ORDET ER FRIT

Her er flygtningetalen, Løkke kunne have holdt

Statsminister Lars Løkke Rasmussens kritikere har efterlyst, at han samler befolkningen omkring nogle værdier, fremfor tavst at lægge ryg til dens splittelse. De efterlyser, at han skaber en samlet politisk vision og lægger en kurs. Men hvad skulle han have sagt ved krisens start? To markante danskere kommer her med deres bud på, hvordan en statsmandstale kunne have lydt.

Foto: Dennis Lehmann

I går fik Lars Løkke Rasmussen hård kritik fra ledelseseksperter for sin håndtering af den aktuelle flygtningesituation i Ugebrevet A4. For hvor er den figur, der samler nationen i en svær situation? Politisk kommentator Hans Engell talte direkte om dumpekarakter, når det handler om at kommunikere som statsminister i situationen.

Her til morgen holdt Lars Løkke et pressemøde, hvor han fremlagde regeringens initiativer - men hvad skulle han have sagt, da krisen brød løs?

Vi har bedt to danskere skrive et bud på statsmandstale og overlader nu ordet til Gitte Seeberg (generalsekretær for Verdensnaturfonden og tidligere borgerlig MF) og Poul Erik Skov Christensen (tidligere formand for 3F)

Gitte Seeberg:

Kære danskere,

De siger, at vores Danmark er splittet. Ved at falde fra hinanden. De siger, at vi som aldrig før er i opposition til hinanden.

De siger, at vi enten spytter hadefuldt fra en motorvejsbro eller tossegodt risikerer fængselsstraf for at give et lift over Øresund.

De siger, vi enten er et dumt svin eller en kærlig politimand, der leger med et flygtningebarn.

Og så siger de, at det er noget nyt – altså forskellen, splittelsen.

At vi indtil et tidspunkt for ikke så lang tid siden var enige om det meste, at vi stod sammen her i Danmark. At vi forstod hinanden og at vi ikke skændtes om, hvor vi skulle hen.

Jeg tror ikke på noget af det. Der har altid været dumme svin i Danmark og jeg tror egentlig ikke på, at der er kommet flere. Der har også i meget lang tid været tossegode humanister. Flere end dumme svin vil jeg tro, men heller ikke en gruppe i voldsom vækst.

Mon ikke der også blev spyttet efter de polakker, der hakkede roer på Lolland for et århundrede siden? Mon ikke tusindvis også før forleden har samlet sig i demonstrationer for peace, love and understanding?

Og mon ikke uenighederne var langt større, da klassekampen rasede? Da der faktisk var noget mere end blot værdier at slås om.

Det er ikke dansk, at det enten er sort eller hvidt. Det er dansk, at der både er for og imod. Det er udansk at grave grøfter, vi er et land, der trives, når vi bygger broer. Gitte Seeberg

Jeg tror, at forskellen først og fremmest er, at vi i dag konkluderer forhastet og på baggrund af få, sigende eksempler, som rettelig burde betragtes som ekstremer. At vi er så opsatte på at kigge på os selv, at vi stirrer os blinde på alt det, vi har til fælles og kun ser de få nuancer, der adskiller os.

Avisforsiderne, de korte nyhedsopdateringer, hvor vi i hvert fald læser overskriften, de virale billeder, vi deler på Facebook, de 140 tegn i et tweet; det får os til at glemme al den leverpostej, som Danmark stadig først og fremmest består af.

Det er ikke dansk, at det enten er sort eller hvidt. Det er dansk, at der både er for og imod. Det er udansk at grave grøfter, vi er et land, der trives, når vi bygger broer.

Hvis vi glemmer det, er vi for alvor på afveje. Og det er vi desværre på vej til at glemme.

Vi er ikke enten Inger Støjberg eller Zenia Stampe. Vi er ikke enten Uffe Elbæk eller Kristian Thulesen Dahl.

Det skal vi holde fast i.

Det er dansk at erkende, at verden er kompliceret og nok bliver ved med at være det, uanset hvad vi gør. Det er klart, at der er opmærksomhed at hente i det modsatte, i at sætte tingene på spidsen, i at skrive med versaler, i at kravle op på barrikaderne og skyde i alle retninger.

Men det er først og fremmest dansk at tale sig til rette.

Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde i 2001, at Danmark er for lille til store konflikter.

Politikere, medier og meningsdannere har brugt tiden lige siden på at forsøge at få det til at se ud som om, det ikke passer.

Det er tidens syge. Eftertanken er smidt over bord. Reaktionen fremprovokeres. Den hurtige konklusion er gud, den dybe analyse er glemt.

Når det er sagt, er det måske meget forståeligt, at vi reagerer som en speedet kanin, når der faktisk sker noget i Danmark. Som det har været tilfældet, siden den der færge lagde til i Rødby. For en anden del af danskheden er, at vi tror, vi er bedre eller værre, end vi er. At vi tror, vi er mere afgørende, end vi er.

Vi danskere trænger til at vågne op og forholde os nøgternt til realiteterne. Flygtningene vælter ikke ind over grænserne. Vores omdømme er ikke fuldstændig ødelagt i udlandet. Vi drikker stadig Carlsberg. Solen står stadig op bag Bornholm og går ned over Vesterhavet.

Vi danskere er et lille folk i et lille land. Afgørende er vi ikke. Ubetydelige er vi heller ikke. Vi skal søge vores indflydelse hvor vi kan. Står vi udenfor, er der ingen der gider høre på os. Så selvfølgelig skal vi deltage i diskussionen om, hvordan det fremtidige Europa og den fremtidige verden skal se ud.

Kære danskere, vi er stadig først og fremmest konsensusorienteret, lighedssøgende leverpostej. Lad os huske det. Det har givet os et land, der trods alt er godt. For os. Og for verden.

Gitte Seeberg er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden, tidligere MF for De Konservative samt medstifter af Ny Alliance (Nu: Liberal Alliance).

Poul Erik Skov Christensen:

Kære Danskere,

Medens forfærdelige billeder af flygtninge, levende og døde, i middelhavets bølger, på græske strande, og nu i Europa på banegårde, færger og veje, i en kaosagtig strøm brænder sig fast på vore nethinder i disse dage og uger, fornemmer vi alle, at såvel Europa som Danmark står overfor skelsættende politiske beslutninger, der vil præge de generationer, der kommer efter os.

Barske ord er faldet i den offentlige debat, ikke mindst på de sociale medier.

Letkøbte løsningsforslag og ukvemsord er fløjet gennem luften som avner i en storm.

Stoppede vi al færgesejlads, lukkede grænserne hermetisk, afbrød al togtrafik med omverden og bevogtede vore strande, så ville vi skabe et overvågnings Danmark, med kontrolposter af politi og militær i hver en afkrog.

Ønsker vi selv at leve i et sådant land?

Nej, det er ikke det Danmark, vi kender, og milevidt fra den hverdag, vi ønsker.

Jeg tror, vi bliver nødt til, at forholde os til virkeligheden, og så handle derefter.

Og virkeligheden er, at tusinder flygter fra krig, død og ødelæggelse, flygter for at redde deres og familiens liv.

Nogle flygter også fra de såkaldte nærområder, hvor der ikke er ressourcer nok til at sikre dem en tålelig tilværelse som flygtninge, og hvor der er mangel på både mad og lægehjælp.

Nogle kalder dem migranter, men jeg vil gerne stille spørgsmålet, om man er migrant i ordets egentlige betydning, hvis man migrerer – blot for at overleve.?

Det er jo ikke turister, der med deres få ejendele, og mindre børn i hånden, eller på armen, vandrer og rejser gennem Europa.

I det lys, er jeg glad for, at rigtig mange mennesker, både i Danmark, men også ud over store dele af Europa, har budt flygtningene velkomne.

Lukkede grænser, pigtrådshegn og kvoter er ikke svaret. For når kvoterne er opbrugte, når hegnet ikke kan klare presset mere, og når grænserne alligevel overskrides, hvad skal vi så til sidst. Skyde de stakkels mennesker? Poul Erik Skov Christensen

I sympati med deres forfærdelige situation har tusinder af mennesker stillet op, tilbudt deres hjælp og spontant igangsat indsamlinger.

Kære Danskere, vi bor i et velfærdssamfund, i et åbent demokrati, hvor en af vore grundlæggende værdier er respekten for hinanden og respekten for menneskeliv, de værdier skal vi holde fast i, også når vi som land står overfor så store udfordringer, som vi gør nu.

Derfor skal vi hjælpe de flygtninge, der banker på vor dør, som vi nu bedst kan i den givne situation.

Der har i Danmark været opbakning til, at vi sammen med andre nationer, har deltaget i internationale militære operationer rundt i verden.

Ingen tvivl om, at vi dermed selv bærer et medansvar for de tilfælde, hvor vor krigsindsats efterfølgende har været en medvirkende årsag til forhold, der har skabt de flygtningestrømme, vi ser nu.

Danskere har aldrig været et folk, der løb fra deres ansvar, det gør vi heller ikke nu.

Kære Danskere, der er intet alternativt til at hjælpe.

Lukkede grænser, pigtrådshegn og kvoter er ikke svaret. For når kvoterne er opbrugte, når hegnet ikke kan klare presset mere, og når grænserne alligevel overskrides, hvad skal vi så til sidst. Skyde de stakkels mennesker??

Derfor er der intet alternativ til hjælp.

Den anden dag læste jeg et indlæg af en kvinde, der mente det var fair, vi kun tog os af hinanden, de vi kendte. Andre har givet udtryk for det samme.

Jeg må sige, at det synspunkt ikke holder en meter.

Er vi øjenvidne til en trafikulykke, voldtægtsforsøg, et ældre menneske, der falder om på vejen, fortsætter vi ikke bare, selv om det ikke er nogen vi kender.

Så gør vi hvad vi kan for at hjælpe den nødstedte.

Kære Danskere, Danmark kan og skal gøre en forskel.

Derfor siger vi ja til at hjælpe, og med det afsæt vil jeg internationalt lægge pres på, at få så mange lande som muligt med. Siger vi nej, hvorfor skulle nogen så lytte til os, og flygtningestrømmen stopper ikke, fordi vi siger nej.

Derfor siger vi også ja til på alle måder at støtte en markant udvidelse af hjælp til nærområderne.

Støtte de lande, der allerede nu er ved at segne over tilstrømningen af flygtninge

Og derfor siger vi også ja til at indlede et stærkere samarbejde med andre lande med henblik på at eliminerer årsagerne til de massive flygtningestrømme, vi ser nu.

Lad os stå sammen og løse opgaven, så vi også kan se hinanden i øjnene i fremtidens Danmark.

Vi har råd til det, og slet ikke råd til alternativet.

Poul Erik Skov Christensen er tidligere formand for 3F