PÅ VEJ HVORHEN?

Her skal den nye LO-formand tage fat

Af | @MichaelBraemer
| @MariaJeppesen

En dagpengeløsning er landet. Endnu en LO-kongres skal afvikles og en ny formand vælges. Men hvordan ser det ud med de store linjer og grundlæggende udfordringer i fagbevægelsen? Vi har spurgt syv meningsdannere.

Foto: Scanpix/Keld Navntoft

Vi har bedt syv meningsdannere og eksperter kigge i krystalkuglen og besvare disse spørgsmål:

  • Hvad ser du som fagbevægelsens største udfordring?
  • Hvad er den/de vigtigste konkrete opgave(r) for den nye LO-formand
  • Hvordan er fagbevægelsens placering i samfundet om ti år med hensyn til indflydelse, antal medlemmer mv?
  • Hvordan ser fagbevægelsens struktur ud om 10 år?

God læselyst!

Flemming Ibsen
Flemming Ibsen

Arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus, Aalborg Universitet. - Foto: Scanpix/Henning Bagger

Hvad ser du som fagbevægelsens største udfordring?

Den har to store udfordringer, som er sideordnede. For det første skal man have stabiliseret medlemstallet – være bedre til at fastholde og rekruttere medlemmer. Men det handler ikke kun om at have mange medlemmer. Der skal også være aktive medlemmer – ildsjæle og ambassadører. Frem for alt skal der mere strøm på dem, der er aktive på arbejdspladserne. For mange er kun tillidsrepræsentanter af navn. For det andet skal man have genoprettet det magttab, man har lidt, mens store erhvervsorganisationer i de seneste årtier har sat sig på dagsordenen og gjort virksomheders rammebetingelser til et omdrejningspunkt for dansk politik. Der er også noget, der hedder rammebetingelser for lønmodtagere. Fagbevægelsen skal derfor  tilbage til at sætte en fælles dagsorden, der ikke kun handler om økonomi, men også om erhvervspolitik, uddannelsespolitik, beskæftigelsespolitik og skattepolitik.

Hvad er den/de vigtigste konkrete opgave(r) for den nye LO-formand?

Den nye formand skal punke det politiske liv og sørge for gode rammebetingelser for lønmodtagernes liv. Hvis det skal lykkes, skal hun kunne koordinere og skabe samling, så hun får forbundene til at tale med én stemme. Forbundene har været for tilbøjelige til at mindske LO’s magt og profilere sig selv. De er nødt til at stå sammen og få lavet et fælles lobbyarbejde, så der kan sættes en egentlig lønmodtagerdagsorden. Fagbevægelsen må gøre op med sig selv, om den vil have en central organisation som LO eller bare lade de store forbund profilere sig selv og nærmest bekrige hinanden. Hvis man vil et LO, skal organisationen have et råde- og spillerum at agere i. Og den nye formand skal træde i karakter som selvstændig aktør og ikke bare være fællesnævner.

Hvordan er fagbevægelsens placering i samfundet om ti år med hensyn til indflydelse, antal medlemmer mv?

LO er ramt på strukturen. Erhvervsudviklingen betyder, at hele sektorer med LO-arbejdere vil forsvinde. Det skyldes den teknologiske udvikling, og at mange job flyttes ud. Så LO bliver mindre, men man kan stadig godt blive bedre til at fastholde og rekruttere medlemmer. Og det er jo ikke rigtigt, når man siger, at fagbevægelsen som helhed mister medlemmer. Mange uddanner sig bare til fag, som organiserer dem i FTF og AC. Så indflydelsen vil afhænge af evnen til at skabe en fælles lønmodtagerdagsorden sammen med de andre hovedorganisationer.

Hvordan ser fagbevægelsens struktur ud om 10 år?

Ikke så meget anderledes end nu. Jeg er usikker på, om fusionen mellem LO og FTF lykkes. Spørgsmålet er, om et stort og afgørende forbund som 3F reelt bakker op om den. Og spørgsmålet er også, om den er nødvendig. Kan man ikke samarbejde om en fælles dagsorden i stedet? Med hensyn til de nuværende LO-forbund er der forskere, der mener, at vi er nede på syv forbund i løbet af så og så mange år. Dem tilhører jeg ikke. Jeg kan lige så godt forestille mig, at småt er godt, og at det er måden at fastholde og rekruttere medlemmer. Man skal ikke underkende værdien af at have selvstændighed, en faglig profil og et fagligt fællesskab.

Michael Valentin
Michael Valentin

Tidligere LO-konsulent, kommunikationschef i HK og nu leder af Akademikernes A-kasse. Forfatter til den LO-kritiske bog ’Bare det holder min tid ud’. - Pressefoto fra Akademikernes A-kasse

Hvad ser du som fagbevægelsens største udfordring?

Sig selv. At man bliver 100 procent synkron med det, medlemmerne vil – og vil betale for. Og hvis man ikke vil bruge medlemsdemokratiet til at finde ud af, hvad de mange vil, må man jo bruge det, som de merkantile brancher anvender: Fokusgrupper og produkttests. Og så lytte til det, der bliver sagt. Når der er medlemskrise, er forklaringen jo ikke mere indviklet, at mange ikke finder et rimeligt forhold mellem pris og kvalitet. Det er ikke anderledes, end at folk holder op med at gå på en restaurant, der serverer dårlig mad og spilder sovs på gæsternes tøj. Det triste er bare, at dygtige folk i fagbevægelsen allerede har lavet analyserne, men bare ikke er parat til at handle på dem. For de vil hellere være venner med medarbejderne end medlemmerne.

Hvad er den/de vigtigste konkrete opgave(r) for den nye LO-formand?

Den nye LO-formand skal være indpiskeren og skabe en fælles forståelse i den samlede fagbevægelse for, at de selv er løsningen og selv har nøglen til at få bugt med problemerne. A-kasserne har gennemført en besparelse på en milliard kroner over en kortere årrække på grundlag af blandt andet benchmarking, så forandringer kan lade sig gøre. Den nye formand skal stå i spidsen for en selvransagelse og et imageløft, der ikke handler om at rette kritikken mod andre.

Hvordan er fagbevægelsens placering i samfundet om ti år med hensyn til indflydelse, antal medlemmer mv?

Hvis det lykkes at kigge indad og få styr på sin egen forretning tror jeg, at fagbevægelsen vil få en stor og tydelig stemme i samfundet. Men det handler ikke bare om at være store og mægtige og buldre frem, men også om at have legitimitet og mene noget fornuftigt. Noget, der har opbakning blandt medlemmerne. Ellers vil modparten i forhandlinger bare kunne lægge hovedet på skrå og spørge: ’Fint nok, men hvem repræsenterer du egentlig?’ Indflydelsen vil også afhænge af evnen til at afkode de nye arbejdsformer, som vinder frem.

Hvordan ser fagbevægelsens struktur ud om 10 år?

Jeg tror desværre, at vi kommer til at se store, uhomogene forbund, som ikke tilgodeser medlemmernes faglige identitet. Det vil isoleret set ikke bidrage positivt til medlemsudviklingen. Jeg kunne godt håbe på flere forbund, der er baseret på et fag. Så kunne man bagved og uden betydning for medlemmerne have et fællesskab om it, kontor, administration og så videre. Med de store forbund, som samler flere faggrupper, kommer man ikke til at betyde noget særligt for medlemmerne, men lægger sig bare ud i fri konkurrence som et forsikringsselskab. Og her er der nogle, der er billigere.

Stine Bosse
Stine Bosse

Erhvervsleder og samfundsdebattør. - Foto: Scanpix/Lisselotte Sabroe

Hvad ser du som fagbevægelsens største udfordring?

Fagbevægelsen har i lang tid ikke været synlig nok i EU-sammenhæng – og i det hele taget i en international sammenhæng. Jeg ved, der i fagbevægelsen foregår et internationalt arbejde, men det er meget usynligt, og der er ingen klar vision om, hvordan man spiller sammen i den europæiske samlede fagbevægelse. Det bliver nødvendigt, at man finder ud af, hvordan fagbevægelsen kan spille sammen landene imellem.

Hvad er den/de vigtigste konkrete opgave(r) for den nye LO-formand?

Først og fremmest skal den nye formand sørge for komme tilbage til basis. For udover en større international placering og synliggørelse, så skal man også kunne forklare sine medlemmer, hvad det egentlig er, at fagbevægelsen er til for. Jeg synes ikke, det fungerer, når fagbevægelsen forsøger at ligne et forsikringsselskab og markedsfører sig på samme måde som en privat virksomhed. Det tror jeg er en risikabel vej at gå, for man mister noget at det grundlæggende: Nemlig, at man skal varetage nogle interesser og skabe fælles løsninger med arbejdsgiverne. Det er nødvendigt, at fagbevægelsen gør det mere tydeligt for medlemmerne, at deres interesser ofte går hånd i hånd med arbejdsgivernes. Og det er jo det fantastiske ved Danmark, at arbejdstagere og arbejdsgivere rent faktisk kan skabe løsninger sammen.

Hvordan er fagbevægelsens placering i samfundet om ti år med hensyn til indflydelse, antal medlemmer mv?

Det kommer an på, hvordan den nye formand evner at være involverende. Både i forhold til medlemmerne, men også som en tillidsfuld medspiller til arbejdsgiverne. Det handler om at gøre det synligt, at fagbevægelsen arbejder for at finde de fælles løsninger. Så tror jeg også, arbejdsgiverne vil være mere medgørlige. For de er jo også interesserede i kollektive løsninger. Det nytter ikke altid at sætte sig over i en krog og sige, at man er imod arbejdsgiveren. Hvis man ikke formår at være involverende på de enkelte arbejdspladser og være samarbejdsvillig over for arbejdsgiverne, så kan jeg godt være bekymret for, om fagbevægelsen er stærk nok i fremtiden. Men hvis fagbevægelsen kan udstråle, at man er en moderne samtalepartner i samfundet, så vil man opleve mere indflydelse og det vil også tiltrække flere medlemmer.

Hvordan ser fagbevægelsens struktur ud om 10 år?

Jeg tror, vi kommer til at se flere sammenlægninger. Men det er vigtigt at medlemmerne stadig har en faglig forbindelse til forbundene. For eksempel tror jeg, det er vigtigt, at man som elektriker kan genkende sit fag i sin fagforening. At der stadig er plads til en faglighed og en faglig stolthed. Så når fagforbundene skal sammenlægges, så burde man måske arbejde med sub-brands, der fejrer og fastholder de enkelte fag. Og så skal der åbnes op for en mere moderne organisering med LEAN og en højere grad af digitalisering. Man kunne eventuelt indføre faglige chat-rum.

Ove Kaj Pedersen
Ove Kaj Pedersen

Politolog og professor i komparativ politisk økonomi, CBS. - Foto: Scanpix/Søren Bidstrup

Hvad ser du som fagbevægelsens største udfordring?

Den voksende servicesektor er en kæmpe udfordring. Vi har bevæget os fra at være et landbrugs- og industrisamfund til, at størstedelen af alle lønmodtagere nu arbejder i den private servicesektor. Det er en kæmpe udfordring for fagbevægelsen, fordi servicesektoren har ikke samme tradition for at organisere sig og skabe kollektive aftaler. Mange job i servicesektoren er besat af unge eller fremmede lønmodtagere, der ofte kun er i stillingen i en kort begrænset periode og ikke har den samme opmærksomhed på og motivation til at blive fagligt organiserede. Samtidig er der tale om anderledes ansættelsesvilkår i servicesektoren end traditionelt i industri, landbrug og den offentlige sektor. I servicesektoren er der tale om ikke-permanente jobs med korttidsansættelser med fleksible arbejdstider og dermed med helt andre muligheder for eksempelvis opsparing til pension.

Hvad er den/de vigtigste opgave(r) for den nye LO-formand?

Den nye formand skal stå for en positiv sammenlægning med FTF. En sammenlægning mellem LO og FTF vil skabe en stærk hovedorganisation, der kan stå op mod store arbejdsgiverorganisationer som Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Finansministeriet. Sidstnævnte har i dag udviklet sig til at være den stærkeste arbejdsgiver. Med statslige, offentlige og via KL også kommunalt ansatte beskæftiger Finansministeriet jo omkring 900.000 ansatte. Og med den intense økonomistyring, der kommer fra det ministerium, som også har redskaberne til at styre løn og økonomi, har vi jo at gøre med en særdeles stærk modspiller til fagbevægelsen. I det hele taget har arbejdsgiverne koncentreret sig i nogle få hovedorganisationer og forbund og fortsætter med at gøre det. Det kræver en stærk hovedorganisation, der med en sammenlægning af LO og FTF kan stå stærkt i forhold til arbejdsgiverne.

Hvordan er fagbevægelsens placering i samfundet om 10 år i forhold til indflydelse, antal medlemmer mv?

Jeg tror ikke på, at der er en sammenhæng mellem indflydelse og medlemstal. Så selvom fagbevægelsen muligvis får færre medlemmer, så betyder det ikke, at indflydelsen vil blive mindre. Faktisk er det muligt for fagbevægelsen at få mere indflydelse i fremtiden. Men det kræver fagligt kompetente medarbejdere og en samlet stor, intern enig og slagkraftig hovedorganisation, hvis fagbevægelsen skal kunne give et modsvar til blandt andet Finansministeriet. Og så kræver det øget lobbyaktivitet og international synlighed. Antallet af medlemmer kan falde, men der er stadig potentiale for mere indflydelse.

Hvordan ser fagbevægelsens struktur ud om 10 år?

Jeg tror, at vi vil se flere sammenlægninger, især inden for den offentlige sektor. Og det er nødvendigt, at arbejdstagerne slår sig endnu mere sammen, hvis de skal have en chance mod koncentrationen af arbejdsgiverne.

Lars Olsen
Lars Olsen

Journalist, foredragsholder, kommentator og forfatter til bøger om ulighed i samfundet og klassekamp. - Foto: Scanpix/Thomas Lekfeldt

Hvad ser du som fagbevægelsens største udfordring?

Det må være det faldende medlemstal. Hvis fagbevægelsen skal have styrke over for arbejdsgiverne og politikerne, så kræver det en stærk medlemsbase.

Hvad er den/de vigtigste opgave(r) for den nye LO-formand?

Det er blandt andet at skabe tryghed for medlemmerne og tale politikerne til fornuft. Mange af fagbevægelsens medlemmer er kommet i klemme i de reformer, der er gennemført de seneste år. Mange er faldet ud af dagpengesystemet, der er folk, der er nedslidte af arbejde, men som ikke kan få lov til at gå på efterløn. Utrygheden er voksende blandt almindelige lønmodtagere. Folk er mere end før bange for at blive arbejdsløse og for, om de kan arbejde, indtil de er 70. Der er brug for at vende den politiske udvikling for at skabe mere tryghed for lønmodtagerne.

Hvordan er fagbevægelsens placering i samfundet om 10 år i forhold til indflydelse, antal medlemmer mv?

Set med de optimistiske briller på, så har fagbevægelsen om ti år en vigtig indflydelse både i forhold til arbejdsgivere og politikere. I dag er der desværre en stor afstand mellem den almindelige lønmodtager og politikerne inde på Christiansborg. Det er ikke som i gamle dage, hvor et parti som Socialdemokratiet var dybt forbundet med fagbevægelsen. Men jeg håber og tror på, at fagbevægelsen vil mindske afstanden mellem lønmodtagere og politikere. Fagbevægelsen skal kæmpe for større samfundspolitisk indflydelse på blandt andet sociale ydelser, uddannelse og arbejdsmiljø. Alt det, der berører lønmodtagerne i deres dagligdag. Jeg tror, at det er muligt for fagbevægelsen at vende udviklingen og få flere medlemmer. Men det kræver, at man går tilbage til de klassiske dyder, hvor fagbevægelsen er til stede ude på arbejdspladserne. Og så skal man i højere grad betragte tillidsmændene som rygraden i fagbevægelsen.

Hvordan ser fagbevægelsens struktur ud om 10 år?

Jeg tror, det ender med en sammenlægning mellem FTF og LO. Men jeg er bekymret for, at en sammenlægning vil betyde at dele af LO-medlemmernes problemer vil drukne i FTF’s middelklasse-problemer. Nogle af LO-medlemmerne har altså nogle lidt andre problemer end FTF-medlemmerne, der typisk er bedre uddannet. For eksempel har 3F og FOA, der hører under LO, flere nedslidte arbejdere, der har brug for at forlade arbejdsmarkedet før tid. Man kan være bange for, at deres problemer og interesser vil drukne i en sammenlægning.

Mads Lundby Hansen
Mads Lundby Hansen

Cheføkonom og vicedirektør i den liberale tænketank CEPOS - Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe

Hvad ser du som fagbevægelsens største udfordring?

Meget taler for, at fagbevægelsen bliver nødt til at tage det vigende medlemstal alvorligt og handle på det. Det vigende medlemstal kan skyldes, at lønmodtagerne gerne selv vil forhandle løn, at kontingentet til fagforeningen er for dyrt, og at de ikke altid føler, at deres faglige organisation fremmer medlemmernes interesser. Fagbevægelsen har jo traditionelt fokuseret på en venstrefløjsdagsorden og forsvaret et højt skattetryk. Det lyder nogle gange som om, den kun har arbejdsløse medlemmer. Men der findes altså også fagforeningsmedlemmer i job, som betaler en meget stor del af deres løn i skatter og afgifter, og mange vil sikkert gerne beholde en større del af deres løn for sig selv. Marginalskatten inklusive afgifter udgør cirka 56 procent for en LO-lønmodtager, og det er en del.

Hvad er den/de vigtigste konkrete opgave(r) for den nye LO-formand?

Det må være gå i spidsen og bryde med den tendens, jeg har skitseret. Udviklingen i medlemstallet kan jo vendes, hvis potentielle medlemmer oplever, at værdien af et medlemskab er større end udgiften til kontingentet. Som LO-formand må man indse og forstå, at den velfærd, som den brede lønmodtagerkreds ønsker fremmet, ikke kun handler om gode sygehuse og skoler, men også om at LO-medlemmer har råd til at kunne invitere familien på restaurant eller forlænget weekend.

Hvordan er fagbevægelsens placering i samfundet om ti år med hensyn til indflydelse, antal medlemmer mv?

Fagbevægelsen kan styrke sin indflydelse, hvis den formår at blive medspiller i den forandring, vi oplever i disse år. Men det kræver nytænkning, og at man er parat til at sluge nogle kameler. For eksempel ved at acceptere og arbejde for indslusningsløn for de alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet af den ene eller anden årsag. Det vil få flere i arbejde, og det kan – så vidt jeg kan se – kun være i fagbevægelsens interesse.

Hvordan ser fagbevægelsens struktur ud om 10 år?

Pas! Det har jeg ikke mange bud på. Men ud fra et økonom-synspunkt er der naturligvis stordriftsfordele ved at sænke antallet af forbund.

Jens Jonatan Steen
Jens Jonatan Steen

Chefredaktør på Netavisen Piopio og medstifter af Cevea. - Foto: Scanpix/Jonas Skovbjerg Fogh

Hvad ser du som fagbevægelsens største udfordring?

Den største udfordring bliver at øge tilstedeværelsen på arbejdspladserne, som kan styrke både  fastholdelse og rekruttering af medlemmer. For forudsætningen for et nyt succesfuldt århundrede i den danske fagbevægelse er at kunne mobilisere og organisere. Fagbevægelsen skal være til stede dér, hvor medlemmerne bor, arbejder og udfolder deres hverdagsliv. Fordi man har haft så mange sejre og så utrolig stor indflydelse på systemet, er man også selv blevet lidt systemtænkende. Der er opnået vigtige sejre, som har givet gode resultater for den enkelte lønmodtager. Men fokus bør fremover være på medlemmerne frem for systemet.

Hvad er den/de vigtigste konkrete opgave(r) for den nye LO-formand?

Organisering er en primær opgave. Det er vigtigt, at den ny LO-formand medvirker til at få sat indsatsen i system, så man fra LO’s side kan støtte forbundene i at gøre det endnu bedre, end de allerede er i gang med. Der kunne et godt eksempel være Metals indsats overfor cykelsmedene i København. Det er også vigtigt, at den nye formand bidrager til, at fagbevægelsen får omstillet sig de nye udfordringer, der ligger i et arbejdsmarked, som i stadig stigende grad er påvirket af globaliseringen. Vi ser jo et grimt ansigt på kapitalismen i de nye typer af ansættelser, som dukker op i disse år – kolonne-arbejde, polske arbejdere, arme-og-og-ben-virksomheder og andre kontraktformer med urimelige lønninger og rettigheder. Her kunne transportområdet være et vigtigt sted at slå ned. For det tredje skal den nye formand sikre en stærkere faglig stemme. Det er vigtigt at svare på spørgsmål som ’hvad laver fagbevægelsen’, ’hvor er fagbevægelsen på vej hen’ og ’hvad kan den danske model’? Mange danskere forstår ikke længere fagbevægelsens rolle.

Hvordan er fagbevægelsens placering i samfundet om ti år med hensyn til indflydelse, antal medlemmer mv?

Jeg er drevet af værdier og ideer og vil gerne have det til at gå rigtig godt. Jeg synes også, der er positive ting at spore, og at man er begyndt at gøre de ting, jeg efterlyser. Medlemsmæssigt tror jeg, man vil holde status quo og på nogle områder gå frem. Men det vil afhænge af evnen til at få fat i de unge og de mange nye, der kommer til Danmark. Jeg tror også, man kan opbygge stærkere magtpositioner og begynde at tale med en stærkere stemme over for regeringer uanset farve.

Hvordan ser fagbevægelsens struktur ud om 10 år?

Jeg tror, den store fusion med FTF kommer. Jeg kan sagtens se ideen i den, men en fusion af det omfang vil give gnidninger og udfordringer, for der er mange følelser og identiteter knyttet til faglige fællesskaber. Så det handler om at skabe en fusion, der styrker den brede lønmodtagerstemme, men samtidig understøtter, hvad det enkelte forbund laver. Alle skal føle, at de får noget. Blandt de nuværende LO-forbund tror jeg ikke fusionerne får det omfang, som nogle forudser. Der er måske tre færre forbund om ti år. I mine øjne er det positivt, at man i så stort omfang som muligt opretholder de mindre fagforbund, for det er nemmere for medlemmer at se sig selv i en organisation, hvis den har samme kultur og identitet som én selv.