Hjemmegående indvandrer-kvinder vil gerne i job

Af

Mens debatten om efterløn og flere hænder på fremtidens arbejdsmarked raser, viser ny stor undersøgelse blandt 500 indvandrerkvinder uden for arbejdsmarkedet, at kvinderne gerne vil arbejde. Over halvdelen tvivler dog på, at de lige nu har de rette evner til at få job – og hver femte har reelt opgivet nogensinde at få et arbejde i Danmark.

DRØMMEJOB De er blevet skoset for deres tørklæder, for deres utallige børn, og de er blevet kaldt en tabt ressource – kvinderne med flygtninge-og indvandrerbaggrund, som ikke arbejder i Danmark.

Eller som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) konstaterede i sin åbningstale til Folketinget i 2008:

»Blandt indvandrerkvinder generelt er arbejde og uddannelse en særlig udfordring.«

Nu viser en ny stor undersøgelse blandt 503 indvandrerkvinder, der primært er arbejdsløse eller hjemmegående, at de selvsamme kvinder gerne vil arbejde. I stor stil endda.

8 ud af 10 svarer i undersøgelsen, der er foretaget af Voxmeter for Ugebrevet A4, at det er ’vigtigt’ eller ’meget vigtigt’ for dem at have et arbejde.

Kvinderne, som har deltaget i telefon­interview i december 2010 og januar 2011, kommer fra de traditionelle indvandringslande som Pakistan, Irak, Libanon (palæstinensere), Tyrkiet og Bosnien-Hercegovina. Tre ud af fire kvinder anfører, at et arbejde er nødvendigt, hvis den enkelte kvinde »vil integreres«.

Forfatter, integrationskonsulent og direktør i konsulentvirksomheden Sisyfos Hans Lassen konkluderer, at tallene afslører en anden virkelighed end den indvandrerdebat, som, når det går hedest til, fylder aviserne med flammetegn.

»Det her viser, at der er en høj motivation for at arbejde, og det er ikke overraskende for mig. Men det er vigtigt at få den historie fortalt, fordi vi jo har haft en debat i 2010, hvor den uudtalte præmis for udlændingediskussionen var, at vi har fået en masse mennesker til landet, der ikke vil bidrage. Der er brug for et paradigmeskifte i Danmark,« siger han.

Integrationskonsulent Lars Larsen fra firmaet LG Insight, der i flere sammenhænge har udfærdiget rapporter for Integrationsministeriet og lige nu analyserer førtidspension og indvandrere i Aarhus Kommune, er overrasket over tallene:

»80 procent er et meget positivt højt tal, som understøtter, at der i denne gruppe er mange af kvinderne, som lægger stor vægt på at komme i beskæftigelse,« siger han.

I Danmark i lang tid

Den typiske indvandrerkvinde uden for arbejdsmarkedet ser ifølge undersøgelsen således ud:

  • Hun er gift – det er 8 ud af 10.
  • Godt halvdelen har to eller tre børn, halvdelen bor i København eller på det øvrige Sjælland
  • Halvdelen er kommet til Danmark som flygtninge. Fire ud af 10 har status som indvandret til Danmark.
  • Næsten 8 ud af 10 angiver, at de har været i Danmark i mere end 10 år.
  • 4 ud af 10 angiver, at de ikke har en anerkendt uddannelse i Danmark, såsom folkeskolens afgangsprøve.
  • På spørgsmålet om, hvorfor de ikke er i job, oplyser hver tredje, at det skyldes sygdom, mens hver fjerde peger på psysiske problemer.

En af de kvinder, der drømmer om at få et arbejde, er 30-årige S. Mahmoud, der bor i København med sin mand.

Hun er lige nu ved at lære basale færdigheder omkring børnepasning i et opkvalificeringsforløb på kommunens sprogcenter (CBSI) på Hejrevej på Nørrebro i København.

S. Mahmoud er fra Pakistan, men har boet i Danmark i otte år og har både arbejdet i et renseri og på en netcafé, men her kunne hun ikke tåle røg, så det måtte hun opgive. Senere fik hun maveproblemer og var sygemeldt i flere år. I december sidste år begyndte hun på centret på Hejrevej.

S. Mahmoud er ikke selv mor, men hun elsker børn og vil gerne arbejde som pædagogmedhjælper, fortæller hun. Hun lægger selv vægt på, hun bliver genert og usikker, når hun er i nye omgivelser, og hun fortæller, at det primært er hendes mand, som har skubbet hende hver gang, hun er kommet videre. Hun har meget at takke sin mand for, mener hun. Det er dog også S. Mahmouds mand, der har krævet, at hun ikke offentliggør sit fornavn i denne artikel.

»Men jeg vil gerne arbejde, fordi jeg gerne vil have med børn at gøre. Og samtidig vil jeg gerne tjene penge, så jeg selv får råd til at have børn,« siger hun og peger på to ting, hun ved, hun skal forbedre, før hun kan blive pædagogmedhjælper:

»Mit danske sprog skal blive bedre, og fordi jeg ikke selv har børn, skal jeg lære mere om at arbejde med børn,« siger hun på et let forståeligt dansk.

Ifølge Lena Ahrenst, afdelingsleder på CBSI, skal centrets kvinder primært forbedre kompetencerne for at blive arbejdsduelige. Men også den enkelte kvindes selvtillid skal ofte styrkes, så hun får troen på, at hun kan få et job.

»Mange af de her kvinder lever en marginaliseret tilværelse uden kontakt til det danske samfund. De hører sig selv i medierne omtalt på en negativ måde, og de oplever masser af barrierer, også i forhold til deres børn, så der er ikke noget, som lige signalerer: I er velkomne, vi har brug for jer,« siger hun.

»Men kvinderne har masser af ressourcer, de har bare ikke fået lov at vise dem. Den ene ting er deres selvtillid, den anden er den traditionelle husmorrolle, som de er i. De er fastholdt i husmorrollen – hvor de har masser af kompetencer – men de ser måske ikke sig selv som udadfarende. De har måske ikke kørekort og tager ikke lige bilen, og de er ikke vant til at bruge pc’en. Men de kan lære det, og bare det at komme ud i praktik giver ofte en højere status i forhold til deres børn,« siger Lena Ahrenst, der peger på, at hovedparten af centrets borgere går ud i ufaglært arbejde.

»Når de kommer her, kommer de ikke nødvendigvis med den store motivation, vi er jo en del af kommunens aktiveringsforløb. Men motivationen kommer alligevel hurtigt for mange, fordi kvinderne pludselig ser nogle muligheder, de ikke vidste, de havde,« siger hun.

Hver femte har opgivet

Situationens alvor for kvinderne – trods den gode vilje og den høje motivation – understreges også af, at hver femte opgivende konstaterer, at »jeg får aldrig job i Danmark«.

Af de kvinder, der i A4’s undersøgelse betegner sig selv som ’arbejdsløse’, 44 procent, har hver ottende helt opgivet det danske arbejdsmarked – og blandt de ’hjemmegående’, 32 procent, tror lidt flere end hver ottende, at hun aldrig får plads på arbejdsmarkedet.

Integrationskonsulent Lars Larsen forklarer det negative selvbillede med, at kvindernes dagligdag kan være ren overlevelse:

»Der er altså nogle grupper, som har meget komplicerede livsforhold: Hvor der er ringe økonomi, problemer med børnene og deres skolegang og også problemer med eksempelvis vold i familien, og hvor manden måske kan have nogle ønsker i forhold til, hvad kvinden skal eller ikke skal,« siger han og fortsætter:

»De ting gør jo, at kvindernes muligheder for at deltage i aktive forløb, hvad enten det er aktivering eller egentlige job, er meget, meget vanskelige. Hvis man så kombinerer det med, at mange af de her kvinder jo selv har helbredsmæssige problemer af både fysisk eller psykisk karakter og måske aldrig har været på en arbejdsplads, taler dårligt dansk og i det hele taget har ringe forudsætninger for helt banal hverdagsmestring, så er deres muligheder for at klare sig på det private arbejdsmarked jo virkelig ringe,« siger han.

Det pessimistiske syn på sig selv går igen, da kvinderne skal angive, om de har kvalifikationer til at komme i arbejde i dag. Over halvdelen vurderer, at de ikke har de kvalifikationer, der lige nu kræves.

»Det betyder, at hvis jobcentrene og kommunerne vil have de her kvinder ind på arbejdsmarkedet, skal de også arbejde med kvindernes selvopfattelse af egne evner. Det er i hvert fald en del af udfordringen,« siger Vibeke Jakobsen, forsker i integration på SFI – det nationale forskningscenter for velfærd.

Ifølge Lars Larsen fra LG Insight kan kvindernes modsatrettede udsagn være udtryk for en virkelighedsfornægtelse.

»Jeg tror, mange af dem helt retorisk giver udtryk for et ønske om at komme på arbejdsmarkedet, men samtidig godt ved, at det er meget, meget svært, fordi kravene på arbejdsmarkedet er høje samtidig med, at deres ressourcer er små. Så gabet mellem, hvad de kan, og hvad de skal, er enormt.«

Integrationskonsulent Hans Lassen er dog overbevist om, at kvinderne fejlvurderer sig selv og arbejdsmarkedet. Selvfølgelig, hævder han, kan indvandrerkvinder klare ufaglærte, lavkompentence job som eksempelvis rengøring – også selv om de ikke tror det.

»Kvinderne har en fordrejet virkelighedsopfattelse. De er brugbare på arbejdsmarkedet i højere grad, end de selv aner. Den indsats og motivation, man lægger i at få et arbejde, kan være udslagsgivende, når man søger arbejde. Det kan kompensere for svage sprogkundskaber og manglende erfaring og uddannelse. Men det aner de her kvinder ikke – hvor skulle de vide det fra? Den gode nyhed er, at hvis du vil noget med tingene, er der muligheder,« siger Hans Lassen og uddyber:

»Kvinderne overvurderer barriererne for at komme på arbejdsmarkedet. Det viser de undersøgelser, der er på det her område også – kvinderne overvurderer barriererne helt vildt.«

Vibeke Jakobsen fra SFI er enig:

»Mit bud vil også være, at der er nogle, der fejlvurderer sig selv. Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis er let for dem at få et job, men netop derfor er det første, man skal gøre at få dem til at forstå, at det altså godt kan lade sig gøre for dem at komme i arbejde.«

Diskussionen om indvandrerkvindernes potentiale for arbejdsmarkedet minder i betænkelig grad om øjeblikkets store debat for at få de 60-64-årige til at arbejde længere.

Men mens regeringen og Finansministeriet pumper utallige analyser ud, der viser, at en fjernelse af efterlønnen årligt vil forbedre de offentlige finanser med 10-15 milliarder kroner, er det langt sværere at få konkrete tal på indvandrerkvindernes potentiale.

Nationalbanken anslog i 2008 forsigtigt, at de offentlige finanser vil blive forbedret med 22-23 milliarder kroner, hvis indvandrere og deres efterkommere arbejder i samme grad som danskere samtidig med, at gruppens ’træk’ på de offentlige kasser kommer ned på niveau med danskernes. Samlet udgør indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande knap syv procent af befolkningen – eller godt 360.000 personer.

Fakta er, at meget er sket på kort tid, fortæller Torben Møller-Hansen, direktør i Foreningen Nydansker, som arbejder med at skaffe indvandrere ind på arbejdsmarkedet.

»Siden 2000 er indvandreres deltagelse på arbejdsmarkedet kun gået én vej, og i 2008 var vi det OECD-land, der har haft den største vækst i forhold til at få flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet. Med andre ord: Det er ikke langt ude at sige, at i 2030 og 2040 kan vi regne med den næsten samme beskæftigelsesfrekvens som blandt danskere. Dels vil alle brancher have indvandrere eller efterkommere ansat – der vil altså ikke være en ’funny names-problematik’ – dels adopterer efterkommerne nogle af de samme efteruddannelsesmønstre og sociale mobilitetsmønstre, som vi gør. Alle parametre inden for dette område vil inden for en meget kort årrække svinge over og blive en positiv forretning for dansk økonomi,« vurderer Torben Møller-Hansen.

Tal fra Integrationsministeriet viser, at i 2009 var 54 procent af indvandrerne mellem 16 og 64 år fra ikke-vestlige lande i beskæftigelse. Det tilsvarende tal for etniske danskere er  knap 78 procent. Kvinderne i A4’s undersøgelse rammer altså præcist ned i dette spænd, det uudnyttede potentiale, der er mellem danskere og indvandreres deltagelse på arbejdsmarkedet.

En ekspert i indvandringsstrømme advarer dog imod at juble for tidligt.

»Spørgsmålet er, om integrationen af dem, som allerede er her, kan gøres bedre? Det kan altid gøres lidt bedre, selvfølgelig, men kan det gøres meget bedre,« spørger forskningschef i Rockwool-Fonden Torben Tranæs:

»Hvis der er noget, man gør rigtigt meget af i forvejen, som vi jo gør med integrationen, er det typisk sådan, at der ikke er så meget mere at hente. Hvis vi intet gjorde i forvejen, ville jeg sige: Okay, her er et stort potentiale. Men det er jo ikke situationen.«

Alligevel peger også Torben Tranæs på, at der om 20-30 år næsten ikke vil være forskel på danskeres og nydanskeres deltagelse på arbejdsmarkedet. De, der kommer til Danmark i dag, er en helt anden type mennesker end dem, der kom tidligere, forklarer han.

»For 10 år siden var 75 procent af dem, der kom til landet, enten familiesammenførte eller flygtninge. Kun hver fjerde kom med et job eller en uddannelsesplads. I dag er det omkring 80 procent, der kommer med job eller en uddannelsesplads. De, der kommer i dag, ligner mere den almindelige befolkning med hensyn til arbejdsmarkedstilknytning,« siger Torben Tranæs.

30-årige S. Mahmoud ligner ikke den typiske dansker. For eksempel var hun som voksen ikke vant til at tage toget alene uden sin mand. Eller gå til lægen – eller søge arbejde. I dag ser hun dog mere lyst på sine jobmuligheder.

»Jeg er ikke så genert mere. Tidligere var jeg stille, men nu er jeg jo kommet i uddannelse, hvor jeg skal snakke, så det gør jeg nu. Min mand hjælper mig, og det gør hans familie også. Jeg er klar.«