømmer Kim Simonsen heller ikke om at skifte sin gamle udtjente Volvo ud med den eldrevne Tesla. Det bliver nærmest over hans 'fagforeningslig' at køre Tesla.

»Tesla er en af de berømmede nye teknologiske virksomheder, der kører sin sejrsgang globalt, men de har elendige arbejdsforhold på deres fabrikker i USA. Blandt andet er der ’union busters’, der forhindrer arbejderne i at organisere sig.«

»Der skal vi jo være der som den klassiske fagforening og kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår og samtidig oplyse om de katastrofale arbejdsforhold,« siger han.

Bilgiganten Tesla er ikke en enlig svale og tvinger derfor fagbevægelsen til at udforme nye strategier.

»Danskeren, der kører rundt i sin smarte Tesla, synes sikkert, at det eneste, der er i vejen med den, er prisen, og han vil helst have, at den bliver billigere. Men det risikerer at betyde endnu ringere arbejdsforhold i den anden ende. Og vi skal som faglige ledere hele tiden huske at råbe højt om, at etik, arbejdsvilkår og lønmodtagerrettigheder også er til debat, når vi diskuterer digitalisering,« påpeger han.  

På kurset på universitetet i Californien var hver kursusdag en påmindelse om, at han havde en forpligtelse til at stikke en lap i vejret og tage ordet. Han var den eneste fagforeningsmand og var ret alene med sit ønske om at tale for eksempel arbejdsmiljø, når det store flertal var direktører fra it- og finansgiganter.

»Jeg kan ikke huske nogen møder, hvor Kim Simonsen ikke har været på banen og taget ordet. Han markerer sig tydeligt som forbundsformand,« fortæller Jens Klarskov, direktør for arbejdsgiverne i Dansk Erhverv. (Foto: Jeppe Carlsen for HK)

Hos danske arbejdsgivere er Kim Simonsen da heller ikke kendt for at være mundlam. Og ifølge administrerende direktør i arbejdsgiver- og brancheorganisationen Dansk Erhverv, Jens Klarskov, bliver der lyttet.  

»Jeg kan ikke huske nogen møder, hvor Kim Simonsen ikke har været på banen og taget ordet. Han markerer sig tydeligt som forbundsformand,« fortæller Jens Klarskov. De to sidder sammen i blandt andet bestyrelsen for Fonden for Entreprenørskab og regeringens Disruptionråd.

Dansk Erhvervs topdirektør betegner Kim Simonsen som innovativ og engageret. Og som en mand, der har fremtidsbrillerne på og kæmper for især mere uddannelse og kompetenceløft. Både fordi det vil give en gevinst til hans medlemmer men også vil understøtte erhvervslivet og konkurrenceevnen, fordi kvalificeret arbejdskraft er et must i globaliseringen.

»Hvis ikke en forbundsformand skulle være særdeles optaget af, hvordan man sikrer sine medlemmers interesser, når der sker ting, der kan true deres job og ændrer indholdet af deres job ret meget, så ved jeg pokkerme ikke, hvorfor man skulle betale sit fagforeningskontingent,« siger Jens Klarskov. 

Mr. HK fagligt aktiv i 34 år  

56-årige Kim Simonsen er Mr. HK. En veteran, der har været aktiv, siden han i 1983 som nyansat kontorassistent på skattekontoret i Grenå Kommune blev valgt som tillidsrepræsentant.

Siden blev han næstformand i HK/Kommunal og rykkede teltpælene fra Djursland til Sjælland. Fra 1990 og 17 år frem var han sektorformand for HK/Kommunal. Men i 2008 meldte han sig i kapløbet om at efterfølge daværende forbundsformand John Dahl, der sad på HK-tronen i 15 år.

 

Selvom HK Danmark er et forbund, hvor tre ud af fire medlemmer er kvinder, vandt Kim Simonsen over daværende næstformand Karin Bancsi. Men med stemmerne 199 mod 168 var det ikke nogen overbevisende sejr for en ny formand, der skulle vende en katastrofal medlemsudvikling og genskabe troen på værdien af at være medlem af HK.

I dag er meningerne om, hvordan Kim Simonsen har klaret sig i spidsen for HK, i foreløbig otte år, delte.

Medlemsudviklingen går som i alle andre LO-forbund kun den forkerte vej, men Kim Simonsen har en stor del af æren for, at HK har vendt en styrtblødning til en langsom sivning, noterer flere. 

Det er på lange strækninger hans fortjeneste, at HK har fingeren på pulsen i forhold til digitalisering. Pia Tørving, formand for HK/Kommunal i HK-Midt
   

I hans eget HK-bagland roser mange ham til skyerne for at være en fornyer med fingeren på pulsen og indsigt i og respekt for medlemmerne. Andre vender tommelfingeren nedad og betegner ham som »småarrogant« og en »usynlig« kransekagefigur.

Formand for HK Privat i Østjylland Søren Sørensen mener, at Kim Simonsen har været en god HK-formand i en turbulent tid, og han er glad for, at forbundsformanden tager en periode mere.

 »I mine øjne er Kim en stærk bannerfører for HK. Og der er ingen tvivl om, at han er enormt optaget af den nye digitale verden, og hvordan man kan sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår fremover,« lyder det fra Søren Sørensen i Aarhus.

Heller ikke sektorformand for HK/Kommunal i HK-Midt Pia Tørving har noget at udsætte på sin formand.

»Han er ikke bange for at sætte nye skibe i søen. Og det er på lange strækninger hans fortjeneste, at HK har fingeren på pulsen i forhold til digitalisering. Samtidig oplever jeg, at han er driftssikker, og at der er højt til loftet i medlemsdebatten, ligesom han i stor udstrækning lytter til baglandet«, siger Pia Tørving fra Odense.

Efterlyser flere fagforeningsvisioner  

Hos fællestillidsrepræsentanten for mere end 1.000 HK’ere på Københavns Universitet ser Ingrid Kryhlmand noget anderledes på forbundsformanden.

»Jeg oplever Kim Simonsen som en mand, der får butikken til at køre, men uden de store fagforeningsvisioner. Som tillidsrepræsentanter ser vi ikke meget til ham i dagligdagen, og vi er nogle, der ville kunne ønske, at han kom mere ud på arbejdspladserne. Han skulle være mere markant og synlig, så vi med stolthed kunne henvise til en rigtig fagforeningsformand,« mener hun.

Ingrid Kryhlmand havde gerne set, at der var en modkandidat til Kim Simonsen, når de delegerede på kongressen skal vælge formand. I hendes øjne er der nemlig behov for et generationsskifte og en fagforeningsformand, der råber mere op i den offentlige debat og i det hele taget sætter det fagforeningspolitiske mere i spil.

»Det er svært at skelne Kim fra en hvilken som helst anden leder i en hvilken som helst anden virksomhed. Det fagforeningspolitiske er svært at få øje på«, fastslår hun. 

Husker Septemberforliget

I Dansk Erhverv mener topdirektør Jens Klarskov nu ikke, at der er noget at tage fejl af, når Kim Simonsen blander sig i en debat.

»Han favner både den klassiske forbundsformand og så det nye. Han er meget tro mod den danske model, og samtidig skuer han fremad. Hvis HK’eren skal have job næste år og om fem år, skal vi sætte ind der og der, påpeger Kim. Han har ikke forladt fagbevægelsens udgangspunkt og Septemberforliget, men han kommer også videre. Kim har både hjerne og hjerte med sig,« siger Jens Klarskov.

Samtidig pointerer han, at HK-formanden ikke altid er nem at bide skeer med.

»Vi har jo en soleklar interesse i, at der er umådelige mængder af kvalificeret arbejdskraft til lave omkostninger til rådighed. Det står på side et i vores bog. Kim kan godt være med til, at vi skal have velkvalificeret arbejdskraft, men så skal han selvfølgelig have noget for det. Vi får igen af samme skuffe, og det befriende er, at vi aldrig er i tvivl om, hvad han mener,« siger Jens Klarskov.     

Vil ikke pisse i egen rede

Forbundsformanden erkender selv, at han »bestemt« kunne have været mere synlig. Men han respekterer arbejdsfordelingen mellem de fire sektorformænd og ham, hvor det mange gange er for eksempel formand for HK/Privat Simon Tøgern eller formand for HK/Stat Rita Bundgaard, der kommenterer en sag i Radioavisen eller TV2 News.

På sociale medier anfører han, at han især bruger Facebook aktivt til at kommunikere og være i dialog med medlemmerne. For nylig har han slået personlig rekord, da over en halv million danskere har set et opslag i kølvandet på regeringens præsentation af finansloven, fortæller han stolt.  

»Jeg har jo valgt ikke at gøre meget ud af at pisse i egen rede og i stedet være loyal overfor de beslutninger, der er truffet i LO-toppen. Uanset om jeg er enig eller ej. Det svækker synlighedsfaktoren betragteligt,« noterer han.

Ville medlemmerne være mere glade for mig, hvis jeg stillede op til ’Vild med Dans’ eller sad i ’Mads og Monopolet’ eller cyklede Danmark rundt tre gange? Kim Simonsen, forbundsformand i HK
  

»Jeg er jo i afdelingen for resultater og ikke for synlighed. Og i forhold til at være inde på radaren hos beslutningstagere og påvirke beslutningerne, er der ikke så meget at komme efter,« mener Kim Simonsen.  

Endelig fremhæver Kim Simonsen, at man skal sondre mellem synlighed, magt og showbizz.

»Ville medlemmerne være mere glade for mig, hvis jeg stillede op til ’Vild med Dans’ eller sad i ’Mads og Monopolet’ eller cyklede Danmark rundt tre gange? Det er en helt rimelig præmis, at man skal have en synlig formand, men hvad kunne man ikke risikere at få, hvis man kun havde en synlig formand«, spørger han.

Et hus med fire sektorer   

Flere kilder, både internt i HK og uden for fagbevægelsen, anfører, at Kim Simonsen heller ikke har nogen nem post. At holde sammen på fire vidt forskellige sektorer er ikke noget driverliv.

Men med næb og klør har Kim Simonsen kæmpet for at holde sammen på blandt andre lavtlønnede butiksassistenter i HK Handel, højtlønnede laboranter i HK Privat, sagsbehandere i jobcentre i HK Kommunal og administrativt personale på universiteter og i styrelser i HK Stat.

Sektorerne trækker i hver deres retning, og på kryds og tværs af magtkampe, uddannelsesniveauer og vidt forskellige overenskomster har Kim Simonsen skullet favne det hele i forbundshuset på Weidekampsgade i København. 

»Kim er den samlende figur og får hele organisationen til at køre og hænge sammen. Selvfølgelig kan det altid blive bedre, men med den struktur vi har i dag, synes jeg, han lykkes meget godt,« siger Pia Tørving, der står i spidsen for 4.500 kommunalt ansatte HK’ere på Fyn og i Fredericia-området.

Andre kilder peger på, at der i Kim Simonsens formandsperiode er sket en akademisering af kulturen i forbundshuset.

Ifølge kritikerne hører det ikke hjemme, at de fleste nyansættelser i »Pentagon«, som nogle medlemmer kalder HK-Huset, er folk med cand-titler, når HK slås for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse.

Kan ikke drive fagforening til spotpris   

Når Kim Simonsen starter sin gamle Volvo hjemme i bofællesskabet Bakken i Humlebæk hver morgen ved 7-tiden for at pendle ind til HK-huset, oplever han ikke, at han er på vej til et akademisk fagforeningshus, hvor fire sektorer ikke har noget at tale sammen om.

»Vores egne undersøgelser viser, at flere medlemmer er tilfredse og loyale. Og sammenhængskraften oplever jeg også som intakt,« fastslår han.

Er HK Danmarks nuværende struktur med fire sektorer også den struktur, der skal være i fremtiden?

»Nej. Vi havde en anden struktur for 20 år siden og for 50 år siden. Nu har vi en struktur, men jeg ved ikke, hvad vi har om ti år,« siger han. 

I sin tid som sektorformand for HK/Kommunal var Kim Simonsen bannerfører for at slå sektoren sammen med HK/Stat til en sektor for offentligt ansatte HK’ere. Det faldt på gulvet, minder han selv om.

Jeg kunne da godt lave en 'forening' til 100 kroner om måneden, men jeg ville bare ikke kunne se mig selv i øjnene og kalde det en fagforening. Kim Simonsen, forbundsformand i HK

»I min tid som aktiv i HK er vores afdelingsstruktur ændret flere gange. Fra 43 lokalafdelinger til 17 og nu har vi 7. Ingen organisationer er statiske, og vi ved ikke, hvad der sker over de næste fem – ti år,« understreger han.

Men en ting ved han. Kontingentet bliver ikke meget billigere end nu, for det er umuligt at drive en topprofessionel fagforening til spotpris.

»Jeg kunne da godt lave en 'forening' til 100 kroner om måneden, men jeg ville bare ikke kunne se mig selv i øjnene og kalde det en fagforening. For 100 kroner kan man få en fagforretning, som nogle af de gule tilbyder».

»Men kan man som medlem få en garanti for, at fagforeningen kører en sag i retten for en? Kan man få en garanti for, at man selv får pengene, hvis man vinder sagen? Kæmpes der for flere praktikpladser på Christiansborg? Sidder de gule med i Arbejdsmiljøråd, i trepartsforhandlinger og i Disruptionråd? Nej, men det gør vi, og det er den rigtige branche, som jeg er i,« siger han.

»Kvalitet og pris hænger sammen, og vi får ikke altid fortalt, hvad man får for pengene. Det er vi ikke dygtige nok til,« bedyrer han.

Ny hovedorganisation i god gænge

Kim Simonsen er en af de ivrigste fortalere i fagbevægelsen for at lægge LO og FTF sammen til en helt ny hovedorganisation.

Formelt er det besluttet på både LO’s og FTF’s kongresser, at der skal udarbejdes et såkaldt beslutningsgrundlag, der skal være det faglige og politiske fundament for den nye hovedorganisation. Det grundlag forhandles for øjeblikket bag lukkede døre og skal være færdigt i løbet af efteråret.

»Forhandlingerne går godt. Og på HK-kongressen kan jeg sige, at det er i god gænge,« pointerer han.

Hvornår ser vi den nye hovedorganisation blive født?

»Hvis jeg skal komme med et optimistisk scenarie, er vi færdige med beslutningsgrundlaget inden jul. Så skal det behandles i hovedbestyrelserne i LO og FTF i januar kvartal, og hvis det går godt, begynder det egentlige arbejde med at give den nye organisation krop og navn. Så vil der blive indkaldt til ekstraordinære kongresser i 2018 med henblik på at stifte den nye hovedorganisation ved årsskiftet 2019,« siger han.

Ikke alle LO-forbund er lige begejstrede for at fusionere med FTF, men i HK har der ikke været slinger i valsen, bedyrer Kim Simonsen.

»Det er meget vigtigt for os, og vi vil også holde godt øje med forløbet de næste måneder,« siger han.

Og så er vi tilbage til sammenhængskraften i HK. Hvis fusionen af en eller anden grund ikke kommer på skinner inden 2019, vil HK Danmark ifølge Kim Simonsen indkalde til en ekstraordinær kongres og diskutere, hvad der så skal ske.

Er det LO, der har forhindret en sammenlægning, kan de offentlige HK-sektorer måske overveje at melde sig ind i FTF.

»Men det er alt for spekulativt at tale om, hvad der vil ske. Det er jo ikke nødvendigvis LO, der stiller sig i vejen. Det kunne også være forbund fra FTF, og så vil scenariet måske være et helt andet. Derfor har vi i HK ikke nogen plan B,« fastslår han.

For Kim Simonsen er det indlysende, at der er brug for at danne en ny hovedorganisation, så fagbevægelsen kan få mere slagkraft.

Danske lønmodtagere presses sydfra af et flertal af EU-lande, som har lovbestemte minimumslønninger og ikke en dansk aftalemodel. Der er opløsning i Europa, hvor en svag fagbevægelse ikke får sat særlig mange fingeraftryk overfor arbejdsgivere og lovgivere. Herhjemme er der finanslovsforslag, der bidrager til ulighed og dårligere velfærd.

»Og så er der også lige medlemstabet i LO og HK år for år, hvor stopuret tæller ned. Vi skal have en ny hovedorganisation, fordi vi sammen bliver langt stærkere til gavn for medlemmerne,« mener han.

Og så er Kim Simonsen tilbage til sin krystalkugle og kigger på et digitalt arbejdsmarked, hvor der er vendt op og ned på ansættelsesforhold og arbejdsvilkår. Det gør lønmodtagerne mere udsatte, og derfor er der bare behov for større muskler til at styre Uber og andre nye typer af virksomheder, betoner han.

»Vi skal jo i arbejdstøjet,« siger han.

Fortryder ikke kandidatur til LO-formand  

Kim Simonsen forsøgte selv at skifte sit HK-arbejdstøj ud med LO-formandens tilbage i 2015.

Tidligt i 2015 bebudede han sit kandidatur til formandsposten i LO efter daværende formand Harald Børsting. Dermed udfordrede han storfavoritten Lizette Risgaard, den daværende næstformand i LO.

Er jeg ærgerlig over, at jeg ikke blev LO-formand? Ja, det vil jeg nok være til min dødsdag. Kim Simonsen, forbundsformand i HK

Efter nogle måneders sonderen i baglandet, meddelte Kim Simonsen, at han trak sig som formandskandidat. Samme eftermiddag som Dansk Metals hovedbestyrelse besluttede sig for at pege på Lizette Risgaard, læste Kim Simonsen skriften på væggen – han ville ikke kunne skaffe sig flertal på kongressen.

Fortrød du, at du stillede op?

»Aldrig nogensinde. Fortrydelse er ikke en af mine stærke sider. Er jeg ærgerlig over, at jeg ikke blev LO-formand? Ja, det vil jeg nok være til min dødsdag. Er jeg glad for at være HK-formand? Ja, jeg synes, at det er fedt.«

»Jeg mener, at jeg er kommet mig over det. Der er en risiko ved at stille op og ikke blive valgt, for man kan være bange for, at ingen kan bruge idioten til noget bagefter,« siger han og tilføjer, at han ikke selv oplever, at han i dag er svækket hverken i HK eller LO. 

Og det mener flere kilder, som Ugebrevet A4 har talt med, heller ikke.

Forbundsformand for Dansk El-forbund Jørgen Juul Rasmussen mener, at Kim Simonsen har arbejdet videre i fagbevægelsen på en meget professionel måde.

»Det er en ærlig sag at stille op og så trække sig. Kim Simonsen har tacklet hele forløbet godt, og jeg oplever ikke, at det har svækket hans position i LO’s daglige ledelse. Han er fortsat en meget engageret, arbejdsom og resultatorienteret kollega,« siger Jørgen Juul Rasmussen.  

HK Kongres 2017

HK Danmarks kongres 2017 holdes i Aarhus fra 23. - 25. oktober. 

På programmet er blandt andet, hvordan de nye teknologier vil forandre det danske arbejdsmarked.

Forbundsformand Kim Simonsen og næstformand Mette Kindberg aflægger beretning.  

Gæstetalere i løbet af kongressen er LO-formand Lizette Risgaard og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen

De cirka 370 delegerede er valgt på generalforsamlinger i lokale afdelinger, ligesom blandt andre medlemmer af HK's hovedbestyrelse samt repræsentanter fra sektorer og landsforeninger er med. 

Kongressen kan følges på hk.dk/kongres  

UDVID

PÅ HK’s kongres bliver Kim Simonsen genvalgt. Der er nemlig ingen modkandidater til Kim Simonsen. Og selvom de delegerede på HK-kongressen skal vedtage nye afgangsregler, der betyder, at de politisk valgte fremover kan genvælges efter deres 60 års fødselsdag, bedyrer Kim Simonsen, at han ikke vil bruge de nye regler.

»I min egen situation synes jeg sådan set også, at det er fornuftigt at der er en eller anden grænse for, hvor lang tid Kim Simonsen kan fortsætte«, siger han.

»Ellers er mit udgangspunkt, at torsdag 28. oktober bliver den første nye dag i mit HK-liv, hvor jeg skal kigge fire år ud i fremtiden i forhold til, hvad der skal ske for HK, med HK og for mig«. 

Opgør mod borgerliggørelsen

Udover at få HK i den digitale førertrøje i de næste fire år, har Kim Simonsen også ambitionen om et opgør mod borgerliggørelsen af Danmark.

Stress, sygefravær, krav om øget produktivitet, effektiviseringsbidraget, nedskæringer på erhvervsskoler, dårligere velfærd. Kim Simonsen remser op og tilføjer så:

»Det er konsekvensen af en borgerlig regering«.

Der er en risiko for, at vores solidaritetskikkert bliver lidt kortere, og at vi kun gør noget for vores egne medlemmer. Kim Simonsen, forbundsformand i HK

Selvom HK-formanden cykler med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), kan han ikke cykle liberaliseringsbølgen og borgerliggørelsen væk, konstaterer han.

»Der er en tendens til, at det er bedre at være dansker, hvis du har en uddannelse og et arbejde. Altså middelklassen har vundet,« siger han og raser blandt andet over, at buspriserne stiger og boligejerne tilgodeses på bekostning af lejerne.

Har fagbevægelsen et medansvar for, at middelklassen har vundet?  

»Yes! Tag for eksempel de arbejdsløse. I gamle dage fik man dagpenge i syv år eller fire år. Nu er det to år, og så falder folk ud af dagpengesystemet. Selvom vi prøver at holde fast i vores medlemmer længe, oplever vi, at de ikke helt er vores problem så længe, fordi de ryger på kontanthjælp.«

»Der er en risiko for, at vores solidaritetskikkert bliver lidt kortere, og at vi kun gør noget for vores egne medlemmer. Det er jeg ked af,« siger han og tilføjer, at fagbevægelsen godt kunne have været mere på barrikaderne for at bekæmpe blandt andet kontanthjælpsloftet. 

Kim Simonsen pointerer, at fagforeningerne er en del af civilsamfundet og har andre opgaver end bare lige løn og overenskomster.

»Som fagbevægelse skal vi også bidrage til at få vores land til at fungere bedre. Det kræver, at vi kigger ud over vores egne medlemmers næsetip.«

Artiklen er skrevet på baggrund af to interviews med Kim Simonsen samt interviews med en række kilder i HK og uden for HK. En række kilder har ikke ønsket at medvirke til citat.  

(Foto: Jeppe Carlsen)

Blå Bog

Kim Simonsen, født 23. april 1961 i Grenå. 

Siden 2008: forbundsformand for HK/Danmark og medlem af LO's daglige ledelse

1990: Sektorformand for HK/Kommunal.

1988: Næstformand i HK/Kommunal.

1986: Byrådsmedlem i Grenå for Socialdemokratiet.

1983: Tillidsrepræsentant i Grenå Kommune og bestyrelsesmedlem i HK/Kommunals landsforening.

1979: Elev i Skatteforvaltningen i Grenå Kommune og aktiv i HK/Ungdom. 

Kim Simonsen er med i regeringens Disruptionråd, har været med i trepartsforhandlingerne og har plads i en snes bestyrelser. Blandt andet formand for ALKA A/S og næstformand i Sampension A/S samt med i ATP's bestyrelse. 

Privat: gift med med sygeplejerske Karen Sofie Krohn. Sammen har de to voksne børn, Sara og Frederik.