INTERVIEW

HK-formand Kim Simonsen vil til tops i LO: Vi trænger til nye sejre

Af | @GitteRedder

Der bliver rift om formandsposten i LO, efter at HK-formand Kim Simonsen torsdag meddelte sin hovedbestyrelse, at han stiller op til den mest indflydelsesrige post i dansk fagbevægelse. Kim Simonsen mener, at fagbevægelsen trænger til nye sejre efter hårde år med vigende indflydelse.

Efter lang tids tavshed kaster HK-formand Kim Simonsen sig nu ind i kampen om at blive den næste formand for LO. 

Efter lang tids tavshed kaster HK-formand Kim Simonsen sig nu ind i kampen om at blive den næste formand for LO. 

Foto: HK

Rygterne om Kim Simonsens kandidatur til LO-formandsposten har svirret i måneder. Men formanden for Danmarks næststørste fagforbund med mere end 200.000 erhvervsaktive medlemmer har klappet i, når journalister og fagligt aktive har afkrævet ham et svar.  Men nu har Kim Simonsen meddelt HK’s hovedbestyrelse, at han vil helt til tops i LO.

»Jeg stiller op, fordi jeg tror, at jeg har noget at byde på. Og tror jeg på, at fagbevægelsen har noget at byde på. Min vision er et kampberedt LO, der er i stand til at fyre fagpolitiske og politiske ideer af på baggrund af de udfordringer, som samfundet står overfor. Når renten falder, olieprisen halveres, og Rusland er i krise, er vi klar med svar, der giver tryghed, men også peger fremad for lønmodtagerne,« lyder budskabet fra Kim Simonsen.

Med HK-formandens melding er der lagt op til trekantsdrama og kampvalg, når LO skal vælge ny formand på sin kongres i Aalborg i slutningen af oktober.

Næstformand i LO Lizette Risgaard og formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther har allerede offentliggjort, at de ønsker at stå i spidsen for LO, når den nuværende formand, Harald Børsting, stopper efter otte år på posten.

Alle tre formandskandidater er topfigurer i fagbevægelsen og sidder i LO’s daglige ledelse, der mødes et par gange om måneden for at lægge de store linjer.

Allerede i dag er der to kandidater til formandsposten.  Hvorfor vælger du at udfordre dem?

»Nu har jeg været formand for HK i syv år og formand for HK Kommunal i 19 år, og der har jeg sådan set leveret nogle resultater. Og de største resultater har altid været indgået med andre.  Med 3F, med Metal, med håndværkerne. Jeg har siddet i Forligsinstitutionen med skolelærere, socialrådgivere og sygeplejersker. Mange af mine faglige sager er opstået ved at kæmpe sammen med andre og for andre,« siger han og pointerer igen og igen, at resultater aldrig er noget, man skaber alene, men i fællesskab.

Ud med ’jeg’ – ind med ’vi’

Efter tre årtier i fagbevægelsens frontlinje fremhæver Kim Simonsen, at han har blandt andet været med til at forhandle pensionsordninger, barsel til både kvinder og mænd samt lavtlønsværn.

Nu har jeg jo valgt, at de første, der skal høre om mit kandidatur, ikke er mine facebookvenner. Det er heller ikke nogle tilfældige journalister. Det er HK’s hovedbestyrelse.

»Jeg er vant til at arbejde tværfagligt. Og jeg har det svært med ordet ’jeg’. ’Jeg vil slå Anders Fogh’, og ’Jeg vil et eller andet’. Der, hvor jeg kommer fra, er det ’vi’. Og det, som vi skal gøre sammen, er sådan set bare at gøre fagbevægelsen til en slagkraftig maskine, der ikke er til at komme udenom. Hverken hos købmanden i Hjørring, maskinværkstedet i Rønne, Københavns Lufthavn eller på de bonede gulve i Europa. Vi har brug for at stå sammen og for fælles løsninger med alle de udfordringer, som globaliseringen og arbejdskraftens frie bevægelighed giver os.«

Må den bedste kandidat vinde

Er det ikke på tide, at LO får en kvindelig formand?

»På den seneste LO-kongres syntes HK, at det havde meget stor betydning, at vi fik en kvinde. Og der var store dele af HK, der bakkede op omkring den kvindelige kandidat (daværende næstformand i LO Tine Aurvig-Huggenberger, red), mens dele af HK valgte at prioritere noget andet.  Nu står vi så i samme situation, og ligesom nogle HK’ere sidste gang syntes, at det var vigtigt, at den bedste kandidat vandt, håber jeg også, at man vil synes det denne gang.«

Vi ved fra en undersøgelse gennemført af Finans.dk, at LO’s næstformand, Lizette Risgaard, er populær, og at mange anser hende for at være favorit. Hvorfor bakker du ikke op om hende og undgår en opslidende valgkamp?

»Nu ved jeg ikke, om det bliver en opslidende valgkamp. I fagbevægelsen er vi jo vant til, at der ikke er noget, der kommer af sig selv. Undersøgelsen fra Finans.dk taler jo selvfølgelig for sig selv. Men nu har jeg jo valgt, at de første, der skal høre om mit kandidatur, ikke er mine facebook-venner. Det er heller ikke nogle tilfældige journalister. Det er HK’s hovedbestyrelse,« noterer han.

Jeg er helt med på, at jeg ikke kan stille mig op og sige, at jeg er HK’s kandidat.

Kim Simonsen fremhæver, at det både for ham selv og andre i HK er en ’sårbar’ og ’vanskelig’ situation. For når han stiller op, kan det også betyde farvel til det fagforbund, som den kontoruddannede Kim Simonsen har investeret megen arbejdsenergi i, siden han blev valgt som tillidsrepræsentant i Grenå i 1983.

 

Blå bog: Kim Simonsen, 53 år

  • Forbundsformand for HK-Danmark siden 2008. Blev formand efter et kampvalg, hvor han fik 199 stemmer mod 168 til HK’s daværende næstformand Karin Bancsi.
  • 1990: Sektorformand for HK-Kommunal
  • 1988: Næstformand i HK-Kommunal
  • 1985: Byrådsmedlem i Grenå for Socialdemokraterne
  • 1983: Tillidsrepræsentant og bestyrelsesmedlem i HK-Kommunals landsforening
  • 1979: Elev i skatteforvaltningen i Grenaa kommune.

Ikke noget østeuropæisk klappekor

Lykkes det for Kim Simonsen at nå hele vejen til tops i LO, skal HK også have ny formand, og det sætter skub i interne diskussioner i HK’s fire sektorer.

HK-formanden er da også helt på det rene med, at ikke alle i hans egen hovedbestyrelse vil juble over hans kandidatur, ligesom han næppe får alle HK-stemmer, når der skal tælles stemmer på LO-kongressen i forbindelse med formandsvalget.

»Jeg forventer ikke et østeuropæisk klappekor, fordi jeg stiller op. Tværtimod har HK en stærk tradition for at være skeptisk og kritisk og nogen gange nærmest jantelovsagtig i forhold til at sætte spørgsmålstegn ved tingene. Jeg er helt med på, at jeg ikke kan stille mig op og sige, at jeg er HK’s kandidat. HK’s kongresdelegerede skal da også have mulighed for at høre, hvad Lizettes og Flemmings visioner er.«

Lizette Risgaard kommer også fra HK. Risikerer du ikke med dit kandidatur at skabe splid internt i HK med to kandidater til LO-formandsposten?

»HK var allerede splittet, da Lizette blev valgt. Og det var ikke et spørgsmål om, at Lizette splittede, men at HK var splittet i forhold til, om hun skulle være næstformand eller ej. Samme situation kan godt opstå igen. Og det skal vi afprøve. Hvis man altid skal være bange for at forstyrre en dagsorden eller give anledning til overvejelser eller uro, skal man ikke beskæftige sig med dansk fagbevægelse,« fastslår han og fortsætter:

»Nu ved jeg ikke, hvem der har stillet Lizette op. Det fremgår ikke helt tydeligt for mig. Foreløbig har jeg hørt om to, der synes, hun er en glimrende kandidat, og det er en repræsentant for 3F-Skagerak og en tidligere næstformand i Metal Randers. Så nu skal alle delegerede forhåbentlig til at lægge et øre til, hvem, de synes, er en egnet kandidat. De fleste i fagbevægelsen har taget stilling på et grundlag, hvor de vidste, at Lizette var kandidat. Jeg håber, at de også har tid til at lægge øre til de andre kandidater.«

Skyder LO-FTF-fusion til hjørne

Sektorformand i HK Privat, Simon Tøger, mener, at LO og FTF skal fusionere, og han kræver et klart svar fra LO-formandskandidaterne. Hvad er dit svar til ham – går du ind for LO-FTF-fusion og går du til valg på ambitionen om at blive den sidste LO-formand?

»På HK’s seneste kongres vedtog vi, at det skal afprøves, om der skal være en ny hovedorganisation. Læg mærke til udtrykket ny. Det drejer sig ikke om fusion. Det drejer sig ikke om lillebror og storebror. Det drejer sig ikke om navneleg eller sammenlægning, men om at lave en ny fagpolitisk platform i Danmark.«

Kim Simonsen understreger, at han heller ikke har glemt, at hans forgænger, John Dahl, allerede på en HK-kongres for ti år siden fik vedtaget, at ’HK Danmark synes, at to hovedorganisationer er en for meget’.

»Vores position er ikke, at der partout skal være en ny hovedorganisation, men vi så gerne, at det blev afprøvet, og om det kunne styrke fagbevægelsen og lønmodtagerne at gå den vej,« siger han.

Men hvad mener du personligt og som LO-formandskandidat?

»Jeg mener, at det vil klæde LO-kongressen til efteråret at arbejde videre med temaet. For det kan ikke klares over fire dage på en kongres. HK ser ud til at være lidt længere fremme i den debat, og i andre forbund kan jeg lytte mig til, at nogle siger nej. LO og FTF har aldrig været så tæt i det praktiske samarbejde, og derfor synes jeg, at det vil være en god ting, hvis man måske i den førstkommende LO-kongresperiode fik afprøvet, om vi skal gå videre ad vejen og snakke om en ny hovedorganisation, eller vi skal gå ad den vej, der hedder forstærket samarbejde, og som blandt andet forbundsformand i 3F Per Christensen snakker om.«

Ikke forlovet med en bestemt model

I Danmarks største fagforbund, 3F, siger formand Per Christensen klart nej til en fusion mellem LO og FTF. Hvad er dit budskab til 3F?

»I HK håber vi på en fordomsfri diskussion om, hvad der kan være for modeller i fremtiden. Det er helt legitimt for 3F at sige, at de kan lide nogle modeller bedre end andre. Samtidig er det forhåbentlig også legitimt for HK at sige det samme. Men at give det en tone af, at vi allerede er forlovet med en model, er en stærk overfortolkning. HK’s ambition – og i hvert fald min ambition – er, at LO-kongressen til efteråret alene skal komme igennem med, at nu skal vi drøfte fremtidens fagbevægelse, og her er flere scenarier.«

Fagbevægelsen trænger til nogle sejre. Det er ikke elendighed det hele, men det er ikke gået skidegodt de seneste ti år.

Men har LO-fagbevægelsen ikke allerede drøftet det her i flere år og drøfter det lige nu?

»Det har været på dagordenen mange gange, men den politiske styregruppe har i hvert fald ikke siddet i flere år, men blev oprettet for kun et halvt års tid siden. Og selvom vi har talt om det i mange år, er det reelt kun i det sidste par år, at der er kommet kød på samarbejdet,« siger han og henviser til, at LO og FTF i fællesskab har etableret et EU-kontor i Bruxelles, driver et fælles u-landssekretariat og nu for første gang går sammen om et valgpolitisk program.

Du taler om en ny fagpolitisk platform. Hvad betyder det?

»Det er min opfattelse, at fagbevægelsen har mistet indflydelse de senere år. Vi har i hvert fald mistet medlemmer. I HK har vi fået seks nye medlemmer i januar. Det er ikke mange, men det er første gang i 15 år.  Der er sket noget i HK, der virker: nemlig en ændring i vores fagpolitiske platform. Vi skal ud og møde medlemmerne på deres arbejdsplads. Vi skal være en organiserende fagforening og ikke en facit-servicelisteorganisation, som man bare betaler til,« fastslår han.

Det er ikke gået skidegodt i ti år

Kim Simonsen vil mobilisere lønmodtagerne og udfordre medlemmerne. De skal ikke bare have besked om at følge paragraf 47 i bind tre af nogle love og vedtægter, anfører han.

»Jeg tager en masse erfaring med mig, men også bevidstheden om, at arbejdsfordelingen mellem forbund og hovedorganisation er sådan, at forbundene organiserer medlemmerne. Med den nye platform skal vi være mere aktive. Vi trænger til nogle sejre. Det er ikke elendighed det hele, men det er ikke gået skidegodt de seneste ti år,« konstaterer han.

I samme åndedrag minder han om, at man skal kigge ud over Danmarks grænser og erkende, at fagbevægelsen er trængt alle vegne. Derfor synes han også, det er groft, når medier og kommentatorer allerede har dømt Harald Børsting som en fiasko.

»Mange er i fuld gang med at skrive Harald Børstings gravmæle. De noterer, at mens han var formand, forsvandt efterlønnen, og dagpengene blev halveret. Men husk på, at i Harald Børstings formandstid er ungdomsarbejdsløsheden i Danmark slet ikke steget som i Spanien, hvor den er vokset fra 5 til 30 procent. Så det danske arbejdsmarked har nogle udfordringer, men slet ikke i samme grad som i andre lande,« siger han.

Har du sikret dig opbakning fra nogle af forbundene på forhånd?

»Ja og nej. Jeg tror ikke, at jeg kan nævne et eneste forbund, hvor jeg ikke kender nogen, der har givet udtryk for, at det er en god idé, at jeg stiller op. Men jeg har ikke været ude og søge om forbundsopbakning. Det synes jeg heller ikke, at man kan, før man er kandidat. Jeg er ikke dum-naiv, men jeg håber på en fair og lige valgkamp.«

Har du en næstformandskandidat med dig?

»Nej. For der er jo en næstformand i LO. Og det var der også sidste gang. Tine (Aurvig-Huggenberger, red.) havde heller ikke nogen næstformandskandidat med sig.  Det havde Harald Børsting fem-seks uger før kongressen og ikke et sekund før. Så nej, jeg kommer ikke med en pakkeløsning med en næstformand. Jeg er overbevist om, at det er bedst. Det vil være fantastisk at blive valgt, og så tager vi den derfra.«

Lønmodtagere skal fløjte på vej hjem

Du konstaterer, at fagbevægelsen trænger til nogle sejre. Hvilke sejre vil du gerne stå i spidsen for?

»At vores medlemmer aldrig måtte vågne om morgenen og føle sig utrygge. Hvis de har et arbejde, så fløjter de, når de kører hjem fra arbejde, fordi de har godt arbejdsmiljø, en god løn og flinke chefer. Hvis man ikke har et arbejde, er man tilfreds med at møde en ny uddannelsesindsats, så man kan komme videre til det næste job. I dag ser vi folk, der ikke har mulighed for uddannelse, og mange er overladt til passiv forsørgelse, fordi der ikke er job. I dag mangler alt for mange unge en praktikplads, og vi ser ældre lønmodtagere få seniorjob på forringede vilkår. Det holder ikke. Vi skal sørge for, at alle får en god dag på arbejdsmarkedet,« siger han.

Arbejdsmarkedet forandrer sig hele tiden. Hvad oplever du som de største udfordringer på det danske arbejdsmarked?

»Presset mod den danske model. Social dumping. Vi har ikke overenskomster på alle områder. Vi ser fyringer, konkurser, slagterilukninger. Vi ser teleselskaber, der i et snuptag opsiger retten til børns første sygedag. Og vi ser arbejdsgivere næsten smugle østeuropæiske håndværkere hertil og give dem helt urimelige vilkår. Er vi stærke nok til at bekæmpe urimeligheder? Hvis vi ikke står sammen i fagbevægelsen, kommer vi ud på et skråplan,« advarer han og peger sydpå, hvor Tyskland er skrækscenariet, fordi millioner af tyskere er nødt til at tage to lavtlønsjob for overhovedet at kunne klare sig.

»I stedet for at tale om den danske model kunne vi også kalde det lønmodtagernes model. For det er jo den samme model i Sverige, Norge og Finland. Vores medlemmer er lønmodtagerne, og de skal ikke være i tvivl om, at vi er deres interesseorganisation. Globaliseringen og EU-reguleringen er en kampplads, og vi skal værne om medlemmernes interesser. Og vi skal jo ikke bare gøre lønmodtagernes model stærkere herhjemme; vi skal også udbrede den og strække den ud til andre lande,« noterer han – og henviser til katastrofen i Bangladesh, hvor over 1.000 tekstilarbejdere døde på grund af en arbejdsulykke og ørkenstaten Qatar, hvor over en million migranter arbejder på slavelignende vilkår.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi erobrede os så stærk en position, at det er partierne, der giver LO et kald, fordi de skal have noget igennem og har brug for os. Og ikke omvendt.

Hvis du bliver ny LO-formand, bliver en af de første opgaver at få indflydelse på et nyt dagpengesystem. Dagpengekommissionen spiller ud med anbefalinger i efteråret. Hvordan ser dine krav ud til et nyt dagpengesystem?

»Man kan starte med vores gamle krav. Genoptjeningskravet skal halveres; tælleriet skal ophøre, ligesom det er helt afgørende, at man ikke skal kunne falde ud af dagpengesystemet. Betyder det, at man skal have dagpenge i syv eller elleve år? Nej. Jeg er optaget af Sverige, hvor de leger med ordene og i stedet for at betegne det som en arbejdsløshedsperiode kalder det en mobilitetsperiode. Hvor man bevæger sig rundt mellem uddannelse og job.«

Men hvordan vil du råbe politikerne op? Med demonstrationer på Slotsholmen eller forhandling?

»Vi vil lidt det hele. Der er et vist hårdt politisk klima, men det er ikke nok at demonstrere og samle underskrifter. Det er både mobilisering og politisk dialog om, hvilket samfund vi ønsker. Og jeg synes, at det vil være smukt, hvis fagbevægelsen også havde et bud og peger på, hvad det er for et samfund, vi ønsker os.«

Jeg har ikke en plan B. Der er og kommer ikke en plan B. Men selvfølgelig er der en risiko ved at stille op.

Du er erklæret socialdemokrat. Hvordan vil du samarbejde med for eksempel Venstre og Dansk Folkeparti?

»Jeg vil holde møder med dem. Fagbevægelsen skal placere sig der, hvor indflydelsen er, og dialogen foregår. Vi skal snakke med alle, der vil snakke med os. Vi skal påvirke dem uanset farve og størrelse. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi erobrede os så stærk en position, at det er partierne, der giver LO et kald, fordi de skal have noget igennem og har brug for os. Og ikke omvendt.«

For nylig deltog Kim Simonsen i en konference i Norge, hvor den svenske statsminister Stefan Löfven holdt en brandtale om fagbevægelsens betydning. Den tale har tydeligvis lagret sig.

»Löfven fik på en glimrende og klar måde slået fast, at forudsætningen for et moderne velfungerende samfund er en stærk fagbevægelse. Det skal vi være mere tydelige om herhjemme. Og de private arbejdsgivere kunne godt være lidt hjælpsomme med at værne om den danske model ved at slå på tråden og fortælle til Joachim B. Olsen, hvordan tingene hænger sammen.«

Hvis du ikke bliver valgt, hvad skal der så ske?

»Jeg har ikke en plan B. Der er og kommer ikke en plan B. Men selvfølgelig er der en risiko ved at stille op.«